Hudlægernes dom om østrogen-gel i ansigtet
Først sammenhængen mellem hud og østrogen. Nu fortsættelsen. For måske har du også på Instagram set tippet om, at det skulle være en god idé at smøre receptpligtig østrogengel (tiltænkt intimområdet mod tørre slimhinder) i ansigtet. Og hvor god og forsvarlig en idé er det i virkeligheden?
Nu fås østrogenprodukter i mange varianter. Selv får jeg (af søvnhensyn) Estrogels 0,6 mg Estradiol, som skal smøres på underarmen, hvor huden er tynd. Det er ikke en gel, der virker specielt delikat at skulle have i ansigtet, hvilket min læge da også specifikt har frarådet.
Tilbage til tippet fra de sociale medier (som for mig vækker associationer til de spøjse anbefalinger om hæmoridecreme under øjnene og tandpasta på bumser).
Lad os ringe til en hudlæge.
”Helt tosset er det ikke, hvis dosis er så lav, at der ikke forekommer væsentlig absorption til resten af kroppen og dermed ustyrlige effekter. Der er dog en betydelig risiko for udvikling af melasma,” siger professor og hudlæge Peter Bjerring.
Han uddyber:
”Der findes den tilstand, som kaldes estrogen deficient skin, som ses ved kronologisk ældet hud og efter menopausen, og som formentligt kan modvirkes med lokal østrogen behandling. I mange år har den kosmetiske industri anvendt østrogenlignende stoffer (planteøstrogener) for at behandle tilstanden uden at være nødt til at deklarere det som et lægemiddel.”
Hudlæge Leslie Baumann er pro, men med pointer, der tangerer advarende:
”Jeg siger overordnet ja til smørbart østrogen i ansigtet – medmindre man har melasma, og jeg har i årevis anbefalet mine menopause-patienter at gøre det, fordi det kan bidrage til at gøre huden mere smidig og øge fugtmætningen.”
Så ingen bivirkninger?
”Jo. Er man udfordret af melasma er det et no go, for melaninproduktionen vil blive øget. Og så er der dosis, som altid skal bestemmes af ens individuelle østrogenbehov, hvilket kræver en læge med hormonindsigt. Netop hormoner absorberes nemlig utrolig nemt, så det skal følges nøje. Symptomer på overskydende østrogen er ømme bryster, grådlabilitet og væskeophobning. Vær også obs hvis der er historik med brystkræft i familien, for østrogen kan øge væksten af østrogenfølsomme kræftformer som livmoder- og brystkræft. Medicinsk godkendelse er derfor vigtig.”
Personligt begynder jeg ikke at smøre min gel i ansigtet, men holder mig til lægens anbefaling. Og med et lille hurra for Leslie Baumanns slutbemærkning:
”Uanset hvor på huden du påfører østrogengel, vil den bidrage til øget kollagenproduktion – dog mest specifikt hvor den smøres på.”
HUDKÆRLIG REMINDER om de heldigvis mange veje til kollagen:
- Først og fremmest ved at undgå at miste det, man har (opskriften er her)
- Holde på det med bl.a. SPF.
- Gå efter indholdsstoffer, der gøder kollagenproduktionen. Det gør peptider og A-vitamin for eksempel.
VIL DU LÆSE MERE OM HORMONER & OVERGANGSALDER generelt, så følge med hos det vanvittigt dygtigt researchende team ovre hos Menokind.
VIL DU LÆSERE MERE OM HORMONER & HUD, så er der artiklen fra Børsen og en endnu større uddybning her.
KILDER OG STUDIER VEDR. ØSTROGEN OG MELASMA:
Lieberman, R., & Moy, L. (2008). Estrogen receptor expression in melasma: results from facial skin of affected patients. Journal Of Drugs In Dermatology: Jdd, 7(5), 463-465.
Kim, N. H., Cheong, K. A., Lee, T. R., & Lee, A. Y. (2012). PDZK1 upregulation in estrogen-related hyperpigmentation in melasma. Journal of investigative dermatology, 132(11), 2622-2631.
Filoni, A., Mariano, M., & Cameli, N. (2019). Melasma: How hormones can modulate skin pigmentation. Journal of cosmetic dermatology, 18(2), 458-463.
@beautyspace på INSTAGRAM
Illustration Charlotte Karor
Bettina
Hej Anette – nu har jeg spurgt min læge angående hormoncreme 0,6 mg på underarmen af søvnhensyn og- hun siger, at da det giver en øget risiko for kræft i bryst og livmoder lægges der også en hormonspiral i livmoder, også hos kvinder i menopause. Hvis man ikke kan det – så står den på tabletbehandling.
Please altså – lad os altid høre hele sandheden og ikke kun den “pæne” side.
Mvh
Bettina
Susanne Neerdal
Hej Annette, er lidt nysgerrig på, at du får Estradiol for søvnproblemer. Har ikke sovet ordentligt i flere år (overgangsalder!), har prøvet forskellige ting, men intet hjælper!
Anette Kristine Poulsen
@ Susanne, der er ikke så meget mere at sige udover at der kommer et udvidet søvnforløb herinde.
Pernille S
Tak for din professionelle opfølgning, Anette💪🏼♥️
Anette Kristine Poulsen
@ Pernille S, det er jo aldrig ‘bare lige’ med hormoner. Som du ved.
Anette Saatterup
Jeg er så taknemmelig for at være kommet med i gruppen “Menokind” på FB og Instagram ❤️ Kan kun tilslutte mig din opfordring!
Anette Kristine Poulsen
@ Anette, de er SÅ dygtige, undersøgende og inspirerende. Det er samtidig til at overskue. Så helt enig.