Hold nu op det virker

Hvis jeg så på mig selv udefra, ville jeg helt klart – mindst én gang om dagen – ryste på hovedet og spørge, hvad det egentlig er, jeg har så travlt med. For selvom jeg elsker mit liv, så er risikoen ved at skynde sig gennem dagene, timerne og minutterne, at jeg ikke får mærket det nok, ikke nydt det nok, værdsat det nok. Det at være her.

For en uges tid siden var jeg på Læsø, hvor langsommeligheden på mystisk vis fulgte med mig hjem. I hvert fald lidt af den, og nu øver jeg mig i at holde på den. Ikke altid let, men jeg kan mærke, at det er vigtigt, og jeg vil gerne tilbage for at tanke op. Måske til foråret eller i sommerferien. Fordi:

• Ens tempo allerede sænker sig på færgen. ’Jamen har I da ikke en hurtigfærge’, spurgte en dame på overfarten. ’Na-nej-da, for så kan vi jo ikke nå alt det, vi skal på sådan en tur’, lød svaret.
• Kurbadet i den gamle kirke er som én lang pub-crawling i alverdens gode marinader. Saltbadene er barske, hvis man har rifter eller sår.
• Behandlingerne – og vi er stadig i kurbadet – er til at betale, og jeg fik en bemærkelsesværdig god kropsmassage og ansigtsbehandling tilsat omsorgsfuld venlighed.
• Der er ikke ret meget andet at lave end det, som kloge Svend Brinkman kalder for verdens bedste mentalpleje: Lukke omverdenen ude og læse romaner eller tage naturen ind i store bidder. Begge dele virker og er lette at praktisere på Læsø. For der er ikke så meget andet at lave, med mindre man er ellevild for at opleve øen på hesteryg (og det var jeg ikke).
• Og så er der maden! Maden på Strandgården er sublim. Kaffen det samme. Og serveret med nærvær og en bemærkelsesværdig imødekommenhed.

Måske ville jeg egne mig godt til at bo på en ø. Læsø gav mig i hvert fald lyst sammen med reminderen om at trække vejret lidt dybere, kigge ud og op.