Han har opskriften på, hvordan du og jeg holder længere
Hvis ikke du allerede har læst biolog Nicklas Brendborgs bog Gopler ældes baglæns, så gør det. Den 25-årige forfatter griber fat i et emne, der interesserer de fleste: Nemlig hvordan vi kan leve længere, have det godt og se ligesådan ud, mens vi er her.
Kom med til Valby, hvor jeg har inviteret mig selv hjem til ham:
Du er 25 år – hvorfra kommer interessen for, hvordan vi holder os yngre længere?
Min interesse kommer fra medicin og biologi, som jeg beskæftiger mig med. Det er min verden, så for mig er det ikke unormalt at gå op i eksempelvis kræft og demens, selvom jeg er ung. Du kan måske sige, at min interesse er mere akademisk end din og så alligevel ikke, for alle jeg taler med, synes jo, det ER spændende. Jeg har læsere, som er teenagere, og læsere, der er over 80 år.
Det vigtigste råd du vil give en på min alder i den her sammenhæng efter at have færdiggjort din research til bogen?
Jeg blev overrasket over, hvor stor betydning ensomhed har for vores sundhed og levelængde. Hvor vigtigt det er at undgå, vigtigere end rygning og overvægt. Og så er der den for mange overraskende værdi i at bruge tandtråd, fordi meget forskning tyder på, at der er en sammenhæng mellem betændelse i munden og udviklingen af diverse livsstilssygdomme som demens.
Er der noget, du gør anderledes, efter du havde skrevet bogen færdig?
Jeg har altid afprøvet en masse forskellige kosteksperimenter. Spist stenalderkost, vegetarisk osv. Og jeg er blevet bevidst om vigtigheden af dels grøntsager – ikke at det er usundt med kød – og dels ikke at være så striks. Der er enorm stor forvirring inden for videnskaben i forhold til kost, og det viser sig jo, at går man striks op i at tænke ingredienser hele tiden, så vil fordelen ikke opvejes af den stress, der er forbundet med at skulle stramme sig an hele tiden. Jeg er derfor endt med den gode gamle 80/20 regel, hvor jeg lever overvejende sundt 80 procent af tiden. Så er jeg sammen med min farmor, så spiser jeg al hendes kage, og er jeg sammen med mine venner, holder jeg mig heller ikke tilbage fra at få en pizza. Den ene ting jeg sørger for, er at faste – at have en dag en gang om måneden, hvor jeg kun drikker vand, te og kaffe.
Hvis du skulle tage et alvorsord med anti-age branchen … hvad vil du sige så?
At der skal mere bevisførelse på bordet. For hvad betyder anti-aging i eksempelvis hudpleje? Den videnskabelige definition af anti-aging er bekæmpelse af aldringsprocessen, og hvis det er den, hudplejebranchen vil bruge, så synes jeg generelt, vi mangler mere uvildig dokumentation.
Jeg tror eksempelvis, at man er nødt til at gentænke besættelsen af antioxidanter. Forskning tyder på, at det er en dårlig idé at indtage dem som kosttilskud.
Har du en morgenrutine, der får dig til at føle dig ekstra godt tilpas? Som virkelig fungerer.
Her er jeg nok for ung til at tænke videre over det – det er mere sådan i bad, mad, afsted. Jeg kan godt lide at stå tidligt op og komme ind på laboratoriet, men i forbindelse med skrivearbejdet fandt jeg ud af, at jeg skriver bedst, når jeg lige er vågnet. Så i næsten et år var rutinen skrive, bad, mad, afsted.
Gør du nogensinde noget, hvor du erfarer, at det har en positiv eller negativ effekt på din hud?
Ja, det har en klar virkning, hvis jeg kører en ny stram kostplan – eksempelvis en vegetarisk eller stenalderagtig kost. Så bliver huden synligt mere klar, men kun i en periode, hvorefter den går tilbage til et normalt leje. Jeg tror, det hænger sammen med, at man udsætter sig selv for en ændret bakteriesammensætning – at de gode vinder over de patogene, men af en eller anden grund sker det overvejende i begyndelsen af en påbegyndt ændring.
Er der overhovedet noget, du er doven med?
Jeg har meget energi og er nok velsignet med en rastløs natur, så egentlig ikke. Anette: Så heller ikke med eksempelvis rengøring? Næh, for jeg bor sammen med to roomies og vi skiftes, så det er OK overskueligt at skulle støvsuge hver 3. uge.
Det tåbeligste sundhedstip, du har afprøvet?
På et tidspunkt blev jeg overbevist af, at det skulle være sundt at spise lever, så jeg gav det et skud. Efter et par forsøg måtte jeg give op – hvis ikke man er opvokset med at spise lever, så smager det helt af helvede til.
Største personlige optur i forbindelse med bogen?
Helt klart aftalerne om nu at udkomme på andre sprog. Det er også ekstra optur, fordi det var svært at få en bogkontrakt i Danmark til at begynde med. Så mange døre blev smækket i, fordi erfarne bogbranchefolk fra store forlag ikke mente, at nogen ville høre om livsforlængende metoder fra en på 25.
Hvad kan gøre dig nervøs?
Det danske sommervejr.
KORT OM BOGEN: Fisetin, hormese og spermidin er et udpluk af de nye ord, du vil blive fortrolig med. Som læser bliver man klogere på, hvordan vi slipper af med ældende zombieceller og indvies i undersøgelser af gopler og nøgenrotter, der forbliver ungdommelige ved bl.a. ikke at kunne udvikle kræft. Han tager os med til klodens fjerneste egne og ikke mindst: Vilde laboratorier med biologiske reservedele i videnskabens kamp mod aldring.
