Tryk på speederen til Oscar-klar hud

Oscar2018_12Oscar2018_16Oscar2018_19Oscar2018_20Oscar2018_25Oscar2018_27Oscar2018_30Oscar2018_01Oscar2018_09

I går handlede om Oscar-klar hud. Hvornår det er smart at begynde, hvis nu den store fætterkusinefest i Sdr. Omme er lige om hjørnet. Jeg tror kun på én rute her, og det er den stenhårde, daglige rutine. Som jo ikke behøver at være mere kompliceret end at gå i bad. Eneste krav er vedholdenhed. For der er ingen smutveje (ligesom det heller ikke ville batte meget kun at børste tænder om lørdagen). Men det er muligt at trykke lidt ekstra på speederen:

PEELENDE GLOW-PADS

For hurtig glans er der bedst ramasjang i frugtsyrer, fordi hudoverfladen bliver forfinet – både her og nu og med fordele som glattere, blødere og mere pletfri hud ved længerevarig brug. Rodials rensende peel pads fra i går koster 8 kroner stykket og indeholder et gennemtænkt miks af lysnende C-vitamin, mælkesyre, glykolsyre og beroligende salicylsyre der (som noget af det eneste) kan eksfoliere ned i porerne. Ved at vælge en forhåndsdosering bliver behandlingen kontrolleret og med mindre risiko for at ende irriterende. De peelende pads kan bruges morgen og/eller aften lige efter rens, og de er oplagte også til førstegangs syre-brugere.

HUSK: Der er virkelig mange gode (og også skrappere) syreløsninger derude, men ingen one size fits all. Grib i egen kind og hold øje med, at huden gør fremskridt og ikke bliver irriteret. Se nederst en forklaring på forskellen mellem AHA (frugtsyrer) og BHA (salicylsyre).

FUGTFORSTÆRKNING

På tværs af alle hudtyper gør ekstra fugt godt. Jeg er ret vild med danske Sards bud på et enkelt serum med fugtmættende hyaluron, beskyttende antioxidanter og så en anelse mandelolie til at forsegle – men uden at fedte. Meget fint sammensat (og i øvrigt nomineret til Årets Forbrugerpris i Danish Beauty Award 2018). Du finder Sard på apoteket.

MIST-TRICKET

Vi har talt om det før: En mist skal ikke bestå af romantisk blomstervand, men derimod indeholde fugtbindende ingredienser (som eksempelvis hyaluron, glycerin, sodium PCA). Det gør den fra Rudolph Care sammen med beroligende alger og beskyttende antioxidanter. Og når en mist gør det, så opnår vi, hvad hudlæge Leslie Baumann kalder for et mini-reservoir, som huden kan holde sig fugtmæt fra længere. Brug et pift som det første under alt andet (dog lige efter rensende peel pads).

GLOW-BALM 

Det her er tryllecremen (fra Bobbi Brown), hvor det er muligt at få lidt glans forærende. En glow-creme, der bedst kan sammenlignes med et Instagramfilter. Vi er i makeupafdelingen, hvor den fungerer godt enten som base lige under makeup, blandet i foundation eller bare duppet direkte på de steder, hvor vi gerne vil have huden til at fange lyset. Som eksempelvis næseryg eller det øverste af kindbenene.

HOLLYWOOD-HÆNDER

Håndryggen og halsen har det tilfælles, at hudens fedtindhold er lavere end i ansigtet. Den bliver derfor hurtigere kreppet og måske ligefrem lidt knoglet. Hvis vi skal have fat i den hurtigste fix det-løsning, så prøv to ting:

  • Gnid først hænderne i vådt, afkølet (og altså brugt) kaffegrums. Skyl efter og …
  • Lad dem så derefter marinere i Magicstripes fyldestgørende miks af sheasmør og hyaluronsyre. Alternativt tag din fedeste håndcreme på og stik i et par bomuldshandsker.

FORSKEL PÅ BHA og AHA: Salicylsyre (BHA) er god til at balancere fedtet og kombineret hud, kan som noget af det eneste rense ned i en pore og virker derudover anti-inflammatorisk plus kan dulme rødme og glatte fine linjer. Overordnet tæller gruppen af AHA alle former for frugtsyrer (som eksempelvis glykolsyre) og mælkesyre. De kan blødgøre ru og grov hud, glatte rynker og lysne solpletter. Konklusionen er derfor, at mange vil have gavn af både AHA og BHA. Bare husk at gå forsvarligt og langsomt frem.

