2 forskere og nu en plastikkirurg siger det samme
Førhen har jeg altid tænkt om det at faste … herregud hvor trist. Og hvor umuligt at praktisere for en madglad som mig. Men …
Så blev jeg påvirket af min snak med biolog Nicklas Brendborg i forhold til hans research om fordelene ved netop faste. Det behøver ikke at være værre, end at man beslutter sig for at spise to måltider mellem 11 og 19 – og så faster i de resterende 16 timer af døgnet (lettere sagt end gjort, skal jeg være den første til at indrømme).
Samtidig kan jeg ofte se i Politiken, at professor Bente Klarlund anbefaler at springe et måltid over i ny og næ. Her siger hun bl.a.: ”Ved kaloriereduktion taber man sig til at begynde med, men herefter sænkes stofskiftet, hvorved man sætter aldringsprocesserne i stå. Det er vigtigt at forstå, at helbredseffekten og den forlængede levetid ikke kan forklares som en følge af vægttab.”
Under Klarlunds nye foredrag, som jeg var til i tirsdags, talte hun om endnu et nyt studium om fastens sundhedsfremmende fest for systemet. Muligvis husker du billedet af lastbilchaufføren, der har fået rynket hud i den side af ansigtet, der vender mod vinduet og solen? Bente Klarlund viste en tilsvarende dokumentation, godt nok med tvilling-aber, men hvor aldersforskellen var slående i forhold til den af aberne, der havde fastet/været på kalorierestriktion.
Bliver du træt? Hvis ja, så har du min fulde forståelse. Corona har gjort mig allergisk overfor ordet restriktion.
Men nap så lige plastikkirurg Bonnie Ericsens ord. Hende talte jeg med i går i forbindelse med noget, der skulle have handlet om en skridende kæbelinje, men vi endte på et sidespor. Ericsen er nemlig begejstret overfor fastens – det hun kalder periodisk faste – positive bivirkninger. ”Jeg sover væsentlig bedre, jeg træner bedre – har mere energi – jeg ser bedre ud i huden og jeg husker også bedre,” lød det. Hun fortalte, at hun i årevis havde kæmpet med overvægt, men nu havde fundet løsningen. ”Og det er jo det, det handler om. Hvordan vi har det. Fremfor hvor stram man er i panden,” sagde hun.
Ericsens metode går i grove træk ud på, at man tre gange om ugen kun spiser ét måltid om dagen – et nærende et af slagsen. Muligvis inspireret af den såkaldte 5:2 eller 4:3 faste-model, som der findes mere viden om på dit lokale bibliotek. SÅ det nye … eller nærmere interessante i det her er ikke bare den livsforlængende chance, men det kvalitetsmæssige hack. Som man så må veje op mod en god kage.
Personligt vil det for mig være et for stort offer. Der er jo livsnydelse i mad. Jeg er dog tiltrukket af gevinsterne – bedre søvn, mere energi, færre rynker og et klarere blik (jf. det studium Klarlund omtaler). Så er det nemmere (bare til hverdag) at gå efter at være spisefri mellem 19 om aftenen og 11 om formiddagen.
@beautyspace på INSTAGRAM
FOTO Pernille Rahbek
Charlotte
Tror jeg må prøve periodisk faste for jeg har aldrig set en kvinde på Bonnies alder se så uforskammet godt ud ❤️ Blev nødt til at spørge hende om hun nogensinde havde fået Botox hvilket hun svaret nej til jeg laver ansigts yoga svarede hun, ligesom du laver fitness for kroppen Kan du også gøre det med ansigtet var hendes svar . Jeg har prøvet ansigtsyoga men da det kræver at man bruger sine hænder og jeg får smerter efter et par minutter bliver det ikke til ret meget desværre.
Anette Kristine Poulsen
@ Charlotte, jeg har talt med Bonnie, og hun er jo SÅ dedikeret til det, hun gør.
Anette Kristine Poulsen
1000 tak for indspark og gode ord. SÅ fint at få forskellige erfaringer. Det har for mig været ekstra spændende læsning. Også herligt at se den interne sparring. Så bare svar på konkrete spørgsmål:
@ Lene Svane, og lige præcis den fornemmelse er jo umulig at have med at høre. Ericsen anbefaler chia-vand eller bouillon. Men det skal jo ikke gå ud over din livskvalitet. Det er jo det modsatte, der skal opnås, og går det ikke, så pak fasteriet væk.
