Hvad kan man gøre ved akne-ar

Akne-ar? Se hvem der udgør risikogruppen

Når det gælder ar efter akne, så har en Beautyspacelæser efterlyst løsninger. Især hvis man er på SU. Det har jeg fået en samtale med hudlæge Tina Holst Larsen om. Den er blevet ret lang, og du skal nok få den i sin helhed (den bliver udgivet på fredag), men her et par snackbidder:

Ifølge hudlægen er man i risikozonen for at stå tilbage med akne-ar, hvis man

  • har svær akne med store meget inflammerede elementer
  • ryger, fordi rygning nedsætter sårhelingen
  • piller eller kradser i sine bumser
  • bruger poretilstoppende makeup uden at få renset af om aftenen. Noget, der også gælder solfaktor
  • bruger fedtet hårvoks uden at vaske hår om aftenen
  • lever usundt uden at få de varierede og gode næringsstoffer, huden har brug for i forhold til at danne nyt bindevæv

Sådan ser risikoprofilen altså ud. Og det er ingen hemmelighed, at jeg har et issue med de forældre, der ikke hjælper deres unge med at komme i behandling. Og nej, en bums hist og pist kræver ikke læge. Milde udbrud og småbumser kan som regel fikses med en blanding af salicylsyre og A-vitamin, men … og det er vigtigt, så snart det er ude af kontrol. Hvis situationen ikke kan løses på en måneds tid, så skal der professionel hjælp til. Først læge, så hudlæge, hvis det er slemt. For som du vil erfare i artiklen på lørdag, så kan det ifølge hudlæge Tina Holst Larsen tage bare en måned at beskadige bindevæv og danne ar.

Og ja, der er ydertilfælde med unge, der synes en enkelt bums er verdens undergang. Og der er dem, som min egen søn, der var helt ligeglad med at have enkelte bumser (og her skal der jo ro på moren).

Og så er der den anden gruppe, som mit hjerte bløder for. Fordi de ikke får hjælp til cystisk akne, som er en sygdom. Undersøgelser viser, at unge med svær akne trækker sig socialt, føler sig spedalske og ender som lette mobbeofre. Når jeg ser dem, ser jeg kun deres forældre og det omsorgssvigt, de unge er udsat for.

Hele samtale-artiklen med hudlæge Tina Holst Larsen om akne-ar, forstørrede porer og hvad der kan gøres, udkommer på fredag. Få den automatisk i din indbakke ved at være (gratis) på Beautyspace-listen her.

@beautyspace på INSTAGRAM

Illustration Charlotte Karor

25/08/2024
Vind Ansigtsyoga-bogen & Seriøst bedre hud
Seriøst bedre hud konkurrence
05/09/2024
Løsningen på ar efter akne
Hudlægen om akne-ar og forstørrede porer

Kommentarer

  • Sanne

    Uha – don’t get me started 😅 – min krop sitre når akne er emnet….

    Min søn på 17 år er netop stoppet på Isotretinoin efter 9 mdr. på pillerne…. Det startede med få urenheder og vi forsøgte os i starten med kosmetologbesøg. Det skulle hun da nok sørge for at hjælpe ham af med…. Og jøsses tænker jeg bare nu! Det kan de jo ikke hjælpe med!
    Og godt vi droppede de besøg hurtigt igen!

    Egen læge gav os de stærkeste piller de må udskrive og creme – intet hjalp, det blev kun værre. Uvidenheden viste sig også her hos lægen. Så jeg måtte ‘banke i bordet’ og fik en henvisning til hudlæge – 9 mdr. ventetid – WHAT! Hvis ikke vi havde haft mulighed for at opsøge en privat hudlæge og selv betale, så tør jeg slet ikke tænke på hvad det havde gjort ved vores søns psyke at skulle vente….

    Han er heldigvis godt på vej nu til at få en ok hud igen og har heldigvis været stærk psykisk gennem hele forløbet.

    Men hvad med de unge mennesker hvis psyke ikke kan klare det….?
    Mange unges livskvalitet bliver så dårlig – og tænk sig at skulle vente så lang tid på behandling. Det koster statskassen mange penge til psykologtimer etc. når de unge ender med angst og depression 🥺

    Et ja tak til et større fokus på at det er en sygdom og ikke en dårlig livsstil ift. kost, motion etc.

    Tak for super relevant information omkring emnet! 😊

    04/09/2024
  • Liselotte

    Øv kan ikke få rabatten til youcare til at virke???

    04/09/2024
  • Shirley

    Som du ved Annette, bløder mit hjerte også for de der har cystisk akne og vedvarende hudproblemer. Men desværre er det ikke så nemt, hverken for den ramte eller deres forældre. Tro mig de har prøvet ALT. De har sågar også været på isotretinoin 3-4 omgange. Nogen kan slet ikke tåle den heller, med forhøjede lever tal og dermed må de afbryde.

    En anden observation og nuance ser jeg også på akne ar fronten. Nogen piller aldrig, lever ekstremt sundt, dobbel cleanser etc etc. Alligevel får de ar. Jeg er en af dem.
    Omvendt er der mange der gør ALT det ovennævnte og får INGEN ar. Hvad handler det om?

    Jeg håber på en mere nuanceret debat på dette området. Vi må se på det enkelte menneske og deres hud. Finde “the root cause” til hudproblemerne INDEN de får ar i hud og sjæl.

    Håber du kan følge mig.

    04/09/2024
  • Laura

    Du skriver, at milde udbrud kan afhjælpes med en blanding af salisylsyre og a-vitamin. Til min egen hud ville jeg slet ikke være i tvivl – men til den unge derhjemme, der godt nok ifølge navneattesten ikke er full blown teenager endnu, men så afgjort på alle andre måder – faktisk især hudmæssigt – er det, er jeg meget mere i tvivl om konkrete produkter. Jeg ved, at du helst afholder dig fra at give konkrete produktnavne, men i en tid, hvor mange hudlæger slår alarm over “Sephora-kids”, bliver jeg også nervøs. Samstemmende fortæller de, at de unge (børn) bruger alt for kradsbørstige sager – herunder retinol/a-vitamin.

    Så hvordan sikrer man, at man får fat i noget, som er passende – hverken for potent, men på den anden side heller ikke uvirksomt til den unge hud?

    04/09/2024
      • Laura

        Hun er kun 12 (og 1/2) 😉 Stor og fornuftig – og ingen make-up eller lignende i den stil (endnu). Men helt klart fuldkommen i pubertet. Det sker jo tidligere og tidligere for især piger.

        Hun vil rigtig gerne bruge rens og sera og cremer og lotions og tonere… Og jeg er helt ok med, at hun plejer sin hud. Jeg vil vireklig bare ikke have, at hun “overbehandler” og gør skade på den.

        04/09/2024
  • Marianne

    Det er så rigtigt det med at hjælpe, hvis ens børn har akne. Det er desværre ikke altid, at ens læge ved særligt meget. Jeg måtte selv researche og finde frem til cremen Acnatac med retinoid og antibiotikum, da min søn ikke kunne tåle det gængse middel (kan ikke huske navnet, men det, der misfarver sengetøjet) Acnatac er til gengæld helt vildt godt og hjalp ret hurtigt 🙂

    04/09/2024

Bliv en

Beautyspace-insider

 

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke.

Det koster intet at abonnere på BEAUTSPACE, hvor du hver uge får tre til fire aktuelle artikler, adgang til mine bøger og foredrag med rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.