Grib en voksen, der kan slå i bordet

vatpinde1

I søndags havde min teenagedatter Emma en venindeaftale med Liv på rideskolen. Til hest skulle de to i skoven. Men Liv meldte afbud, for hun orkede ikke at skulle ud. Ud, hvor alle kunne se hendes akneplagede ansigt. Det var i øvrigt hendes lillebror, som fik den…skal vi sige noget bizarre akne-anbefaling.

Liv har været i et hav af behandlinger de sidste to år – alt fra salicylsyre til Basiron og frugtsyremasker til endeløse salver udskrevet fra den praktiserende læge. ’Det her går jo ligesom ikke længere’, sagde moren til sidst til lægen. Svaret var desværre det, hundredvis af teenagere får. Fra voksne: ’Det hører alderen til. Og du skal se, det går nok over’. Ja, måske om 5-6 år. Og til den tid, når aknen er brændt ud, så vil arrene til gengæld hænge ved til evigt minde.

For mig er det omsorgssvigt i den tunge ende. Og helt uforståelig gak, når en læge undlader at videresende til en specialist. For føler man sig som et levende krater med alt, hvad der følger med, så burer mange sig inde, mister det sociale tag i omverdenen, kommer bagud i skolen. Gemmer sig og overvejer fatale udveje.

Alt imens de voksne alt for ofte trækker på skuldrene og siger, at det nok går over. Som var der tale om en forkølelse.

Men altså.

Svær akne er en hudsygdom, der i den grad kræver kompetent hjælp. Og derfor var det også professor og hudlæge Christian Grønhøj, som skulle skrive kapitlet ’FIND DIG IKKE I AKNE’ i Superhudsbogen. Eller han skulle jo ikke, men jeg var kisteglad for, at han ville. For akne kan ikke bare tatovere bindevævet i uopretteligt smadder. Akne kan også sætte sig på sjælen.

LET AKNE: Her er det en anden snak, hvor det hjælper at rense huden mildt to gange om dagen, fordi aknebakterierne formerer sig hver 18. time – OG mindst lige så vigtigt: Få huden dagligt i salicylsyre og overvej zink-tilskud.

PS: Det kan godt være, at akne ikke vedrører dig. Men ser du nogen, der lider, så mind dem om, at der kan gøres noget.

TO VINDERE, DER MANGLER AT MELDE SIG I SENSAI KONKURRENCEN: Lisbeth Mortensen og Tanja Møller, send mig gerne en mail.

 

20 comments on “Grib en voksen, der kan slå i bordet
  1. @ Marie Bach – Du har helt ret. Det er en svær balance, og kræver situationsfornemmelse. Er helt med på, hvad du siger. Stor hilsen Anette

  2. @ Rie D – Det er jeg utrolig glad for. Tak!

    @ Rikke E – Jeg er ked af at høre, at du har døjet i så mange år uden at få den rette hjælp. Godt med din opmærksomhed nu i forhold til andre.

    @ Tina K – Absolut.

    Stor hilsen Anette

  3. @ Mette Steenberg – Stor tak for dit indspark. Og endnu bedre at høre om det gode resultat.

    @ Mette – tak og noteret.

    @ Mille – fantastisk læge.

    Stor hilsen Anette

  4. @ Pernille Sparsø – Bioderma er rigtig fin og kan sagtens stå alene. Hvis huden rumsterer for meget, så har Bioderma en version til ‘kombineret’ hud og så ville jeg følge efter med lidt salicylsyre (2 pct. varianten fra Danish Skincare).

    @ Line Juul – Den fra Danish Skincare er effektiv og uden dikkedarer (hedder Skin Smoothing Treatment).

    Stor hilsen Anette

  5. @ Helene, tak og i helt enig.

    @ Livs mor, glæder mig til at følge udviklingen.

    @ Lone H, det er jo altid en balance, det med at sige noget eller ikke.

    Stor hilsen Anette

  6. @ Majbritt – Tak fordi du skriver og del endelig det pågældende sted. Det vil vi gerne høre mere om.

    @ Astrid_k – Jeg tror ikke, hun var dårlig i sin støtte til dig. Bare ikke vidende om, at der findes muligheder og så bliver det sådan en misforstået trøst det med, at det nok går over.

    Stor hilsen Anette

  7. Hej Liv, Livs mor og andre måske interesserede. Jeg har selv haft ret meget uren hud/acne. Jeg fandt ved et tilfælde en virkeligt god klinik/behandling, som renser ud i huden, hjælper på ar og fremtidige udbrud. Jeg vil helst ikke linke til stedet/behandlingen her, da jeg gerne vil undgå at blive “beskyldt” for reklame, det er det nemlig på inden måde, men blot min egen personlige erfaring. Det involverer ikke medicinsk behandling.
    Skriv en besked her på siden, hvis I gerne vil høre lidt mere.
    Og ja, det er super vigtigt at tage alvorligt, hvad det kan betyde både for humør, selvtillid osv.

  8. Jeg har selv haft akne i flere år, og har prøvet et utal af produkter. Jeg har fundet ud af at sund kost, motion, en ufravigelig hudplejerutine og ansigtbehandlinger gerne med 6-8 ugers mellemrum er den bedste vej. Jeg har også tit mødt mennesker, der synes de skal gøre opmærksom på, hvordan man kan komme af med sin akne – oftest folk, der aldrig har haft en bums i hele deres liv. Og det kan godt virke en anelse provokerende og bedrevidende på en ung kvinde, der faktisk lægger et stort arbejde i sin hud, og som efterhånden godt ved, hvad der virker, og hvad der ikke virker. Dog er jeg enig i, at de unge teenagere skal have ordentlig vejledning i produkter, da de fleste tyer til billige hokus-pokus-løsninger, der i sidste ende kan gør ens akne værre.

