fbpx

Kindfyld med fotofældende bevis

Du skal gøre det, der gør DIG glad. Punktum. Og jeg mener hvert eneste af de 8 ord. Uden diskussion. Alligevel skal vi runde noget, som ikke hujer mig, men som måske fungerer for dig. Noget, jeg får en del mails om. Nemlig Botulinum Toxin (fx. Botox) og fillers (fx. Restylane). Hvorfor jeg er imod? Tjaaah. Jeg bliver 1) forskrækket over de mange uheldige eksempler – se bare store stjerner, som må formodes at have råd til de bedste eksperter. 2) Det ser altid lidt pudsigt ud, når en person ser anderledes ud, fordi han/hun trænger til genopfyldning eller lige er nyfyldt eller for stramt glattet (her vil den kritiske læser hviske, om ikke man måske kan se, når mine hårrødder viser deres sande farve. Og jo, det kan man). 3) Endelig synes jeg udfordringen med både face-freezers og fillers er, at der fokuseres på enkelte punkter i ansigtet (en irriterende rynke eller to) – frem for helheden. Jamen når jeg nu har et konstant træt og surt 11-tal mellem brynene, vil nogen sige. Og ja, så er det din vurdering. Jeg tror bare, at der går få uger, inden du vil synes, at der også er noget galt omkring munden eller øjnene…og så ruller evighedsfikset. Og når selv Meg Ryan kan miste proportionssansen, kan alle vel?

Sjovt nok arbejder jeg sammen med en hudlæge, der er stor fan af Botox, men skrækslagen for fillers. Argumentet er, at fillers er og bliver fremmedlegmer, der lægges ind i huden (også dem med 99,9 procent vand og hyaluronsyre). Derfor nøjes jeg for nu med den fede kindfyld, du ser på billedet. Makeup-artist Bobbi Brown kunne nøjes med at tage billeder.

SNUP TIPPET: Nej, nej, nej. Jeg er ikke tilbage i stenalderen. Går faktisk vanvittig meget op i at holde huden fit. Noget vi skal se på i morgen, for jeg tog nemlig et særligt apparat med hjem fra USA, som gør underværker. FDA-godkendt og det hele.  

Coming up: Beautyspace’s store adventskonkurrencer med præmier for 25.000 kr. plus afsløringer fra Ole Henriksens køkken i West Hollywood, lipgloss-trenden og knæstrømper med skilsmisserisiko.  

21/11/2011
Derfor vil du tørres af med fedtede tips
23/11/2011
Opstrammeren

Kommentarer

  • @Anette. vil egentlig også gerne dele min erfaring omkring fillers og botox med dig, vi har jo talt om det tidl. hvor jeg fik begge dele, mest fordi jeg var et sted i mit liv hvor jeg ikke også havde brug for at ligne en “hængt kat”- det var ikke nogen god oplevelse, dels gjorde det s…. ondt og dels kunne jeg nok ikkesse den store forskel, men allermest fik-botoxen formodentlig-det min mund og mimik omkring munden til at være udenfor min kontrol 😮 ikke så fedt at skulle spise og overlæben ikke helt ved om den vil lukke tæt omkring maden…. Jeg fik selvfølgelig en kontroltid på klinikken, og sygepl.mente at jeg måske havde fået lidt for meget injiceret. Ville jeg gøre det igen? nej. men,derfra til aldrig igen at forsøge med forbedringer er nok mere usikkert. håber det kan være til lidt hjælp for jer.

    23/11/2011
  • Regitze

    Hmhm. Spændende med dit syndspunkt til det 🙂 Jeg må nok indrømme, at jeg (i en alder af 23…) ikke afviser at få glattet huden ud senere i livet. Samtidig er jeg “rynker er smukke – så kan man se at folk har levet”-typen. Tsk! Alle de ting man skal tage stilling til 😉

    22/11/2011
  • hep- jeg vil da gerne være tyve igen, og have den visdom jeg har nu :-), jeg må læne mig op af Pernille, jeg har også fået lavet bryster, er i klar over hvor lange sådan nogen bliver efter 3½ års amning (altså ikke det samme barn)og jeg er smadder glad for dem- og jeg ville til enhver tid få lavet “noget” igen hvis jeg synes det trængte.Jeg synes da ikke folk med rynker er smukkere énd folk uden rynker, vi har vel alle vores “smukhed”, men jeg vil rigtig nødig blive helt runken- er jeg så patetisk?

    22/11/2011
  • Jeg må indrømme, jeg tør ikke. Uanset hvad. Men måske er det min ‘undskyldning’ fordi jeg fortrænger at spejlet ikke viser det, som jeg så for 15-20 år siden.

    Så jeg hepper på billeder af Jane Fonda og Co. Og dit ‘apparat’, hmm….?

    22/11/2011
  • @ Anette J – super idé. Vil spørge Mikkel om han har lyst til at gæsteblogge om sit møde med Jane Fonda.
    @ Dorte – åhhh, der er nu alligevel et par højdepunkter fra 20’erne jeg gerne vil have genudsendt. Smiler.
    @ Sanne – næhh ikke gammeldags, bare med en holdning til tingene.
    @ Sanna – jeg er også glad for ALT-massagen, men kommer afsted ALT for sjældent.
    @ Pernille – jeg synes, hudlæger kan udrette en del mirakler. Heldigvis er mulighederne jo ikke kun ENTEN Botox/fillers eller creme. Spændende at du er hos en dermatolog.
    @ Kirsten V – du er jo USA-eksperten og kender med garanti maskineriet, som lægges på i morgen. Mht læberynker må det blive et særskilt indlæg.
    @ Anja, Joan, Birgitte, Metteline og Susanne…kage- eller ansigtscreme eller nålen…det må være op til den enkelte. Uden dømmeri fra andre, selvfølgelig.
    @Susanne S – godt at høre fra en, der er glad og ikke endt i mer-mer-mer.
    @ Judi & Charlotte – ja Meg Ryan er bare blevet…anderledes.
    @ Patrycja – chokolade kan også (har jeg bemærket) ende som et evighedsfiks.
    Mange hilsner Anette

    22/11/2011
  • Anette J

    Kære Anette. Tankevækkende indlæg – det minder mig om, at der nok er rigtig mange, der bruger de kunstige (og giftige!) hjælpemidler. Har ikke selv overvejet at bruge det.
    Hvad med et indlæg på bloggen med billeder af flotte, modne kvinder, der tør vise, at de har rynker. Forbilleder. Jeg kommer til at tænke på Jane Fonda og Helen Mirren, og der er sikkert mange andre – også danskere. De to damer har sikkert også fået rettet lidt her og der, men alligevel – de viser trods alt også, at alderen har sat sig spor.

    22/11/2011
  • Dorte Daugaard

    Rynker er smukke og vidner om et levet liv og tilhørende livserfaring. Smukt! Hvem fan… vil være tyve igen – ikke mig!

    Synes, det er lidt uhyggeligt, at jeg ikke kan sætte alder på folk mere. Hvis de har to rynker, ser de jo nærmest ud til at være 70 år gammel, fordi jeg har vænnet mig så meget til det udfyldte look, med øjne der sidder langt inde – med meget udspændt hud udenom 🙂
    Skræmmende….

    22/11/2011
  • Jeg er også bange! Bange for at vi ender i Hollywoodske tendenser, hvor vi overhovedet ikke må blive gamle. Jeg tror virkelig på at vi kan ældes med ynde, at vi kan sørge for at være velplejede ældre kvinder, som ser godt ud ift. vores alder. Som sørger for at skifte farver og produkter, så det stadig passer til vores alder. Men nu er det måske mig som er gammeldags?

    22/11/2011
  • Sanna

    Anette,sweetie! Jeg er også tilhænger af chokolade fillers! Er simpelthen hunderæd for, hvad der kunne dukke op af side/langtids effekter ved brug af Botox og Restylane… Jeg har stor tiltro til massage og det at tage omsorg for sig selv på både ydre og indre planer. Brugte hellere en formue på A.L.T. massage og lækre smørerier end på et quickfix, man ikke har styr på, hvad ender med. Andre må gøre hvad de vil. Synes nu også, det er synd for engang så smukke Meg 🙁 GLÆDER mig til at høre om apperaturet og får julelys i øjnene ved tanken om adventskonkurrencer, Oles tips og eh, ahemmm knæstrømper…

    22/11/2011
  • JK

    Jamen hun er da fantastisk – det er der MANGE der er :o)

    Nogle gange synes jeg lidt at diskussionen går på at enten kvinder henten skal brug botox/fillers ellers også må de leve med rynker. Og det får det til at lyde som om det er noget forfærdeligt man skal overleve – og i mine øjne er det egentlig bare smukt. Og jeg synes det er vigtigt man ikke bare lever…men trives!

    22/11/2011
  • Jeg er meget bekymret for Botox og fillers. Ved nogle gør det underværker og ved andre går det galt.
    Spændt på at høre om det er en Clarisonic du har købt.

    22/11/2011
  • Høre gerne råd til rynker omkring læber.
    Kæmper med en rynke som er svær at få ram på, da det er en udtryks linje.

    22/11/2011
  • pernille Bølkov

    Okay, nu får jeg sikkert på hovedet, af alle jer andre, men men men, jeg ville gerne ligge mig under kniven, har fået fjernet maveskin, og fået lavet babser…
    OG hvis der måtte være andet som jeg syntes ikke så ud som jeg gerne ville have det, ja så blev det rettet….om jeg er for eller imod diverse restylane o.l…ved det ikke, jeg arbejder sammen med en hudlæge, så hver sin smag…:-)

    22/11/2011
  • Ser meget frem til at høre hvilket apparat det er du har købt.

    22/11/2011
  • Joan

    Jeg synes bare folk skal gøre det de har det bedst med – tror da godt jeg med tiden kunne snuppe en filler.

    22/11/2011
  • Birgitte

    Jeg håber aldrig jeg bliver fristet til at gøre noget som helst i den retning – synes det er et skråplan. Jeg nøjes med kindfyld og glæder mig ttil advents-ramasjang her på kanalen!

