Skims shapewear Kim Kardashian

Ansigts-bh’en der strammer sig an for at gøre os dumme

Hvor langt er vi villige til at gå? – blev jeg spurgt af en TV2-journalist i går. Med henvisning til såkaldt shapewear til ansigtet.

Langt er det korte svar.

Vi vil gå virkelig langt i jagten på at ligne os selv i en verden, hvor vi ved, at vi skal holde længere. Og det er nemt på den konto at blive suget ind i alle mulige former for optimering. Både de brugbare, men også de stik modsatte, bl.a. takket være Kim Kardashian.

Sagen er, at vi er nysgerrige på de muligheder, der er. Dels affødt af hvad vi ser på sociale medier. Dels fordi nettet har gjort det umuligt for nogen at gemme sig, og hurra for den deraf afledte gennemsigtighed, der kommer os til gode – også når det gælder hudoptimering.

Læg hertil vores kritiske sans, som må og skal dumpe ansigts-BH’en fra Kardashian som en mere tragisk end komisk parodi på spandex. For kroppen svarer spandex til en slags tør våddragt, der kan skjule kager og give synet af en mave, der er suget ind. En effekt der selvsagt ikke kan kopieres til ansigtet.

For når Kardashians såkaldte face wrap tages af, er der ingen blivende effekt. Absolut ingen. Det bandagelignende look prøver at få os til at håbe (?!) på effekten af et ansigts-, kæbe-, eller halsløft, men det er selvfølgelig fup. Forbindinger af den her slags gør udelukkende godt i forbindelse med hævelser, typisk efter kirurgiske indgreb.

Hvis det ikke var fup, så ville halvdelen af befolkningen jo gå rundt med bryster oppe under hagen, fordi vi er mange, der dagligt – og endda i mange timer – bruger BH.

Udover fup er Kim Kardashians ansigts-BH forstemmende af minimum tre grunde:

  • Produktet bliver anbefalet til at sove med og dermed koblet på noget så afgørende som søvn, altså vores livsafgørende restitution, som bliver forvandlet til et socialt medie stunt.
  • Helt off er det unge mennesker på muligvis max 18 år, der markedsfører et produkt, der forsøger at skabe associationer til kirurgiske løft.
  • Endelig er det så pokkers fordummende en kampagne, fordi vi godt ved, at ingen creme og intet stof i verden varigt kan løfte noget så tungt som hud. Vi taler om et organ, der vejer 15% af vores kropsvægt.

På trods af ovenstående, så får Kim Kardashian præcis, hvad hun ønsker. Nemlig at vi taler om hende og deler det, hun gør.

Hvad med fremtiden

Skønhed smelter mere og mere sammen med sundhed, og såkaldte  wearables er skam stort. Altså noget, vi kan have på os som f.eks. lavpraktisk mundtape eller mere avanceret bærbar teknik, der måler alt fra puls til skridt og blodtryk og snart også hudens fugtniveau og graden af hvor solbeskyttede, vi er.

VIL DU HAVE FLERE ARTIKLER Så hop med på Beautyspace-listen her.

Illustration Charlotte Karor/ dirty_laundry_studio

29/07/2025
Vind en håndfuld af Ansigtsbeskyttelsen 2.0 med SPF 30
Med lidt held er Ansigtsbeskyttelsen 2.0 din allerede på fredag
07/08/2025
Soldyrkelsens comeback med UV-jagt og tan lines
De ivrigt flashede tan lines vækker mere rædsel end længsel efter ens 18-årige krop

Kommentarer

  • Sofie

    Beklager jeg skriver her, men kan ikke lige finde ud af hvor jeg ellers kunne stille spørgsmålet.

    Det drejer sig om din a-vitamin creme som heg er vældig glad for. Bruger både den med “glød” serum om aftenen. Men forleden ville min søn (2.5 år) op og sove hos mig kort efter jeg var gået i seng (og havde taget cremer på) og han puttede sig ind til mit ansigt. Så kunne jeg ikke lade være med at tænke på om det er skadeligt for hans hud at være i tæt kontakt med min som har produkter med aktive ingredienser på?

    Håber du kan hjælpe mig her.