Stor hilsen Anette
Charlotte
Hej @inge tusind tak for svar
Det er jo lige det at vi helst skal faste de første par timer efter vi har indtaget vores medicin jeg får Euthyrox
Jeg bruger også mælk i min te drikke 4-5 kopper hver morgen
Min mand har haft ls i over 20 år og har aldrig hørt om faste efter indtag af Eltroxin så han spiser morgenmad kort efter han har taget sin medicin og alt ser godt ud
Pga anden sygdom går han jævnligt til kontrol på hospitalet og hans blodprøver har i alle 20 år set godt ud
jeg holder mig også til fasten efter Euthyrox det passer også rigtig godt til min hverdag.
Mange tak fordi du tog dig tid til at skrive til mig❤️
Bedste hilsner Charlotte
Christina
I de timer man faster, gælder det både mad og drikke, eller må man drikke kaffe med mælk? for ellers kan jeg da slet ikke vågne
Anette Kristine Poulsen
@ Christina, ja det er det evige spørgsmål. Brendborg svarer at hvis man faster for at tabe sig, så er mælken i kaffen harmløs, men er for det celle-kickende resultat, så er det uden.
Charlotte
@tine hvorfor må jeg ikke faste når jeg har lavt stofskifte ?
Jeg blev ellers så glad da jeg læste Anettes indlæg fordi det er lige præcis sådan jeg spiser og det passer mig super godt.
Vil tilføje at jeg går til kontrol hos laser medical minimum engang hver halve år de hjalp mig da jeg fik for lav stofskifte for nogle år siden og blev meget syg af det.
Ham som behandler mig har aldrig nævnt noget med at jeg ikke må faste det må jeg snakke med ham om næste gang .
Jeg venter spændt på dit svar.
Bh Charlotte
Inge
Hej Charlotte, Jeg har diagnosticeret lavt stofskifte og er medicineret (eltroxin). Pga faste i forbindelse med medicineringen og logistikken herhjemme og efterfølgende på arbejdet, er jeg endt med at springe morgenmaden over på arbejdsdage (ikke weekend, tager kun medicin på ugedage). Jeg er på ingen måde hellig omkring det (på nær faste i forbindelse med medicinen) og hvis blodsukkeret bliver lavt i løbet af formiddagen, hjælper en kaffe med en god skat mælk meget 🙂 Håbet det hjælper. Mvh Inge
Sanne
Det lyder meget som at springe morgenmaden over, og det har vi jo i årevis fået tudet ørerne fulde om er usundt. 😉
Rigtig go’ dag, smukke. 🙂
Tine E
Bare et lille PS .. at man ikke skal faste, hvis man fx har lavt stofskifte.
Tine
Bare et lille PS .. at man ikke skal faste, hvis man fx har lavt stofskifte.
Karin Freil
Jeg faster fra 19 til et tidspunkt mellem 9-10.30, det har også haft god virkning. Spiser som regel 3 gange, da første måltid kl. 9 morgen er lille (lidt yougurt med blåbær og musli). Det virker for mig og jeg startede med at tabe 6 kg, nu er det gået lidt i stå men det gode er, jeg afskærer mig for hygge/trøstespisning om aftenen, som var mit store problem. En hel lettelse, jeg ikke “behøver” tænke over hvad jeg nu kan have lyst til når jeg er træt og ellers har lyst til søde ting:)
Lene Svane Bødtger
Hej Annette,
Siger nogen af dem noget om hvordan man griber det an hvis man er typen der bliver enormt skidt ift først at spise kl 11’ish?
Jeg gad godt prøve men er den der allerede når bevidstheden sætter ind og øjnene knapt er vågne, mærker en lille sult-kvalme. Trækker jeg den med bad først og gøremål får jeg intens kvalme, ryster og sveder. Absolut fysisk ubehag og min hjerne går i stå simpelthen. Jeg er med andre ord meget lav på blodsukker/følsom derfor. Kommer der noget fra Klarlund eller Gopler ældes baglæns omhandlende dette? Lidt how-to?
Bh Lene
Anette Kristine Poulsen
1000 tak for herlige kommentarer og god erfaringsdeling. Hvis I vidste, hvor meget energi det her kommentarspor giver mig. Jeg er tilbage med respons på mandag. God weekend. KH Anette
Ditte
Jeg er ved st læse bogen “gopler ældes baglæns” lige nu – og det er både enormt underholdende, humoristisk og tankevækkende – den kan klart anbefales
OG så har jeg nu belæg for min måde at spise på – for jeg har altid, så længe jeg kan huske – sprunget måltider over – min krop siger selv til – så har jeg simpelthen ikke lyst til mad – og jeg har måtte hører for det gang på gang (det er ikke sundt, du SKAL spise morgenmad – eller det der kan man da ikke leve af ♀️) ellers er jeg en madnørd, men meget selektiv hellere lidt, men godt !
