Zero omtanke fra ny creme

_S0A5536

Af og til hører jeg folk sige, at de gerne vil have en creme uden noget i.

Uden noget i?

Det lyder som en joke, hvis ikke det var fordi, at vi jo godt ved, at der et underforstået uden-noget-giftigt-i.

Alligevel giver sætningen ikke mening. For alle på cremeindkøb vil jo have noget. Enten beskyttelse mod UV, ekstra fugtforsegling eller udglatning fra eksempelvis A-vitamin.

Tendensmæssigt er hudpleje et af de områder, hvor gennemsigtighed er blevet alt afgørende. Det er slut som i helt slut med tåget tale om hemmelige opskrifter bestående af magiske ingredienser fra bjergskråninger i Langtbortistan. De, der er med fremme, er direkte i mælet, når det gælder indhold og virkning.

Desværre misforstår nogen også tendensen.

Tror, at de skal pege fingre for derved at løfte sig selv. Det har aldrig været god stil. Og vigtigere: Det virker modsat.

Lige nu sidder jeg med en pressetekst fra Sanex Zero%, som lancerer en ny ansigtscreme om en uge. Man bryster sig i teksten med minimal kemi (om jeg begriber, hvorfor nogen gør kemi til et bandeord, når livsvigtigt vand (H2O) er kemi). Og videre lyder det: 0% parfume (som er sagligt og relevant), 0% farve (betyder det så, at mange andre produkter er med farve?), 0% parabener (OK, men hvordan er produktet så konserveret?) og beriget med unavngivne ”naturlige fugtgivere”…

Jeg ved ikke, hvad de naturlige fugtgivere er (udover glycerin). For petrolatum (udvundet fra jordolieindustrien) står listet som ingrediens nummer tre og længere nede kommer silikone. Her vil nogen sige, at silikone kommer fra sand og petrolatum fra jord. Altså naturlige. Men som en dygtig kemiker gentog for mig i fredags, så er naturen alt andet end glad for de to ingredienser.

For mig er det usympatisk og unødvendigt at kaste sig i hellig krig med ingen kemi, ingen farve, ingen parabener for så at lukke bagdøren op og lade miljøet sejle.

Man kan sagtens vælge en anden retorik. Én, der ikke rejser flere spørgsmål end svar. Eksempelvis ved at fortælle, at man har blandet de få ingredienser, der kan holde sart hud fugtmæt. Gerne tilsat ekstra (og positive) fakta. Fordi i dag vil vi netop vide, hvad der er i.

Den anden facon spiller på frygten for kemi samtidig med, at den er selvhævdende på en ufortalt bund af miljøbelastende fedtstof udvundet fra jordolieindustrien.

Undskyld på forhånd, hvis tonen er en anelse skinger i dag. Men jeg synes ikke, at hudpleje på den måde skal hænges op på frygt. Og jeg synes, at vi skal tale meget mere om, hvad der i produkterne fremfor hvad der ikke er i. Gerne konkret.

SNUP TIPPET: Der er nok studier, som peger på, at petrolatum ikke er verdens bedste at putte i ansigtet. Men der er samtidig dyb uenighed  om det. Derfor er det eneste sikre at sige, at er du miljø-entusiast, så bør du stikke ansigtet i en anden retning.

Udover videnskabelige fakta (hvilke ingredienser, der kan hvad), så hænger hudpleje sammen med holdning. Din holdning. Ingen kan anfægte, om du er minimalist, maximalist, øko-haj, kun til amerikansk hudpleje (det kender jeg nogen, der er) eller…listen er lang. Og sidder du tilbage nu og tænker, hvad jeg stiller op med petrolatum, så læner min holdning sig op mod hudlæge Janne Touborgs. Uden at være fanatisk. Jeg er bevidst om miljøbelastningen og minimerer mit forbrug til Embryolisse, når makeuppen skal fungere ekstra godt. Embryolisse er nemlig verdens bedste fugtprimer, selvom den indeholder petrolatum.

