Hold nu op det virker




Hvis jeg så på mig selv udefra, ville jeg helt klart – mindst én gang om dagen – ryste på hovedet og spørge, hvad det egentlig er, jeg har så travlt med. For selvom jeg elsker mit liv, så er risikoen ved at skynde sig gennem dagene, timerne og minutterne, at jeg ikke får mærket det nok, ikke nydt det nok, værdsat det nok. Det at være her.
For en uges tid siden var jeg på Læsø, hvor langsommeligheden på mystisk vis fulgte med mig hjem. I hvert fald lidt af den, og nu øver jeg mig i at holde på den. Ikke altid let, men jeg kan mærke, at det er vigtigt, og jeg vil gerne tilbage for at tanke op. Måske til foråret eller i sommerferien. Fordi:
- Ens tempo allerede sænker sig på færgen. ’Jamen har I da ikke en hurtigfærge’, spurgte en dame på overfarten. ’Na-nej-da, for så kan vi jo ikke nå alt det, vi skal på sådan en tur’, lød svaret.
- Kurbadet i den gamle kirke er som én lang pub-crawling i alverdens gode marinader. Saltbadene er barske, hvis man har rifter eller sår.
- Behandlingerne – og vi er stadig i kurbadet – er til at betale, og jeg fik en bemærkelsesværdig god kropsmassage og ansigtsbehandling tilsat omsorgsfuld venlighed.
- Der er ikke ret meget andet at lave end det, som kloge Svend Brinkman kalder for verdens bedste mentalpleje: Lukke omverdenen ude og læse romaner eller tage naturen ind i store bidder. Begge dele virker og er lette at praktisere på Læsø. For der er ikke så meget andet at lave, med mindre man er ellevild for at opleve øen på hesteryg (og det var jeg ikke).
- Og så er der maden! Maden på Strandgården er sublim. Kaffen det samme. Og serveret med nærvær og en bemærkelsesværdig imødekommenhed.
Måske ville jeg egne mig godt til at bo på en ø. Læsø gav mig i hvert fald lyst sammen med reminderen om at trække vejret lidt dybere, kigge ud og op.



Anette Kristine Poulsen
1000 tak for alle ord – jeg kan se, at vi ses på Læsø til sommer.
KH Anette
Sisi
Nu drømmer jeg mig også til Læsø…! Der lyder helt vidunderligt 🙂 Måske man skulle hive nogen i armen, også sig selv, og høre om der ikke snart skulle tilbringes en weekend sådan helt nede i gear…
Pernille Sparsø
Din beskrivelse af Læsø er spot on! Kurbadet er dog noget jeg har tilgode 🙂
Vibeke guldager
Tak for den skønne øjenåbner og pragtfuldt beskrivelse.
Har aldrig været på Læsø men det vil ændrer sig nu
Har nærmest lyst til at rydde kalenderen nu og tage afsted.
For du rammer den spot on. Hvorfor er det at vi altid skal skynde os ?
Jeg vil til at prøve at leve i “slow motion” nyde øjeblikket , være der hvor jeg er og ikke være videre i mine tanker hele tiden.
Tak for øjenåbner knus
Carina
Sikke vidunderlige billeder og smukke tanker. Åh, kommer helt til at savne dejlige Danmark (bor i USA)
Christina kragh
Der perfekte ophold for min hudsygdom tænker jeg
Dorthe
Jeg kunne ikke være mere enig! Læsø er skøn og alt er nede i et andet gear. Kurbadet er bestemt anbefalelsesværdigt især i solskin, for så er der outdoor badning og liggestole med kig til Kattegat.
I søndags var vi dér, og sikke afslappet vi blev – det føltes som en uges ferie.
Anette Kristine Poulsen
@ Ann-Katrine – Åhhh, nu vil jeg også til Sejerø. Det lyder jo magisk. Tak for dine ord.
Stor hilsen Anette
Ann-Katrine
Smukke smukke billeder, Anette Jeg mener at vide præcis hvad du taler om Sådan en ø, med samme virkning, kender jeg nemlig også… Jeg har ferieret på Sejerø siden jeg helt lillebitte (1963) og er kommet der hvert eneste år lige siden. En varm følelse af ”hjemkomst” breder sig i mit hjerte og sind hver gang eneste jeg står på færgedækket og venter på at færgen lægger til havn. Tiden står stille, helt stille, og man må bare overgive sig til naturen der stort set ikke har ændret sig igennem alle de år. Det er ligesom at ”komme hjem” eller ”tilbage til barndommen”. Man kommer HELT ned i gear, og det er så befriende!!! Duftene, vinden, solen, blomsterne, dyrelivet, havet, stranden, ja alt er ved det gamle… Den ene dag tager bare den anden, også selvom man ikke kan lave andet end at læse bøger, drikke kaffe, gå lange smukke ture og cykle en tur på havnen og glo på lystsejlerbåde. Balsam for sjælen <3 Det eneste der har ændret sig gennem tiden er, at bageren, slagteren, mejeriet, to af de tre købmandsbutikker, apotekerudsalget og den lille legetøjsbutik, som stortrivedes tilbage i 60’erne og 70’erne, ikke er der mere, desværre.
Anette Kristine Poulsen
@ Sanne – Du kan glæde dig fra i dag af. Jeg savner den ø, som er meget low key.
Stor hilsen Anette
Sanne
Der røg Læsø lige på min ønskeseddel. 🙂
Smukke billeder.