Opstramning anyone?

LYT til dagens tekst her:

 

Jeg kan godt blive en smule træt, når hudplejeprodukter markedsfører sig som opstrammende. Det svarer nærmest til at tro på julemanden. For det kræver ikke nogen studentereksamen at indse, at der selvfølgelig ikke findes nogen creme, som fysisk kan løfte vores største organ: Huden.

En skalpel kan sørge for et løft.

Det er dog ikke vejen, vi skal i dag, hvor det handler om den holdindsats, som samlet set – og alt andet lige – vil gøre indtryk på hudens spændstighed, som er lidt i samme afdeling. Det er relativt overkommelige ting, og de kommer her:

Beskyt dit kollagen

Beautyspace-læser Andreas skrev til mig i går: ”På samme måde som man kan foretage langsigtede investeringer i eksempelvis værdipapirer, så ser jeg det som en langsigtet (og langt mindre risikofyldt) investering i min hud at beskytte den med SPF mod UV-stråling.” Hurra for Andreas. Derudover er SPF også eminent til at beskytte vores kollagen, hudens vigtigste byggesten. Karmamejus solbeskyttelse hører til det slæng, jeg går tilbage til pga. de hudplejende ingredienser (antioxidanter og fugtmættere) – og så jeg glad for fysiske solfiltre.

Smørbar C-vitamin

Udover at være kollagen-pleasende, eller vi kan være endnu mere specifikke, for C-vitamin indgår i kollagenproduktionen, så tæller fordelene også hjælp til farveudjævning og antioxidantbeskyttelse. Fra mærket Ole Henriksen kommer vitaminet i to varianter, inkl. den potente askorbinsyre – i selskab med fugtmættende hyaluronsyre og genialt nok også sammen med mildt eksfolierende PHA, som står for polyhydroxysyrer – i tilfældet her en mild kusine til glykolsyre. Se  indholdslisten her. Endnu mere afgørende (i forhold til kollagensyntesen) er det at få C-vitamin indenbords.

D-vitamin

Måske husker du det publicerede Harvard-studie, der med 25.000 raske deltagere dokumenterer, at tilskud af D-vitamin og omega-3 fedtsyrer forebygger og hæmmer inflammation i huden hos 40 procent af testpersonerne. Og inflammation – alt fra rosacea til akne – slider. Også på spændstigheden. Hvad vi også ved, er at solen paradoksalt nok både kan give og tage dit D-vitamin. Ifølge hudlæge Flemming Andersen og studiet her kan det D-vitamin, som UVB-strålerne giver os i løbet af ganske få minutter, blive nedbrudt af langvarigt ophold under selvsamme sols UVA-stråler. Jeg køber min D-vitamin på apoteket, men tester i øjeblikket Vitavivas.

A-vitamin

Det siger sig selv, at når vi mister kollagen – og det gør vi – alene under menopause taber kvinder 30 procent, så bliver spændstigheden udfordet. Noget af det mest effektive og uvildigt veldokumenterede i forhold til få produceret noget mere byggestensmateriale (kollagen) i huden er at smøre den med A-vitamin (lyt eventuelt til hudlæge Peter Bjerrings forklaring på Instagram under @beautyspace). Jeg anbefaler selvfølgelig og uden blusel denne her A-vitamincreme.

IPL

IPL står for intense pulsed light og er et blitzlampesystem – en form for mild laseragtig skyts, der kræver en professionel ved roret. Det er den behandling, jeg selv booker to gange om året. Fordi min solskadede hud har krævet noget ekstra. Og det ekstra leverer IPL – maskinen kan indstilles til kar, pigmentpletter og kollagen-boost (det en sælger/behandler vil kalde photorejuvenation).

Gab – jeg ved det

Vigtigheden af søvn skal jeg undlade at dvæle ved. Vi kender alle sammen fordelene. Dog var det nyt for mig at dykke ned i studiet her, som viser, at folk der får tilstrækkelig søvn lader til at have en 30 procent bedre hudbarrierefunktion. Det er ret vildt. Det betyder nemlig en bedre evne til at holde på det gode (som fugt) og værne sig mod det mindre gode (forurening, patogene bakterier, etc.) – og det ryger lige ind på fasthedskontoen.

