Min bedste behandling til dato

16832980_10155064506279321_478080928_o

Den overskrift er for farlig, så læs den i stedet som en oplevelse, jeg ved, du aldrig vil glemme. For forestil dig en spa, hvor alt er så pænt, at det smitter af før, under og efter besøget. Fordi der er tænkt på detaljer som flatterende lys og langtidsholdbar fugt, der kaster glød af sig i dagevis. I Paris – frem til 1. maj – har Aesop indrettet et såkaldt temporary space til en ansigtsbehandling, der rører hele kroppen i en grad, så den er værd at springe på toget eller flyet for. Og præcis det med at booke en Aesop-behandling kan være lidt kringlet, fordi de bare findes en lille håndfuld steder i verden, og i Paris kun for en kort periode.

16837776_10155064507694321_2406763_n16810052_10155064511459321_1149835358_o16804929_10155064505744321_655728235_o16810789_10155064505304321_1259340441_o

Indenfor i spaen på Rue St.-Honoré er lyset blødt og ydervæggenes vinduer erstattet af hvid voks, som gør lyset afdæmpet og vanvittig flatterende (lad alle kosmetologer og butikker med omklædningsrum tage tippet til sig). Ved indgangen bliver støvler byttet ud med lune sokker, der er farveafstemt med omgivelserne – en blanding af hud- og nougatfarvede vægge, tæpper og møbler – ja, selv lampeledningerne.

Og her mens jeg en iskold tirsdag morgen snuser spaens diskrete, lavendelkrydrede duft ind, føles det uendeligt længe siden, at min mand fra dynens dyb brummede: ”Hvaffor en sæbe? Den har jeg aldrig hørt om”. Hans manglende kendskab til Aesop skyldes ikke, at mærket er nyt. Faktisk er det præcis 30 år gammelt, men har siden opstarten i 1987 sat en ære i ikke at virke sælgende, påduttende eller omgive sig med opmærksomhedskrævende marketing-larm. Filosofien er, at dem, der skal kende dem, kender dem. Og lyder det en smule smart – eller måske bare dyrt – så tror jeg, du vil give mig ret i, at oplevelsen alene bare i en Aesop butik (inkl. den i København) er noget særligt.

I Paris begynder den faktisk udenfor på fortovet i Rue Saint Honoré nr. 256, hvor gigantiske hånd- og kropscremer er boltet fast på facaden til fri afbenyttelse for de forbipasserende. Mens man så står der og smører, er det fristende at lade sig trække indenfor af lyset og duften af friskkrydret træ og bare sige ”en af hver, tak”. Håndvasken har altid hovedrollen. Uanset om du står i en butik i Sydney eller LA. Det er her, personalet ofte griber dig om hænderne og masserer det ind, du vil prøve. Og måske er det i virkeligheden dét, ’Aesopperne’ kan. Røre ved en, så lysten til mere bliver påtrængende.

Lidt længere henne af gaden tilbage i spaen i Paris, er ansigtsbehandlingen præcis det mere. På en højthævet, forvarmet behandlingsbriks, der nok vil få de fleste til at sende Prinsessen på Ærten en tanke, bliver du puttet under linned, lune tæpper og nænsomt trykket ned i madrassen. Jeg kommer til at grine lydløst ved tanken om en bekendt, der for 10 år siden spåede, at ”al det spa-pjat” ville få en ende. Måske. Men det bliver i hvert fald ikke her.

HVAD FÅR DU: Aesop Facial Appointment er et 70 minutter langt sansesus af hænder, der renser, eksfolierer, tørbørster og masserer akkompagneret af en hær af lune håndklæder, der bliver rullet på og af i glidende bevægelser, mens den panfløjtefri playliste sørger for musik, der er er afstemt til hvert eneste tryk og massagestrøg.

Jeg svæver op til overfladen, da øjenbrynene børstes på plads og læberne bliver smurt med fed pomade. Det føles, som om kroppen er gået i dvale, mens mødet med spejlet er lige til at åbne vinduerne og råbe hurra over. For massagen og de peelende mælkesyrer har gjort deres øjeblikkelige job sammen med en antioxidant-rig fugtmætning. Gløden kan ses – og mærkes, helt som lysten til at komme igen inden 1. maj.

16810918_10155064511414321_1676307229_o

AESOPS MÆRKESAGER: Nu er det jo ikke, fordi Aesop gør ingenting salgs- og marktingmæssigt. De har trods alt varmeregninger, lønudbetalinger og produktionsomkostninger som alle andre. De følger måske bare deres egen vej, som eksempelvis at løbe naboerne på dørene, når de flytter ind i nye lokaler. For at hilse på og smøre dem med prøver. De ingrediens-nørder også med at fravælge petrokemiske olier, silikoner, den slags for at holde fokus på sensoriske, plejende og beskyttende ingredienser.  Og så elsker de arkitektoniske indretninger med wow-effekt, hvor butikker og spaer aldrig er ens. For ophavsmanden Dennis Paphitis største frygt er at ende som et sjæleløst kædekoncept.

PS: Læs mere her. Om det smukke designsamarbejde i spaen, og ikke mindst alle de praktiske detaljer. Hvis du nu skal til Paris.

7 comments on “Min bedste behandling til dato
  1. 10000 tak for jeres gode og sjove ord. Ren lystlæsning for mit vedkommende.

    @ Pernille S – selvom jeg smiler stort, så findes der mange med overbevisningen om ét mærkes-reglen, og vi skal lade dem i fred og være glade for det, de tror på ;o)

    @ Ida – Alt skulle meget gerne stå i linket. Åhhhh hvem der boede i Paris. Afsæt et par timer, så du kan smage på de gode ting og slappe af i sofaen og nyde omgivelserne.
    Bed om Laura, som er formidabel.

    Stor hilsen Anette

  2. Åh Anette, jeg MÅ bare en tur til Paris inden 1. maj!

    Jeg havde en tur i tankerne alligevel, men tror lige at jeg tjekker deres kalender og booker en tid og derefter finder en flybillet, det ville godt nok være ærgerligt hvis der fuldt booket mens præcis de dage som jeg skal være der.

  3. Krydser fingre for at spaen kommer til Kbh.!
    Det der med at være generøs med vareprøver, prøvede jeg i dag i Magasin. Ønskede en prøve på Ling’s serum, som de desværre ikke havde. Til gengæld fik jeg en serum prøve fra Codage. Hænderne ødselt smurt ind i BioEffect EGF serum og en vareprøve som minimum strækker til 1 måned!!! Hertil kommer 2 prøver på Bio Effect Daytime creme. Kors, hvor den søde unge ekspedient fortalte stolper op og stolper ned om Hyaloron, vækstfaktorer, kollagen, nødvendigheden af fugt etc. etc. Var meget imponeret, lige indtil hun sagde, at man ALTID skulle holde sig til ét mærke af gangen, hvis man skulle få det optimale ud af sine produkter. “Jeg er nemlig uddannet kosmetolog, så jeg ved hvad jeg taler om”, hviskede hun mig smilende i øret. Jeg gik glad derfra, med de generøse vareprøver og tænkte, at hun nok ikke læser din blog, Anette 😉

  4. Hvad koster behandlingen, jeg kan ikke finde pris nogen steder? Jeg bor i Paris, så det ville næsten være dumt ikke at prøve!

  5. Jamen altså, bare indretningen gør jo, at man får vild lyst til at prøve det…Tænker at ‘låne’ indretningsideen til mit eget nye badeværelse…Sådan kan man jo også blive inspireret her i blogland, Tak!:-)

Comments are closed.