Tryllecreme og den pæneste tv-serie-hud

01

02A

03

04

05

I går var der opkaldsrekord på min telefon – og nej, det var ikke mig, folk ville ha’ fat på. Men en vis opskrift, hvor jagten allerede begyndte i baglokalet hos Go’ Morgen Danmark i går. Her ville alle – selv mændene – have den smækre tv-serie-hud, som Stella, Elizabeth og Claire har i henholdsvis Madam Secretary, The Fall og House of Cards. Fælles for de tre er, at de er voksne og viser det. Vi får lov til at se deres trætheds- og bekymringsrynker – stadig vanvittig velplejede – men alligevel. Der er altså tilsat en sjat hverdagsærlighed sammen med masser af kløgt, power og fokus på, hvad de kan og gør. Det er kvinder, der ikke gemmer sig. Hverken bag tunge tæpper af pudder, glimmerskygger eller smykker. Og det kræver sin hud. Derfor:

Gå i seng med kollagen-opbyggende A-vitamin som eksempelvis dermalogicas gode strygejernscreme og Ole Henriksens frugtsyrer, der polerer og fugtmætter. Kombinationen kræver dog lidt træningstid. Netop makkerpakket frugtsyrer og A-vitamin er så arbejdsomt, at du skal holde øje i et zoomspejl, om der skal skrues op eller ned. Langsom optrapning er altafgørende (på samme måde, som du heller ikke springer ud i et maratonløb fra den ene dag til den anden). Læg ud med enten A-vitamin eller frugtsyrer, men husk på, at de gør noget forskelligt. Dermalogica anbefaler, at deres retinol-creme bruges tre uger alene, inden du evt. smører frugtsyrer under. Det kan også være, at du udelukkende vil holde dig til en frugtsyrebehandling evt. kombineret med EGF.

Og så til dagtimerne. Vil du have Claire Underwoods fuldfede og klare hud, så skal fugten bygges op. Jeg kan i øjeblikket ikke slippe Exurviances forhåndsvædede fugtbinding med neo-glukosamin og antioxidanter, som er en virkelig fin undertrøje før Serum Paradoxe som med få dråber giver præcis den satinmatte hud, som Claire Underwood altid flasher. Slut af med tryllecremen, som mænd kan bruge, fordi der er tale om ikke makeuppet makeup: En smule dække, lidt farve og glød plus SPF15. Eller gør som Claire, der sværger til Luminous Silk Foundation.

PS: Øverst oppe hos Tv-damerne er der sandsynligvis hentet hjælp fra Elnett. Håret er nemlig altid pænt uden at være sat-sat. Det ser ubesværet og lækkert ud, og her er Elnett stadig den hårspray, der giver bedst kontrol uden at ende uredeligt.

SNUP TIPPET: Hvad gælder pulveret på billedet, så tager vi det i morgen – og husk, at der stadig kan vindes god hud HER.

13/12/2015
Vind hudpleje fra Caudalie
17/12/2015
Drop nu det serie-snak

Kommentarer

  • Zenia

    Hej Anette!

    Jeg har generelt sart hud, men jeg har brugt super3 boosteren i 1 1/2 år og er glad for den. Nu har jeg købt Oles frugtsyrer. Hvordan begynder jeg? Skal jeg prøve at putte frugtsyrer under med det samme eller skal jeg prøve et par uger med frugtsyrer alene?
    Tak for fantastisk blog!

    28/12/2015
  • @ Winnie Jensen – Det har jeg desværre ikke. Men ‘N-acetyl glucosamine’ er noget andet – det er en af hyaluronsyrens byggesten.

    @ Gitte – Godt at høre.

    Stor hilsen Anette

    17/12/2015
  • Elisabeth

    Kære Anette.

    Jeg ved det er et besynderlig spørgsmål, men jeg får ikke ro førend jeg får be- eller afkræftet min fornemmelse…. og så til endnu et skønhedsspørgsmål; Jeg bruger booster 3 hver aften-skal jeg bruge et par dråber Origins olie for fugt eller er det at overgøre det? Bruger et par dråber hver dag på kinderne efter Dior detox serum, og før Chanel moisture… Det fungerer super. Hav en dejlig dag.

    16/12/2015
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Irma – Med toppe mener jeg ‘oven på’ ;o)

    @ Tanya – Lyder som en plan med den CC. Ellers kan det være en fin idé med concealer – jeg er så glad for Clarins’.

