Til dig der vil have mere til kroppen

Kropsklar01Kropsklar07Kropsklar09Kropsklar15Kropsklar11Kropsklar16Kropsklar23Kropsklar25Kropsklar29

Sammenligner vi huden på kroppen med den i ansigtet, så er den tykkere og mere tør. Ikke at det partout og nødvendigvis kræver anderledes produkter. Nogle gange gør det. Andre gange ikke. Her kommer et par af anbefalingerne fra dagens Go’ Morgen Danmark:

Badeolie med Insta-faktor

Linselusen Glossier kan købes online i Danmark, inden sommeren er ovre, og det gælder dermed også deres mælkede badeolie. Den er lettere end en ren olie, fordi den består af lige dele fugtmætning (glycerin) og planteolier. Pas dog på mængden, for de har sparet doseringsdimsedutten væk.

Selvbruner uden selvbruner-lugt. Og ja, HELT uden

Fugtspray med diskret farve er noget af det tætteste, vi kommer på næstegenerationen af selvbrunere, som for manges vedkommende stadig lugter af indeklemt omklædningsrum. Chanels er nem at arbejde med, fordi den forstøver farven godt, og selvom den ikke er parfumefri, så lugter den mærkeligt nok af ingenting. Det er unødvendigt at bruge handsker eller hænder.

Løgnen om appelsinhud og giftstoffer

Ikke for at være lyseslukkeren, men nogen har prøvet at bilde kvinder ind, at appelsinhud skyldes ophobning af giftstoffer. HVIS det var tilfældet, er det så ikke tankevækkende, at mænd generelt går rundt med stramme stænger?

Sandheden er, at vores bindevæv er opbygget forskelligt. Mænd har lodrette bindinger mellem muskler og hud, mens kvinders er skrå med plads til ekstra fedtvæv. Føler du dig generet og vil gøre noget, så tag (udover almindelig sund fornuft) fat i smørbart A-vitamin, som har papir på at kunne glatte overfladen. Det vil sige forbedre, ikke fjerne. Olien her er plantebaseret og uden petrolatum.

Hvad kobber kan

De ligner noget fra en gammel Michael Jackson video, og de er langt fra billige. Alligevel er handskerne med, fordi kobber er en tendens i sig selv (virker helende, afbalancerende og måske (måske!) også en smule udglattende): Udover mere og mere hudpleje med kobber, så ser vi NASA bruge kobberfibre i noget af det tøj, rumfolkene får på, ligesom Marienlyst Strandhotel har åbnet et decideret kobberspa, og Karmameju lystigt bruger ioniske kobbertråde i deres tørbørste til kroppen.

Handskerne er fine at sove med,  og som bonus (hvis det med natten er for mærkeligt) beskytter de i dagtimerne mod UV-stråler på de håndrygge, der er lette at glemme med SPF. Spøjse er de dog.

Mere end en fodcreme

Jeg synes, det er mere end en almindelig fodcreme, Pudderdåserne har skruet sammen. Normalt lovpriser jeg en stor mængde effektivt karbamid til fødderne – ulempen er bare, at det er så forbistret fedtet. Her er man sluppet af sted med at blande en mindre mængde karbamid (5%) med bl.a. ikke-fedtende plantevoks. Hav 14 dages tålmodighed når det gælder om at opbløde hård hud, hvis der er meget. Som bonus er cremen fin også på albuer og den tørre, lidt kreppede hud, der kan dukke op på forsiden af lårene.

PS: Jeg blander mig ikke i dagens kommentarfelt før efter sommerferien. Men du må endelig ikke holde dig tilbage. Spørgsmål samler jeg op på, når jeg er tilbage ved skærmen. Måske ses vi på Instagram: @beautyspace.

13 comments on “Til dig der vil have mere til kroppen
  1. Hej Anette
    Fodcreme er et hit hos mig :- )
    Jeg vil lige høre hvordan du får den flotte glød i ansigtet. Du skinner på sådan en super flot måde når kamera er på. Hvad bruger du af produkter for at få den glød?
    Jeg bruger selv bioeffect og a-vitamin og serum, dagcreme og makeup men kan ikke få den glød som du har :- ) og tak for dine altid gode råd og vejledning :- ) håber du nyder din ferie

  2. Hej Anette.
    Vil det give mening, at bruge “AHA smart renewal body serum” fra REN før/under denne Retin-oil?
    Altså lidt som frygtsyre under A-vitamin til ansigtet, eller er jeg helt “off”

  3. Kære Anette!
    Jeg har siden indslaget d. 24.7. Ledt og ledt efter hvor jeg kan bestille Glossier body Hero Daily wash, uden held.
    Måske du kan hjælpe?
    Håber du har en dejlig ferie.

  4. Og så fik jeg jo lige en idé: et miniprogram (gerne til en prisen af en kop kaffe) til bekæmpelse af appelsinhud, for det er dælme ikke pænt på en gammel dame, som mig. Og måske også pigmentpletter, som jeg hader mere end mine fine rynker. Mer’ go’ dag. :)

  5. Rigtig god ferie til dig og familien.
    Skal bestemt have fat i fodcremen fra Pudderdåserne.

  6. Mon olien, der kan formindske appelsinhud også kan gøre noget ved mørke pigmentpletter på armene? Jeg bed mærke i, at den også kunne reducere “misfarvning”.
    Tak for indslaget i dag – meget spændende Anette :-)

  7. jeg er så glad at du siger noget om kroppen og du beskriver hvad du har anbefalet på tv
    specielt da jeg simpelthen ikke gider se det når det er en mandlig interviewer.
    håber du holder en afslappet ferie

  8. Kære Anette.
    Først et lille suk. Det er altfor lidt tid, de ofrer på dig i go`morgen programmet.
    Vi ville gerne have haft det HELE med. Det er ret ofte, du ikke får fortalt om alt, du har med.
    Håber du får en dejlig ferie.

  9. Vil da lige starte med at ønske dig en rigtig god ferie ❤️
    Skønne produkter du linker til.
    Tror den der olie må der investeres i hvis ikke min gua sha virker
    Og så lidt skægt at min mand lige har foræret mig en sovemaske med kobbertråde. Det er det helt nye hitte sagde han
    Hvem havde lige troet at han var med i første række i skønheds trends

Comments are closed.