25 comments on “Zero omtanke fra ny creme
  1. @ Pernille S, læste det lige som CREMET vagthund. TAK fordi du læser med.

    @ Daniela, ;o)

    @ Julia V, 1000 tak for dit indspark. Ingen kan i hvert fald gemme sig mere. Miljøaktivist er jeg dog ikke…må jeg retfærdigvis sige. Det gør andre meget bedre end mig.

    @ Anna – jeg er usikker på, om jeg svarer på (alle) dine spørgsmål, men JA, jeg kan varmt anbefale Nuface. Mht. at rulle, så vil jeg anbefale enten Anita Falslund eller Beautyakademiets klinik på Dag Hammarskjölds Allé 5, 2100 København Ø.

    @ Susan, tak for din kommentar.

    @ Mathilde, i princippet ja. Prøv at Google dr. Murads ord og undersøgelser om det med skærmbeskyttelse. Han har en creme/serum, der både har UV og skærmbeskyttelse…du må i research-arbejdstøjet.

    @ Kristina, nej det kan den ikke.

    Stor hilsen Anette

    @

  2. Hej Anette

    Jeg har lige et spørgsmål ang. silikone… Jeg har købt en essense fra det koreanske mærke Pyunkang Yul, men jeg var ikke opmærksom på at der er silikone – dog tror jeg at mængden er ret lille. Men kan silikonen forhindre de produkter jeg påfører efterfølgende i at trænge ind? Det ville jo ikke være så heldigt, når produktet er en essense..

    Mvh Kristina

  3. Kære Anette,

    Vi var to Anna´er der sendte en kommentar/et spørgsmål. Jeg vil også blive rigtig glad for svar – tak:)

    Kh Anna 2

  4. Hej Anette,

    Tusind tak for svar.

    Vil det sige at NIOD Survival og Clarins produktet skal kombineres ovenpå en evt ansigtscreme for at give fuld beskyttelse?

    Mvh Matilde

  5. @ Pia H, mange tak for dit indspark. Allergi er en stor joker, hvor man jo aldrig (som i aldrig) kan vide sig sikker. Jeg kender folk, der er allergiske overfor vand. Graden er eksponering er nødt til at indgå i højere grad i vores allergisnakke.

    @ Mathilde, hvis din hud skinner skal du finde et serum uden indhold af fedtstoffer og mht. beskyttelse, så er den lille UV/forureningsbeskytter fra Clarins (se bloggen i går) rigtig fin og en smule matterende. Tjek om Survival serummet fra Niod har fedtstoffer i (det husker jeg ikke), for der har du lutein i forhold til ekstra skærmbeskyttelse.

    Stor hilsen Anette

  6. @ Leafysmoothie, ;o)

    @ Ann, det blev det nu, tak.

    @ Nina Sølling, det er faktisk ikke lovligt. Kun visse ting, som eksempelvis ‘uden parfume’ på samme måde som vi kender ’sukkerfri’ fra kost.

    @ Marianna Luna, tak for dine ord. Kan du også i makeup holde dig helt fra silikone?

    @ NJ, TAK for dit indspark. Åh hvor bliver jeg sådan AAARRGGHHH over at der findes sælgere, som taler sådan til folk. De to produkter du nævner er jo fabelagtig fine til at gøre det, de skal. Næste gang nogen siger sådan, så prøv at bede om en form for videnskabelig opbakning til den slags tankeløs salgssnak.

    Stor hilsen Anette

  7. @ Anna, tak for dine ord. Med parabenerne blev der oppisket en stemning, som første til at der kom ret dårlige alternativer på banen. Som det allergifremkaldende MI-stof. Samtidig blev alle mere opmærksom på indhold, og det er jo godt.

    @ Josefine F, haha, sikke en god sammenligning. Man skal passe sin egen butik. Ikke at Sanex ikke gør det. Med ved at sige uden dit-dat-det hele, så sidder man jo tilbage og tænker ‘er der så det i de andres produkter, og er det skidt for mig’?