PS: Se Insta-film og stories på @beautyspace.

26 comments on “Tryk på speederen til Oscar-klar hud
  1. @ Anna M – Du kan godt bruge AHA og BHA samtidigt. I nogle produkter optræder de netop sammen. Man kan altid diskutere virkningen, da det er ved forskellige pH-værdier de gør sig bedst. Du kan også bruge C-vitamin sammen med. Bioeffekt er et eksempel på en ingrediens, der ikke har det godt med fedtstoffer.

    @ Christina Kragh – jeg har sendt dig en mail. For det er ikke orden at sende dig hjem med uforurettet sag. De pads skal være våde.

    Stor hilsen Anette

  2. Hej Anette
    I Magasin Odense ville de ikke tage dem retur de mente de var som de skulle være……. og jeg er ret sikker på de ikke skal være så tørre …. ekspedienten tog nok de øverste 10 15 af før der var nogen der var bare lidt fugtige og gav mig så nogle nye fra testeren som var lige så tørre…..ret dyrt bekendtskab øv …..jeg sender dig billedet tak

  3. Tusind tak for svar vedr BHA og AHA….jeg vil straks købe mig lidt salisylsyre :) Hvis jeg nu vil bruge begge dele (bruger frugtsyre fra Ole Henriksen), hvad skal så på huden først?

  4. Hej Anette,

    Kan man bruge BHA og AHA samtidig? Jeg har dem fra pudderdåserne. Og en c vitamin suspension ovenpå? Eller er det too much på én gang? Er der er tommelfingerregel for nogle ingredienser man skal undgå at mikse ?

    Mvh Anna M.

  5. @ Helene H Juncker – Tak for dine ord. Jeg tror, du vil synes om den, men afprøv først på egen hud. På apoteket eller hos Matas, inden du køber.

    Stor hilsen Anette

  6. @ Christina Kragh – WHAT? Det skal de bestemt ikke være. Mine var gennemvædede. Er du rar at tage foto af din krukke og sende mig på open-mind@mail.dk, for så vil jeg fluks give din melding videre til Rodial…nu hvor de har været på Beautyspace. Klart de ikke skal være tørre.

    KH og undskyld jeg havde overset din kommentar

  7. Hej Annette.
    Først du er fantastisk :O)
    Jeg har rosacea på min næse og kinder mild grad. Bruger alle Rudolphs Cares produkter. Men men kan jeg bruge SARD`Hyaluron Boost serum no.3 som jeg blev noget betaget af i dit indslag????

    På forhånd tak.
    kh Helene

  8. @ Susanne – fra hybenolie får du en anelse a-vitamin, mest den beskyttende effekt fra a-vitamin som antioxidant. Olien vil også give fugt-forsegling, som kan være godt, hvis din hud er tør. Er din hud derimod fedtet, så har vi ikke brug for ekstra olie på huden.

    Stor hilsen Anette

  9. @ Tina – Endelig på med en god portion fugt. Måske har du allerede et godt ansigtsserum med hyaluron a la Sard serummet, der var med på skærmen.

    @ Maria – Jeg har svaret dig. Undskyld forvirring.

    @ Trine M – Blev sendt i torsdags med Post Nord, som lover 4-5 arbejdsdage, så den må være lige på dine trapper.

    @ Amanda – Jeg ville vælge et BHA- produkt, der bliver på din hud. Fx den røde toner fra Danish Skincare. Enzymer er en fin og mild måde at peele sine hud på, men det lyder som om du trænger til noget, der kan gå i porerne. På mild vis. Og det kan BHA.

    @ Marianne Jensen – Både BHA og AHA virker fint under A-vit, og jeg vil prioritere det om aftenen og så fugt og beskyttelse om dagen. Du kan fint blande BHA og AHA.

    @ Mille – Jeg gør det nogle gange, men ikke altid. Fordi det hurtigt bliver for reklameagtigt, men her er navnene på produkterne:

    FACIAL MIST fra Rudolph Care
    VIT C BRIGHTENING CLEANSING PADS fra Rodia
    HYALURON BOOSTER SERUM fra Sard
    EXTRA BARE GLOW fra Bobbi Brown
    HAND MASK fra Magicstripes

    @ Susanne, hvor ER jeg glad for at du kigger med. Jeg vil helst svare dig specifikt på ingredienser, så hvis du vil have den peelende effekt for at bane vej for mere glød, så gå efter BHA og AHA (se forskellen på de to syrer nederst i indlægget).

