4 apoteker-favoritter tæller et TikTok fænomen
Uanset om vi taler Frankrig, USA eller herhjemme, er jeg storfan af apoteket. Udover selvfølgelig produkterne, så giver apoteket en fornemmelse af, at hjælp kommer før salg. Det kan være indbildning, men det virker. Her er, hvad jeg netop er kommet hjem med fra mit lokale apotek – og hånden på hudplejehjertet så er det produkter, ingen vil fortryde at investere i.
- Smørcremeagtig kropscreme, der får al hud til at bøje sig blødt, for indholdet blærer sig med en generøs mængde hudforbedrende og beskyttende niacinamid, som står højt oppe på ingredienslisten – og hurra netop for niacinamid, som jo også øger hudens fedtsyreniveau og dermed bidrager til at udglatte en smule. Derudover fugtmættende glycerin, forseglende kæmpenatlysolie og smidiggørende E-vitamin. Ingen parfume, ingen silikone. Navnet er Exomega Control Balm fra A-Derma og prisen er 145 kr.
- Seriøst bløde fødder. Altså jeg tænker altid på min hjertegode kollega Lise Grosmann her – hun vasker fødder hver aften og smører dem ind inden de kommer under dynen. Og det ER virkelig rart at have velplejede fødder, når støvler og sokker gør huden hård. Tricket ligger i at bruge hælkur på hele foden. Apotekets bud indeholder den altafgørende blødhedsfaktor karbamid sammen med B3-vitamin og også den vaselineagtige olie petrolatum. Sidstnævnte kan man have en holdning til, og det forstår jeg. Navnet er Hælcreme fra apoteket og prisen er 48 kr.
- Askepotcremen, der giver glød og fugt. Mit førstevalg, når det gælder den her type creme, vil altid ligge på Origins farvede dagcreme Ginzing SPF40, som er bedst men også dobbelt så dyr. Avène laver en hæderlig version af det jeg plejer at kalde tryllecreme. Alle der mangler akut glød og fugt vil sandsynligvis føle sig godt klædt på af den her lette, ikke-makeuppede creme, som udover en smule farve også giver UV-beskyttelse. Navnet er B-Protect SPF50 og prisen er 86 kr.
- Flydende plaster på tube. Cremen, som er et TikTok fænomen, kan mere end agere flydende plaster på smårifter og rødmeramt hud – men lad os starte der. Det er nemlig indholdet af silikone, der giver plastereffekten, og det er en smule mystisk, men rart, at man ikke får den der silikone glathårde fornemmelse, som silikone hurtigt kan give. Brug den endelig ikke (som nogle TikTokere anbefaler) mod bumser, for der er INTET i, der hjælper på den front. Den er i stedet virkelig fin under makeup eller til at give dét, Hailey Bieber kalder glaseret donut-hud. Navnet er Cicaplast Baume B5 fra La Roche-Posay og prisen er 100 kr.
@beautyspace på Instagram
MERE SERIØST BEDRE HUD i ord og på tube finder du her.
VAREDEKLARATION: Produkterne på billederne er betalt af Beautyspace.
FOTO JENS PETER ENGEDAL
Christina kragh
Ciaplast er lige kommet med spf 50 ,jeg købte den, men kan ikke lige få øje på den der glaze effekt? Kan der tænkes det er fordi jeg har købt den med spf? Jeg har ikke prøvet den før, men tænkte efter det her opslag at den skulle prøves 🤗
Anette Kristine Poulsen
@ Christina, det tør jeg ikke sige. Har ikke prøvet den med SPF. Den anden giver også en afdæmpet glaze effekt, ikke discokuglelooket ;o)
Lis T
Har søgt på Exomega Control Balm, kan ikke finde den til den pris for 200 ml. Den ligger på omkring 175 kr billigst.
Til gengæld ser 400 ml ud til at være på tilbud flere steder.
Anette Kristine Poulsen
@ Lis T, tak for indspark. Det var hvad jeg betalte.
Marianne M
Kan også anbefale Faaborg Pharma marselus bodylotuin med niacimid og hyaluronsyre og vitamin B5.
Mener endda den er billigere end den du anbefaler(som også er god)
Anette Kristine Poulsen
@ Marianne M, stor tak for dit indspark.
Lene Kusk
Tak for gode tips, Anette 👍.
Én ting jeg altid tar’ med hjem fra apoteket når jeg er i Sverige er ACO’s Rescue Mist (også anbefalet af dig)
Anette Kristine Poulsen
@ Lene, den har SÅ fin en forstøver.
Jette V
Jeg ved ikke lige, hvad jeg synes om den nye glazed trend i ansigtet… 🤔 det ser ret klistret ud… 🫣
Anette Kristine Poulsen
@ Jette V, det bliver liiidt for glansfuldt, enig. Men det handler om mængde.
Vibeke
Jeg kan virkelig godt lide idéen med Avéne B-Protect, men jeg synes, den er ubehagelig omkring øjnene, og derfor får jeg den ikke brugt. Findes der lignende alternativer, som ikke generer øjnene?
Anette Kristine Poulsen
@ Vibeke, har du prøvet VitaZing fra Origins?
Anne
Hvor finder du Avené cremen til den pris? Jeg plejer at give mellem 110-130 kroner for den. Denne vinter er Avène Hydrance BB Cream Rich spf 30 dog endt med at være min foretrukne, men det varer jo ikke længe inden spf skal op på 50 igen.
Anette Kristine Poulsen
@ Anne, jeg købte den hos mit lokale apotek, men lavede også en hurtig Googlesøgning. Det kan ændre sig fra dag til dag.
Marianne
Er Avéne-cremen mineralsk, så den er til at holde ud rundt om øjnene? Og fungerer den under concealer og foundation?
Anette Kristine Poulsen
@ Marianne, du får flere informationer, hvis du tjekker indholdslisten, og for mig ER den foundation – et alternativt til foundation.
Marianne
Tak, men jeg vil gerne ha’ lidt mere dækning 🙂 – og gerne undgå at købe en creme, som ikke fungerer sammen med andet makeup …
Mette Sloth Eriksen
Avenes B-Protect er intet mindre end et mirakel, den gør huden så fin og er et fremragende makeup underlag. Den er virkelig god og prisvenlig og lækkert at den er med SPF50, den har gjort en kæmpe forskel for min hud. Må også stemme i med Ecookings fodcreme, den er lækker.
Anette Kristine Poulsen
@ Mette, tak for din indspark. Du har ret i forhold til Ecookings fodcreme. Den er også eminent, men jo mere bekostelig.
Elisabeth Hamerik Schwarz
Avène b-protect er min go-to dagcreme, så snart temperaturen kommer over ti grader (indtil da har jeg brug for noget federe à la Votary + spf i andet produkt). Jeg fik den i en Beautyspace-pakke for efterhånden en del år siden og er den første creme med så høj spf, der ikke har givet mig knopper udover Clean, der er så rockerdyr (og vist kun spf 30) – og så er prisen jo fremragende. Så tak for det tip og lad os håbe, at det snart bliver Avène-tid.🤞
Anette Kristine Poulsen
@ Elisabeth, dejligt at høre. Mange tak for dit indspark.
Anette
Avenes solcreme med farve elsker jeg om sommeren! Den er så god istedet for alskens foundation man smører på, og holder rigtig godt! Og så er den uden silikone og passer til de flestes hudtype. Me like!
Du anbefalede engang E-Cookings fodcreme og den er jeg altså større fan af end petroleumscremen til de sarte hæle – men den er selvfølgelig også en tand dyrere.
Selv har jeg opdaget Apotekets egen serie af cremer. Især deres Anti Age creme med alger, hyaluronsyre og kollagen, der godt nok indeholder parfume, men ingen andre øv-lige ting. Min hud bliver simpelthen så nydelig, når jeg anvender den om natten. Og den er ikke fed i det, bare utroligt fugtgivende.
Den er så god at jeg vovede at forære min svigermor en krukke af den endda.
Og så er deres Lacto+ cremer med mælkesyrebakterier også virkelig lækre, især håndcremen, der gør hænderne smørbløde!
Anette Kristine Poulsen
@ Anette, der kan være mange årsager til at fravælge petrolatumbaserede produkter, så fuldt forståeligt.
M
Jeg prøver lige her. Anette, jeg har én af Ansigtscremen der skal bruges op hurtigere end jeg vist når det, fordi jeg har haft lagt den fra mig i en periode. Må jeg bruge den i en bodyoil og smøre kroppen ind i det? Jeg tænker også på bikinilinjen, hvor jeg bliver waxed, fx? På forhånd tak.
Anette Kristine Poulsen
@ M, det kan du tro, du må. God idé i øvrigt. Bland den med olien eller kom Ansigtscremen på først, og så top med olie.