Vær mere fedtet med ansigtsolie

Hvem har ikke skævet til supermodellen Helena Christensens hud? Eller hudplejeproducent Andrea Elisabeth Rudolphs eller multimennesket Gwyneth Paltrows strålende kinder, når de reflekterer lyset?

Alle tre er erklærede fans af olie, som vi jo støder på mange steder. Ikke bare i kosten, men også i håret, i badet, til neglene og på huden.

Imidlertid tyder det på, at flere af os, måske i iveren efter at få samme stjernepæne hud, har svært ved at finde balancen og hælder for meget på. I hvert fald ser hudlæger som blandt andre Peter Bjerring langt flere (faktisk 25% flere end for bare fem år siden), der søger hjælp til udfordringer som forstørrede porer og udbrud, der minder om teenagetiden.

Der findes hudlæger, som helt fraråder at smøre olie i ansigtet. Bjerring er mere diplomatisk, når han siger, at han ser kvinder, der har et misforstået overforbrug:

”Jeg konstaterer mange, som nærmest asfalterer deres hud i tykke olielag, og det er der faktisk et medicinsk begreb for: acne cosmetica, som giver bumselignende udbrud og glinsende hud på nippet til at dryppe.”

For ham ligger humlen i, at mange bruger olie på samme måde, som de brugte creme før oliernes storhedstid og før parabeneforskrækkelsen:

”En ansigtscreme indeholder typisk 10-20 procent fedtstof, og hvis den bliver erstattet med 100 procent olie, kan huden få problemer”.

For mig er det indlysende nemt at gribe i egen kind for at tjekke, om man er til den tørre eller den fedtede side. Måske en kombination som i mit eget tilfælde, hvor t-zonen er fedtet og dermed selvsmørende – jeg behøver ikke at pøse mere på. Her prioriterer jeg udelukkende fugt. Men så snart det bliver koldere, så vil jeg ikke undvære en oliedråbe på hver kind. Enten ovenpå eller i min dagcreme.

Noget der også fungerer virkelig godt, er makkerparret på billedet, hvor du først fugtmætter med en ekstra god ansigtsmist og hurtigt (inden for få sekunder) smører minimalt med olie ovenpå. Så har du både fugtmætning og forsegling. I mit eget tilfælde undgår jeg som sagt olie på næse- og hageparti.

GØR SOM DE PROFESSIONELLE: Er du i tvivl om mængde og fremgangsmåde, så tjek først din ansigtscreme, lyder kosmetiker Daniela Frasers råd. Indeholder den allerede planteolier, så overvej dit behov for yderligere brug af olier og gå ellers langsomt frem: Begynd med en enkelt oliedråbe under ansigtscremen på hver kind (de fleste er selvsmørende i T-zonen, som er næse, hage og pande), og se olien som et værktøj, der kan skrue op og ned for hudens fedtsupplement – alt efter vejr, og om huden er til den tørre eller fedtede side. Prøv evt. i halvdelen af ansigtet for at se og mærke forskellen.

BLANDT DE BEDSTE OLIER

  • Squalane-olie: Ikke-fedtende, virker som transportør for andre ingredienser.
  • Kæmpenatlysolie: Let og anti-inflammatorisk.
  • Jojobaolie: Let og god til fedtet og sensitiv hud.
  • Arganolie: God til tør, rødmende og solskadet hud.
  • Hampeolie: Let og god mod rødme og irritation. Virker lindrende.

BRUG OLIE RIGTIGT

  • Olie holder på hudens fugt, men tiltrækker den ikke som fugtbindende ingredienser kan (eks. hyaluron)
  • Olie kan forhindre fugttab og isolere mod kulde. Brug den som beskyttende fedtsupplement under eller i dagcreme.
  • For bedre optagelse, så lad huden være let fugtet, inden du smører olie på.

PSST: Peter Bjerring er nu at finde også i København i det nyåbnede Dermatology Lab lige her.

@beautyspace på INSTAGRAM

18/09/2019
Aldrig har jeg haft så pæne hænder
Så enkelt, at mange glemmer det
25/09/2019
Silikone er som skumfidusen i din hudpleje
Og hvem ved? Måske er du virkelig glad for skumfiduser

Kommentarer

  • Anette Kristine Poulsen

    @ Charlotte, du skal lede på IG under hashtag #beautyspaceshelf. Hvis ikke det er der, så må IG have fjernet, for jeg har ikke. Håber du finder det, for der er ikke såååå mange fotos med det #.

    @ Leni, finder du det nu? Er oppe i højre øverste hjørne.

    @ Mette, nøj, det lyder også dejligt. Og produktivt.

