Om Anette

Anette, 13 år, vil være stewardesse

Anette, 14 år, vil være stewardesse

Anette, 15 år, vil være stewardesse

Anette, 16 år vil være stewardesse

Og sådan fortsætter det, til jeg er 19 og får et nix-brev fra Sterling. Jeg kan ikke komme ind – ikke engang som ferieafløser. Imens kan jeg skule misundeligt til en veninde, som har fået stewardesse-job i selveste SAS og går rundt i fikse pumps og de der kapper, som oser af luftkaptajn og verdensklassekvinde. I stedet bliver jeg eksportelev på et Glostrup-kontor og kommer senere til DFDS som indkøber af parfume & kosmetik. Pludselig en dag har Givenchys sælger (som ellers har siddet med tårer i øjnene og fortalt, at han finder DFDS svinehårde at forhandle med) anbefalet mig til Dior (måske for at få mig af vejen). Så jeg rykker fra den ene side af skrivebordet til den anden side hos Dior. En vidunderlig tid med chef-visitkort, hjørnekontor på Chr. Havn, bonusguldkort og firmabil. Jeg har i mange år verdens bedste chef, kunder og kollegaer, og når et par gange at godte mig over den kuldsejlede stewardessedrøm. Men så får jeg børn og Dior, rejsedage og budgetter bliver ligegyldigt. Ingen forstår det. Da jeg vil sige op, bliver jeg kaldt til kammeratlig samtale hos min far. Jeg tror, han mener, at børn og det at skrive (som jeg vil) er noget, man kan bruge tid på efter arbejde. Men jeg siger op, og min lille familie flytter til Jylland. Ud i skoven. Jeg færdiggør mit HD-studie på Handelshøjskolen i Aarhus og begynder at skrive klummer for Jyllands-Posten, hvor jeg efter tre år rykker til Børsen og får skønhed som stofområde. Resten med blog, bog, foredrag und so weiter er senere kommet til. Vejen til mine platforme (jamen det hedder det) har været fuld af bump, døre der blev smækket hårdt i, vilde oplevelser og også gode grin heldigvis.

Med kærlig hilsen
Anette
open-mind@mail.dk

Leave a Comment