#Gæsteblogger: Anne-Dorte Mathiesen om KEMI & SOL

Jeg er glad for, at Anne-Dorte vil gæsteblogge. Udover at være mor til Danish Beauty Award er hun kemi- og skønhedsnørd i én og samme person – sådan en, der kan splitte en indholdsoversigt i atomer. Damen ved altså, hvad hun taler om – og her får du hendes soleklare anbefalinger (og snup så lige en kop kaffe til, for indlægget er længere end normalt);

God kemi i solen

Juhu, nu skinner solen. Og jo, det betyder, at du skal bruge rigeligt med solcreme, når du vil opholde dig under de stærke stråler. Du skal nok få tilstrækkeligt med D-vitamin alligevel. Tidligere hørte vi meget om produkter med enten fysisk eller kemisk filter. Uha da da, kemiske filtre? Men sig bare ja tak og smil, for der findes slet ikke produkter uden kemi. Solfiltre er de aktive ingredienser, som forhindrer ultraviolet lys (UV) i at trænge igennem til huden ved at reflektere eller absorbere strålerne. Solfiltre forhindrer, at du får rynket, rød og forbrændt hud. Der findes en positivliste over tilladte UV-filtre. Kun ét af disse kan kaldes et fysisk filter (omtales også mineralsk eller uorganisk filter), og det er titaniumdioxid. Zinkoxid er også et sådant filter, men må ikke bruges i solcreme herhjemme. Alle andre solfiltre kaldes kemiske eller organiske filtre.

Brændt eller gammel?

Solfiltrene beskytter forskelligt mod UVA-stråler (A for aldring) og UVB-stråler (B for brændt). Det er vigtigt, at solcremen giver bred beskyttelse og beskytter mod begge. Det kan du se, at den gør, når den bærer et UVA-symbol – dog henviser SPF-tallene altid til UVB-strålerne. Tallet fortæller dig, at hvis du ubeskyttet var blevet rød efter en bestemt soldosis, så skal der med – for eksempel SPF 15 – en 15 gange større soldosis til, for at huden bliver rød (men gå lige i skygge inden det sker).

Dosis og kloden rundt

Dosis er bl.a. afhængig af tidspunktet på året, på dagen og hvor på kloden, du befinder dig. SPF-værdien er den samme fra produkt til produkt, for producenter i EU, USA, Afrika og Asien er enedes om en fælles testmetode. Producenterne skal altid have dokumentation for deres SPF-angivelse – uanset om det er på en solcreme eller en dagcreme med SPF-værdi. Men husk at det er solcreme, du skal tage på, når du skal i solen.

Er der noget, du synes er indviklet, når det gælder solcreme?

NB: Snup flere solrige tips her

annedorthe-copy1

17/06/2010
XL og sexet sommerhud
21/06/2010
På lur efter mandlige solarieløver

Kommentarer

  • AD

    Mørk hud er bedre beskyttet mod solskoldning end lys. Mørk hud indeholder mere pigment, der giver større naturlig solbeskyttelse (mellem faktor 5 og 10). Men det betyder ikke, at du ikke skal bruge solcreme. Der er stadig risiko for hudkræft, men risikoen er dog mindre. Og når du udsætter dig for solens stråler, vil de også i sidste ende medføre rynker for mørklødede – men det vist også i mindre grad. Så brug en bredspektret solcreme uanset hudfarve og etnisk oprindelse. Faktisk bør en lys med ”grundfarve” heller ikke udelade solcremen.

