Fra Botox til Bioeffect

Beautyspace-læser Britt skrev en mail:

Kære Anette

Tak, ja bare fra hjertet tak. Jeg begyndte at følge med herinde i 2018, og der startede min rejse ud i at blive klog på ingredienser. Og sikken en rejse.

Jeg har nu været Botox-fri i halvandet år – efter 10 års brug hver 3. måned, rynkerne skulle jo holdes væk.

Jeg er i stedet hoppet på Bioeffect om natten, Smuuk Hydro Balance (kosttilskud) og The Ordinary om dagen. Selvom jeg bruger det dyre Bioeffect serum, som jeg oftest køber, når der er minus 20 %, så sparer jeg meget på Botox-kontoen, ligesom priserne på The Ordinary er til at komme i nærheden af.

Min rejse med dig begyndte i april 2018, og her i august 2020 har jeg fået foretaget endnu en hudscanning, og min hud svarer nu til kategorien 30 år – beautydamen bag maskinen og jeg jublede stort, og jeg smiler stadig stort. Så tak.

Kærligst Britt, 64 år.

Tak tilbage til Britt. Også selvom det nu kan virke, som om jeg vil ødelægge stemningen. Ikke fordi, jeg ikke bliver glad for en hjertevarm mail, som den fra Britt. Er du gal, det gør jeg jo. Især fordi værdien af hudpleje tydeligvis har oversteget trangen til injektioner. Og så fremgår der noget andet mellem linjerne – Britt har vendt blikket en anden vej. For fakta er, at hudplejeprodukter ikke kan fjerne mimiske rynker (se evt. Insta-stories med Pernilles pande-forsøg på @beautyspace). Bevares, man kan få en rasende bedre hudstruktur, og man kan fugtmætte i en grad, så huden løfter sig en anelse – samtidig med, at det er godt at huske afspænding og solbriller, hvis man er typen, der kniber øjnene meget sammen. Men det bemærkelsesværdige er, at Britt ikke engang nævner typen, omfanget eller udviklingen af de rynker, hun i 10 år fik behandlet med Botox.

For hendes fokus har flyttet sig. Og det er næsten psykologi på et højere niveau.

Sandheden om hudscanninger

Jeg kan dog blive en anelse mat af hudscanninger. Dels findes der virkelig mange forskellige, og hvad er sammenlignings-grundlaget, når vi siger en 20-årig eller en 30-årig hud? Det er positivt, at folk ikke skal fejes op fra gulvet med en besked om, at alt er helt til hest, og at de fluks må i gang med en alenlang serie. Point for det, men alder er stadig ingen entydig hudtilstand – en 30-årig hud kan være alt fra fugtfattig til rødme- og pigmentramt, ligesom en dobbelt så gammel hud kan være sund, ensfarvet og fugtmæt.

En ting, man med god erfaring kan vurdere og måle, er hudens kollagenindhold. Professor og hudlæge Peter Bjerring peger på de to mest brugte metoder:

  1. Måling af mængden af kollagen uanset funktion (der kan være masser af kollagen, som ligger i små, uafhængige klumper, der ikke har mekanisk styrke).
  2. Måling af mekanisk funktion af kollagenet (siger noget om, hvordan kollagenet er strukturereret, altså i et fint eller groft netværk – eller mindre isolerede stykker, som ikke har sammenhæng.

”Den første metode måles ved højfrekvent ultralydsscanning, hvor du ser tykkelse og tæthed af kollagenlaget i huden. Det er den metode, som bl.a. Beaute Pacifique benytter, og den er i almindelighed rigtig god, men resultaterne kan fortolkes. Tag altid højde for tekniske vanskeligheder med at få optaget et kvalitetsbillede, som der efterfølgende kan måles på. Før og efter billeder skal være optaget på samme maskine med samme forstærkningsindstilling. ”

Metode nummer to er lidt mere langhåret – en sugekopmetode, som er svær at komme i nærheden af. Den mest tilgængelige er og bliver den, BP bruger. Mit råd vil være at tilsætte tilbagemeldingerne sund fornuft og så ellers kombinere med zoom-spejlmetoden hjemme på badeværelset, hvis du husker den? Støder du på andre måle-metoder, hvor du er i tvivl, så bed om den uvildige dokumentation, der forhåbentlig ligger til grund for metoden.

OG SÅ ER DET I ØVRIGT herlig læsning med Britts sammensætning af produkter på tværs af priskategorier og mærker – et levende bevis på, hvor meget videre vi er kommet på hudplejefronten.

