Serum-olien, der ændrer din hud. På spejderære.

GlobalSerumGlobalStatementGlobalStatement1

Af og til savner jeg at kunne sætte alle-pengene-værd-stjerner på produkter. Som i dag.

For jo, Vogue har været der. Det samme gælder ELLE, Harper’s Bazaar, Allure…dem alle sammen, og de er ikke kede af det. Noget, der faktisk gjorde mig ekstra forhåndsskeptisk, da jeg tjekkede Lina Hansons Global Face Serum (som altså er en olie) ud. For vi taler trods alt ikke om et hudplejende verdensgennembrud.

Alligevel er min fornemmelse, at du vil vide det her.

For produktet er enestående. Og uden forbehold (udover måske lige prisen). Ikke ét af ovennævnte statements overdriver, og det er der to grunde til:

Den første går på sammensætningen af især baobab-, argan- og marula-olie, som tilsammen ender i en hudkærlig jackpot. Tag den omega-9-rige marula, som udover at bringe antioxidantbeskyttelse, være fugtforseglende og antibakteriel også suser lynhurtigt ind i huden og altså med en samlet evne, der får selv den skrappe dame her til at klappe i hænderne. Går vi videre til arganolien, så ved vi med veldokumenteret sikkerhed, at den er beroligende og rødmereducerende i en grad, så den også hører til hudlæge Leslie Baumanns favoritter. En dame, der skriver videnstunge fagbøger om ingredienser. Baobab er også opløftende godtnatlæsning.

Så.

Indholdet spiller. Det samme gør ahh-effekten, som er godt doseret. Det er umuligt at lade være med at trække vejret en ekstra dyb gang, når du smører dråberne på.

Men dét, der nok for alvor har sat gang i snakken er oliens wow-virkning under makeup – ja, også uden makeup. Og det er her, grundlæggerens erfaring som makeupartist skinner tydeligt igennem. Helt bogstaveligt. I hvert fald har jeg sjældent fået så mange pæne ord med på vejen. Dråberne fungerer nemlig som naturlig, underspillet highligt. Uden fedteri og uden at glinse grumt. Bare med et pænt, og jo ensartet, satinmat skær.

SNUP RÆKKEFØLGEN: Her er min rækkefølge, hvis jeg skal ud om aftenen:

  • Kontrollerer mit olieudslip i T-zonen med BHA.
  • Pifter fugtspray på med antioxidanter og følger efter med beskyttende fugtserum
  • Så glow-boosteren af en olie (personligt undgår jeg T-zonen)
  • Så BB-cream eller foundation, enten alene eller blandet med lidt dagcreme

DET GODE SELSKAB: Lina Hanson er herhjemme landet i godt selskab hos Barnholdts. Dem med de svinehårsdyre børster, Less is More og Gaelle. Kendt for at være overkræsne, vel nærmest kropumulige, når de henter produkter hjem.

PS: Når alt det her er sagt, så findes der ingen enkeltingrediens, der alene kan udøve din eller min nødvendige hudpleje. Ligesom ingen olie kan gøre det alene. Du skal have fat i de basale principper fra Hudplejepyramiden.

18 comments on “Serum-olien, der ændrer din hud. På spejderære.
  1. Hej, nu går solcreme sæsonen igang. Hvordan ville du bruge den her olie, som jeg har vildt meget lyst til at prøve, ift solcreme? Jeg bliver lige forvirret hvert år. Stadig serum, så olien, så solcreme eller?
    Kh Bodil

  2. @ Janne – Vær obs på at kamille ikke bare er kamille. Der er udgaver af kamille som er beroligende og udgaver der er det modsatte. Så det kræver lidt mere research end bare at fordømme kamille bredt.

    Stor hilsen Anette

  3. Æv æv æv der er camille i. Det er der i øvrigt i utrolig meget i denne her verden.
    Og det kan jeg ikke tåle. Kan du evt. anbefale en anden der er lige så god uden camille dog?

    Og kan du anbefale en husplejer på Sjælland/KBH området?

