
Få hele toilettasken med i håndbagagen
Hit med den liste, blev der råbt i mit Instagramfeed, da toilettaske-i-håndbagagesagen blev bragt i Børsen for nylig. Jeg har fået lov til at genudgive sagen herunder, fordi avisen og min eks-chef hører til verdens sødeste.
Så.
Her er artiklens ord med produkterne, der fungerer sublimt, når al toiletgrej skal ned i en ét liters plastpose til håndbagagen – og man gerne vil være både ren, velplejet og have makeup på. Prismæssigt rangerer mine valg fra 79 – 575 kroner.
RENS, SÅ DET ER RART
Behagelig mælket gelrens, der skylles af med vand og som uden at irritere eller udtørre huden fjerner makeup (også den omkring øjnene), snavs og solfiltre. Fungerer også godt som rensemaske, hvis tiden er til det. E.X.F.O. fra pHformula, 20 ml, 79 kr.
LÆBESTIFT, DER OGSÅ LIVER KINDERNE OP
Det behagelige ved den her læbestift er, at den er tilpas cremet, men uden at glinse og så gør dens blyantagtige design det nemt at tage den på, også selvom det er halvmørkt. Også fin som blush på kinderne – her kræver det dog lys. Phyto-Lip Twist Læbestift fra Sisley i farven baby, 345 kr.
RO PÅ MULTI-SALVE
Koncentreret, vandfri salve, der med CBD (cannabisplantens ikke-euforiserende stof) virker beroligende og helende på udsatte steder som alt fra læber til rifter og udtørrede neglebånd. Kan i en snæver vending agere kropssmøre – brug kun en smule og altid på letfugtet hud. The Calm Balm fra Mantle, 210 kr.
BEROLIGENDE DUFT
Fremfor at spraye løs og duftforstyrre andre, føles det både luksuriøst og rart at komme duftolie på håndleddene, når man flyver. Rudolph Cares version er hældt på glas med roll-on funktion og spreder velduft af sprøde grønne mandler, blød bomuld og pudret iris. Signature Notes fra Rudolph Care, 245 kr.
MINI-DEO
Det er ikke fordi, der er mange prisvindende deodoranter, men her er en af dem i en rejsevariant, som fungerer. Malin+Goetz’ antiperspirant er også antibakteriel og holder huden tør, svagt duftende af eukalyptus – og farver ikke tøjet. Eucalyptus deodorant stick fra Malin+Goetz, 145 kr.
FUGT PÅ STEORIDER
Lad undsætning komme fra en flaske, for det er, hvad der sker når hyaluronsyre (fugt), antioxidanter (beskyttelse), peptider (udglatning) og A-vitamin (friskhed) pakker huden ind i et af de bedste fugtsera, der findes. Iconic Reborn Radiant Serum fra By Nacht, 575 kr.
FOUNDATION I LIGHT UDGAVE MED GLØD OG FAKTOR
En slags alt-i-et creme, fordi den udover glød og solfaktorbeskyttelse, også giver en anelse farve og dække, men uden at den føles makeuppet. For mange vil den gøre den ud for foundation, men test inden afrejse. B-Protect fra Avéne, 100 kr.
SORTE VIPPER UDEN SLINGER
Man får forbavsende lange øjenvipper med den her mascara, som med økologisk bivoks, akaciegummi og marula-olie også sikrer, at det sortmalede blikfang ikke drysser. Im-Possible mascara fra kjaerweis.com, 319 kr.
PROBLEMKNUSEREN
Alt fra rejsefeber til sene nattetimer kan fremprovokere udbrud eller den berømte festbums. Den bedste løsning er let slibende salicylsyre fra pilebark – her i et serum med glødgivende C-vitamin. Skin Perfector 2% BHA + Vitamin C fra Woods Copenhagen, 90 kr.
OPKVIKKENDE SHAMPOO
Shampoo, der ret effektivt holder elektricitet fra lokkerne og giver mere volumen, men som også er decideret opkvikkende – det er nemlig præcis, hvad kombinationen af rosmarin og pebermynte udretter. Rosemary Mint Shampoo fra Aveda, 89 kr.
NB. Det er altid en god idé at vælge produkter, der enten kan blandes eller mestrer mere en én ting . For eksempel er læbestift også glimrende som blush (medmindre farven er blålilla), ligesom shampoo fungerer fint som kropsvask. Et nip af plantesalve eller lidt fugtserum kan give et ekstra boost til dagcreme, hvis man trænger til mere fugtmætning.
@beautyspace på Instagram, hvor du kan vinde ét af i alt 10 hudplejesæt. Med lidt held, bevares. Men alligevel … nogen skal jo vinde.
FOTO Børsen / Lea Holm Grønning
Pernille S
Kære Anette. Tænkte nok det var version 2.0! Den føles faktisk mere fugtig og blød på huden 🙌🏼. Er iøvrigt vild med din søsters krus. Tandbørsten har fået ny plads🩷
susanne kastrup
👌takker
Mariannegylding
Åh jeg er bare ikke gode venner med IG, ved altså ikke hvordan jeg skal bære mig ad i forsøget på at vinde😅 jeg ved at hvis jeg trykker 2 gange så kommer der et hjerte❤️ resten kan jeg ikke helt hitte ud ad😳
Anette Kristine Poulsen
@ Marianne, så ER du med. Hurra.
Berit Ærensgaard
Tak for input… ingen dag eller natcreme med? Jeg har altid SARD Kopenhagen med , serum og arganolie, sidstnævnte til rens, dagcreme- olie og til hele kroppen, nemt og bekvemt og så lige Origins ginzing farvet dagcreme…👌🏻❤️
God sommer ☀️
Kh Berit
Anette Kristine Poulsen
@ Berit, jo der er den med fra Avéne. Tak for dit indspark.
Pernille S
God inspiration. Tak Anette og Børsen 😉
Lige et spørgsmål. Har lige bestilt (og lynhurtigt modtaget – tak) tre tuber Ansigtscremen. Er det den opdaterede version? Kan ikke umiddelbart se det på indpakningen…
God sommer🥰 Kh. Pernille
Anette Kristine Poulsen
@ Pernille S, du kan tro, det er den opdaterede, du har modtaget. Niacinamid står helt øverst som nr. 2.