fbpx

Top 3 ingredienser din hud vil elske – og de største syndere

Det glæder mig at give ordet til min gode blogkollega Katja Moikjær, som normalt kloger sig på Pudderdåserne. Hun har stor indsigt og interesse for hudpleje, så du kan roligt tanke kaffe op, læne dig tilbage og læse med her: 

Frem for nyopdagede eksotiske ingredienser er det som regel gennemresearchede ingredienser med solid forskning bag, der giver din hud nyt liv og kan trække et par år fra alderen. Det er sjældent ord, vi hører i reklamerne, men de er grundstammen i de bedste serummer og dagcremer på markedet. Mine favoritter er:

Peptider har på relativt få år indtaget anti-age produkterne på overvældende manér. Det er efterhånden sjældent, vi ser en ny anti-age creme uden den indeholder palmitoyl pentapeptide-3, Acetyl hexapeptide-3, Palmitoyl oligopeptide eller Matrixyl 3000. I et af de mere overbevisende studier har resultatet været signifikant færre rynker på den halvdel af ansigtet, der blev smurt med peptider.

Retinol (A-vitamin) er blandt de bedst kendte ingredienser. Men det er som om, at den er gået lidt af mode. Det er synd og skam, for retinol er fantastisk. Kort fortalt stimulerer det hudcellerne til at gendannes hurtigere. En af de ting, der er ansvarlige for, at vi får rynker med alderen, er, at udskiftningen af hudceller sker langsommere og langsommere. Retinol speeder den proces op igen.

Hyaluronsyre: Hvis du nogensinde har brugt en serum med hyaluronsyre på indtørret hud, vil du opleve en effekt, der føles lidt som at dyppe en indtørret svamp i vand. Hyaluronsyre kan binde 1000 gange dets egen vægt i vand (jeg gad godt kunne se det for mig), og det er noget huden kan mærke. Hyaluronsyre er også kendt fra Restylane, men som ingrediens i creme eller serum er hyaluronsyre simpelthen fugtighedscreme på speed.

Top 3 syndere:

Der findes (heldigvis) ikke ingredienser eller cremer, der kan give langvarig skade på normal hud. Kosmetik er – modsat hvad mange dommedagsprofeter vil have os til at tro – sikkert. De reelle trusler kommer helt andre steder fra.

Sol: Vores rynker er først og fremmest afgjort af de gener, vores forældre nu engang har udstyret os med. Derudover er solen hovedansvarlig, så solcreme med både høj faktor OG UVA-beskyttelse er afgørende. Netop UVA-strålerne er de lydløse ødelæggere, som vi ikke opdager, før om 20 år, når vi kan se langtidseffekten af dem.

Dårlig emballage er ikke en trussel mod din hud, men mod din dyre creme. Smukke krukker sælger godt, men det store låg og den direkte kontakt med lys og luft kan få fine ingredienser til at fordufte. Retinol, antioxidanter og lignende sarte ingredienser bliver nedbrudt, når de kommer i kontakt med luft, fingre og lys, og din dyre creme er på rekordtid forvandlet til en kedelig fugtighedscreme.

Alkohol: Der er ikke nogen lovlige ingredienser i hudpleje, som jeg vil fraråde over en kam, men sprit i hudpleje kommer tæt på. Alkohol har bestemt en vigtig plads i kosmetik – det ville være umuligt at lave for eksempel hårspray eller tørshampoo uden. Men hvis målet er at pleje din hud, så husk på at alkohol udtørrer huden ret voldsomt. Mange produkter har alkohol blandt de første par ingredienser, og det kan få selv fedtet hud til at føles som sandpapir.  

Følg Beautyspace (og dine andre favoritblogs) på Bloglovin’ & Instagram @beautyspace 

24/05/2013
Vil du tage den her med hjem til mig?
27/05/2013
To budget-hit til din hud

Kommentarer

  • Louise

    Altid en fornøjelse af læse Katjas kloge ord 🙂
    Findes der mon en dagcreme og/eller serum, der indeholder alle Top 3 ingredienserne ?
    Kh. Louise

    28/05/2013
  • Marie Rasmussen

    Tak for de gode råd 🙂 Og tak fordi emnet alkohol ikke drejer om, at vi skal holde os fra vin og andre liflige drikke 🙂

    27/05/2013
  • Eeeelsker Katja fra pudderdåserne! Tak for et godt indslag.

    27/05/2013
  • Tanya

    Herligt hvis du vil nuancere det med krukkerne lidt – jeg troede at alt godt forsvandt ved oxideringen og iblandingen af bakterier (og så er jeg – indrømmet – alt for doven til at få sørget for ren, fin spatel til cremerne) 🙂

    27/05/2013
  • @ Louise T – godt med smørelses-tips fra andre verdener (inkl. Nutellas).

    @ Susanne B – det kan være svært at vide, hvad der virker, hvis man blander for meget. Enig.

    Stor hilsen
    A

    27/05/2013
  • susanne bruun

    Åh – gode tips – jeg tror jeg må prøve øjenchremen fra Beauté Pacifique – og hyaluronserum fra balance me – men så bliver jeg helt i tvivl – da jeg jo bruger pai hybenkerne serum pt.. og dobbelt serum er jo ikke dobbelt lykke – jeg er vel nødt til at tage et valg for ikke at blande de aktive stoffer…eller ?

    27/05/2013
  • Louise T.

    Jeg fik for mange år siden et tip af en kosmetolog-bekendt:
    For ikke at skulle proppe fingrene i krukken – og derved kontaminere (ja, det var hendes ord) cremen. Brug en lille Nutella spatel (altså dem man får man med, når man køber de bittesmå Nutella hos bageren). Den er af plastic og kan tåle opvask adskillige gange 😉
    Jeg købte et pænt lager, så jeg ved ikke, om man kan få dem mere 😉

    27/05/2013
  • Kære Lissen,

    Du er velkommen til at tjekke boksen ud i højre side med produkt-anbefalinger (den opdateres jævnligt). Katja lægger nok også et par favoritter på bloggen.

    Kære Mette G,

    Herligt at høre. Jeg er meget begejstret for Balance Me serum (den du husker). Men hud, smag og behag er jo forskellig, så din vurdering vægter mest. Begge har fint indhold af hyaluron.

    Kære Sus (og lidt til dig også Tanya),

    Det skal jeg gøre….meeen nu er det jo altså ikke sådan, at alt i krukker taber pusten. Det vender jeg tilbage til snart…fakta er dog, at mere og mere kommer på lufttætte emballager.

    Stor hilsen Anette

    27/05/2013
  • Lis Marker

    Tak for gode oplysninger til jer begge

    27/05/2013
  • Tanya

    Jeg er helt begejstret for at Katja bringer krukkeproblemet op her. Det er jo vanvittig ærgerligt at have købt en god creme i dyre domme for så kort efter kun at have emballagen som tegn på hvad det var værd. Flere ting på pumpe, tak! 🙂

    27/05/2013
  • Dorte Daugaard

    Hvor er det dog dejligt, at der er nogen, der kan og vil sætte sig ind i alt det – og så lære os andre om det 🙂

    26/05/2013
  • Sus

    Jeg går også kategorisk udenom cremer i krukker. Ja, de ser fine ud, men bryder mig bare ikke om at skulle stikke fingrene/spatel ned i dem et par gange om dagen. Er ellers super glad for Rudolph Care og synes de laver nogle fantastiske produkter, men SÅ ærgerligt deres cremer er i krukker. Sig gerne beskeden videre, næste gang du møder Andrea 😉

    26/05/2013
  • God opsummering Katja! 🙂 Og jeg er ganske enig! X B

    26/05/2013
  • MetteG.

    Tak for en god præcis opsummering af ingredienser:-)
    Jeg er helt forelsket i både a-vitamin (øjencremen fra Beauté Pacifique) og hyaluronsyre (serum og dagcreme fra Eucerin). Jeg kan tydeligt se forskel på de 5 måneder jeg har brugt det – langt færre linjer og en mere spændstig og gennemfugtet hud. Tak for anbefalingen Anette:-)

    Jeg kan huske, at du skrev, at du testede hyaluroncreme/serum fra både Balanced Me og Eucerin. Har du erfaringer nok til at du vil vove et par ord om d eto produkter ift hinanden? Jeg er glad for begge mærker men vil da gerne have lidt ekspertord med på vejen ift dem:-)

    26/05/2013
  • Lisen

    HAr du tips til produkter der indeholder de nævnte ingredienser?? 🙂

    26/05/2013
  • Sofie

    Hej Anette og Katja.

    Udover de i artiklen nævnte stoffer, har jeg lagt mærke til at cremer ofte reklamerer med hhv. E-vitamin og Kreatin.
    Kan de noget, der er værd at gå efter, eller lyder det bare flot at skrive, at der er noget særligt i produktet?

    De bedste hilsener, Sofie.

    26/05/2013
  • Kære Trine,

    Der kan let opstå ‘pladsproblemer’ i en creme – bl.a. fordi SPF fylder ret meget. En serum indeholder som regel en høj procentdel aktive ingredienser, der fungerer godt som en slags undertrøje under ansigtscremen, der typisk blødgør og beskytter. Men alt handler jo om behov…mange har det fint med en dagcreme alene. Mht. concealere, så laver jeg en selvstændig blogpost.

    Mange hilsner Anette

    26/05/2013
  • Trine S

    Hej Anette

    Hvorfor er det at man ikke bare kan bruge `en creme, der indeholder både det gode fra dagcreme og serum? Jeg stå hver morgen og aften og smører begge dele i ansigtet.

    Et emne jeg også godt kunne bruge er noget om concealere, hvad er det lige med dem og dækning og lysrefleksion og skal de over eller under Foundation?

    Kh Trine

    26/05/2013

Hop med på Beautyspace-holdet
- kvit & frit

 
Find ud af, hvad der dokumenteret virker på din hud,
undgå fejlkøb og få adgang til de opdateringer, beauty-boxe,
hvad-virker-guides og den skønhedssnak, der positivt gør en forskel.
 
JA TAK - STIL MIG STRAKS VIDERE

Velkommen til Beautyspace - tilmeldingen lykkedes!