    Jeg gør alle de rutiner i bogen, og har købt det hele efg, boster3, mist, osv. osv… Jeg har været i gang i 3 uger, og jeg kan ikke se forskel på min hud og mine udslet what so ever. Jeg ligner stadig en plettet giraf med røde skjoller.

    Tak:o)

  4. @ Lene – TAK fordi du kigger med på alle platforme. Og ja, der sker jo det, at når man finder ud af mere og mere, så kommer forvirringen også let. Og der vil altid også findes modstridende studier. Jeg opfatter olie ‘truslen’ på samme niveau som at det lejlighedsvis også kommer frem, at antioxidanter er farlige. Og arganolie altså…spørg bare hudlæge Leslie Baumann hvor meget godt der er at sige om den. Vi ses til foredraget i dag. Stor hilsen Anette

  5. @ Charlotte – EGF Eye Serum kan du fint bruge dagligt. Jeg har en chef, der ELSKER den.

    Stor hilsen Anette

  6. @ Sanne – Og sådan er det. Hold dig endelig til det, der fungerer for dig.

    @ Kristina – Jo. I dagtimerne bruger jeg ofte bare en dråbe på kinderne og ofte ovenpå min dagcreme, hvis det er meget koldt. Her er det ‘fest’-opskriftsrækkefølgen.

    Stor hilsen Anette

  7. @ Mette – Jeg bruger BHA og lagt et link i indlægget.

    @ Mette Sloth – Den er kommet til DK i sidste uge ;o)

    Stor hilsen Anette

  8. @ Ulrikka – Det er faktisk ikke en simpel olie. Jeg fremhæver bare de 3 bærende olier. Personligt foretrækker jeg at lade professionelle blande tingene, når der er æteriske olier i spil. Bl.a i forhånd til snakken her på bloggen fra i forgårs om for lidt og for meget. Stor hilsen Anette

  9. Hej Anette.. Prøver lige igen.. :)
    Jeg ved – at du ikke bruger øjencreme.. Men har du prøvet denne fra Bioeffect – Eye Serum ?
    Uanset hvad.. Er den en øjencreme du mener – at man kan bruge hver dag ? (lige så længe man har lyst) … Charlotte

  10. Kære Anette.

    Allerførst TAK for dig og dit arbejde som jeg følger med stor interesse på alle kanaler :-) Og jeg glæder mig til at høre dit foredrag nu på onsdag i København.

    Du er ikke alene i verdenen af engagerede og dygtige hud-specialister (men du er min yndlings :-), – jeg følger også bl.a. Beautyeditor.

    Indtil i forgårs synes jeg ellers jeg var rimelig godt dækket ind og er ved at få styr på serum, AHA, boostere, Avitamin osv osv. Men så læste jeg nedenstående på BeautyEditor:
    http://beautyeditor.ca/2017/02/22/squalane

    Det er en lang artikel, men for at gøre en lang historie kort hæftede jeg mig specielt ved, at nu skulle Rosehip Oil (Hybenkerneolie) nu iflg BeautyEditor være det rene NO GO – og i det hele taget – andre olier, som jeg ellers synes ikke virker “farlige”. (mandelolie, arganolie, solsikkeolie osv)

    BE taler også om SQUALENE vs SQUALANE (Bemærk navnet er næsten det samme, men der er stort forskel)

    Jeg er ved at dø af forvirring…

    Må jeg høre din mening om artiklen – og har du hørt om det før?

    Kærlig hilsen Lene

  11. Tak for tippet, men generelt har jeg det skidt med olier. Bliver sådan lidt klaustrofobisk af den fedtede følelse. Upraktisk når nu tiden er til mega-hypede olier til hele kroppen. Rigtig go’ dag, smukke. :)

  12. Særdeles interessant, jeg er vild med det naturlige :-) Håber at se det i DK meget snart. De bedste hilsener Mette

  13. Lyder skønt med den serum/olie. Hvordan kontrollerer du dit olieudslip i t-zonen – det kunne jeg godt tænke mig at kopiere:)

  14. Jeg tænker tit, når ingredienserne er så simple, kan man ikke lave den selv?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *