Jeg begik en rensefejl, som blev rettet

Når det gælder ansigtsrens, så lyder den gængse anbefaling på to gange dagligt. Vi tror på det, på samme måde som tandlægens anbefaling om to gange daglig tandbørstning.

Stærke kræfter begynder at udfordre den overbevisning. Lige fra hudlægerne Flemming Andersen og Johan Holk Milling Poulsen til mr. Clean og hende her.

Jeg afprøvede det og brugte kun den varme vaskeklud om aftenen i tre uger – ingen opdagede noget, heller ikke min ellers så strikse kosmetiker.

Jeg ledte bevidst efter fejl i den gængse erfaringsbårne renseoverbevisning og fandt 1, måske også 2 – afhængig af brillerne, man har på. Ifølge hudlæge Flemming Andersen, så er der ingen videnskabelig dokumentation, ingen studier, der viser, at to gange daglig ansigtsrens er hudforbedrende. Det har jeg heller ikke selv kunne finde. Men sikkert er det, at overrens – afhængig af ens hud – kan føre til alt fra dehydrering, irritation og endda eksem. Det vil i det lys for mange være en fejl at rense hud to gange dagligt. Noget, jeg selv erfarede (se længere nede under rense-erfaring).

I mit helt og aldeles uvidenskabelige enmandsforsøg, så havde min kosmetiker en efterfølgende vigtig pointe – da hun blev gjort opmærksom på min vildskab: ”Du har jo tendens til tilstopninger ved næse og på hagen – her vil dit (i forvejen højtskattede) renseprodukt EXFO Cleanse være til daglig hjælp”.

SAGEN ER, at jeg ikke kommer til at droppe min aftensrens. Det er ganske enkelt en rar følelse at få dagen renset af. Og det er mere end det – for det føles samtidig rigtigt at få SPF, makeup og evt. silikonestoffer vasket af huden efterfulgt af hudplejende fugt og fedt. Og strengt taget, så er sandheden vel også, at der heller ikke findes studier, som dokumenterer den anden lejr – at lunkent vand og en vaskeklud alene kan fjerne SPF, makeup og silikone.

RENSE-ÆNDRINGEN, DER GAV SERUM-FØLELSEN: Da jeg – for snart længe siden – reducerede ansigtsrens til én gang om dagen, nemlig om aftenen, kom der fluks en belønning fra huden. Det var vitterligt som kosmetolog Charlotte Palermino (hende med Dieux Skin) pudsigt nok formulerede det for nylig: ”Følelsen af at få et ekstra fugtserum forærende”. Ikke jo, at jeg smører min dagsrutine direkte på et forsovet ansigt. Enten har jeg været i bad, eller også har jeg skyllet ansigtshuden og brugt vaskeklud ved håndvasken. Og igen, vi har ikke ens hud – en fedtet type kan eksempelvis have det bedre med at gøre det anderledes. Som nævnt i bogen Seriøst bedre hud, så formerer akne-bakterierne sig hver 18. time, så her er situationen igen en anden.

A-VITAMIN om sommeren? Go eller No go? Svaret ligge på Instagram under @beautyspace

09/06/2021
Resultatet af rense-pause på 3 uger
Få min faste, men intetanende, hudeksperts reaktion
14/06/2021
Mens vi tålmodigt venter på SPF-tabletten
Så er der et andet VÆSENTLIGT trick

Kommentarer

  • Bettina Hansen

    Jeg kunne ikke være mere enig – det vil altid komme an på den enkelte kunde, rutiner, vaner og ikke mindst behov 😉
    Mange af mine kunder “orker” kun rens x 1, hvor du jo også anbefaler aftenen – dén er jeg helt med på. Men alle de andre med fx. hudorme på næsen/tilstopninger, fedtet hud og acne – de skal have lidt mere “opmærksomhed” for ellers holder de forkerte bakterier en fest med al for høj “musik” 🙂 Hudvenlig rens er bestemt vejen frem.
    En lille kommentar (fra kosmetologen/sygeplejersken 😉 ) husk at skifte vaskekluden ofte 🙂 og gerne dagligt.

