Hvad de ikke fortæller dig om filler
Lyt til dagens artikel her:
Alt fra sælgere til fans af injektioner vil hævde, at fordommene er væk – eller i hvert fald blevet mindre, at vi generelt er mere oplyste, og at alle bare gerne vil se friskere ud.
Sikkert ja til det sidste. Absolut nej til de andre to, selvom det i mine øjne aldrig rigtig har handlet om fordomme. Hvad gælder oplysning, så halter den.
Sagen er dog også, at vi ved Gud har talt nok om ekstreme Hollywood-tilfælde, om dem, der ikke kan styre sig og alle dem, der bliver uigenkendelige – jamen hallo, der er jo dem, der netop ikke VIL ligne sig selv. Den snak (om andres udseende) er selvfølgelig gammeldags, utilstedelig og hører under smag og behag. Ingen siger jo heller til mig, selvom de måske tænker det, at jeg får for lidt, og det sætter jeg pris på.
Til gengæld er gennemsigtighed både på sin plads og vel også ligefrem moderne, og her trænger varedeklarationen på især filler-behandling (men faktisk også botulinumtoksin) til en opstrammer. Det er netop denne lettere hullede varedeklaration, der har gjort, at vi nu stifter bekendtskab med såkaldt filler fatique, altså en slags mæthed der møder træthed i forhold til fillers. Faktum er, at alle fænomener som regel skaber en modreaktion. Når noget bliver populært, som filler har været og fortsat er, så afføder det en refleksion og muligvis en modværge – i tilfældet her er der bl.a. dermatologer, som ligefrem kalder det for en reaktion på et overforbrug. Så ’opløsning af filler’ er en ny type skønhedsbehandling i kølvandet på filler fatique.
For hvis man bliver træt af (egen) filler, hvad så? Ja, så kan den opløses, fjernes eller minimeres.
Kosmetisk sygeplejerske Christian Holm Madsen oplever dog herhjemme, at det stadig er få, der vil have filler opløst: ”men absolut flere end bare for to år siden, hvor ingen kom med det ærinde. Da var fokus bare på, hvor effektivt filler var, og jeg tror, mange var sådan lidt … give me more. I løbet af mine 10 år som behandler, har jeg set, hvordan de her behandlinger virkelig kan noget her og nu. Men også løbe løbsk, og der er jo en reel risiko for, at filler ikke bare forsvinder – og så ender man med at lægge oveni noget eksisterende. At få filler reduceret eller fjernet er i øvrigt en behandling i sig selv. Det er et enzym døbt hyalase, der bruges, og det er et håndværk at mestre.”
Men hvad er det, man risikerer, hvis man injicerer filler oven på eksisterende filler? ”Jamen så risikerer man at miste karakter,” siger Christian Holm Madsen, som mener, at behandlere har en undervisningsopgave i forhold til kunder, ”så quickfixet, der var godt i starten, ikke ender skuffende. Det tror jeg, vi kan blive bedre til at tale højt om,” siger han.
Og så er vi tilbage ved det, jeg mener er den mangelfulde varedeklaration. Det er forkert, når ikke permanente fillers bliver markedsført, solgt og beskrevet som bare ”vand og hyaluronsyre.” Der er nemlig også et krydsbindende stof i – en hærder, der desuden fungerer som hærder i visse typer af plast. Det svarer til at sige, at Nutella kun er nødder. Og så er der noget med frekvensen. Man bliver mange steder anbefalet at komme igen efter 6-12 måneder – noget, der også står på mange hjemmesider. Jeg havde en muldvarp til at ringe til fire af landets største klinikker for at få personlig vejledning mht. hyppighed – og her blev de 6-12 måneders frekvens bekræftet igen som værende den typiske anbefaling.
Noget dermatologisk sygeplejerske Else Marie Lissau senere i Børsen Weekend kommenterede som ”vanvittigt” med henvisning til, at vi i dag ved, at også de midlertidige fillers bliver i huden længere. Meget længere. Studier viser helt op til 27 måneder. Så får man filler genopfyldt for tidligt, lægger det sig ovenpå det gamle, og slutresultatet bliver en akkumuleret oppustethed.
Hvis du sidder tilbage og undrer dig over, hvad jeg mon anbefaler, så er der skrevet en ny bog om det, men helt kort, dog vigtigst, så er vi heldigvis herre over eget ansigt. Injektioner, hvis man vælger dem, må være supplement, for behandling af for eksempel filler kan hverken give glød, beskyttelse, fugtmæthed eller mindske solpletter.
Hvad Christian Holm Madsen anbefaler, kommer her: ”Jeg er til alt med måde og kortene på bordet. Med det sagt, så er det jo noget forskelligt, folk vil. Jeg er enig med Anette i det med hudpleje, men samtidig elsker jeg også de her stik.”
@beautyspace på INSTAGRAM, hvor du kan opleve Christian Holm Madsen i en kort, men sjov, Q&A.
På billedet ser du kosmetisk sygeplejerske Christian Holm Madsen, kameraholder Pernille Rahbek og moi.
Lisa
Jeg kan da anbefale et kig ind i Facebook gruppen for filler/hyalase skader, inden man kaster sig ud i det! Specielt er opløseren problematisk , og mange oplever at den opløser deres fedtvæv i ansigtet og andre steder på kroppen 😱
Anette Kristine Poulsen
@ Lisa, ja, det er et håndværk at mestre, som Christian nævner. Mange tak for dit indspark.
Julia Venus
Tak for vigtige oplysninger.
Anette Kristine Poulsen
@ Julia, tak fordi du læser med. Jeg ved, det er vigtigt emne for dig.