    @ Mette S. Eriksen, men heldigvis er der også mange gode opslagssider, hvor man kan få oversættelseshjælp.

    Stor hilsen Anette

  8. Gulerødder og flere andre rødder indeholder parabener og de parabener er vældig sunde. kemi er kemi og nogle kan tåle noget andre ikke. men hysteriet i DK om allergi, veganer kost, politisk korrekt har taget overhånd og det stoppes sikkert kun når ugebladene og andre stopper med at fokusere på det. Alt det de kalder allergi venligt indefor kosmetik er sjovt nok lavet på de dårligste texture. / ingredienser. Dette gælder også colour cosmetics

  9. Er der ansigtsbehandlinger hos kosmetologer/klinikker der gør en mærkbar forskel ift. slap/moden hud (ikke behandlinger hvor man sprøjter eller skærer)? Jeg mener at du skrev at du fik strøm og ultralyd hos Sara Lorentsen, er det f.eks. en behandling som hen ad vejen giver synlig opstrammende resultater? Eller får man f.eks. mere ud af at købe et strøm-apparat fra Nuface og bruge det hyppigt?

    Jeg har længe rullet og brugt a-vitamincreme med godt resultat. For nylig er jeg gået op i nålelængde fra 0,2 mm. til 0,5 mm for at sætte mere gang i kollagenproduktionen. Til en start har jeg mistet det hurtige skønne hud-fix jeg fik fra rulning med 0,2 mm., men jeg har fået at vide at jeg skal være tålmodig med resultaterne, når jeg går lidt dybere ned og ”vækker” kollagenproduktionen. Kan du anbefale klinikbehandling med dermaroller, hvor man går endnu dybere ned?

    Jeg kan i øvrigt varmt anbefale den barriere beskyttende creme: Lipid Cream 70% fra Decubal (den kan købes på apoteket). Jeg bruger den som natcreme og under makeup.

    Kh Anna

  10. Synes egentlig du virker mere saglig og gennemskue de end skinger.
    Negativ markedsføring virker for de “dumme og dovne”….hvilket vi nok alle kommer til at være en gang imellem.
    Det er vigtig miljø-info du giver om bl.a. petrolatum og silikone). Men de fleste travle/dovne forbrugere når ikke til ingredienslisten. Og Det ved producenterne godt.

    I kampen om overlevelse gælder tilsyneladende alle kneb.
    Etik er det nye sort. Men desværre er der ikke mange der forstår hvad etik i virkeligheden er.
    Endnu…
    Ellers forstår de etik – men ved at de ikke kan leve op til selv middelmådige standarder. Og så kører de hele den nemme “zero-markedsføring” i håb om salgsoptimering…suk suk suk.

    Derfor desto vigtigere at der sidder kloge hudsundheds-aktivister som dig i branchen, som tør sige noget som helst andet en halleluja til enhver pressetekst.

    Tak for din indsats. Det fint stykke hud- og miljøaktivistisk arbejde du gør! Mere af det tak

  11. Øv mit opslag forsvinder. Nu nøjes jeg så med at sige tak for dit indlæg!

  12. Jeg er hverken biokemiker eller kemiingeniør, så derfor er det så befriende at vide, at der altid er hjælp at hente via dine blogindlæg når der skal købes cremer. Tak for det Anette!
    Du er vores cremevagthund over dem alle :-)

  13. Hej Anette,

    Jeg håber du kan hjælpe mig.

    Efter at have læst Superhud bogen har jeg været på jagt efter et godt beskyttelses produkt, som jeg kan holde ud at bruge hver dag.
    Dem jeg har fundet indtil videre gør min hud meget skinnende, når jeg bruger den korrekte mængde.

    Jeg leder efter en god creme eller serum, som beskytter mod sol, skærmlys og forurening. Er det muligt at få et alt i et produkt, der samtidig ikke får huden til at skinne?