    Stor hilsen Anette

    16/12/2015
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Lone H & @ Pia Ø, Jo det kan I tro. Det skulle gerne være synligt i dagens indlæg.

    @ Cille – Hørt!

    @ Charlotte – Det lyder ikke godt. Jeg ville vælge en A-vit ester creme (enten Booster 3 fra BP eller AVST linjen fra Environ). Prøv hver anden aften at læge et tyndt lag frugtsyrer under, fx. fra dermalogica eller fra Ole H. Følg reaktionen. Du kan prøve i 4 uger bare i den ene side af ansigtet – jeg er sikker på, at du vil opleve en forskel.

    Stor hilsen Anette

    16/12/2015
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Juliet – Der er link i indlægget til tryllecremen.

    @ Christina Krag – Der er link til Exurviance i teksten, hvis du trykker på det, der er fremhævet med fed.

    @ Helle Rick – Jeg kunne mærke, du kiggede med. Tak.

    Stor hilsen Anette

    16/12/2015
  • Juliet

    ….og hvad hedder tryllecremen også?

    16/12/2015
  • Lone H

    @ Helle Rick. Den er ikke udsolgt på matas.dk

    15/12/2015
  • Helle Rick

    Pacific serum Paradox meldes udsolgt på deres shop pga. Go’morgen TV udsendelsen 🙂 Jeg må på jagt et andet sted 🙂 Den lyder til at være een jeg vil blive rigtig glad for, nu jeg ynder at være så natura som mulig 🙂 Dejlig jeg endelig fik set dig på TV. Jeg havde et møde i en anden by og valgte at blive hjemme til jeg skulle køre. Fantastisk at se dig live 🙂

    15/12/2015
  • Pia Ø

    HJÆLP!!! Nu går jeg snart i panik. Kan det passe at man ikke kan se dit indlæg fra morgen tv nogen steder? Kan fornemme at jeg er gået glip af noget VIGTIGT. Er det ikke muligt at se det her på Beautyspace?

    15/12/2015
  • Lone H

    Kunne du igen få lov til at lægge link op så vi alle kan se dig i Godmorgen Danmark?

    15/12/2015
  • Christina kragh

    Hvas hedder den undertrøje crem fra exuviance? Du nævner til brug under paradox

    15/12/2015
  • Irma Nielsen

    Hej Anette
    Du skriver “frugtsyre hver anden nat i 14 dage…begynd så med at toppe med A vitamin også hver anden nat…”
    Hvad mener du med ordet “toppe”???
    Skal A vit. cremen ovenpå frugtsyren efter 14 dage?
    Eller skal A vit. på den nat der ikke anvendes frugtsyre???
    Hilsen Irma

    15/12/2015
  • Tanya

    De skønneste tips, Anette! For netop sådan en hud vil man jo gerne have. Jeg er også blevet meget glad for VitaZing, men har brug for bedre dækkeevne, så jeg kombinerer med det allersidste af min Clinique CC-creme i t-zonen + lidt lysnende concealer under øjnene. En svagt glitrende, rosa blush på kinderne, og så synes jeg faktisk min 41-årige hud ser ganske fin ud 🙂

    15/12/2015
  • Winnie jensen

    Hej Anette . Har du noget kendskab til om det er godt for huden også og ta Glukosamin i pilleform ? kan se du nævnt det som super til huden . Kh Winnie

    15/12/2015
  • Gitte

    Her gik jeg og troede, at glucosamine blev brugt mod gigt!
    Man bliver held tides klogere – heldigvis.
    Tryllectemen er fantastisk, og jeg bruger den ofte som gave til gode veninder.
    Hilsen Gitte

    15/12/2015
  • HeLene

    Dejligt skriv, live og billeder idag. Jeg morede mig særligt ved dette citat ‘så smør Ole på først’ LOL så skønt!
    Nu går jeg snart fra Environ gel op på BP boosteren igen *thumbs up*

    15/12/2015
  • Karin VS

    Kære Anette 🙂
    Synes du er så fantastisk når du er på tv, for du er rolig i stemmen og kropssprog, men får alligevel budskabet frem 🙂
    Jeg er begyndt at bruge a-vitaminsyre cream, 0.05 %. Bruger den indtil videre 3 aftner om ugen og faktor 30 om dagen. Jeg synes det er VIRKELIG godt, og kan se en lille forandring allerede – som jeg ikke har set mage til i de 6 år jeg har brugt et rigtig godt Retinol produkt. Man skal være forsigtig med a-vitaminsyre cremen, lidt for meget og man skaller som jeg ved ikke hvad 😀 men en lille let størrelse fordelt over hele ansigtet og hals, gør kun godt 🙂
    Knus Karin

