Kampdagens opråb gælder også velvære-industrien

I fredags deltog jeg i et debatmøde, hvor Helle Thorning-Schmidt og Pernille Rosendahl, udover en FN-repræsentant og L’Oréal som vært, sad på talerstolene.

Det var både en optakt til dagen i dag – 8. marts og det var et konkret initiativ i forhold til de grumheder, der kan møde en i nattelivet.

For mig var der et par aha-oplysninger. Eksempelvis anede jeg ikke, at Thorning-Schmidt står bag et firma med 200 bestyrelsesparate kvinder, der kan træde til i løbet af en uge. Når nogen hævder, at der ikke er kvinder at tage af til bestyrelser.

Hvis du har ekstra kaffe og tid i dag, så læs artiklen her om wellness. Den er noget sat på spidsen, og jeg har det ikke selv på måden, de kradser det op i artiklen:

  • For mig svarer hudpleje til at børste tænder. En selvfølgelighed. Og med et krav (til mig selv) om at bruge det, der beviseligt virker.
  • For mig er motion en slags selvmedicinering mod den farlige stol. Ikke noget, jeg stornyder. Ikke noget, der er religiøst.
  • For mig er en god omgang massage saliggørende (som i fredags, hvor jeg var hos fabelagtige Mona og mentalt svævede hjem med højt, uglet og oliefedtet hår).

Men.

Jeg forstår bestemt den risiko, forfatterne berører. Den gælder vel i øvrigt inden for alt fra kost til træning, søvn, hudpleje, yoga og … På den ene side er det så forbistret kikset og navlepillende med al den optimeringstale. Man får jo lyst til at sige til folk, at de skulle tage at læse en avis eller nogle ord af Tove Ditlevsen eller en anden med hovedet det rigtige sted (jeg elsker i øvrigt Svend Brinkmann for det her citat: “Jeg har prøvet at finde mig selv. Det gik ikke så godt, for jeg fandt mig bare liggende på sofaen med en pose slik. Jeg vil meget hellere finde de andre”). Kig mere ud, mindre ind.

På den anden side, så er jeg ikke et større menneske, end at jeg vil vide de ting, der kan gøre godt. Hvad enten det er nyt på kålfronten eller en omsiggribende research på en lovende hudplejeingrediens.

Jeg føler sjældent ovennævnte som noget pres. Noget, der muligvis skyldes et medfødt doven-gen.

07/03/2022
Makeup-minimalist … dét er mig 9 ud af 10 dage
Men vigtigt, hvad der så sker med hud, øjne og læber
10/03/2022
Farven, der stiger en til hovedet
Og læbestiften, der får mig til at gå med læbestift

Kommentarer

  • Ditte

    Hej Anette,
    Tak for hjælp på mine andre spørgsmål. Nu har jeg lige et mere 😀
    Jeg synes det er svært at finde god SPF 30 eller 50, som både giver den nødvendige fugt/fedt beskyttelse og høj nok solfaktor til sommerperioden.
    Jeg arbejder meget på mine pigmentforandringer i de serums jeg bruger, så jeg mangler virkelig noget ekstra fugt. Derudover har jeg tendens til tilstoppede porer og prøver derfor at undgå for meget silikone – ved ikke om det er muligt i solcreme?
    Min hudtype er normal/kombineret.
    Har kigget en smule på dermalogicas powerbright eller prisma protect, men begge indeholder silikone. Haft du andre gode forslag?
    Det skal helst være uden farve 🙂
    På forhånd TAK!

    08/03/2022
  • Marianne

    Interessant artikel, men jeg er enig i, at den er noget sat på spidsen. Ja, skønheds- og wellnessindustrien er en enorm pengemaskine – og – som artiklen påpeger – kan da helt sikkert få nogle kvinder til at føle, at de burde gøre meget mere = købe meget mere. Men igen – det er jo markedsføring og gælder vel også for alle mulige andre områder i et kapitalistisk samfund. Man håber da, at vi kvinder kan navigere i det og vælge til og fra, hvad vi nu føler for. Det er i hvert fald sådan, jeg selv vælger af være i det … 🙂

    08/03/2022