Hvad Cathrine Park uddelegerer, er doven med og slet ikke kan undvære

Jeg har været vild med Cathrine Park (redaktør for magasinet Skøn) siden vores allerførste møde i London for virkelig mange år siden. Hun får mig altid – vitterlig ALTID – til at grine. Samtidig er hun skarp, nærværende og vidende, når hun jonglerer med det skønhedsstof, som 200.000 kvinder læser hver måned.

Hvordan ved man, at man står på dit badeværelse?

Mit badeværelse er mit absolutte yndlingsrum i lejligheden. Her er der ro, rene linjer og højt til loftet, og der kommer masser af dagslys ind fra et stort vindue. På hylderne står der kun få ting fremme: et udvalg af mine og kærestens yndlingsparfumer flankeret af små marmorstykker, vi fandt ved en marmorsø i Makedonien, og en billedramme med et fotografi fra 1948 fra amerikansk Vogue, der forestiller en kvinde i badedragt, som ligger og flyder på ryggen i et turkisgrønt hav. Åbner du skufferne i vores store badmodul, forholder det sig dog helt anderledes: Her hersker der en skøn uorden med beautyprodukter (mest mine!) en masse.

Er der en særlig vane, som virker for dig?

Jeg vil til enhver tid foretrække at lægge min makeup i dagslys, da jeg bedre kan få en fornemmelse af nuancerne og nemmere kan justere det færdige resultat, der helst skal se så naturligt ud som muligt i min optik. I min gamle lejlighed betød det, at jeg måtte sidde inde i stuen med et lille lommespejl og lægge makeup, da jeg ikke havde et vindue på badeværelset. I dag har jeg et stort spejl og ditto vindue på mit badeværelse og kan virkelig se, hvad jeg laver – på godt og ondt.

Dét eller de produkter, du har genkøbt flest gange?

  • Vandfast Øjenmakeupfjerner uden parfume fra Matas. Den har jeg brugt, siden jeg var teenager, for den er mild og samtidig ekstremt effektiv.
  • Lancôme Hypnôse Volume-À-Porter mascara, fordi den har en gummibørste, som fanger samtlige vipper og hverken giver dem for lidt eller for meget mascara på.
  • Clarins True Radiance Foundation, da jeg er vild med, hvordan den lynhurtigt ensarter min hudtone og giver mig den der dugfriske finish. Desværre er den til min store fortvivlelse netop taget af markedet (first world problems, I know!) men jeg har heldigvis hamstret et lille lager. Når det er brugt op, vil jeg gå over til Clarins Skin Illusion, som også er en virkelig let foundation.

Er der noget, du er doven med?

Mit hår. Jeg ejer ikke et hårstylingprodukt ud over en hårolie og kan max svinge mig op til at sno håret op i en tilfældig knold. Det gør jeg så også gerne flere gange dagligt, og nyder de ʻgratis’ bølger jeg får, når håret bliver slået ud igen.

Det skøreste skønhedstip du har prøvet?

Beautyprodukter fra Japan (i modsætning til Sydkorea) bliver ofte forbundet med noget sobert og superseriøst, men det gjaldt dog ikke en noget besynderlig beautygadget, vi skulle teste til et smiletema i magasinet SKØN. På eBay bestilte jeg den såkaldte ʻFacial Fitness Pao’ – et træningsapparat, du tager i munden, og som du vipper op og ned. Hvorfor? Fordi den lover at kunne aktivere ansigtsmusklerne og opstramme huden langs kæbelinjen.

Det er en virkelig gakket opfindelse, som også ser virkelig gakket ud i brug – hvorfor jeg trak ʻchef-kortet’ og lod min daværende søde praktikant Cecilie demonstrere redskabet, da vi skulle forevige det på video. Om den virker, aner jeg ikke noget om, for den har ligget i min skuffe lige siden.

Og det mest værdifulde?

Jeg er – og har altid været ekstremt forfængelig, så det har været sundt for mig at vokse op med en mor, som hviler komplet i sig selv og i sin krop. Det er derfor ikke et direkte skønhedstip, jeg har fået, men det er endnu bedre: min mor har nemlig givet mig et stærkt, solidt og trygt fundament og følelsen af, at jeg er god nok, som jeg er. Og det er en kæmpe gave, kan jeg se i dag, for der er så mange unge piger og kvinder, der desværre har arvet deres mors negative krops-opfattelse og indre kritiker.

Hvis du skulle give skønhedsproducenter et godt råd?

Vi er mange beautyjunkies, der sætter pris på æstetik, når det kommer til skønhedsprodukters emballage, men vi er nok endnu flere, der sætter større pris på funktionalitet og bæredygtighed. Derfor må mit råd være, at skønhedsproducenterne i højere grad tænker disse elementer ind i deres design og produktion – også selv om det måske går ud over den fine æstetik.

Jeg drømmer derfor om endnu mere praktisk emballage som airless funktion og twist-låg, der bevarer de aktive ingredienser og fremmer hygiejnen. Men endnu vigtigere drømmer jeg om mere design, der tager hensyn til miljøet. Det er jo skræmmende, hvor meget plastik der efterhånden ligger og flyder på den her planet, så hvis endnu flere skønhedsproducenter valgte at bruge genanvendeligt plast og desuden ville reducere mængden af plast i emballagedesignet, så ville vi være bedre på vej.

1000 tak til Cathrine. Hun skal nok svare, hvis der er spørgsmål.

@beautyspace på INSTAGRAM

15/08/2019
Squalane, squalane, squalaaaaane
Det tætteste du kommer på dit eget fedtstof
20/08/2019
De står bag landets lækreste omsiggribende mor-site
Og du vil elske deres skønheds-rutiner

Kommentarer

  • Pernille S

    Den med emballagen er jeg hundred på!

    22/08/2019
  • Cathrine Park

    Hej Theresa

    Jeg bruger True Radiance nummer 107/Beige. Desværre er det jo på lånt tid, så når mit lager er tomt, regner jeg med at gå over til den samme nuance i Clarins Skin Illusion Foundation;-)

    19/08/2019
  • Theresa

    Jeg ved godt, at det er individuelt, men kan du alligevel anbefale en farve i Clarins True Radiance

    19/08/2019

Bliv en Beautyspace-insider

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke. Få hver uge tre til fire aktuelle artikler, især om hvad der gør huden godt, adgang til bøger og foredrag med Beautyspace-rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Skriv din email-adresse i feltet og klik på "TILMELD"

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.