  9. God pointe – jeg kan se hvor meget en pæn hud har betydning for mine døtres velbefindende og lyst til at gå ud i verden med ja-hatten på – kosten har selvfølgelig stor betydning, men produkterne og ideen om at der skal ro på og at man skal behandle akne huden blidt GØR bestemt også en forskel

  10. Kære Anette

    Tak fordi du skriver det her. Det er så vigtigt. Jeg kan nemt genkalde mig følelsen af skam over mit udseende. Jeg led af akne i 25 år. Fra 12 til 25 var det slemt – det var de år, jeg havde mest brug for at se smuk ud. Det gjorde jeg så bare overhovedet ikke. Jeg kommer til at genbesøge det er indlæg, hvis et af mine børn kommer til at lide af akne. Og det bliver lige på stedet.

    Bedste hilsner
    Rikke

  11. Flere af min datter teenage venner har læst i din bog, og har gjort noget ved det. Så fint at du tager det op.

    ps. Melder mig gerne som sup. til SENSAI :O)

  12. Kære Anette
    Kunne ikke være mere enig. Blev som 13-årig selv sat på a-vitaminkur af en hudlæge, som under en konsultation om noget helt andet uopfordret spurgte, om vi ikke skulle gøre noget ved min acne. Min far havde selv samme problemer som ung, men har en fin skægpragt der dækker arrene, så han støttede op fra start. Som årene er gået er jeg kun blevet mere og mere taknemmelig for den hurtige og effektive handling, som har haft en kæmpe betydning for mit selvværd op gennem teenageårene :)
    Kh Mille

  13. Hvor er jeg bare enig med dig Anette!
    Dine råd er for længst givet videre til mødre med akne-plagede teenagere.
    Jeg kan varmt anbefale Effaclar produkter fra Laroche Possay, som har tryllet lette udbrud væk fra mine teenageres hud!

  14. Åhhh her kender vi det alt for godt! Vi trak den nok også et par måneder for meget, men der måtte bare ske noget mere! Vi tog direkte til Christian Grønhøj, fik konstateret cystisk acne, efter 6 uger begyndte pillerne at virke. Om 20 piller er min søn færdig med kuren og er helt acne-fri – og han er glad! Det har været alle bivirkninger og penge værd!
    Nævner det for alle på min vej, når jeg ser acne. Senest på gode venners snart 13-årige pige – og jo, det var også acne og ikke “bare” teenagehud. Kom afsted til hudlæge med dit unge menneske!

  15. Tak for dette indlæg Anette.

    Kunne jeg få dig til at anbefale nogle produkter, med salicylsyre, som er ‘rene’ og effektive og som kan bruges af en 13 dreng. – Han er ikke voldsomt ramt, men jeg vil gerne støtte, guide og vejlede ham bedst muligt i forhold til daglig pleje.
    På forhånd tak

    Mange hilsner
    Line

  16. Hvor godt du tager teenagerne alvorligt, Anette! De er så skrøbelige og sårbare, at der ikke skal meget til førend de ender i isolation, og det som måske kan ende ud med at være værre…
    Jeg er så heldig at have en dejlig præ-teenagedatter på 12 år, hvis hud fra tid til anden viser tegn på at hormonerne er begyndt at rumstere, men i det store hele vel kan betegnes som ‘ferskenhud”. Nu har hun så set mig rense huden om aften med Bioderma, og ved selvsyn kunnet observere, hvor meget snavs huden opsamler i løbet af en dag. Ansporet heraf er hun nu, selvbestaltet, gået igang med den samme procedure -Bioderma rens. Er det en god eller dårlig idé? Skal hun komme en let creme på huden efterfølgende, eller bare lade den være? Det ser umiddelbart ud som om huden virker blød og smidig! Hvis du mener creme efterfølgende er et issue, er der så et mærke du kunne anbefale? Eller skal hun helt lægge rensning på hylden, og bare bruge vand?
    På forhånd tak. Kh Pernille

  17. Kære Anette
    TAK fordi du lige minder om dette vigtige emne. Har aldrig selv haft andet end bare lidt uren hud og mine børn lige så. Men har haft veninder og venner med kæmpe problemer. Vil nu huske dine ord når jeg møder acne teenagere på min vej.

  18. Og her et kæmpe lettelsens suk over, at ‘vi’ endelig er kommet i behandling. For det er virkelig et ‘vi’, der skal til, for at få den rigtige behandling.
    I samme øjeblik den fantastiske hudlæge, vi kom til, sagde: “det er godt, du er kommet – for nu skal vi have din hud smuk igen”, åhhh… vi var så glade over det håb, der pludselig var tændt.
    Håbet om, at hun kan springe glad ud i verden før mørkets frembrud og ikke vågne med ondt i maven over, hvad spejlet viser hende i dag.

    <3

  19. Fantastisk fint indlæg og midt i prik. Det skal jeg dele videre. Det er så sandt at akne sætter sig på sjælen, det har jeg erfaring af. Det er også smertefyldt rent fysisk, men følelserne, de er hårdest.
    Så godt du tager det op! <3<3<3

  20. TAK, Anette! Fordi du minder mig om hvor dårligt det var, at min mor ikke støttede og hjalp mig i mine teenageår, men synes jeg var pyldet, når acnen gjorde mig kedJeg vil I DEN GRAD slå hånden i bordet, hvis min egen datter på 6 mdr. viser sig at have arvet min hud! For nej, vi skal ikke bare acceptere den slags og vi skal slet ikke finde os i rynken på panden, fordi vi går op i vores velbefindende inderst som yderst!

    Igen-tak❤️

Comments are closed.