Den ven, jeg ringer til

anna

Et varmt velkommen i dag til livskloge Anna Skyggebjerg – hende, jeg griber fat i, når livets alvorligheder kradser. Det vil sige, jeg lærer fra hendes eminente bøger. Anna skriver sig ind i hjertet på en, så det er svært ikke at blive klogere på både sig selv og dem, du deler livet med. Hun er sådan en, jeg ville ønske at vinde en weekend med.

I dag er vi hjemme på hendes badeværelseshylder, og hun har lovet at svare på spørgsmål i kommentarfeltet, hvis noget skal uddybes. Ordet er Annas:

Når husets mandlige familiemedlemmer lader deres beautyprodukter stå fremme på bordet på badeværelset, sætter jeg dem på plads i skabet. Altså beautyprodukterne, ikke mændene. Jeg synes, det er noget rod med deres flasker og deodoranter. Mine egne produkter, derimod…. Jamen, de er jo så pæne, at de ligefrem pynter. Det er simpelthen bare noget helt andet, synes jeg. Derfor ser bordet sådan her ud:

Min aftenrutine består af: Bioderma Sensibio H2O, Ling Replenishing Hydrator, Estée Lauder Advanced Night Repair og Oskia Bedtime Beauty Boost.

Derefter er huden så fugtmættet, at det lige bør vare lidt, før Ægtefælle aer min kind, hvis han vil undgå at hænge fast. Men min hud og jeg elsker min aftenrutine.

Min morgenrutine består af: Vaskeklud (det har Anette lært mig, selvfølgelig), Ling Replenishing Hydrator, Beauté Pacifique Serum Paradoxe, Amazing Space Hydro-protector Face Cream.

Anette har bedt mig fremhæve fire yndlingsprodukter.

Yndlingsprodukt #1 er Biodermas rens, som passer perfekt til mig: sart hud og doven personlighed (ikke noget med at have et produkt til øjenmakeup og et andet til huden!).

Yndlingsprodukt # 2 er Estée Lauders Night Repair. En dag talte jeg med Ægtefælle om, hvad han skulle huske, hvis jeg en dag blev syg og ikke kunne sige, hvad jeg gerne vil have. ”Jeg skal have Night Repair på hver nat!”, sagde jeg. Jeg ved godt, det er tosset, men det sagde jeg altså.

Yndlingsprodukt #3 er min Mac makeup: Billede 61 Select Cover-up (farven NW20), der perfekt dækker min rødmen. Og løs pudder (farven Light), der giver mat overflade. Jeg har brugt de to produkter i seks år. Hver dag. Religiøst. Jeg skifter aldrig!

Yndlingsprodukt # 4 er min kam. Familien grinede, da jeg sagde, at jeg ønskede mig en kam i julegave. Men det var jo ikke bare en hvilken som helst kam, men en Mason Pearson, kammenes Rolls Royce. Jeg fik den af min datter, og den er vidunderlig. Den giver glat hår, men det bedste er faktisk, at jeg med den kam har genfundet glæden ved at rede hår. Det er blevet et nydelsesfuldt ritual, der giver mig ro. Store ord om en kam! Billede 62

MIN VARMESTE ANBEFALING TIL MERE AF ANNA får du lige her

29/06/2016
Det er nu, jeg tager hængekøjen frem
03/07/2016
Svar fra den negle-kloge

Kommentarer

  • 1000 tak til Anna (hvis du har læst hendes bøger, både Zen for mødre, Introvert og Med kærlig hilsen Anna, så ved du, at damen er umulig at lægge fra sig). Hun er en, du har med dig.

    Tak fordi du læste med.

    Kærlig hilsen Anette

    18/07/2016
  • Kære Lene,
    Tak for dine søde ord om “Kærlig hilsen Anna”. De gjorde mig glad, for den bog ligger mit hjerte nær.

    Kære Lissi, Kammen er særligt god til at rede vådt hår ud, fordi den er skånsom. Og så synes jeg, der er noget “kærligt” i at rede håret med en kam, som er anderledes end at bruge en børste. Men jeg faktisk ikke investeret i børsten, så måske går jeg glip af noget… Jeg har til gengæld skrevet den på min ønskeseddel (og jeg har fødselsdag om to uger, så måske kan jeg snart give et kvalificeret var….)
    Mht forskellen mellem Night Repair og EFG serum må jeg blive dig svar skyldig, for jeg har ikke prøvet EFG.
    Jeg har i årtier investeret i de lækreste øjencremer, men faktisk uden noget særligt overbevisende resultat. Derfor har jeg de seneste måneder lyttet til Anette, som siger, at hun bare smører sin gode fugtighedscreme om øjnene. Så det gør jeg nu – og så bruger jeg ugentligt Skyn Iceland Hydro Cool Firming Eye Gel. Det er sådan nogle pads, der skal ligge under øjnene i cirka 10 minutter. De er et mirakelmiddel, som jeg ville ønske, jeg kunne bruge hver morgen. Jamen, poserne er VÆK efter ti minutter (men de kommer jo desværre igen, selvom jeg har sagt, de ikke er velkomne…)

    07/07/2016
  • Lissi Nielsen

    Hej
    Jeg har MP børste. Kan den klare opgaven, eller bør jeg sætte kammen på ønskesedlen?
    Er EA Night Repair bedre end EFG serum?, som jeg har investeret i til natbrug.
    Jeg har brugt Bioderma i årevis – købt i Tyskland, inden den kom til DK. Jeg er afhængig af den 😉
    Bruger du noget specielt til øjnene?

    06/07/2016
  • Lene

    Tak for dejligt indlæg. Og den bog….jamen den er så varm og skøn. Også min varmeste anbefaling til den!

    04/07/2016
  • Jeg er spændt på, om MP kammen kan leve op til dine gode erfaringer. Jeg tror det! Og du har ret: Man skal aldrig kimse af Night Repair, uanset den er old school.

    30/06/2016
  • HeLene

    Elsker at kikke ind hos skønne mennesker! Du er heldig med sådan en dejlig ven!
    Og tak for at huske på EL night repair, det er jo en fin klassisk og god produkt man nemt kommer at glemme.
    Og kammen fra MP kommer hermed på min ønskeseddel også, har haft et par håndslebede kamme i min tid, men de har efter flittig brug alle gået i stykker.

    30/06/2016

Bliv en

Beautyspace-insider

 

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke.

Det koster intet at abonnere på BEAUTSPACE, hvor du hver uge får tre til fire aktuelle artikler, adgang til mine bøger og foredrag med rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.