Er du altid dig selv?

Jeg kan ikke love, at jeg altid er. Men for pokker jeg prøver. Folk der svinger, og hvor det er nødvendigt at vejre stemningen, gør vel de fleste af os usikre? For hvilken stilet skal man så stå på? Der er også dem, som forandrer sig afhængig af, hvem der også er til stede. Vupti, er det pludselig andre koder, andre agendaer og andre prioriteter, der gælder. Og jeg bliver forvirret, fordi jeg ikke forstår spillet. Ved bare, at det minder slemt meget om 3. klasses-barnet, der siger, at han virkelig godt kan lide Kasper…bare ikke, når den og den også er tilstede. For så forvandler Kasper sig til en anden, og alt er anderledes.

De skyggekloge vil her sige: kig-på-dig-Anette. Og nej, det er ikke altid et kønt syn. Så sent som forleden ringede telefonen hen på aftenen, og det lød som dagens tyvende sælger. Indrømmer, at jeg lød afmålt. Lige indtil det gik op for mig, at det var en, som ville have fat i min bog, men lige havde nogle spørgsmål – om jeg ville hjælpe? Der var også dengang i begyndelsen af min skrivekarriere, hvor Jyllands-Posten ringede med en ret stor og spændende opgave i udlandet. Igen troede jeg, det var en sælger og fik ret hurtigt sagt ikke-interesseret. Tro på, at resten af samtalen var underlig.

SNUP TIPPET: Så hvad er der at lære (ud over ALTID at være imødekommende overfor folk, der ringer. Og jo, det er i den grad inkl. sælgere)? I bund og grund handler det om autenticitet, der jo som megatrend også rammer på skønhedsfronten. Makeup og hudpleje gør som bekendt ikke arbejdet alene. Det er evnen til at være den samme selv, vi vil se hos hinanden. Selvfølgelig med den nødvendige situationsfornemmelse på slæb.  Jeg siger ikke, at det altid lykkes. Men jeg øver mig i, at andre skal kunne genkende mig og mine holdninger. Uanset om det er på bloggen, til kaffesnak, sammen med kunder eller et helt andet eksotisk sted. For vendekåberi er sjældent kønt.

@Beautyspace på INSTRAGRAM

12/03/2014
Minimalist-guiden
14/03/2014
Det er løgn at du ved det

Kommentarer

  • Ih hvor dybe ord fra dig! 😉
    Dejligt… altså ikke at det du plejer at skrive ikke er dejligt, det er bare dejligt på en anden måde 😉
    KH Maria

    18/03/2014
  • Tina Irene Povlsen

    Er bestemt ikke til vendekåberi. Virkelig noget af det som får mig til at vælge folk fra. Min tillid og interesse går bare fløjten her. Og mon ikke vi alle kender en eller flere af disse mennesker, såvel i omgangskredsen som længere ud i periferien… Jeg skal ikke pudse min glorie, og sætte etiketten “fejlfri og helt perfekt” på mig selv ift. altid at være den samme imødekommende, positive,tillidsvækkende og opmærksomme person. Kender også til sælgeren der ringer som nr. flere på få dage, og som oven i købet ringer på et upassende tidspunkt, eller der hvor man bare ikke er oplagt hertil, og det viser sig måske alligevel at være interessant… Oplagt eller ej så er jeg af den holdning, at jeg gerne vil takke nej på samme måde som jeg takker ja – respektfuldt og næstekærligt med et tonefald der siger tak for din henvendelse, ikke et behov jeg har brug for at få opfyldt nu. Ønsker dig en fortsat god dag. 🙂

    16/03/2014
  • Dorte Daugaard

    Skønt indlæg – vise ord!!
    Det er bl.a. denne varme, imødekommenhed (hedder det det?)og autencitet, der gjorde mig til fan!

    15/03/2014
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Anette J – Du og Karen P. overbeviser mig mere og mere. Jeg har prøvet et par øvelser hjemme på stuegulvet.

    @ Pernille S og Kirsten V – Jeg rødmer helt om til nakken. Tak af hjertet for jeres pæne, pæne ord.

    Stor hilsen Anette

    14/03/2014
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Kira B – Haha, med den falske markedsføring. Jeg ved, at @ Anneline har en sjov historie – please del den, Anneline.

    @ Tanya – God taktik.

    @ Charlotte – Det er vi. Venlighed er en anden dyd, der snart vil få mere vind i sejlene.

    @ Sonja H – Af og til kan det kradse. Jeg ved det fra mig selv.

    @ Sanne – Netop, og jeg bliver så forvirret eller nærmere bare enormt ked af det, når det sker. Omvendt er der måske også folk, som vi sætter for højt, og når de så falder ned, så…

    @ Anja – Åhhh ja, den er så fin.

    @ LiseLotte – FEDT med opstart af egen virksomhed. Idéer indenfor hvad? Fortæl, fortæl.

    @ Tinna – Tak for de pæne ord!

    Stor hilsen Anette

    14/03/2014
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Evelina – Det er jo en øvelse, som børn ikke kan forventes at mestre. Men som voksne bør vi være der.

    @ Kira B – Haha. Jeg var til foredrag med Anna Skyggebjerg i aftes og der blev der bla. grint af de der jobannoncer med ‘Vi søger en energisk og udadvendt person til et meget dynamisk powerteam’. Bare flere dog vidste at kreativitet udvikles bedst i ensomhed. Faktisk.

    Stor hilsen Anette

    14/03/2014
  • Hvor har du ret. Jeg er meget enig.

    En af de mange ting jeg elsker ved BeautySpace og dig er, at du med din store viden, menneskelige indsigt og pragtfulde personlighed, kan skrive om så mange spændende emner også udover den ydre skønhed.