    Hvis du vil have ekstra fugt, så skal du tjekke dine produkter for ex hyaluronsyre, glycerin og urea, som hører til gode fugtbindere.

    Stor hilsen Anette

  10. Hov – lige et spørgesmål mere. Jeg har på et tidspunkt købt en hybenolie til ansigtet. Kan du sætte et par ord på, hvad den gør og er god for?

    På forhånd tak;-)

  11. Kære Anette

    Jeg så dig i Go’ morgen Danmark for leden – om fugt til huden. Har set dig mange gange før og bliver inspireret hver gang – tak for det;-)

    Jeg vil høre dig, om nogle af de her produkter kan noget af det samme, som dem, du nævnte:

    https://www.goshcopenhagen.dk/da/pudderdaserne-aha-serum.html

    https://www.goshcopenhagen.dk/da/pudderdaserne-niacinamid-50-ml.html

    Hvad er ligheder og forskelle?

    På forhånd mange tak, hvis du kan hjælpe;-)

    Mange gode hilsner

    Susanne Geert

  12. Hej Fru poulsen
    nu cyklede jeg fluks i Magasin og købte de der Rodial pads ( elsker alle pads ) så de her skulle prøves ….hmm jeg forstår ikke fidusen er det meningen de skal være knas tørre ? for det er mine ???
    i morgen tager jeg ind med dem i Magasin men er der evt andre du så kan anbefale hvis det er hele sendingen den er gal med
    kh christina

  13. Hej Anette
    Ville det være muligt at få links til produkterne? Jeg synes det er svært at finde dem når jeg ikke ved hvad produkerne hedder
    Mvh Mille

  14. Hvis man nu vælger at bruge både AHA og BHA hver dag, er der så en af dem, der er bedre at bruge om morgenen/aftenen. Jeg bruger bla. BP booster 3 a-vitamin om aftenen – virker den bedst med AHA eller BHA?

  15. Hej Anette. Jeg bruger Nimue Exfoliating Enzyme 2-3 gange om ugen. Det fungerer helt fint for mig, men er faktisk lidt i tvivl om det er AHA eller BHA der er i den? Jeg har nemlig tendens til mange tilstoppede porer og rødlig hud på næsen og omkring den. Ville det være oplagt at kombinere det med BHA også? Og i så fald, hvornår er det bedst at bruge det om dagen og hvad skal jeg ligge på efter? PS er kun 19 år.

  16. Hvornår kommer marts måneds box med posten? Synes det plejer at gå hurtigt så blir lidt nervøs…

  17. Hej igen
    Så du min besked på forrige indlæg….eller måske jeg bare ikke kan finde svaret :)

  18. @ Christina – Ja, det gør de: BHA, mælke- og glykolsyre i lav koncentration sammen med C-vitamin.

    @ Sanne – Undskyldningen skal komme fra mig. Det er den fra Bobbi Brown.

    Stor hilsen Anette

  19. Hej Anette
    Du talte om i går at frugtsyre pads kan bruges om aftenen, da det kan irritere huden en smule…?
    Hvad vil du anbefale at jeg bruger efter pads om aftenen…?
    Jeg har ikke prøvet frugtsyre før, men synes at de her pads lyder rigtig gode

  20. @ Susanne D, det er et rigtig godt spørgsmål. Der findes ikke et svar, der passer til alle. For nogle vil temperamentsmæssigt (og hudmæssigt) have det rigtig godt med en AHA-maske et par gange om ugen. Andre har det fint med at lade syre indgå i den daglige ‘leave-on’ pleje på huden. Så jeg vil hellere spørge dig: Hvordan føler du, at det fungerer? Jeg synes jo, det lyder så effektivt med EXFO til dagligt (ved at massere den ind i tør hud og skylle efter, får du en endnu mere intens virkning – og nok til at få døråbnereffekten) og så kombineret med masken. Stor hilsen Anette

  21. Kære anette,
    Hvor tit vil du anbefale AHA? Pt. bruger jeg eccoking peel maske (som er fantastisk) 1 gang om ugen men jeg har tit tænkt om min 47 årige hud ville have gavn af AHA hver dag og hvis ja hvilket mærke vil du anbefale ?
    Skal lige siges at jeg renser min hud om aftenen med ph formula exfo om aftenen.

  22. @ Sanne – Nej. Gruppen af AHA tæller frugtsyrer (alt fra glykol- til vinsyre) og mælkesyre.

    Stor hilsen Anette

Comments are closed.