    Jeg bruger et BHA serum og Rudolph Cares serum om morgenen og har tendens til fedtet hud i t-zonen og på æblekinderne.

    Jeg håber meget du kan anbefale noget, der kunne passe ind i min rutine og give mig den nødvendige beskyttelse – gerne uden at koste en formue, da den jo skal bruges i rigelige mængder hver dag.

    Mvh Matilde

  14. Det er så dejligt når din pen er skarp. Du gør det så kort og præcis og får essensen ud af det vigtige i hudplejemidler og deres indhold.
    Lad os få noget der virker og som belaster os selv og miljøet mindst muligt
    Det må de arbejde på
    Og tilbage til Zero % så lader jeg mig ikke narre efter jeg har haft Llergisk udbrud af både Sanex zero og neutral. Begge udviklet sammen med astma og allergi forbundet men indeholder konservering som jeg ikke tåler.
    Så lad os for pokker bruge fornuften og træffe vores valg selv

  15. TAK! Tak for ærlige ord. Tak for at man altid kan regne med en mening som ikke er på bestemte hudpleje mærker. Tak for at give en helhed i denne ualmindelig svære jungle at finde rundt i. Jeg var til en hud scanning ved BF i Matas. Det var spændende, lærerigt og hyggeligt. Men jeg skulle i følge hende skifte alle mine produkter ud til deres mærke. Selvom jeg bruger en hel del produkter fra deres mærke. Jeg er godt klar over at de selvfølgelig skal sælge. Meeeeeen… Jeg kom hjem uden produkter. Det blev for meget. Min facemist fra Rønsbøl var ikke godt nok i forhold til deres og min lermaske fra Ecooking var heller ikke god nok i forhold til deres lermaske. Men hun kunne ikke præcis fortælle hvorfor fordi de ikke kender alle ingredienserne i andre produkter. Der var for meget sælger og for lidt plads til at jeg allerede havde farvoritter fra andre mærker lige såvel jeg har en masse farvoritter fra deres mærke.

  16. Godt skrevet! Jeg er meget enig. Både om kemi-snakken, for det meste er jo netop kemi. Og ditto om petrolatum og silikone, som jeg personligt holder mig langt fra.

  17. Tak for kaffe, siger jeg bare.
    Nu kan nogen fra den industri gå hjem og se sig selv i spejlet. Har vi da lov, at håbe på.
    Her er pennen knivskarp og dissekerer med præcision en fup-markedsføring. Mærkeligt at det er tilladt. Altså at markedsføre på den måde.
    Hvor har du ret. Ingen grund til at undskylde.

  18. Tak for at sætte fingeret på noget jeg synes været mærkelig i mange år. Du forklarer det så godt!

  19. Ja man kan tit chokeres over de lidt spøjse indslag der kommer når man ser skræmmekampagner vedr. kemi, for som du selv siger, er det jo ikke al kemi der er skadelig. Af og til baseres information på frygt, og det kan jo også sælge produkter desværre. Man skal nærmest være kemiker for at være forbruger idag. Det er ikke al smørelse der er godt :-)

  20. Helt enig. Det er lidt ligesom den kedelige tendens i valgkampe, hvor det går mere på, hvad de andre gør forkert end hvad man selv vil gøre.
    Jeg har i øvrigt også set, at Sanex Zero har en shower gel, hvorpå der står “0 % soap” :-)

  21. Åh nej, åh nej…Det er markedsføring, når det er grimmest.

    Det minder mig om dengang, parabenernes mistænkelighed begyndte at komme ud i offentligheden. Jeg skyndte mig at tjekke ingredienserne på en masse af mine yndlingsprodukter, deriblandt en række forskellige hårprodukter, og var lettet over at konstatere at shampoo sjældent indeholder parabener (der er dog undtagelser). Et par måneder efter havde flere af de shampoos jeg tjekkede fået ny emballage med påskriften “Ny formel uden parabener”…
    Ultra negativ markedsføring: Man sælger på frygten for noget, der ikke var der til at starte med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *