4 anbefalinger, du roligt kan skrive på ønskesedlen

Mangler du idéer til ønskesedlen, så lade mig give dig fire danske produkter, der hver især gør det ekstra godt. Som jeg selv går efter – og selvfølgelig også har lyst til at give andre
Frugtsyre-deodorant har ændret mit syn på, hvad en deodorant kan
Det er en stille fryd at stå med et produkt, der er nørdet grundigt igennem – og det er der her tale om. Tænker du frugtsyredeodorant og peeling i armhulerne … hvad pokker? så hæng på. Vi taler mikrodosering af syrer, men nok til at pH-værdien i armhulen sænkes, så de bakterier, der ellers får sved til at lugte, stopper med at trives. Så ingen lugt og heller ingen af de svedstoppende propper, en antiperspirant laver. Som ekstra bonus holder frugtsyrer også indgroede hår væk. Jeg er typen, man kan lokke med duft, og her er kombinationen af eukalyptus og rosmarin fra æteriske olier et behageligt plus for mig, men ikke for dig, der ønsker noget uden parfume. Jeg har købt min her.

Mist med mening
Bruger du stadig fugtmist? bliver jeg jævnligt spurgt om, og svaret er ja, men kun dem, der indeholder mere end plantevand. For ud over at antioxidantbeskytte skal en mist også indeholde noget, der binder fugt som for eksempel hyaluronsyre, sodium PCA eller glycerin. PRO:LAB’s nye er ikke bare brygget på den kombination, men indeholder desuden helte-ingrediensen grøn te (der er efterhånden ikke noget, grøn te ikke gør godt for – prøv at Google scientific benefits of green tea). Derudover hyaluronsyre, aloe vera og agurk. Og med en sprayfunktion, der er behagelig (tak!), ikke vandkanonsagtig. Jeg bruger den mellem rens og serum.
Fun fact. Der er også en smule sandeltræsolie i, som ja, giver antioxidantbeskyttelse, men også kan bryste sig af forskning, der viser evner udi at kunne bidrage til hud-heling. Du kan skrive dig på ventelisten her.
Duften, der får andre til at rykke nærmere
Porcelains No. 3 Cedarté er noget af det bedste, den danske duftkunstner Stine Hoff har sammensat. Første snif er vibrerende frisk med bergamotte og salvie. Så forandrer den sig og lader cedertræ og iris-smør komme til på en måde, hvor det er som om, duften er pakket ind i creme. Den er en stensikker kompliment-magnet, men heller ikke en duft, man kan have på hver dag. Jeg kan ikke, for den bliver for intens på nogle dage. Men den er også umulig ikke at vende tilbage til. Ingen behøver at købe den store porcelænsflaske, som jeg har. Prøv en mindre først – eller endnu bedre: besøg Stines lille, meget smukke og velduftende butik på Sankt Annæ Gade.
Shampoo der får håret til at knitre rent
Det er nok at gå for vidt at sige, at man kan se frem til at vaske hår pga. en shampoo. Men resultatet – dét ser jeg frem til, fordi håret efter føntørring fylder en anelse mere end normalt. Yroli har lavet en shampoo, som mit fimmerfine og altid vinterelektriske hår ikke slipper foreløbig. Skummet er flødeskumslet, men ikke på bekostning af den knitrende følelse under bruseren, som jeg forbinder med rent hår. Indholdet er øko-certificeret og tæller solid fugtmætning og gode, ikke for kradse, vaskeaktiver. Duften er en fin blanding af rosmarin, citron og geranium fra æteriske olier. Jeg har købt min i Magasin, men den er selvfølgelig også hos Yroli selv.
FLERE JULEGAVE-ANBEFALINGER finder du her.
VINDERE AF BOG & ANSIGTSCREMEN BLEV: Lone Roding Sørensen, Rikke Thiested, Simone Grau, Sveta Broch, Sidse Andersen og Nanna Krarup. Send endelig jeres adresser til min mail anette@beautyspace.dk og I vil få gevinster retur.
FOTO LEA JESSEN

Karen
Sanne, en andre mærker har også frugtsyredeodoranter, jeg brugte dem fra Kosas i en overgang, men synes de er lidt bøvlede at få fat på og er i en tube.
Sanne L
Mange tak, Karen. Vil kigge efter AHA-deo i et andet mærke.
Anette Kristine Poulsen
1000 tak for ord og spørgsmål. Jeg er retur med respons onsdag i denne uge. KH Anette
Christina kragh
Jeg siger det bare den deo ,jeg køre på min nr 2. Vanvittigt god 🤗 og den mist må jeg da fluks skrives op til. Lige nu tester jeg rhode milk glaze mist tror jeg den hedder. Den er virkelig pæn og yderst handy . Har du prøvet den ?
Anette Kristine Poulsen
@ Christina, jeg forstår dig med deo’en. Er også på min nr. 2. Og nej, har ikke prøvet Rhodes mist.
Inge H
Fristende shampoo. Men Anette, bruger du ikke conditioner også? Er det nok med kun shampoo’en?
Sanne L
Jeg havde virkelig glædet mig til at få armhulerne i lige den deo, og alt spiller jo. På mig klistrer den bare helt ustyrligt til trods for et tyndt lag. Med sådan et ellers stærkt brand bag produktudviklingen må det jo være mine armhuler, der ikke ville spille med, og det er ærgerligt. Ganske få ‘naturlige’ deo’er kan nemlig holde lugten fra døren – så at sige.
Pernille S
Kære Anette
Kan godt forstå du foretrækker en mist med hyaluronsyre for at bevare fugten i huden. Hvis man nu benytter en mist uden, men serum med hyaluronsyre og herefter creme, så har man vel indkapslet fugten!?
I mange år har jeg været tro mod Molecule no.1 duften. Andre fortæller den passer godt til mig, men dufte den selv kan jeg desværre ikke. Det kunne være fristende at ønske omtalte duft Porcelains No. 3 Cedarté. Det tiltaler mig at støtte små danske producenter, når kvaliteten vel at mærke er iorden.
Interessant beskrivelse af en deo med frugtsyre- og peelingeffekt.Hvis den virkelig har en bedre antiperspirant effekt end gængse deodoranter, så kunne jeg ønske at de som lider meget af armsved kendte til denne variant. Ved godt at det er lidt uden for skiven, men har du eller andre et god råd om hvordan man fortæller en person at hun lugter fælt af armsved. Vi er mange i samme omklædningsrum og afdeling som lider i stilhed. Lugten fra bemeldte person er kvalmende til det ulidelige, og hænger i rummet længe. Vedkommende har upåklagelig og nydelig makeup på, men når det kommer til hygiejne…Hvad siger man? Kan man sige noget og uden at såre? Vi diskuterer det ofte, men ingen har løsningen.
Tak for dit gode ønskegave input, og altid fine produkt beskrivelser. 🫶🏻