Hudlægens ord om hårtab og Minoxidil-kuren

I søndags på Beautyspace fortalte TV-vært Mikkel Kryger om det hår, der bliver mindre af:

”Der ligger mere i det end bare hår – noget identitet og styrke. Mændene i min familie er skaldede, og alligevel var det en overraskelse. Det var faktisk svært. For hvad fanden sker der lige? Mig, der altid har haft et kæmpe hår. Det er en form for kontroltab – også en øjenåbner i forhold til den sårbarhed, livet indeholder.”

Du kan læse hele interviewet her, hvor han også fortæller om et konkret testforløb med stoffet Minoxidil.

Det medførte en mailstorm.

For hvad er det lige Minoxidil muligvis kan?

Det er et lægemiddel oprindeligt udviklet som blodtryksmedicin, som virker ved at udvide blodkarrene. Men som en slags sidegevinst øger det blodgennemstrømningen til hårsækkene og forlænger den aktive vækstfase (anagen-fasen) i hårsækkens cyklus og kan dermed potentielt vække slumrende hårsække til at begynde at producere hår. Man smører det dagligt på hårbunden og slår samtidigt tålmodigheden til. Det vil kræve minimum 3-6 måneders brug at se et muligt resultat, ligesom der kan opstå bivirkninger. Typisk kløe og irritation.

Så skal alle, der oplever, hvad Mikkel Kryger går igennem, styrte ud og købe Minoxidil?

Jeg har i går spurgt hudlæge Flemming Andersen fra Hudklinik Mølholm. Han er ekspert i hårtab.

Hvad kigger du efter?

”Først undersøger jeg hårbunden med en speciel lup (dermoskop), og der tages en blodprøve, som undersøger nyrefunktion, jern, hormon- og vitaminstatus. Ved mistanke om infektion i hårbunden tages podning eller skrab.”

Er der en behandling, der vil gavne alle med hårtab?

”Nej. Vi er nødt til at finde årsagen, for behandlingsforløbene er vidt forskellige. Er det f.eks. en kvinde, kan årsagerne være flere. Udover mangel på kalorier og protein i kosten, jern og D-vitamin er her de vigtigste:

  • Såkaldt Telogent effluvium, som er diffust hårtab efter stress, sygdom eller graviditet.
  • Autoimmunt hårtab ses som pletskaldethed (alopecia areata) f.eks. i forbindelse med stofskiftesygdom eller børneeksem.
  • Mikrobielt hårtab skyldes infektioner i hårbunden eller i kroppen.
  • Medikament og kemoterapi udløst hårtab. En lang række medikamenter kan give forbigående hårtab, bl.a. coronavacciner.

Når årsagen er fastlagt, bliver der lagt en behandlingsplan. Den kan variere med alt fra en indsats mod svampeinfektion til immundæmpende behandling eller eksempelvis en  Minoxidil-kur, typisk i kombination med anden indsats.”

Hvornår bruger du som hudlæge Minoxidil?

”Det kan være i en støttende behandling, som vi ofte udfører i et microneedling-needling forløb – og det skal endelig ikke være en opfordring til selv at ty til microneedling. Risikoen for infektion er alt for stor.”

Man hører ofte, at B-vitamintilskud er vigtige?

”Ja, det er også rigtigt. Vel at mærke, hvis man mangler dem. Hvad knapt så mange ved, er, at zink i doser på 50 mg dagligt har dokumenteret effekt på hårtab.”

MINE RÅD TIL, HVAD DU SELV GØRE – UANSET HVAD?

Ingen, udover en plastikkirurg med speciale i transplantation, kan som bekendt sætte hår på en skaldet. Men man kan i det små forbedre sit hårs vækstbetingelser ved at:

  • Undlade at dække hårbunden med silikoneholdige produkter.
  • Holde igen med føntørring på højeste varmeste blus
  • Lade være med at hive og trække i håret. Gælder også de helt stramt tilbagetrukne hestehaler og frisurer.
  • Give dig selv kortvarige hårbundsmassager for øget blodcirkulation – bare et halvt minut dagligt.

OKTOBERS BEAUTYSPACE BOKS giver som altid mulighed for at supplere nogle af produkterne. Hvis du altså mangler:

FOTO LEA JESSEN

@beautyspace på INSTAGRAM

27/09/2025
Vis mig din rutine, og du skal få et råd eller to
Mikkel Kryger: Det er slut med at få noget forærende  
04/10/2025
Paltrows nye panderynker har fået mig til at tænke: Er vi færdige med Botox?
Botox-fronterne anno 2025 er trukket op – fra Hollywood til Esbjerg

Kommentarer

  • Janne
    REPLY

    Ved vi hvilken zinktabletter de anbefaler, kan ikke lige finde nogen på 50 mg

    07/10/2025
    • Kicki
      REPLY

      Jeg tænker, at mærket er underordnet… Hvis du søger på 50 mg zink, så kommer der masser af forskellige frem, ligesom du kan få hjælp på apoteket

      08/10/2025
  • amaja
    REPLY

    så glad at du taler om hår fordi jeg ved du altid giver fair vejledning .hvad med hårhjelme blandt andet den med LEDlys fra current body .De har så mange spændende ting måske en ide i at undersøge deres devices og nej jeg reklamere ikke for mærket kun nysgerrig hcad du synes
    amaja

    02/10/2025
  • Hanne G
    REPLY

    Hudlæge Flemming Andersen fra Mølholm anbefaler bl.a. zink tabletter 50 mg dagligt mod hårtab – men
    hvor længe? Er der tale om en kur på 3 måneder eller måske 6 måneder?
    Tak Anette

    02/10/2025

Skriv en kommentar

Din mailadresse vil ikke blive publiceret. Udfyld venligst felterne med *

Bliv en Beautyspace-insider

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke. Få hver uge tre til fire aktuelle artikler, især om hvad der gør huden godt, adgang til bøger og foredrag med Beautyspace-rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Skriv din email-adresse i feltet og klik på "TILMELD"

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.