    15/12/2015
  • Charlotte

    hej Anette. Jeg vil SÅ gerne have effekten af A-Vitamin. Men har oplevet den stik modsatte effekt ved brug af Retinol – nemlig at min hud bliver slap, løs og meget fugtfattig (anvendte Clinical 1% retinol Treatment fra Paulas Choice). Har fulgt alle forskrifter – har i øvrigt samme oplevelse når jeg bruger hybenkerneolie. Skal jeg bare opgive? Eller har du et godt råd? Vh. Charlotte

    15/12/2015
  • Elnett er og bliver den bedste hårlak. Ever – den lugter af hengemt tid, men den er, som du skriver, virkelig (stadigvæk trods stor udvikling) den eneste der ikke klasker, fedter og laver ‘stylet’ look. Tak for påmindelsen.

    15/12/2015
  • @ Cecilia, hvis man bruger splash-masken som indeholder glykolsyre, så synes jeg ikke det er en god idé BÅDE at bruge et frugtsyreprodukt om natten og så igen om dagen, her må man vælge. De fugtbindende pads fra Exurviance er jeg ikke nervøs for, da de er meget milde (pga mælkesyre)og med masse af beroligende ingredienser. Mht. IKKE at blande syrer er samtidigt – altså ikke to syreprodukter fra to forskellige brands på huden samtidigt. Hjælper det? Stor hilsen Anette

    15/12/2015
  • Cecilia

    Jeg sad også lidt tilbage med spørgsmål efter det sidste om ikke at bruge flere syreprodukter ad gangen.
    Det forstår jeg godt. Må man godt bruge forskellige produkter fra dag til dag, eller skal man helst bruge det samme produkt i noget tid og derefter skifte til et andet?
    Tænker fx AHA en dag og salicylsyre en anden?
    Håber ikke mit spørgsmål er for kringlet 🙂
    Det er lidt forvirrende når der både findes frugtsyre, masker, toner og rens som kan fungerer som kemisk peeling (som jeg forstår det).
    Ellers håber jeg på at blive klogere.
    Tak for den altid gode hjælp.
    Venlig hilsen Cecilia

    15/12/2015
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Anette – det er lidt en myte, at folk vil gøre de her to ingredienser til åh-så-skrappe. Ja, de virker og skal bruges med omhu og man må gribe i egen kind for at se, hvor meget man personligt kan tåle. Start langsomt ud, hvis du er nybegynder med ingredienser. Dvs. ikke samtidigt. Start evt. sådan her: Et tyndt lag af ex. Ole H’s frugtsyrer hver anden nat i 14 dage til en måned. Hold øje med, hvordan huden reagerer. Prøv så at ‘toppe’ med A-vitamin, også hver anden nat – eller kør et forløb udelukkende med A-vitamin. HUSK SPF om dagen og nogle underliggende arganoliedråber til den rødme du taler om. HVIS A-vit og frugtsyrer gør din rødme værre, så skal du naturligvis stoppe. Dette her er min generelle anbefaling baseret på den videnskabelige litteratur og utallige samtaler med hudlæger med kosmetisk speciale. For generelt gør A-vit og frugtsyrer huden stærkere og sundere. Du skal altid finde den vej, der er bedst for din hud, og her er det naturligvis fint at lytte og inddrag input også fra producenten af et pågældende produkt. Stor hilsen Anette

    15/12/2015
  • Anette

    Hej Anette
    Jeg var igår ude i byen for at ville købe både Ole Henriksens frugtsyre og dermalogicas a-vitamin …. Men hun anbefalede på det kraftigste ikke at bruge frugtsyren og slet ikke sammen med dermalogicas – det ville min hud ikke kunne holde til.
    Jeg er 37 år, ammer, har lidt rød pigment på kinderne efter fødsler, men ellers ikke specielt sart… Så nu er jeg i tvivl om jeg tør købe disse produkter
    På forhånd tak
    Mvh Anette

    15/12/2015

Bliv en Beautyspace-insider

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke. Få hver uge tre til fire aktuelle artikler, især om hvad der gør huden godt, adgang til bøger og foredrag med Beautyspace-rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Skriv din email-adresse i feltet og klik på "TILMELD"

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.