Da jeg lavede en Blachman

I dag skulle have været en forlængelse af ordene i går. Med tip fra en kvinde, der ved, hvordan du glatter ud. Mentalt som fysisk. Hæng på, for hun kommer til orde, når jeg har lettet pennen i en lidt anden boldgade: For få timer tiden sad jeg på den franske ambassade til en vanvittig fornem, intim middag med royal deltagelse og mig i mine absolut højeste sko.  Jeg fik også gnedet mascaraen godt rundt i ansigtet. På grund af tårer. Over musik, over en mor og over Sephora. Why? Fordi det var en velgørende sag, der ret beset ikke interesserer mange. Nemlig autisme – et usynligt handicap, en neurologisk anderledeshed, som 50.000 mennesker udfordres af i Danmark.

En mor til to børn med autisme forklarede om vores ’normale’ verden, der er så svær for dem at navigere i. Om hvordan personer med autisme rummer gaver (ja, selvfølgelig), som vi bare kun ser, hvis vi tager os tiden, giver plads og accepterer. ”Hvis man ved, at det barn, der måske aldrig lærer at binde sine snørebånd med den rette anerkendende støtte kan blive en stor fysiker eller en anden anderledes kapacitet for samfundet, så er det måske lettere at give den plads”, sagde hun. Arj, tænker jeg. Vi bør da for pokker give plads også uden den gulerod.

SNUP TIPPET: Da gik Blachman i den for mig, da aftenens musikalske geni-indslag kom. Det var fra  gudesmukke Maja Toudal, der er autist. Hendes musik og stemme kravlede helt ind, og jeg advarer dig. Du kommer også til at flyde over. Og så var der et dybt engageret Sephora, der gav både plads (og penge) til Landsforeningen for Autisme – makeuppungen på billedet havde jeg forinden grebet som mit spinkle bidrag. Salget derfra går til foreningens arbejde med at få os andre til at forstå og rumme.

NB: Du finder Maja Toudal på iTunes.

F’ølg Beautyspace (og dine andre favoritblogs) på Bloglovin’ lige her // @Beautyspace på Instagram // Beautyspace på tablet