    22/11/2011
  • Metteline

    Søde Meg, hvor er det bare trist at se..
    Jeg er til creme, både som i fugtcreme og som i kagecreme – min egen helt naturlige form for FILLER 😀 Den kombo virker for mig!

    22/11/2011
  • Susanne

    Rynker, tyngdekraft osv. Det er jo tegn på du lever. De tegn skal ikke fjernes eller ændres, da de jo er livets små aftryk 🙂

    22/11/2011
  • susanne

    Ja morsomt at hun tager billeder af det, skulle mene at hun har set det før ?
    Restylane er jeg jo stor tilhænger af – da jeg har 2 dobbelte 11 taller mellem øjenen og jeg har prøvet ALT belive me ? Jeg tror alt med måde. og jeg har ikke fundet andet jeg kunne tænke mig at få gjort så det er ikke os alle der har det sådan . på mig synes jeg bare det har pyntet :;)

    22/11/2011
  • Åh, bliver så ked af det, når jeg ser sådan et ansigt. Jeg tror du har helt ret i, at det griber om sig, når man først er gået i gang.

    Det værste er, at hendes (Meg R)forsøg på at holde ansigtet glat og “ungdomsfyldigt”, bare har fået hende til at se meget ældre ud end hun er.

    En bekendt fik en filler i rynkerne over læben. Den rykkede sig og lavede huden bulet. Gys.

    22/11/2011
  • CharlotteK

    Gisp – det var da et frygteligt billede af Meg Ryan!
    Hvis ikke der var alle de skrækeksempler med folk, der ikke kan styre deres forbrug af botox, restylane, plastikkirurger etc., ville det nok ikke være noget problem, eller?

    22/11/2011
  • Ja, tror faktisk også at det du fyldte kindposerne med der var noget sundere end at få sprøjtet alt muligt ind under huden 😉

    Jeg kan selvfølgelig også nå at skifte mening mht. plastikkirurgi, men forstår ikke, at man er villig til at løbe risikoen ved en operation – der er jo både risikoen ved narkosen og bagefter er der risikoen for infektioner,etc. Jeg forstår godt hvis det er et problem (f.eks. hvis man har så runge øjenlåg, at man snart ikke kan se ud af øjnene)
    Men det er jo ikke min opgave at dømme andre. Hvis de synes de har et behov, ja så dem om det – bare jeg kan blive fri 😉

    JUBII for din kommende adventskonkurrence 😀

    22/11/2011
  • Patrycja

    Kan ikke engang tåle rynkecreme, så jeg holder mig laaangt væk fra botox og alt det der. Chokolade siges at være en antioxidant, så det sørger jeg selvfølgelig at spise så tit som muligt. 😉

    22/11/2011
  • JK

    Hih…fedt billede af dig med “kindfyld”.

    I diskussionen for og imod botox og fillers, synes jeg nogle gange at der mangler et perspektiv: Nemlig at man sagtens (SAGTENS!) kan være smuk selvom man har rynker.

    De fleste af de kvinder jeg synes er smukke, er over 50.

    22/11/2011
  • Jeg tror også mest på chokolade, Gerne med fyld 😉
    Jeg synes det er trist at se dem, som får fyldt ansigtet ud indtil de er uigenkendelige.
    Klem

    22/11/2011
  • Kira B

    Jeg plejer at sige, at det der med at fjerne noget fra kroppen: ekstra hud fra poser under og over øjne, hængebarme, ekstra hud fra store vægttab, ja sågar fedtsugning – det er forståeligt, men at putte noget ind…altså noget fremmed ind i kroppen…det er jeg ikke så meget for. Personligt er jeg ret bange for de langsigtede konsekvenser af f.eks. botox (har hørt rygter om at det er gift? altså rigtig gift!!??).

    Glæder mig til at høre om din maskine og så elsker jeg adventsgaver 🙂

    22/11/2011
  • Jonna

    Ja der er jo nogle der prøver men syntes ikke det gør noget man kan se alderen, der for kan man jo godt holde sig pæn. De fleste af mine rynker har jeg nu fået ved at le i dejlig selskab og syntes ikke det gør noget. Er det fordi man bliver syg, er det en hel anden sag.

    22/11/2011
  • Jeg ville gerne have rettet mine tunge øjenlåg (synes jeg i hvert fald de er) og min lidt krogede næse OG mine skæve tænder og de små bryster. Alt sammen kan lade sig gøre, men så ville jeg jo ikke være mig mere? Eller??? Jeg er hunderæd for at blive skåret i mv. så det bliver slet ikke aktuelt lige nu, men forstår godt dem der tager springet 🙂 med måde altså!

    22/11/2011
  • Det er lige præcis det med evighedshjulet, jeg tror er det farligste. Jeg tror mere på forebyggelse.
    Omvendt kan jeg jo så høre min mund sukke ind i mellem, at når jeg er færdig med at have små børn, skal ammebaren vidst have et løft. Ikke at jeg tror, at tyngdekraften kan forebygges, men at der er andre punkter hvor jeg ER villig til at lave indgreb. Dobbeltmoral and all

    22/11/2011