Helle Lykke Larsen, Silkeborg
I debatten om periodisk faste er det vigtigt at nævne hvad og hvor meget, man spiser til dagens to hovedmåltider. Hvis måltiderne mest består af kulhydrater, går man naturligvis kold i løbet af et par timer. Men hvis man sørger for at spise godt med grove grøntsager, protein og fedtstoffer, så er blodsukkeret stabilt rigtig længe, så man kan klare sig i 5-6 timer mellem måltiderne.
Det skriver både Pernille Sams (Sandheden om sukker) og Jane Faerber (Madbanditten) om.
Sanne+Larsen
I de sidste 6 år jeg kun spist 2 måltider dagligt, kl.12.30 og kl.17.30, hver eneste dag. Jeg har absolut på ingen måde oplevet nogle positive reaktioner på min krop, overhovedet. Så det er ikke alle der får det fantastisk og bliver rynkefri
Mette Sloth Eriksen
Jeg har nu i et år været på Keto kur. Der er masser af fedt, protein og grøntsager i kosten, dvs. mæt fra kl. 18 om aftenen til kl. 12 næste dag. 2 måltider dagligt, af og til kun 1, altid mæt og godt tilpas – og at der så i forbifarten røg 20 ekstra kilo jeg havde slæbt på i årevis, var en positiv sideeffekt. Farvel til kulhydrater og faste fra 18 til 12 næste dag har udrettet mirakler for mig, har det så godt 🙂 God weekend!
Sanne H. E
Lyder forrygende. Giver go’ mening. Tillykke med det!
Mette Sloth Eriksen
Tak Sanne 🙂 Det har gjort meget for mig.
Liv Davids
Min mand er glad for periodisk faste, men for mig fungerer det ikke.
Jeg har ofte migræne, og periodisk faste gav altid migræne, og det var fasten ikke værd.
Så jeg spiser regelmæssigt, og må så jeg åbenbart leve med at jeg ældes før tid.
Pyt, hellere det end mere migræne.
Pernille S
Hmm… ofte ufrivillig faste, når frokost ikke nåes på job. Det giver hovedpine! Måske faste kan være sundt, hvis den sættes i system og kroppen samtidig kan slappe af…!
Har engang været på faste med frugtjuice. Det var spild af penge og tid
Britt
Suk…endnu en trend.
En gang skulle man spise hver anden time, så man holdt blodsukkeret stabilt.
Nu skal man (semi)faste.
Når jeg ser på nogle af mine muslimske kolleger, under ramadanen, ser jeg folk der går sukkerkolde og arbejder mindre effektivt (også i følge dem selv) andre er upåvirkede.
Jeg magter ikke flere kostråd fra begejstrede forskere, der har prøvet det på egen krop.
Det er alt for sort/hvid. Kroppe er forskellige. Nogle reagerer kraftigt på sukker, andre ikke. Nogle fungere bedst på vegetar kost, andre ikke. Nogle tåler alkohol, andre ikke.
Så nu læner jeg mig tilbage og venter på mod-forskningen, som stensikkert kommer lige om lidt. Og Som jeg så heller ikke vil tage alt for alvorligt.
Med venlig hilsen Britt
Midaldrende kan-det-nu også-passe-type, taget lige ud fra en person i Niels Haisgaards univers
Mariann
Så enig med dig Britt. Er virkelig træt af alle de nye smarte trends, som bliver regnet for de vises sten. Lige om lidt kommer modbeviset og så skal vi forholde os til noget helt andet. Hvorfor ikke bare følge Sundhedsstyrelsens kostråd og kun spise med måde, når sulten melder sig ? Hvor svært behøver det egentlig være ?
Lise/walkinrunout
Det er nemlig slet ikke så svært… og hvis man samtidig husker, at det jo ikke er et krav, at det er alle dage… så er det næsten let.
Jeg var også til Bente Klarlunds foredrag og er ovenud begejstret… mere end jeg var for hende i forvejen.
Jeg har semi-fastet mellem 12 og 19 i et stykke tid nu og synes faktisk at kroppen reagerer positivt – ikke med en voldsom ændring, men mere forstærkning af alt det gode… søvn, hukommelse, ydeevne i træning… så kæmpe Heads up herfra.
God weekend!