    Stor hilsen Anette

    02/10/2019
  • Mette

    Kære Anette. Du spørger, hvilke olier, jeg har god erfaring med. I øjeblikket blander jeg hyaluronsyre, squalane, evening primrose- og havtorneolie i en lille pumpeflaske. Konsistensen er dejlig let, og jeg bruger tre-fire dråber hver morgen efter at have pjasket iskoldt vand i ansigtet og vasket efter med en kold vaskeklud. Det er nok til resten af dagen, uden at jeg føler, jeg tørrer ud i ansigtet.

    Tak for et godt “Space”

    23/09/2019
  • Leni Johansen

    Kære Anette
    Tak for svar forleden vedrørende “fnulrende” serum – Jeg vil prøve med lidt mindre produkt 😉
    Noget helt andet: På din nye, flotte hjemmeside kan jeg desværre ikke finde søgefunktionen til tidligere indlæg og artikler. Jeg trænger nemlig til, at læse op på a-vitaminer og særligt hvilke produkter der indeholder hvilke former for a-vitamin. Jeg kan se, at selv Beaute Pacifiques super 3 booster indeholder retinyl former – og ikke retinol – som jeg forstår er mere aktivt eksfolierende, ikke?
    Venlig hilsen
    Leni

    23/09/2019
  • Charlotte

    Hej Anette . Sidder og kigger på Beautyspaceschelf og Kan ikke finde mit opslag med min badeværelse hylde med mine produkter jeg kunne godt se det i starten og så skulle jeg lige tjekke i dag hvem der vinder men kunne ikke finde mit opslag hvordan kan det være det væk ?
    Du er den eneste grund til jeg er på Instagram , og billedet er mit første og eneste det var lidt grænseoverskridende at skulle lave synes jeg. Men hvad gør man ikke for at følge dig og de andre pigers badeværelse hylder.
    God dag

    22/09/2019
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Tina, måske har mængden noget at sige i forhold til din erfaring?

    @ Mette, vi vil gerne vide, hvilken/hvilke olier du har så god erfaring med?

    @ Gry Astrid, vi ved, at den har beskyttende antioxidanter og gode fedtsyrer, som huden elsker.

    @ Kitta, 1000 tak fordi du deler din erfaring.

    @ Mathilde, mange tak for dine ord. Ring til Complete Me (spørg efter Daniela) og hør hvad prisen vil være for at få set på din udfordring. Sammenlign evt. prisen med Amazing Space (Classic Facial), for jeg vil anbefale dig at booke hos Nadia Hellemann. Det er to hurtige, men gode skud fra hoften. For der er virkelig mange gode behandlere derude.

    Stor hilsen Anette

    21/09/2019
  • Mathilde

    Hej Anette. Jeg er så glad for at have fundet din blog og derfra har fået meget bedre viden om min hud og produkter! Jeg vil gerne finde en ansigtsbehandling i Københavnsområdet, jeg har en masse små knopper i panden og mild acne.. hvilken af klinikkerne i København ville du anbefale til mig (har svært ved at beslutte mig selvom du har lavet en fin liste!)? Helst den mest budgetvenlige 🙂 kh Mathilde

    20/09/2019
  • Kitta

    Uh..kan bestemt genkende det med for meget olie. Rensede i olie, en serum der var forklædt som olie og en dagcreme ligeså forklædt som olie. Det var rent, grønt og godt…troede jeg, indtil jeg bare blev med at slå ud og slå ud. Jeg fik i hvert fald ikke den flotte hud jeg troede jeg ville få. Det tog mig mere end et halvt år at få rettet op på skaderne, med produkter uden olier. Så er bestemt meget forsigtig med olie i dag.
    Tak for endnu et fint indlæg.

    20/09/2019
  • Gry Astrid Larsen

    Er Rosehip
    -olien – ikke også god til rødme, og inflammation?
    Jeg bruger den fra Amazing Space, og har mild rosacea.

    20/09/2019
  • Mette

    Jeg bruger kun olie, også i ansigtet. Hjemmeblandet og gavmildt. Det gavner min hud og er dejligt nemt – og pladsbesparende på badeværelseshylden. Måske følger der hud-fordele med ved at være i slut-50’erne 🙂

    20/09/2019
  • tina/mormormedstiletter

    Af samme grund har jeg aldrig brugt olier i ansigtet – det kan simpelthen ikke bruge al den olie op uden at der komme andre problemer:-)
    Godt indlæg, som er super oplysende!
    God weekend!

    20/09/2019

Bliv en

Beautyspace-insider

 

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke.

Det koster intet at abonnere på BEAUTSPACE, hvor du hver uge får tre til fire aktuelle artikler, adgang til mine bøger og foredrag med rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.