Hudlægen: Sådan behandler du kroppen #1

Glem alt om, at en creme til kroppen bare skal indeholde fugt og fedt. Nu er de indholdsmæssige ambitioner på niveau med ansigtet – og det er slet ikke så tosset, siger hudlægen.

Og apropos hudlægen. Det er ikke sket bare én gang, men adskillige gange. At hudlæger under interview undrende spørger, om vi ”bare taler om huden i ansigtet.” Og ja, jeg indrømmer, at det er sket for ofte. Ansigtet løber med opmærksomheden.

Men det skal være slut nu.

Noget tyder på, at kropshuden vil komme til at nyde mere opmærksomhed end den nuværende typiske andel på 30 procent i forhold til ansigtsplejens dominans med tæt på 70 procent af de penge, vi bruger på hudpleje. Det er der især tre grunde til.

For det første er der bølgen af kropspositivisme. Vi viser os (heldigvis) mere frem – også uden for de stramstørrelsede 36-38. For det andet blev vi under nedlukningen ekstra opmærksomme på egenomsorg med alt fra vejrtrækningsøvelser til den beroligende fornemmelse, der kan være at hente fra kropspleje med lune olier og saliggørende salte. Kroppen kom på den nødvendige komforthylde. Og for det tredje er vi blevet så ingrediensfokuserede, at det virker tosset fortsat at lade kropshuden nøjes, når det gælder effektivt indhold.

Spørgsmålet er så bare, om kroppen fysiologisk skal behandles anderledes end ansigtet? At der er forskel fra område til område er indlysende: håndryggen er tynd som huden omkring øjnene, mens håndfladerne minder om noget, der er i familie med traktordæk. Alligevel er kropshuden generelt mere robust. Det fortæller hudlæge Flemming Andersen fra Hudklinik Mølholm i Vejle. ”Kropshuden yder bedre beskyttelse mod UV-lys og har et tykkere fedtlag i underhuden end huden i ansigtet, og fordi kroppen næsten altid er dækket af tøj, vil den ældes langsommere end ansigtshuden – medmindre man solbader,” siger han.

Dog er der undtagelser.

”Udover huden på håndryggen, så er det såkaldte decolleté-område – det øvre bryst – også tyndere end huden på resten af kroppen og samtidig ofte udsat for mere sol. Det gør, at vi her ser leverpletter og solskader ligesom i ansigtet.”

Alt, hvad der stikker uden for kraven, kræver selvsagt ekstra beskyttelse mod solen. Det gælder også hals og nakke, så man ikke ender med det, nogen kalder ’landmandsnakke’: altså solskadet nakkehud.

DIT FORBRUG? Fortsættelse følger i overmorgen, men først en lille Beautyspace-undersøgelse: Hvor mange kropsplejeprodukter har du (cirka) i forhold til ansigtsplejeprodukter?

VIL DU MED TIL LOS ANGELES? LA bliver i øjeblikket kaldt for verdens skønhedshovedstad, og jeg vil gerne vise dig hvorfor. Følg med på Instagram under @beautyspace, hvis du har tid og lyst, når turen de næste dage går til bl.a. hudkloge Shani Darden, dr. Zein Obagi, Violet Grey og de apotekerting, som vi mangler i Danmark.

FOTO JENS PETER ENGEDAL

02/05/2022
Hudlæger advarer: Smør ikke bare en masse olie i ansigtet
Og et plaster ovenpå i går
05/05/2022
Hudlægens 2 prioriteter til kropshuden
Kroppen er muligvis det nye ansigt

Kommentarer

  • Marie

    Jeg bruger den ret usexede, men til gengæld vildt effektive HTH creme, fordi den både har carbamid og mælkesyre i sig, og den kombi er god til min og mine børns keratosis pilaris hud.
    Men ellers tænker jeg slet ikke i de andre gode indholdsstoffer, jeg er så optaget af at få i ansigtet.

    06/05/2022
  • Lene Svane Bødtger

    Hmm…. Klart en 80/20 her nok. Kroppen får scrub, pt fra Rudolf Care, shower gel fra Rituals, tørbørste karmameju, olie Rudolf Care, pre/after sun serum fra Karmameju efterfulgt af CeRAVe bodylotion. Ønsker mig pt Bodyologist scrub og night glove cream – fødderne er fan a ECooking fod maske til natten. Olie bruger jeg primært som ekstra lag vinter eller hvis jeg ønsker lidt shiny effekt på ben og arme sommer. Solcreme til kroppen varierer fra Derma, til Clarins, Vichy eller Avene ☀️☀️ Dbh Lene

    05/05/2022
  • Jette B.

