fbpx

Drop traditionel natcreme

Kan du huske, da vi købte natcremer med (salgs)argumentationen om nattens behov for ekstra reparation? Huden er smartere end at lægge hus til den gamle sang. For den (huden) venter jo ikke, til vi ligger ned med at reparere sig selv i tilfælde af overlast. Ligesom der endnu ikke er overbevisende dokumentation for, at der er indholdsstoffer, som påvirker hudcellerne anderledes, bare fordi vi ligger ned, og det er nat. Hvad vi dog ved, er, at cellerne har et indbygget ur, der giver os en biologisk større beskyttelse i dagtimerne. Og dét er smart.

Som du måske har bemærket, er der gået status i at prioritere søvn, og det giver os et hav af søvndyssende sovecremer, pudepift og gadgets, der kan sprede duften af eksempelvis afslappende lavendel. Netop lavendel har papir på den afslappende virkning, selvom det nok kræver, at du kan lide duften og i øvrigt er til æteriske olier. Så det er et valg.

Jeg er ret glad for sove-salven fra Amazing Space, fordi den udover lavendel, indeholder gode fedtsyrer til hudbarrieren. Der skal kun bruges en anelse, og har du i forvejen hud til den fedtede side, så vil den være for fed. Hvis du endnu ikke har været forbi det nye seje danske initiativ The Beauty Sleeper, så er der søvnartikler at hente og vistnok flere på vej.

Frem for alverdens mærkelige argumenter om natcreme, så er sagen nærmere – i forhold til hudpleje – at vi jo ikke har plads til alt om dagen, hvor prioriteringen overvejende er fugt og beskyttelse fra antioxidanter og SPF.  Derfor giver alt fra A-vitamin til EGF og frugtsyrer god mening om natten.

Det samme gør levende mælkesyrebakterier, som endnu kun fås hos mærkerne Esse, Mother Dirt og Bak Skincare. Fordelen er probiotikaens høje aktivitetsniveau, når det gælder barrierelappende, fugtmættende og rødmedulmende egenskaber. Men det skal ikke være nemt. Groft sagt er udfordringen, at konserveringsmidler kan slå de små fredsmæglere ihjel. Så brug de levende udgaver om natten uden indblanding fra andre produkter, hvis du kaster dig dig ud i det.

OG SÅ TIL FØDDERNE: Vi nåede ikke landets nye måske bedste fodcreme. Jeg er vild med, at Ecooking kalder den for natcreme til fødderne, for lige præcis fodcreme er noget snask om dagen. Min begejstring går på indholdet: 15% karbamid gør,  at vi er sikre på, at den osteskorpe-lignende hud på hælene opløses. Her sammen med eksfolierende mælkesyre og god fugtmætning. Doseringen er der også tænkt på med ét pump svarende til en fod (dog nok ikke str. 45).

PÅ IG @beautyspace er der smugkig til august måneds Book’n Beautybox, som frigives i morgen kl. 8.00.

06/08/2019
Hvad CBD gør for din hud
Få hudlægens bud og de nødvendige procenter
08/08/2019
Træt af, at det gik så hurtigt?
Måske er dagens plaster noget

Kommentarer

  • Christina

    Jeg vil også gerne vide hvor den fine skjorte er fra

    13/08/2019
  • Miranda

    Tak for svaret.. Jeg er allerede i gang med bogen “Super hud” Sikke en lærerig bog. Jeg fik desværre ikke svaret på om jeg ville kunne bruge nogle af The ordinary’s produkter under min A vitaminsyre creme? Håber du vil skrive tilbage da jeg er i vildrede!!

    10/08/2019
  • Selma

    Jeg spørger måske dumt, men jeg sjusker hele tiden rundt i carbamider (karbamider) og ceramider – hvad er hvad – hvor er forskellen?? 🙂

    08/08/2019
  • Ditte

    Er der nogen der ved hvor Ida’s fine ternede skjorte er fra ? Den er jeg da helt forelsket i

    08/08/2019
  • Janet

    Kan slet ikke finde den sleep diffuser til under 500,- nogen steder. Hvor finder jeg den???

    07/08/2019
  • Anne-Mette

    Hejsa. Ved du om Ecookings fodcreme er bedre end Pudderdåsernes fodcreme til at “fjerne” den hårde hud fx på hælene, hvor det jo nærmest kan føles som en sål. Ecooking har mere carbamid i, men pudderdåsernes har – ud fra beskrivelsen på deres hjemmeside – også andre gode ingredienser i, så hvad er mon bedst? Jeg synes ikke, at Pudderdåsernes er så drøj i det, så den er relativt hurtigt brugt op.

    07/08/2019
  • ZS

    Til dem, der kan lide lavendel, kan jeg anbefale 1 dråbe lavendelolie f eks på armen inden sengetid. Jeg er helt afhængig selvom jeg sover fint ellers, og så er det en budgetvenlig metode sammenlignet med alle de sprays man kan købe.

    07/08/2019
  • Miranda

    Tak for en fantastisk inspirerende blog. Jeg vil høre om det er bogen Super hud jeg skal købe, for at få en større viden omk. alle hudplejeingredienser? Eller om du kan linke til andet? Jeg har købt Super 3 booster men er i tvivl om hvornår den skal bruges, da jeg bruger Tretinoin creme (a vitamin syre creme) hver aften? Samt hvilke produkter fra The Ordinary jeg kan bruge inden a vitamin cremen?

    07/08/2019
  • Pernille S

    Nu vi/du taler om cremer der virker, har jeg et lille hjertesuk. Er netop ved at prøvekøre Beauté Pacifique’s bodylotion til tør hud. Gode indgredienser i form af squalane og Vitamin A. Er ret begejstret, men men men; emballagen er håbløs. Det kræver måneders hård træning i et fitnesscenter at presse cremen ud af plastflasken, som er hård som sten! Hvorfor har skønhedsindustrien ikke mere og bedre fokus på emballage som er bruger venligt? Hvis nogen kan råbe industrien op, så er det dig Anette. Vi har før talt om mangel på pumpefunktion så cremerne ikke ilter, så det er ikke en ny problematik!
    Kh Pernille S

    07/08/2019
  • Pernille S

    Helt rart at vide at jeg som troede jeg var helt u-trendy, nu viser sig st være trendy ved ikke at anvende specifik natcreme!
    Jeg holder mig til A-vitamin fra Environ. Den er suveræn! Med mindre, een eller anden har lyst til at forære mig le Mer produkter. Så er jeg svigefuld 😉
    Tak for endnu et godt blogindlæg!

    07/08/2019
  • Elisabeth

    Nu er jeg rasende nysgerrig af natur. Og glæder mig vanvittigt til i morgen tidligt…. men når jeg prøver at smugkigge på Instagram – som jeg ikke er på- er det mig kropumuligt at finde det smugkik….

    07/08/2019
  • Den lyder skøn den fodcreme fra Ecooking, har netop købt deres bodylotion og hvor er den dejlig og velduftende 🙂

    07/08/2019
  • Camilla

    Kære Anette
    Kan A-vitamin bruges samtidig med EGF serum ? Eller er det bedre at bruge hver anden dag ?

    07/08/2019
  • Jette B

    Jeg er tilhænger af BP Super 3. Besøg hos SkinSense den 5. september skal vise om jeg skal bruge noget andet.

    07/08/2019
  • Working9to5inStilettos

    Skal klart prøve fodcremen…har ellers været ret glad for Pudderdåsernes udgave (men kan læse at der “kun” er 5% carbamid i…så denne må jo være det nye vidunder !

    07/08/2019