SERIØST BEDRE HUD i ord og på tube finder du her.

@beautyspace på INSTAGRAM

FOTO ANNE KRING 

10/04/2022
Skønhedsredaktøren vil elske at hade den her
Men det gør hun ikke
20/04/2022
Sig mig, har du glemt opstramningens punkt 7?
Råbte ekspert på området

Kommentarer

  • Lene B

    Tak for endnu et godt indlæg – som samtidig var en god reminder om at få gang i kosttilskud igen efter påsken.
    Et spørgsmål til c-vitamin:
    Min morgenrutine indeholder (ikke rens) hyaluron serum fra Pestle & Mortar og niacinamid fra Paula’s Choice inden creme og/eller SPF. Jeg vil også gerne have de gode egenskaber fra c-vitamin, så bør jeg skifte serum til et, der også indeholder dette, som du også anbefaler i en anden kommentar, eller er c-vitamin og niacinamid i samme rutine no-go? Synes jeg læser lidt forskelligt.

    24/04/2022
      • Lene B

        Tak for det gode tip! Det serum vil jeg prøve.
        Dbh Lene

        05/05/2022
  • Ann+Færch+Jeppesen

    Hej Anette
    Vil så gerne høre om du har nogen erfarring med produkterne fra Skinbetter Science?
    Mvh Ann

    21/04/2022
  • Sarah

    Hej Anette,
    Jeg læste fornyelig en artikel om at kokosolie er sundt for huden og kan smøres på om aftenen som natcreme. Det har jeg prøvet nogle gange og min hud elsker det og ser så fugtmættet ud om morgenen. Vil du give ret i at det er sundt for huden eller skal det helst ikke smøres på?

    20/04/2022
  • Suzanne

    Kære Annette, er der måske snart en opfølgning på ‘kalkunhals-indgrebet “ på din Instagram?

    20/04/2022
  • Cami

    Hej!!

    Du anbefaler ofte c vitamin serum som antioxidant beskyttelse under SPF, men når jeg læser under produktinformation, når jeg vil klikke ekookings c vitamin serum hjem, så står der at man skal putte det under sin natcreme.

    Kan noget c vitamin, og i særdeleshed DÉT serum være for skrapt at have på i solen?

    20/04/2022
  • Sarah

    Kære Anette, kan du anbefale et produkt der kan smøres på huden med D-vitamin? Og skal det på om morgenen i så fald?
    Jeg tager D-vitamin tilskud henover vinteren, men da det er fedtopløsligt har både min læge og apoteket sagt til mig, at man ikke skal tage for meget og helst i vinterhalvåret. Så tænker et produkt med D-vitamin der kan smøres direkte på huden ville være at foretrække hos mig, hvis du kan anbefale et

    20/04/2022
  • Mette S.

    Endnu et rigtig godt indlæg fra fin hånd. Tak.
    Jeg ser ofte opslag på Instagram om ansigtsyoga … med mildest talt fantastiske resultater – har du prøvet det eller ved du noget om det?
    Jeg har prøvet enkelte dage men har svært ved at holde ved… så jeg kunne godt tænke mig at høre din mening om det!
    På forhånd tak.

    20/04/2022
    • Mette E. Sørensen

      Hej
      Hvad med strøm til opstramning?
      Venligst Mette

      20/04/2022
  • Tanya

    Jeg var for nylig forbi N’Age på Kongens Nytorv for at høre om muligheden for en IPL-behandling. Sygeplejersken advarede dog om at mine pigmentpletter (som har form af nogle plamager på pande og kindben og lidt længere nede på kinden) kan være tegn på hormonelt betinget pigmentforandring. Og så risikerer IPL at gøre det værre. Hin anbefalede en tur hos hudlægen for at få det tjekket. Det tænker jeg at gøre i løbet af sommeren, når de er lidt tydeligere igen. Lidt ærgerligt, må jeg sige. Men jeg tænkte at andre måske gerne vil vide at det er en risiko, så de kan forhøre sig ekstra om det.