    15/06/2021
  • Carina Aagaard

    Jeg er da ikke striks….:-)

    11/06/2021
    • Bettina

      🙂 ej det mindes jeg heller ikke 🙂

      15/06/2021
  • Pernille S

    Skønt at du altid går forrest, Anette 🙂
    Jeg ELSKER min vaskeklud, men det skal være den som er vævet i tyndt musselinstof. PAI havde dem engang, og kan nu desværre ikke finde dem igen… kh Pernille S

    11/06/2021
  • Gerd Hjorth-Moritzsen

    Jeg renser også kun min hud om aftenen. Om morgenen får den lige en gang vandpjask. Derefter Karmameju`s HERO, som genopretter hudens ph værdi. Kan varmt anbefales. Først derefter er det tid til den almindelige smørelse.

    11/06/2021
  • Ditte

    Jeg har længe kun renset min hud om aftenen og det er den glad for

    11/06/2021
  • Matilde

    Meget interessant føljeton! Jeg har ventet spændt på at læse din konklusion. Fra i mandags, da jeg læste det første blogopslag har jeg kun renset med vand. Og ingen vaskeklud. Jeg har igennem længere tid bøvlet med perioral dermatitis, tendens til rødme især på kinderne og mere tør hud end jeg har haft tidligere og jeg må sige at den manglende rens allerede har givet forbedringer. Jeg har over en lang periode tydeligvis renset for meget (double cleanse med vaskeklud om aftenen og rens om morgenen, så kun dobbelt rens om aftenen, så enkeltrens om aftenen) og det har givet alle de problemer du har beskrevet. *facepalm*
    Jeg fortsætter kun med vand og håber at jeg så kan vende tilbage til enkeltrens om aftenen med tiden, når min hud forhåbentligt har fået lidt mere balance igen. Jeg kan tydeligt mærke “serum effekten”, selvom jeg efter min vandrens bruger præcis det samme som før er min hud væsentligt mere gennemfugtet og næsten en smule shiny sidst på dagen.
    Tak for god inspiration til at gøre noget andet end det gængse!

    11/06/2021
      • Matilde

        Hej Anette,
        Nu har jeg været i gang i tre ugers tid og jeg er ret imponeret. Min hage har ikke set så pæn ud som den gør nu i månedsvis, den periorale dermatitis er næsten helt væk og den har jeg bøvlet med i et halvt års tid. Rødmen på kinderne er minimeret, dog mere synlig nogen dage end andre, men overordnet set meget bedre. Derudover er min hud bedre gennemfugtet og føles mindre sart og følsom. Jeg har brugt et renseprodukt nogle få gange, men de fleste dage er udelukkende med vand.
        Den store fejl for mig har været overrens og at jeg var alt for ivrig med en mikrofiberklud morgen og aften hver dag.
        Mine tre yndlingsrenseprodukter er Summer Fridays Super Amino Gel cleanser, Murad Prebiotic 4 in 1 Multicleanser og Paula’s Choice Optimal Results Hydrating cleanser. De er alle milde, men effektive og huden føles ikke tør og stram bagefter.
        Jeg brugte i en periode flere forskellige Cerave renseprodukter, men de stripper min hud fuldstændigt. Især deres SA og cream to foam. Deres Hydrating var ok, men slet ikke lide så god som den fra Paula’s Choice.
        Mvh Matilde

        28/06/2021
  • Nina

    Jeg renser efterhånden også kun en gang om dagen – om aftenen. De dage hvor jeg har god tid og bruger en balm og rigtigt masserer min hud er en af mine yndlingsdele i hele processen. Det gør måske ikke den store forskel, men nøj, det føles godt!

    11/06/2021
  • Karin VS

    Kære Anette
    Tænker også lidt at nu er det jo en mand, Professor Flemming A som bl.a siger det med lunkent vand på vaskeklud og ikke mere end det!
    Men: mænds hud er da også noget mere robust og kan holde til gnub og gnid, i et betydeligt voldsommere omfang end de fleste kvinders hud kan!
    Jeg prøvede dette én gang, altså lunkent vand og vaskeklud og det gør jeg ikke mere.
    For min hud er det lige så outreret som det koreanske overdrevne 13-trins rense ritual 😀

    God weekend 🙂

    11/06/2021
  • Sabine

    Og det er jo netop enormt vigtigt at huske på nuancerne! Er man akne-ramt som jeg, skal man ifølge min hudlæge rense to gange dagligt. Nuancer!

    11/06/2021
    • Karin VS

      Så enig! 🙂

      11/06/2021

Bliv en Beautyspace-insider

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke. Få hver uge tre til fire aktuelle artikler, især om hvad der gør huden godt, adgang til bøger og foredrag med Beautyspace-rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Skriv din email-adresse i feltet og klik på "TILMELD"

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.