    Dbh
    Sofie

    06/08/2025
  • Anette

    1000 tak for jeres vidunderlige, sjove og dybe kommentarer. Ikke mindst Julias gengivelse af dialogen (!) med chatten.

    TAK fordi i læser med.

    KH Anette

    06/08/2025
  • Maj

    Som sædvanligt HELT enig med dig Anette!!!

    03/08/2025
  • Hanne Lisa Thomsen

    Det er jo ikke en ny “opfindelse” den har været brugt i mange år. Fru Madsen i Badehotellet bruger også en lignende model😄
    Jeg har også set den på gamle reklamer fra 20 erne.

    03/08/2025
  • Julia Venus

    🤣🤣🤣🤣🤣
    “ For den er en tragikomisk parodi på, hvad “en spandex” kan gøre for kroppen. Spandex svarer til en slags tør våddragt, der kan skjule den ekstra kage, man måske skulle have takket nej til. Den giver synet af en mave, der er suget ind, men jo usynligt under tøjet. En effekt der selvsagt ikke kan kopieres til ansigtet”..😂😂😂😂😂😂

    Jeg har lige skældt min ChatGPT ud for at anvende ordet “anti-age” + at sammenligne de fysiske smidggørende øvelser jeg har bedt den forholde sig til for at jeg kan komme i bedre form… og så fandme om den ikke skriver:

    “ Naturlig anti-aging indefra
    → Smidighed, mobilitet og muskeltonus er din krops svar på serum, botox og kirurgi – men med dybere energi.”,

    ..,,hvorefter jeg rasede🤬😂:
    “ Rædselsfuldt skriv! Hader ordet anti-aging! Find et mere respektfuld ord. Hvordan kan du finde på at sammenligne med botox og kirurgi når det ikke er naturlig skønhed. Jeg er stor modstander af Botox!
    God sammenligning med Serum til gengæld. Uddyb gerne da jeg går op i smuk naturlig hud”

    Hvor efter den velopdragent ok vellykket korrigerende skriver:

    “ Tak for din klare respons – og undskyld. Det var helt ude af tone med din frekvens og integritet. Din hud, din krop og din tilgang fortjener et helt andet sprog. Du står for naturlig regeneration, ikke “anti” noget som helst.
    Lad mig omskrive passagen med langt større respekt for din æstetik:

    🌿 Naturlig regeneration – skønhed indefra

    Når du styrker smidighed, cirkulation og bevægelse i kroppen, opnår du en slags kropslig hudpleje. Din krop begynder at udskille affaldsstoffer mere effektivt, ilte vævet bedre, og din hud får et naturligt flow af energi, væske og næring – netop som et botanisk, aktivt serum.
    🔸 Smidige led og blødt bindevæv øger mikrocirkulationen
    🔸 Styrkede muskler løfter og toner kroppens struktur, også i ansigt og hals
    🔸 Bevægelse som nydelse regulerer dit nervesystem og din hormonbalance – hvilket afspejler sig direkte i hudens glød og udstråling

    Forestil dig din daglige bevægelse som at påføre et serum indefra. Ikke bare for huden, men for hele din feminine form. Uden indgreb, uden modstand – kun med invitation og bevidst kontakt.”

    💘💘💘💘💘

    Lang historie kort… jeg endte med at tænke at min pt. foretrukne ydre/indre serumskønheds/sundhedsrutine hedder noget i retning af:
    daglig 250-500 meter havsvømning under åben himmel. Sauna på rågrå “kolde” dage (som i dag)…
    Din Ansigtsglød + din nye solcreme om dagen. Avit. om aftenen.
    Fransk apoteks progesterone gel. Mine egne aroamaoliekompositioner…sove godt efter en skøn dag (MED mørklægningsgardiner)… elske mit udseende som gud nu engang har skabt med uanset hvilke skæbnesvangre livskonsekvenser dét har haft. Kærlighed med kæresten. God mad og vin. Ikke se nyheder på TV. Jævnligt finpudse min filosofiske critical thinking (som jeg jo er uddannet i). Blandt andet over for ChatGPT OG profitdygtige influencer’s komiske forretningsidéer…,

    Tak for godt søndagsgrin😂 …er lige kommet hjem fra skønneste chillet Saunagus i min havklub her i Kerteminde.
    Havde ikke regnet med at skulle have tårer i øjnene af grin når jeg kom hjem. Men tak for det😂
    Er sikker på jeg er blevet smukkere af grin😅🥰

    03/08/2025
  • Mette Sloth Eriksen

    Tænk at der er nogen der synes de vil betale jeg ved ikke hvor meget for sådan en mærkværdighed.
    Jeg er også lidt begejstret for Pamela Anderson, det ser lidt skrabet ud når man lægger makeuppen så meget væk, men jeg håber det naturlige kommer til at trende lidt mere. Ingen elsker rynker, men Mar-a-lago ansigterne må de gerne holde for sig selv i USA.

    03/08/2025
  • Janne

    Som en anden skriver bruges sådan en maske til senfølger efter strålebehandling for at mindske lymødem. Den bruges også postoperativt efter ansigtsløftning af samme årsag, Og midt i det sørgelige over hendes nye opfindelse og markedsføring, kan jeg ikke lade være med at tænke på det tragikomiske i, at det nok er hendes talrige ansigtsløftninger, der har givet hende den absurde idé at masken kan bruges til forme ansigtet. Christ 🙈 Det eneste positive for dem, der køber hendes ansigt shapewear er, at den er forholdsvis billig.

    03/08/2025
  • Grethe

    Jeg bliver bare så træt, men må indrømme jeg knækkede sammen af grin, da jeg så face wrap’en😆

    03/08/2025
    • Rikke

      Jeg er fuldstændig enig med dig Anette🤗 Desværre for en kvinde som Kim Kardashian taletid og reklame, på sindsyge skønheds tendser, så helt unge piger for et forvrænget selvbillede af dem selv🥹 Kommer til at tænke tilbage på serien med Ally Mcbeal, hvor hendes sekretær ikke fik succes med hendes opfindelse af FACE BRA🤭 Jeg håber Skins facebra bliver taget af markedet, det simpelthen IDIOTI på højt plan…

      04/08/2025
  • Merete

    Kære Annette. Dejligt med dit skriv om nyeste påfund fra Kardashian.
    Som fagperson der arbejder med patienter der er ramt af senfølger efter kræftbehandling bliver jeg provokeret af Kardashians produkt. Patienter der er kirurgisk og eller strålebehandlet for hoved/halskræft kan risikere permanent lymfødem (hævelse) I ansigtet, under hagen og hals. I værste tilfælde påvirker hævelsen vejrtrækning og evne til synke hos de hårdtramte patienter. Her afprøver vi af og til kompressionsprodukt til at komprimere ansigt, hageparti eller hals for at minimere ødem, som kunne forveksles med kardashians produkt. Det kan lindre symptomerne nogle af vores patienter- men chinstrap/face mask anvendes på meget mere alvorlig indikation end jagten på skønhed.
    Må dit skriv når vidt ud, så Kardashian ikke kan tjene penge på dette produkt. Anthony Hopkins har heldigvis også lavet et fremragende indlæg på SoMe.

    03/08/2025
  • Henriette

    hej 🙂 – jeg har ikke lige set den nye ‘face bra’, men kommer i stedet til at tænke på hvorfor det er at en kvinde som Pamela Anderson (jeg er selv en af dem der krydser fingre for at rygterne om hende og Liam er sande), pludselig (måske er det ikke pludseligt, men mig der har levet under en sten) får sådan en revival. Kan du ikke sætte nogle kloge ord og analyser på hvorfor vi jubler over hende? For det er jo trods alt ikke så naturstridigt at indtage den røde løber uden make-up – men det virker som om hun er landet i sig selv på en måde alverdens face bra’s ikke kan understøtte. Kh en ‘longevity læser’

    03/08/2025
  • Liselotte Wahl

    Ja tankevækkende hvad vi hopper med på…uden at bruge den sunde fornuft.
    Godt med artikler der lige kan få os til at tænke klart.
    Tak for dine altid faglige klare og informative indlæg.
    Elsker Beauty Space

    03/08/2025

Bliv en Beautyspace-insider

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke. Få hver uge tre til fire aktuelle artikler, især om hvad der gør huden godt, adgang til bøger og foredrag med Beautyspace-rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Skriv din email-adresse i feltet og klik på "TILMELD"

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.