Sådan fungerer reparations-afdelingen

Måske rækker trin nummer ét for dig. Måske er alt godt her. Med undtagelse af selvfølgelig, at SPF ikke er noget, nogen overnatter med.

Men hvis du nu eksempelvis, som jeg, har gennemstegt huden i teenageårene eller døjet med akne, så kan det være, at din hud har brug for mere end fugt og beskyttelse. Og så er det, at andet trin på Hudplejepyramiden kommer i spil med forbedrings-mulighederne. Stadig under forudsætning af, at bunden er på plads. Det vil for mange give mening at kaste sig over midten i nattetimerne. Især fordi der ikke er plads til alting på en gang.

Midten indeholder de fire mest veldokumenterede ingredienser, når det gælder om at forbedre og reparere huden:

  • A-VITAMIN er et slags velopdragelsesvitamin, der udover at trække al hud mod mere balance også øger mængden af kollagen (og ja, virker udglattende).
  • AHA og BHA (frugtsyrer & kusinen salicylsyre) er eminente til at polere og forfine hudoverfladen, så koks i pigmenterne fra eksempelvis for meget sol kan blive udjævnet. Vær opmærksom på at huden bliver en anelse mere lysfølsom. Mange vælger at vente med syrer til efteråret.
  • NIACINAMID er almindelig B3-vitamin (og en antioxidant) og kan også sagtens bruges om dagen. Mulitasker så det basker i forhold til både at dulme rødme, øge hudens fedtsyreniveau og farveudjævne hudtonen – så længe der er min. 5% i.
  • PEPTIDER er en stor gruppe af bittesmå proteindele, som kan udrette flere ting. Blandt andet blødgøre linjer. Også en ingrediens der er fin at bruge døgnet rundt.

Billedet viser eksempler på de nævnte ingredienser, hvor de fx. hos Tromborg er peptide-eksperter. Jeg er næsten sikker på, at du allerede har nogle af de her ingredienser på din egen hylde, og det gode ved Hudplejepyramiden er netop, at den virker på tværs af forskellige mærker.

TIL DIG DER VIL HAVE FLERE DETALJER: De er også de fire ingredienser (ofte i kombination), du bruger, hvis udfordringen eksempelvis er forstørrede porer, eller hvis du gerne vil give huden det glatte lag – eller måske er udfordret af pigmentpletter eller akne.

HUSK at gribe i egen kind. Ikke alt er for alle. Det er god idé at investere i et zoom-spejl, så du kan tjekke, om det går den rigtige vej. Er du i tvivl, så få professionelle øjne på din hud, men sammen med din viden om, hvilket indehold, der gør hvad. Vær kritisk nysgerrig.

@beautyspace på Instagram

Tilgiv længere svartider i ferieperioden.

08/07/2019
Hvad Anne P ikke vil byde sin hud
Og hvad hun har genkøbt flest gange
12/07/2019
Du husker Årets Ingrediens
Den, som din hud er afhængig af

Kommentarer

  • Emilie

    Kære Anette

    Jeg har lidt svært ved at finde rundt i, hvordan de forskellige produkter i hudplejepyramiden må kombineres.

    Fx står frugtsyre og peptider på samme trin i pyramiden.
    Nu har jeg lige købt peptider fra Ordinary, og her skriver de, at peptider og frugtsyre ikke må kombineres i samme hudplejerutine.
    Selvom at peptider netop kan bruges både morgen og aften, betyder det så, at jeg skal nøjes med fx at bruge peptider om morgenen og så bruge AHA aften, så jeg ikke bruger dem samtidigt?
    På forhånd tusind tak for svar

    04/08/2019
  • Conny

    Hej igen – det med ikke at blande c vitamin produkter med hhv a og b3 – jeg har læst indlæg her fra Beautyspace (20/12-16) hvor der står at niaciamid kan inaktivere c-vitamin og på costume er en artikel 13/2-17 om hvilke produkter man ikke må bruge sammen.
    Der står så også at a+b3 eller c+e er gode kombinationer.
    Ved ikke, om jeg har blandet det med syrer sammen med a vitamin….
    Måske skal jeg prøve med noget c vitamin (har læst dit nye opslag om c vitamin) under om dagen for at få mere glød og så bruge både a og b3 til nat.

    21/07/2019
  • Ditte H

    Tusind tak for svar 🙂 Jeg har vist sovet i timen herinde, når jeg ikke kan huske indholdsstoffet azelainsyre, men det husker jeg fremover! Tak for hjælpen, dejligste Anette 🙂

    17/07/2019
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Ditte H, absolut, men jo helt afhængig af indholdsstofferne. Klairs har fin fokus på mange af Hudplejepyramidens ingrediens-anbefalinger. Mht. rosacea, så vil jeg sørge for at få noget azelainsyre ind i rutinen.

    @ Kitta, Alt tyder på, at man kan uden problemer. Det er lidt en myte det med, at det ikke kan lade sig gøre, så go for it.

    @ Julie, Se det ER et problem, for når man vasker den, så bliver duften mindre og det indeni klumper sig lidt sammen. Jeg har grebet det lidt alternativt an: Hver morgen stryger jeg indersiden med en ren våd klud og så skal det siges, at den sovemaske jo ikke varer forevigt.

    @ Charlotte K, jeg ville, hvis jeg var dig, kombinere med noget frugtsyre under din BP-creme. Gå langsomt frem.

    @ Bitte, du bruger dem bare om aftenen (kan også bruges om dagen). Dog er det irriterende, at de består af en base af silikone. Jeg ved, at Eccoking arbejder på at lave det om.