@beautyspace på INSTAGRAM

Foto Jens Peter Engedal, redigeret af journalist Anneline Højrup

DERFOR SKRIVER JEG ALDRIG REKLAME. For det er ikke reklame. Uddybning her.

31/08/2020
Hvad din hud dokumenteret høster af C-vitamin
Men vær for pokker kilde-kritisk  
04/09/2020
Siger du til nogen, hvis de har fået for meget?
Dagens dilemma og AHA-info

Kommentarer

  • Britt

    Hej,
    Jeg har investeret i Bioeffect EGF Essence til brug om aftenen, men hvad skal der ovenpå? Synes i øvrigt at den er meget tyndt og svær at smøre på huden.
    Jeg har også købt Smuuk Hydro Balance, men synes at den giver hovedpine – andre der har oplevet det? Har prøvet forskellige kosttilskud med collagen og synes at de giver hovedpine, hvis jeg tager den anbefalede dosis.
    Britt, 51 år 🙂

    14/10/2020
  • Rose Del Carmen

    Kære Anette.
    Jeg vil gerne høre dig om et godt råd til at minimere de porrer jeg har på kinderne omkring næsen. Jeg har fået lavet en oxygen behandling (som jeg efterfølgende virkede lidt fusket, men det har nok bare være stedet og den behandler jeg brugte). Jeg følger dine råd, mild peeling, forskellige sera med C/A alt efter tidspunktet på dagen og fugtmætning. Måske det kræver en mere aktiv creme til forstørrede porrer det ved jeg ikke.

    Jeg håber du kan hjælpe 🙂

    Mvh Rose

    04/09/2020
  • Pernille

    Har du et godt råd til en +55 med lidt fedtet hud uden de store problemer? Hvis jeg gerne vil gøre lidt ekstra. Jeg føler ofte at min serum sejler rundt i ansigtet

    03/09/2020
  • Christina S

    Nu spørger jeg måske meget dumt, men den bioeffect, bruger man kun den og ikke andet?

    03/09/2020
  • Britt

    Svarer gerne

    The ordinary produkter er buffet Peptides 1%, Hyaluronic Acid 2% B5. Og deres fugtigheds dagscreme.

    Og ja, bp scanning, skal tages varsomt. Men forskellen er stor på mine billeder gennem tiden.

    Og bortset fra det, så jeg altså bare så glad for min strålende hud

    03/09/2020
  • Tina

    Har set lidt på THE ORDINARY produkter – De har jo en super god pris og overvejer, at prøve produkterne, men jeg kan slet ikke finde ud af, hvilke jeg skal vælge, kan du hjælpe ?

    Jeg er 50 år, har lidt tør/sart hud og bruger normalt flg. produkter – rensemælk, toner, serum, øjencreme, dagcreme, natcreme, fugtmaske, skrub og evt. olie.

    Tak

    03/09/2020
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Sanne Engelsen, det melder mailen ikke noget om. Det kan være Britt vil svare selv, hvis hun læser med i dag herinde.

    @ Sanne, jeg lover dig, at det gør jeg også. Glæder mig. Men I skal ikke bare have en blærerøvsmail, der skal også være noget at komme efter. Bliver klogere på. Forhåbentlig.

    @ Christina, de skulle vide, at de havde en hardcore huddame under lup. Sådan.

    KH Anette

    03/09/2020
  • Christina+kragh

    Ha ha ja jeg var ved at dø da jeg fik foreraget en scanning v BP med beskeden “når nu du rammer 40’erne syntes jeg du skal begynde med A vitamin ” Hvor efter jeg stolt svarede jeg er 49 og har brugt A vitamin i mange år ! Damen blev lidt rød i kinderne og svarede HOLD DA OP nå ja men så det nok derfor din hud er i så god stand

    03/09/2020
  • Sanne

    Lad nu være med at være så nørdet, Anette, og bare glæd dig over en begejstret fan-mail. 😉

    03/09/2020
  • Sanne Engelsen

    Hej
    Når du / Britt – skriver The Ordinary, hvad er det då for en …. de har jo en hel del produkter????
    Sanne

    03/09/2020

Bliv en

Beautyspace-insider

 

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke.

Det koster intet at abonnere på BEAUTSPACE, hvor du hver uge får tre til fire aktuelle artikler, adgang til mine bøger og foredrag med rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.