    Alt godt
    Tanya

    19/04/2022
  • amaja

    jeg er begyndt at tage collagenpulver og jeg syntes altså jeg kan mærke at det virker i mine kinder

    19/04/2022
  • Charlotte Kreutzer

    Hej Anette. Jeg undrer mig over hvordan det kan være nødvendigt med D-vitamin tilskud med den årstid vi går i møde. Eller skal man kun tage det i vintermånederne.

    19/04/2022
  • Charlotte

    Yes så gør jeg det godt på den front dog i minus med søvnen som mange andre .
    Udenfor dagens emne må jeg endnu en gang bede dig om råd.
    Er igang med kuren NCEF shot fra FILORGA fra en af dine Beautyboxe men trods 8 dråber i ansigtet og min BP dagcreme og selvfølgelig solcreme Sluttede jeg af med min flyende Foundation, men jeg synes min hud manglede lidt fugt,kunne også se lidt “klatter” af min foundation i mit forstørrelse spejl Hvilket jeg ellers ikke plejer og have.
    Kan jeg godt bruge min C vitamin serum eller niacinamid ovenpå NCEF ? Eller er det over klill?
    Tak for dig
    Kh Charlotte

    19/04/2022
  • Kirsten V

    Tusind tak for al din viden og gode råd Anette!!!

    Hvilke måneder får du IPL behandlet din hud? Jeg påtænker at gå igang med IPL.
    Vil man som oftes se resultater på pigmentfejl efter én gang?

    Glycolic 10% hvad er din holdning til det?

    19/04/2022
  • vibe

    Kan du -eller andre læsere her på siden- anbefale steder med IPL behandling på sjælland? TAK

    19/04/2022
  • Tina Halvorsen

    Tak for alle dine mange gode indlæg. SPF er et must altid for mig nu. Det har det ikke altid været. Men det hjælper bare. Lidt spild af gode rutiner (og penge) at undlade det, for at starte forfra efter eks en ferie. En kasket er også blevet en fast del af mit udstyr. Min hud har pænere glød nu, end da jeg soldyrkede.

    Lige et spørgsmål. Hvornår skal jeg bruge C-vitaminen i min rutine. Synes i forvejen jeg har mange “lag” på. Morgen: rens, serum, (barriere), dagcreme og SPF Aften:rens, serum, A-vitamin. Nå ja og øjencreme, som jeg ikke oplever jeg kan undvære. Skal jeg bruge C-vitamin som et tyndt lag inden cremerne…?

    19/04/2022
  • Mette Sloth Eriksen

    Godt indlæg, for jeg er også kommet i alderen hvor huden begynder at tage elevatoren nedad, især på halsen øv. Men det skyldes nok den er blevet forsømt tidligere. Men tænker da IPL lyder som en løsning der måske burde prøves, frygter dog lidt at det gør ondt (jeg er lidt en kylling hvad den slags angår)
    Dbh. Mette

    19/04/2022
  • Christina kragh

    Det med søvnen kommer ikke bag på mig med de sidste 3 måneder med under 4 timers søvn i døgnet er jeg gået fra at ligne en på 40 til en på 50 jeg kan dårligt kende mig selv i spejlet ( jeg fyldet 51 til sommer hahaha )

    19/04/2022
  • Christina

    Hej
    Tak for endnu et fedt indlæg!

    Har du erfaring med calm solcremerne til ansigtet fra Paulas Choice?

    Jeg tåler ikke Ole Henriksens serie med C-vitamin. Kan du anbefale et andet produkt som er blidere mod huden men stadig effektivt?

    Mvh Den nye pige i klassen som virkelig nyder at sætte sig med benene op, en god kop kaffe og bare fordybe sig i al den viden du deler ud af

    TAK

    19/04/2022
  • Anette W

    Godt at se at jeg bruger alle de rigtige , hudgode og anbefalede ting, bortset fra IPL, som jeg desværre ikke har råd til.

    19/04/2022

Bliv en

Beautyspace-insider

 

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke.

Det koster intet at abonnere på BEAUTSPACE, hvor du hver uge får tre til fire aktuelle artikler, adgang til mine bøger og foredrag med rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.