Toilettasken pakket til L.A. eller … Lolland
Jeg er på vej på arbejdstur til Los Angeles, som jeg elsker. ELSKER. Og selvom toilettasken indeholder relativt små størrelser, kommer jeg ikke til at gå ned på hverken fugt, beskyttelse eller den smørbløde følelse og ro, en god lavendelsalve giver. Her er, hvad jeg har pakket – og det ville også se sådan ud, hvis turen gik til Lolland:
Hurra-faktoren, som jeg ved, Woodssælgere altid præsenterer nye kunder for som det første (for så vil alle have mere). En kombination af filtre og smidiggørende E-vitamin, der gør konsistensen rar, hurtigt absorberet og perfekt under makeup. Sun Face SPF 50 fra Woods Copenhagen.
Magnetisk fugtserum. Sådan føles det på huden med et solidt fugttiltrækkende og beroligende indhold af blødgørende aloe, tre fugtkilder konkret fra hyaluron, glycerin og sodium PCA sammen med styrkende alger. Facial Serum fra Miild.
Kølende fugt omkring øjnene på gammeldags skub-op-is facon er intet mindre end vidunderligt mod jetlagsramt hud (jeg bruger den også på kinderne). Embryolisse har den, der fungerer bedst, også selvom den også er så lille, at chancen for den bliver væk, er reel. Radiant Eye Stick fra Embryolisse.
Mælket gelrens, der skylles af med vand og som uden at irritere eller udtørre huden fjerner makeup (også den omkring øjnene), snavs og solfiltre. Og så har min faste kosmetiker Carina Aagaard lært mig, hvor formidabel en 10-minutters rensemaske, den også er. E.X.F.O. fra pHformula (20 ml mini til 69 kr. fra sidste Beautyspaceboks).
Fugtforseglende læber fra en fusion af pomade og læbestift – tilpas cremet men uden at glinse, nem at have med og tage på pga. dens blyantagtige design. Phyto-Lip Twist fra Sisley.
Mini-deodoranter er der ikke så forfærdelig mange af. Men den her er en god rejsemakker fordi den som antiperspirant også er antibakteriel. Og så holder den huden tør, dufter svagt af eukalyptus – og farver ikke tøjet. Deodorant stick fra Malin+Goetz.
Ro på multi-salve, der på grund af indholdet af lavendel virker afslappende og næsten søvndyssende – godt på pulspunkter inden sengetid. Den kan samtidig agere standin for kropssmøre, hvis den lander på letfugtet hud. Calm Balm fra Karmameju.
Velduft der rulles på uden at duftforstyrre andre. Mantle kombinerer deres tjekkede besættelse af afslappende CBD i en parfumeolie med viol, cedertræ og salvie. The High Road fra Mantle.
A-vitamin er rejsemakker nummer ét, fordi vitaminet sørger for balance samtidig med, at jeg er sikret kollagengødning. Og så er det min personlige redning, at Ansigtscremen er pakket ind i beroligende niaciamid og barrierestyrkende ceramider. Ansigtscremen fra Seriøst bedre hud.
På grænsen til overdådigt har jeg også en mini-vokslys med fra LA-Bruket, fordi jeg tosset godt kan lide duften af koriander, som – og måske er det indbildning – får mig til at lande et nyt sted med det samme. Hinoki duftlys fra L:A Bruket.
Makeupmæssigt har jeg tre ting i min håndtaske: Sisleys eyeliner, Jane Iredales mineralpudder og blush fra Tromborg.
VAREDEKLARATION: Ansigtscremen er min egen, alt andet er købt af Beautyspace på nær parfumeolien og mini-deodoranten, som er presseeksemplarer.
HVIS DU VIL SE MED I L.A., så foregår det på Instagram under @beautyspace.
FOTO LEA JESSEN
Anette Kristine Poulsen
Kære alle, 1000 tak for de gode ord! KH Anette
Joan
Hvilken farve er den viste Phyto-lip twist?
God tur ☺️
Anette Kristine Poulsen
@ Joan, jeg har dem i flere farve. Den her hedder nr. 2.
Majbritt
Rigtig god tur. Bruger du Woods SPF som dagcreme?
Anette Kristine Poulsen
@ Majbritt, ja præcis. Med serum under.
Jette B
Rigtig god tur ♥️
Laila
Rigtig god rejse!
Kunne “vi” ikke arbejde på at få duften fra Mantle med i en fremtidig boks? Det ville være så lækkert. Du har introduceret mig til to dufte fra Juliette has a Gun, og den ene, “Ego Stratis” er fast inventar hjemme på hylden nu. Den er virkelig en skøn hverdagsduft. Jeg bliver ret hurtigt duftforvirret, når jeg er i et parfumeri, så jeg synes, det er dejligt at møde duften i en boks fra dig!
Anette Kristine Poulsen
@ Laila, haha, du spørger på samme måde, som når jeg spørger min mand om “ikke vi lige kan få gjort det ene og det andet.” Men tak for forslag.
inger
god tur søde dejligt at følge dig og dine gode råd
Mariannegylding
Rigtig god tur, håber du får masse af nye input som vi alle kan nyde godt af❤️
Anette
Dengang jeg brugte Janes mineral pudder var der død og pine silikone i. Har de ændret sammensætningen nu? Det ville da være fantastisk. Ellers er jeg ihvertfald glad for jeg fandt Lily Lolo uden. Selv blushes putter de stadig det stads i, og min hud slår bare ud hver gang de gør de. Det er simpelthen utroligt den slags stadig er et issue som “filler” ift at der også findes andre typer olie på markedet!
Nå, surt opstød aside, så kan jeg kun glæde mig over mine egne ministørrrelser der byder på Skincity Planteque grøn algeholdig toner, deres mælkerens og mine produkter fra Korres’ julekalender i 2023 😁
Shampoo baren i solid form og min uundværlige Milk Shake leave in balsam spray (thank goodness for indtjekket bagage… Den fylder 300 ml…)
Anette Kristine Poulsen
@ Anette, mange tak for dine indspark (og ja, jeg ved og husker, hvordan dine erfaringer er med silikone).
Anne Mette K
Åh god tur Anette 🛫
Har du en favorit Sun drops/tanning drops og hvad de nu ellers kalder sig, når man selv blander dem i? Det var så let dengang Clarins nærmest var ene på det marked, nu har alle dem jo 😄
Anette Kristine Poulsen
@ Anne Mette, åh du har ret. Jeg kan lide både Rudolphs, Ecookings og dem fra Jorgobé og Biologist. Så flere favoritter.
Charlotte
Tænk hvis det blev til en boks en dag – vup vup <3
Anette Kristine Poulsen
@ Charlotte, julemanden lever jo.