    Dejligt emne, som giver næring til vores indre skønhed. 🙂

    14/03/2014
  • Pernille Sparsø

    Må indrømme at da jeg var ung pleasede jeg ofte andre, for det var ofte nemmest. Med alderen er jeg blevet meget mere konsekvent med hvad og hvem jeg vil bruge min tid på. Kan mærke at fordi alting går så stærkt på job, så er det nødvendigt at værne om privatlivet, og kun bruge tid på mennesker som jeg føler er oprigtige. Men med alderen kommer også en større overbærenhed, nysgerrighed og åbenhed over for andre og disses forskellighed, og det til stor glæde. Omvendt har jeg også måttet cutte nogle “venskaber”som viste sig ikke at være hvad de udgav sig for, og det smerter… I bibelsk forstand tror jeg vi skal være mod andre, som vi ønsker de skal være mod os. Med det i mente kan det ikke gå helt galt 😉
    Tak for dit gode, ærlige og kloge indlæg Anette. Du er et dejligt og godt menneske 🙂

    13/03/2014
  • Anette j

    prøv at dyrke yoga – det har for mig været det mest værdifulde skridt til blive mere autentisk også udenfor måtten

    13/03/2014
  • Tinna

    Du er jo Så meget dig selv ….fantastisk skrevet af en klog smuk kvinde <3

    13/03/2014
  • Se det her indlæg, du har givet os i dag, er årsagen til at jeg læser blogs i det hele taget. Derfor at det giver mening!

    Lige nu oplever jeg, at det er ekstremt nemmere at være mig selv hele vejen igennem efter, at jeg har startet min egen lille virksomhed og faktisk sælger mine ideer som det primære produkt. Apropos Kiras kommentar om jobsøgning. Og god vind derude, Kira!

    13/03/2014
  • Anja

    So true… Som et klogt hoved en gang har sagt:”Vær dig selv – alle andre er optagede” 🙂

    13/03/2014
  • Fantastisk indlæg, Anette. Jeg er så heldig at jeg altid har turdet være mig selv (læs anderledes), og stadig tør stå ved det. Men selvfølgelig netop som du skriver, med en god portion situationsfornemmelse. Men dit første afsnit rammer totalt plet, hvem har ikke prøvet det. Kolleger man kender godt, og så pludselig tænker man “hvad skete der der?”. Jo, jeg hader også vendekåberi – og falskhed!

    13/03/2014
  • Til dit helt enkle spørgsmål må jeg sige, JA, desværre (næsten) altid og det kommer jeg ofte meget galt af sted med!
    Kram til dig – selv om det ikke er helt politisk korrekt mere.

    13/03/2014
  • Charlotte

    Hvor ER det sandt..
    Og skønt hvis vi er på vej tilbage til de gode gamle dyder på det område

    13/03/2014
  • Tanya

    Når jeg ind i mellem synes at jeg har været for højtgrinende og storgestikulerende i en eller anden sammenhæng, så trøster jeg mig netop med at jeg bare er mig selv. Hvis folk ikke bryder sig om det, kan de vælge mig fra, der er i hvert fald ingen falsk varebetegnelse 🙂

    13/03/2014
  • Vel råbt, Anette. Og hvor er det dejligt befriende, at autencitet og ærlighed ligefrem bliver trendy.

    Vi falder vel alle sammen i engang imellem, når det handler om at balancere ærlighed, høflighed og situationsfornemmelse. Som du nævner, handler det netop om at stå ved sig selv og sine holdninger – uanset hvem man står overfor.

    Og så hurra for forskelligheder og for at have modet til at være præcis den, man er – selvfølgelig med den moderation, at man skal behandle andre, som man selv vil behandles.

    13/03/2014
  • Kira Bjørnestad

    Eller den første date – der har folk også en tendens til at gå lidt for vidt og ikke vise “den bedste version af sig selv”, men “en helt anden version af sig selv”. Fx kender jeg piger/kvinder der ligger bånd på sig selv i starten af et forhold, for ikke at virke for ivrige eller som lægger make up inden fyren vågner… Og det bliver hurtigt falsk markedsføring, som bare gør os andre og måske dem selv, meget forvirrede…. Viva la ærlighed! Nu tier jeg, men det er et godt omend komplekst emne.

    13/03/2014
  • Kira Bjørnestad

    Sjovt at du skriver dette indlæg i dag – har lige talt med en veninde om det i dag. Står og skal søge job og vi er enige om at det hurtigt bliver overfladisk og meget påtaget i ansøgninger, omend jeg får tudet ørene fulde af “ingen vil vide hvem du er personligt, du har kun 1 side til at sælge dig selv…” – og det fortsætter til jobsamtaler, hvor jeg (selvom jeg er glad og positiv) skal være MEGET glad og utopisk ernergisk… Hader at skulle være andre/andet end mig selv!!! Men der er situationer hvor det forventes og det bliver meget upersonligt og egentlig lidt skørt at skulle “være nogen man ikke er”. Prøver at være mig selv, så langt hen af vejen jeg kan… Men det er ikke altid den taktik man kommer længst med, selvom det er den der føles bedst 🙂
    Glæder mig til mere ærlighed generelt!

    13/03/2014
  • Alla borde vara sig själva 🙂 Men inte alla är det!

    13/03/2014

Kom med kvit & frit på Beautyspace-holdet

Uafhængig skønhedsformidling for dig, der vil have dokumenteret viden om hud, hvad-virker-guides og hvordan fejlkøb undgås. Kun ord der gør dig klogere - og nå ja, besked som den første, når månedens Book’n’Beautyboks udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.