    Og har man fået pigmentpletter, så er der mulighed for at reducere dem igen. Der er flere ingredienser, der kan have en effekt. Førhen kunne man købe cremer med hydroquinon – det kan man stadig i udlandet, til dels på recept, men ikke i EU. Nu er det kommet nye stærke antioxidanter på markedet, der kan have en effekt på pigmenteringen bl.a. cremer med ingredienser som Idobenone og Q10. Men også A-vitamin og C-vitamin siges at have effekt. Og tidselolie har jeg hørt, men ved ikke, om det holder. Og man kan ved hjælp af bl.a. lysbehandling – Photorejuvenation – få gjort noget ved pletterne, men den del kræver vist en anden gæsteblogger end jeg 🙂
    Hilsner fra AD

    21/06/2010
  • Britt

    Hej Anne-Dorte

    Hvis man som mig bare er 30 år gammel og har fået kedelige solskader i sit ansigt, kan det rettes op på? Idag passer jeg selvfølgelig på og går aldrig uden for en dør uden faktor 50 i ansigt!

    Tak…

    21/06/2010
  • Nipuni Julie

    Kære Anne-Dorte,
    Jeg er adopteret fra Sri Lanka og har dermed mørk hud fra naturens side. Derfor bliver jeg aldrig solbrændt, lige meget hvor lang tid jeg steger i solen. Dette er også grunden til at jeg aldrig har brugt solcreme, udover når jeg synes det var hyggeligt at smøre mig ind i 😉
    Er det korrekt at jeg ikke behøver solcreme?

    Mvh
    Nip 🙂

    21/06/2010
  • Jette

    Ups jeg havde ikke set dit tidligere svar. Tak for svar igen igen….

    21/06/2010
  • AD

    Hej Jette. Se mit svar fra den 18. juni. SPF er en angivelse for UVB-beskyttelse. Du kan ikke være sikker på, at dagcremen også beskytter mod UVA. Og måske er du også tilbøjelig til at smøre mindre på af dagcremen end af solcremen, når du går ud i solen? Tror du, at jeg har ret i det?
    Hilsner fra Anne-Dorte

    20/06/2010
  • Jette

    Skønt igen at få sat begreberne på plads – tak for det!
    Jeg har samme spørgsmål som Anette; hvorfor er det ikke nok at smøre ansigtet med en dagcreme med høj SPF? Jeg har lige købt en farvet dagcreme med SPF 25 fra Dermalogica, og forventede at jeg kunne anvende den som min daglige solbeskyttelse af ansigtet.

    20/06/2010
  • AD

    Hej Britta og Marie. Nej, det er sædvanligvis ikke nok kun at smøre en gang dagligt. Det er også derfor EU Kommissionen i deres henstilling til producenterne har anbefalet, at de ikke skriver det på produkterne. De bør heller ikke skrive solblokker og lignende. Men der er forskel på holdbarheden alt efter produkternes ingredienssammensætning. Nogle cremer vil holde længere tid. Men jeg ville personligt altid smøre mere end en gang dagligt – især sydpå. Og mine børn smører jeg ofte ind. Jeg har forskellige favoritter både til børnene og mig selv 🙂 Jeg anvender helst solcremer fra velkendte producenter, og går som regel udenom ukendte, alternative produkter. Hilsner fra AD

    20/06/2010
  • Marie

    Hej Anne-Dorte, hvis du har børn – er der så særlige solcremer du går efter specielt til dem? Mvh Marie

    20/06/2010
  • Britta

    Hej AD – er det nok at smøre sig én gang om morgenen, holder det så hele dagen? Eller skal man smøre sig flere gang om dagen hvis man f.eks. er sydpå? Der findes solcremer, der lover at de holder selvom man bader, skal man tro på det? Hilsen fra Britta

    19/06/2010
  • AD

    Hvis solcremer indeholder fysisk solfilter, og partiklerne ikke er mikroniserede (altså blevet til nanopartikler), så kan solcremen være svær at smøre ud. De store partikler efterlades som en hvid hinde på huden. I dag kan man ikke se i ingredienslisten, hvorvidt det er nanopartikler, der er i, men det vil man kunne i løbet af de næste år, hvor ny lovgivning vil betyde, at der står nano i parentes efter ingrediensen. Med hensyn til holdbarheden, så er det producenten, der er allerbedst til at afgøre produktets levetid. Men det er også meget afgørende, hvordan du opbevarer din solcreme. Tager du den med ud i solen, på stranden og terrassen – eller lader du den stå køligt og mørkt? Har du købt en solcreme allersidst på sommeren og gerne vil bruge den igen næste forår, så gem den f.eks. i køleskabet. Men lugter den, skiller den eller virker den ikke efter hensigten, så køb hellere en ny.
    Hilsen Anne-Dorte