    Jeg har Rudolph Care bodyscrup, Ecooking bodylotion, retin-oil fra The Chemistry og Balance Me BHA exfoliating concentrate. På decollete bruger jeg det samme, som i ansigtet.

    05/05/2022
  • Lise/walkinrunout

    OMG… jeg er nok på en fordeling, som hedder 99/1 i ansigtets favør – jeg har aldrig haft tør hud og har derfor syntes, at min tid kunne bruges bedre end, at smøre kroppen ind…. måske der skal ændres lidt på det nu…

    05/05/2022
  • Sia Toftdal

    Skønt med Ah ha skriv fra dig! Min hud nyder at du findes og jeg følger dine kloge ord!
    Har klart mere til ansigt end krop!
    Men efter et af dine dejlige anbefalinger kører jeg nu med
    Rudolf Scrub
    Karmameju PH Serum
    Rudolf Body Oil
    – og wauw hvor det virker!

    Mangler bare en lækker creme til kroppen. Så vil jeg føle mig dækket perfekt ind

    05/05/2022
  • Charlotte

    Jeg har opgraderet mine produkter til kroppen efter jeg er begyndt at følge dig
    Jeg har psoriasis og har altid brugt 1 liter decubal om mdr og mandel olie og creme efter badet .
    Nu bruger jeg retin Oli om morgenen derefter en god lotion . Om aften bruger jeg glycolic acid 7 % på mine ben og derefter skiftevis den gode fede Exomega og Cera ve creme og Eccoking lotion .Bruger stadig manderolle efter badet .Det har gjort en kæmpe forskel for min kreppet tynde hud at opgrader mine krops produkter min hud er blevet mere glat og pænere og mindre kreppet som jeg aldrig havde troet den kunne blive da den var ødelagt af binyrebarhormon Så Hurra for dig og din viden Anette. ❤️
    Kh charlottte

    05/05/2022
  • Maria

    Endnu en interessant læsning – tak for det! Jeg har, som flere andre også skriver, helt klart flere produkter til ansigtet end resten af kroppen. Men alligevel 3-4 forskellige ting til kroppen – dog synes jeg aldrig rigtig jeg har fundet noget, som kan give mine skinneben tilpas fugt/fedt? – de ligner en tør ørken, så “hit me” hvis du har nogle gode tricks til at få bug med det?

    05/05/2022
  • Nanna

    Interessant læsning (som altid). Jeg har uden tvivl flest plejeprodukter til ansigtet og en ret fast rutine både morgen og aften. Når det så er sagt, så har jeg fået lidt mere fokus på huden på kroppen, fordi jeg her under min graviditet har oplevet virkelig tør og kløende hud – noget jeg ellers ikke rigtig har døjet med før. Heller ikke under min første graviditet. Jeg er desuden blev stor fan af at tørbørste huden på kroppen inden jeg går i bad, og så følge op med en lækker body lotion (gerne den fra Tromborg).

    05/05/2022
    • Pernille S

      @Lenesvanebødtger’s kommentar synes jeg er en forbilledlig cocktail af hudplejeprodukter og rutine!! Egne rutiner er meget sammenlignelige med de øvrige rutiner som andre her bidrager med. Ansigt og decolté får mest opmærksomhed… 😉

      06/05/2022
  • Mere S

    Jeg har ALTID smurt kroppen ind i lotion, cremer, lotion hvor jeg selv tilsætter lidt olie. Min hud er meget tør. Jeg er for nylig begyndt at tørbørste.
    Jeg har det med fra barndommen – min mor smurte mig altid ind. Jeg kan ikke holde ud ikke St være “fedtet” ind ☺️ Desværre er jeg ikke så flittig med solcremen på kroppen.
    MEN jeg bruger stadig klart flere penge på gode sager til ansigtet

    05/05/2022
  • Marianne

    Kære Annette
    Altid nyt og spænende læsning og vejledning hos dig. Tak for det. Jeg har købt flittigt dine måneds box, bøger og har derfor en del til ansigtet. Må indrømme, jeg nok også kommer til at stresse min hud indimellem, da jeg prøver at finde det der virker for mig. Jeg har børne atomisk eksem og meget tør hud især på benene og hænder. Jeg bruger litervis creme på kroppen og er fan af det mere fede som f.eks. La Roche Posay balm. Savner virkelig mere viden, informationer og fokus på kroppen, så tusinde tak for det.

    05/05/2022
  • Trine

    Jeg har markant flere produkter der specifikt henvender sig til ansigtet, end der decideret står ‘body’ på.