    @ Conny, jeg er i tvivl om, hvad du mener med at C, ikke på blandet med A og B?? Har du en reference eller et link du kan sende mig i forhold til, hvor du har oplysningen fra? Peptider vender jeg tilbage til i et særindlæg.

    @ Charlotte, begge dine bud er fine (jeg har læsere, der har meldt flot tilbage på begge i forhold til rosacea…og faktisk også Tromborgs Below 0 degrees, MEN se om du kan prøve før køb). Jeg ville tale med Johan M. Poulsen om hvilken pleje der er bedst sammen med hans kur, så i går samme vej.

    @ Emilie, det er altid svært mht det at slå ud, for i princippet kan vi slå ud af alt. Selv vand. Dermalogica har lavet et ret fint bud på BHA blandet med 3% niacinamid, måske kan du hos dem prøve inden køb.

    Stor hilsen Anette

    @

    17/07/2019
  • Emilie

    Kære Anette

    Nu har jeg flere gange prøvet at bruge Ordinarys Niacinamid + Zink – i starten fungerede den fint, men så begyndte jeg at slå ud af den. Nu kan min hud også finde på at slå ud, hvis jeg bruger andre sera/cremer, hvor koncentrationen af niacinamid er høj.

    Er jeg nødt til blot at droppe niacinamiden/B3, eller findes der andre alternativer?

    Rigtig god sommer til dig 🙂

    De bedste hilsener Emilie

    15/07/2019
  • Anette Kristine Poulsen

    Kære alle,

    Jeg vender tilbage tirsdag morgen med svar.

    Stor hilsen Anette

    15/07/2019
  • Kitta

    Charlotte – hvis du er på Instagram så skulle du prøve at se på Caecille / Makeupandmedicine – hun har også rosacea og har lavet mange opslag med det. Hun er også meget vidende generelt omkring alt med hudpleje 😀

    15/07/2019
  • Charlotte

    Jeg har slugt alle dine råd vedrørende rosacea men er stadig forvirret i forhold til hvad jeg skal forsøge mig med denne gang. Jeg har ikke fundet de gyldne produkter, men har derimod købt mig fattig i cremer der ikke gør en forskel, men for os med rosacea er det ofte et succeskriterie at cremen bare ikke gør tilstanden værre…

    Jeg har brug for dine produktråd til rosacea, når huden er virkelig tør (Johans mirakel pillekur) og der er en del rødme.

    Er det produkter fra Amazing Space jeg skal prøve eller Pestle & Mortar?

    Glæder mig til dine råd

    14/07/2019
  • Kitta

    Tak Ditte H 😀

    11/07/2019
  • Conny

    Må man bruge serum med peptider sammen med a og B vitamin? Jeg har sart hud med rødme og bruger serum med Niaciamid under dag/solcreme og a vitamin til nat. Har fået en flaske af serum med peptider, som jeg har ladet stå på hylden, medens jeg bruger det andet færdigt for ikke at blande for meget – eller vil det bare være godt evt om natten? Jeg synes det er svært at vælge, hvilke superingredienser man skal satse på, da man gerne vil det hele, men at der er ting, som ikke må blandes. Har helt droppet C vitamin, selvom det lyder godt, men det må jo ikke blandes med A og B vitamin (samtidigt).

    11/07/2019
  • Ditte H

    Kitta, jeg har tidligere spurgt om det samme, da jeg også gerne ville blande niacinamid med C-vitamin. Det kan man godt, så bare gi’ den gas 😉

    10/07/2019
  • Bitte

    Jeg har nogle fine A-vitamin kapsler fra Ecooking, men er i tvivl om hvordan jeg skal bruge dem, fik dem fra en veninde der ikke var interesseret fordi hun havde læst noget om at man skulle være forsigtig med A-vitamin

    10/07/2019
  • Charlotte K

    Hej Annette. Jeg har, ligesom du også nydt solen for meget som ung. Jeg er i tvivl om hvordan jeg får dækket min hudpleje ind med trin 2. Om aftenen bruger jeg Beaute Pacifiq clinical super 3 a vitamin. Hvordan får jeg de andre ting ind og skal det være før cremen?

    10/07/2019
  • Julie

    Lige et spørgsmål om noget helt andet. Du har tidligere snakket varmt om dermalogicas sovemaske til øjnene – men også skrevet at den var svær at vaske.
    Jeg har købt den og er rigtig glad for den, men er nu netop nået til at skulle vaske den og er meget i tvivl om hvordan og hvorledes og kan ikke finde noget information på nettet

    Håber du kan hjælpe 🙂

    Mvh Julie

    10/07/2019
  • Kitta

    Kære A,
    Kan man også blande niacinamid med C-vitamin?
    Jeg bruger nemlig C-vitamin om dagen og en creme med niacinamid om aften. Men har læst at man ikke bør blande, da man så forringer C-vitaminet. Men ville jo reelt gerne have de gode ting fra niacinamid hele døgnet. Hmm…?

    10/07/2019
  • Ditte H

    Altså når man har problemer med pigmentpletter og rosacea … beklager at min hjerne ikke lige kunne samle alle info i én kommentar, men måtte bruge 3 styks …

    10/07/2019
  • Ditte H

    Tilføjelse …
    Tænker på K-Beautyprodukter som Klairs og Pyunkang Yul …

    10/07/2019
  • Ditte H

    Hvad tænker du om K-Beauty produkter? Er de lige så virksomme og effektive som kendte mærker som Dermalogica og Murad?

    10/07/2019

Kom med kvit & frit på Beautyspace-holdet

Uafhængig skønhedsformidling for dig, der vil have dokumenteret viden om hud, hvad-virker-guides og hvordan fejlkøb undgås. Kun ord der gør dig klogere - og nå ja, besked som den første, når månedens Book’n’Beautyboks udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.