    18/06/2010
  • YES!!! Se – alt det her info burde jo stå på et skilt ved siden af cremerne i butikkerne. For det er altså ikke alle (inkl. smarte ekspedienter i smarte butikker) som ved det. Hvor fedt at få det præsenteret så klart her.

    Anne-Dorte – jeg ser noget for mig med dig i papfigur i alle butikker…

    Og Anette: super-super-godt valg!! TAK…

    18/06/2010
  • Pia

    Tak for kaffe! :O) Og tak for kanon info! Hvordan er din holdning til holdbarhed? Passer det at solcreme kun holder én sæson? Er det ikke bare producenterne siger for at tjene mere?

    18/06/2010
  • Kamilla

    Fedt med alle de gæstebloggere, Anette. De supplerer dig strålende (om jeg så må sige)

    18/06/2010
  • Lene

    UVA og UVB har jeg bare altid rodet rundt i. Fedt med en beskrivelse man kan huske (A for …osv)og ja, vi skal huske at bruge det!

    18/06/2010
  • Lene N

    Hej Anne-Dorte, tak for dine ord. Jeg har engang prøvet en minirisk solcreme, som var umulig at smøre på huden. Hvad er det, jeg skal undgå i solcremer, for ikke at lande i den samme situation – ved du det? Hilsen Lene

    18/06/2010
  • AD

    Hvor er I altså søde – god blog den her. Vælg solcremen i solen i stedet for dagcremen, da du er tilbøjelig til at smøre mere solcreme på end dagcreme, og der skal en god portion creme til at opnå den angivne SPF-beskyttelse. SPF angiver UVB-beskyttelsen og dagcremen har ikke nødvendigvis beskyttelse mod UVA, som solcremer har 1/3 af, hvis de overholder EU Kommissionens henstilling. Solcremen indeholder også udsagn om at gå i skygge, tage hat og tøj på mv. Og om at smøre på i en rigelig mængde. Se evt. dette link:
    http://www.spt.dk/media//dk/aktuel_information/Fælles%20SPT-MST%20udmelding%20om%20solcremer%20og%20ansigtscremer%202009.pdf
    Hilsner fra Anne-Dorte

    18/06/2010
  • Helle S

    Super! Tak for en klar og tydelig forklaring 😉

    18/06/2010
  • Susan

    Anne-Dorte – kan bare dét der 🙂
    Har et par små tilføjelser til det, 1. så er forskellen på kemiske og fysiske filtre, at det fysiske filter lægger sig ovenpå huden og reflekterer strålerne (og virker med det samme) mens det kemiske går ind i huden – kemi eller ej, som regel er der en vis ventetid inden man kan være sikker på at have opnået fuld faktorbeskyttelse. En anden ting som jeg har en fornemmelse af at mange generelt tror, er at fordi man bruger en faktor 50 er ikke 20 gange mere eller bedre end 30, faktisk er de sidste meget høje faktortal gode hvis man fx er højt i bjerge eller på ski, men for os hernede på landjorden vil en lavere faktor være fuldt ud tilstrækkelig. Beskyttelsen stiger ikke proportionelt med faktortallet. Men vigtigst af alt, på med solcremen! Og så er en lav faktor bedre end ingen faktor. Tjek holdbarheden på dine solcremer og lad aldrig din solcreme ligge og stege i solen.

    18/06/2010
  • Tak Anne-Dorte. Vil du ikke uddybe, hvorfor det ikke er godt nok at solbade i selskab med en dagcreme m/SPF30? Udover at den selvfølgelig ikke kan dække kroppen ;o)

    18/06/2010