SE MED LIVE HOS BRENDBORG på Instagram under @beautyspace
MERE AF BEAUTYSPACE? Så skriv dig på Beautyspace-listen her.
FOTO PERNILLE RAHBEK
Anette Kristine Poulsen
@ Pernille S, 1000 tak for dit indspark. Jeg har en veninde, der er sygeplejerske, og hun hæftede sig præcis ved det samme med hjertekar.
@ Junes Room, Herligt! Du spørger bare i et af de seneste indlæg mht. strøm. Jeg fanger dig.
@ Elisabet, nej det gjorde han ikke, og det er heller ikke mit indtryk, at han vil gøre det. Tror ikke, det er mærkespecifikt, når han går til tingene.
Stor hilsen Anette
Elisabet
Fortalte han hvilke spermidin kosttilskud der er bedst, for der er mange på markedet kan jeg se
Junes Room
Helt vidunderligt indlæg Anette.
TAK for atter en god vinkel.
Udover, at jeg personligt tror på stor sammenhæng mellem bakterieflora og genetik ifht. aldringsprocessen, så er hans udtalelse om tandtråd og demens en virkelig god teaser! Glæder mig til at læse bogen.
Nb. Jeg har et spørgsmål til måden, at du bruger strøm – hvor kaster jeg bolden hen ? ??
June
Helt vidunderligt indlæg Anette.
TAK for atter en god vinkel.
Idet jeg personligt tror på stor sammenhæng mellem bakterieflora og genetik ifht. aldringsprocessen – glæder jeg mig virkelig til at læse bogen!
Pernille S
Det er hermed afgjort. Besøg hos boghandlen i dag. Den bog skal da læses! Sikken sej herre!
Jeg har desværre en stor kødtand, så jeg hæfter mig straks ved ordene at: “Og jeg er blevet bevidst om vigtigheden af dels grøntsager – ikke at det er usundt med kød – og dels ikke at være så striks.” 80/20 reglen kan jeg tilslutte mig! Farmorkage og pizza reglen er ikke så tosset endda! Iøvrigt deler jeg i den grad antipatien mod lever! LOL
Tandtrådsproblematikken er uhyre vigtig. Ikke kun ift demens, men hjerte-karsygdomme. Totalt uforståeligt at der ikke er fri tandlægeordning, førnævnte taget i betragtning…
Kh Pernille S
Christina kragh
Et lidt personligt spørgsmål men er det pga bogens gode fif du har tabt dig for du står bare kniv skarpt og ser så godt ud <3 jeg er misundelig på den gode måde for corons krise og overgangsalderen har bare fået mig til at blive til en strandet Hval og jeg kan slet ikke finde ud af eller overskud til at få skuden vendt….. jeg har bogen men er ikke startet på den endnu ….overvejer at købe den som lydbog så jeg kan lytte den I mine søvnløse nætter
Anette Kristine Poulsen
@ Christina Kragh, først tak for dine ord om at stå skarpt (det afhænger nu altid af kameravinkel), og nej det er ikke som sådan bogen. Men jeg har erkendt, at jeg i forhold til mit stillesiddende arbejde spiser for meget, og det har jeg de sidste fem uger prøvet at ændre på ved at prioritere frokost og aftensmad, så bare kaffe og gulerodsjuice frem til kl. 12. Men god idé med lydbog, du vil synes om den, tror jeg.
Walkinrunout/ Lise
SÅ cool en gut altså…
Anette Kristine Poulsen
@ Lise, i hvert fald arbejdsom.
Ali
Hej Anette.
Har et spørgesmål solcreme.
Hvis jeg nu bruger en go lag spf 15 om morgenen og 20 min senere endnu 1 lag hvor godt er jeg dækket ind ?
Altså skal jeg smøre igen midt på dagen ?.
Har læst artiklen du henviste til med 2 lag spf.
Jeg er hverken typen der solbader , siddder i solen osv. Får næsten kun sol når jeg kører bil.
Anette Kristine Poulsen
@ Ali, spørger man Kræftens Bekæmpelse, så siger de minimum SPF15 i Danmark – og her må man så også tage sin solhistorik og hudfarve med i betragtning (selv er jeg lys, men med en grum solhistorik). Rigtig fint med de to indsmøringer. Nogle gange sker der måske noget uventet, så du ender på en fortorvscafé eller ved en søbred, og så kan du måske have noget supplement med dig.
Britt
undskyld, men hvem er han? studerer han medicin?
Anette Kristine Poulsen
@ Britt, ingen grund til at undskylde, men har du læst ordene? Der skulle gerne stå, hvad hans baggrund er – og aktualiteten er jo den anmelderroste bog, der nu udkommer på 15 sprog.
Sanne
Jeg er imponeret! 🙂
Anette Kristine Poulsen
@ Sanne, også mig.
Hanne I
Fint interview – hvor virker han sympatisk. Jeg har netop fået bogen og glæder mig til at blive klogere 🙂
Anette Kristine Poulsen
@ Hanne I, lad mig vide, hvad du synes om den.
Lone
Spændende interview – uden det tror jeg aldrig, jeg var blevet opmærksom på bogen, som klart skal læses i sommerferien!!
Anette Kristine Poulsen
@ Lone, jeg tror, du vil føle dig underholdt på den kloge måde.
Sille
Helt enig – tak @Anette Kristine Poulsen