    Men det skyldes nok for mit vedkommende, flere ting.
    Fordi min krop er pakket ind i tøj det meste af tiden, og ikke udsat for vind og vejr (og sol) på samme måde som ansigt, hænder og hals/bryst) så har den vel ikke helt samme behov.
    I hvert fald virker mit korpus mindst lige så opløftet som mit ansigt

    Håndryggene hos mig får cirkus samme behandling som ansigtet og halsen. Og ja, tit er en mist eller serum nok mest til ansigtet men det holder mig ikke tilbage.
    Min ansigtscreme med SPF er fra Rudolph Care og emballagen indikerer den er til hele kroppen. Hele. Som i “også ansigtet”

    Min eksfoliering er mekanisk for kroppen og kemisk i ansigtet. Jeg bryder mig ikke om de eer korn i ansigtet og jeg synes de tit er for voldsomme. Kroppen elsker dem.

    Olien jeg bruger til kroppen er ifølge emballagen til ansigtet. Jeg bryder mig bare ikke om den i ansigtet. Til gengæld elsker jeg den efter et bad hvor der er blevet “skrubbet” ‍♀️

    Selvom udvalget af produkter, jeg bruger i ansigtet er større end det udvalg jeg bruger på kroppen, virker kroppen lækker (når jeg selv skal sige det) og tilfreds.

    Fødderne, har også deres eget sortiment her. Men jeg kryds-bruger også. Eksempelvis bruger jeg min BHA på bagpoterne om aftenen, inden creme, for at få de der bløde poter du har fortalt om, Anette

    05/05/2022
      • Trine

        Ejmen det går jo aldeles fremragende! Havde det været en hvilken som helst anden, der var kommet med tippet, havde jeg været yderst skeptisk. Men med dig trækker jeg nærmest selvfølgeligt på skuldrene, og gør som der bliver tippet om
        Det var ikke super overraskende at det virkede (for jeg har endnu til gode at prøve et tip fra din hånd der ikke bærer frugt) men jeg blev alligevel virkeligt glad! Kæmpe optur over så simpelt et trick. Og varm og glad på den der helt særlige måde, fordi jeg – og hele mit hylster – er i SÅ umanerligt gode hænder hos dig. Det er intet mindre end formidabelt!

        Så nu kvitterer jeg med mit allerbedste trick! Du kender den nok, og ellers er du mere end velkommen til at dele det som dit eget
        Det er snart (hvis ikke man sprunget ud i det) tid til bare lår. Hvis man ikke har thigh gap og ikke gider have shorts på under kjoler og nederdele når sommeren for alvor skruer op for temperaturerne, så kan barrierecreme noget.
        Jeg har brugt det i flere år og opdagelsen har virkeligt gjort en forskel for mit sommerliv.
        Jeg smører simpelthen bare en omgang på det allerblødeste sted af mine lår, der hvor de er ekstra udsat for at gnide op ad hinanden. Det har holdt mig fri fra shorts under kjolen på heldagsture i Nevada og Grand Canyon, og på 8-10 timers sightseeing til fods, i en absurd sommervarm Chicago i midt august.

        Én gang i løbet af årene har jeg haft brug for at smøre på i løbet af en dag. Men der havde jeg også været en del i poolen

        såeh.. del endeligt så flere lår kan blive sat fri i sommerlandet

        10/05/2022
  • Susie

    Lidt nørdet her…har fysisk og kemisk bodypeeling, 5 forskellige lotions og olier og et utal af fodcremer, også natcreme til fødderne Nok ca 1/3 af antallet til ansigtet

    05/05/2022
  • Ida

    Ja, jeg har ofte undret mig over, hvorfor man på engelsk skelner mellem skincare og bodycare – er der da ikke hud på kroppen?Jeg bruger en del af de samme produkter på krop og ansigt, især fordi det til kroppen ofte er billigere. Fx bruger jeg min bodylotion i ansigtet og min exfoliering, som er lavet til ansigtet, på kroppen. Bruger også den samme tykke balm til læber, albuer og fødder. Solcremen er også den samme. Jeg lægger dog oftere min hudpleje til ansigtet i lag, mens jeg sjældnere gør det på kroppen.
    Jeg håber, at denne nye ‘trend’ betyder at jeg vil kunne mixe endnu mere i fremtiden.

    04/05/2022
  • Fru Jakobsen

    Uha der rammer du vist et ømt punkt. Jeg har tonsvis af ansigtsprodukter lige fra mist, div. serum, div. cream, rens til aftenbrug, særlig øjenmakeup fjerner og en maske i ny og næ. Kroppen får blot en gang bodylotion, der kan variere fra Matas carbamid til ecooking eller andre brands. Og naturligvis selvbrunerdråber i sommerhalvåret.

    04/05/2022

Bliv en

Beautyspace-insider

 

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke.

Det koster intet at abonnere på BEAUTSPACE, hvor du hver uge får tre til fire aktuelle artikler, adgang til mine bøger og foredrag med rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.