Kom med hjem på mit kontor

Kan det virkelig interessere nogen, tænkte jeg, da Jesper Johansen under en portrætskydning, også knipsede billeder af min arbejdsstation. Her er både ret meget rod og glemte kaffekopper, men heldigvis også reel skønhed fordi jeg gennem mandshøje vinduer kan kigge direkte ud i skoven. Men det er ikke et sted, jeg bryder mig om at få uventet besøg (I det hele taget er jeg ubekvem med uventet besøg).

”Ja for pokker,” lød det fra min gode fjernkollega og korrekturlæser. Altså som svar på kontor-relevansen: ”Der er jo både ret rodet og anti-smart, når du sidder der og enten sveder over dine A-vitaminpapirer, nye teknikregler for solfaktor eller tekster, der driller. Det var i hvert fald overraskende for mig, at du har meget ikke-fancy rugbrødsarbejde som står i hvinende kontrast til skærmfladen på TV2, Los Angeles og spa-besøg. Nåja, og så er der også – og helt besynderligt – dine sløje kontorplanter, der synes at have svært ved at  fange din opmærksomhed. I hvert fald mangler de altid vand.”

Hun har muligvis ret.

Sagen er, at det tager mig 30 sekunder at komme på arbejde, fordi mit kontor ligger ved siden af soveværelset. Og jeg kan virkelig godt lide at springe ud af sengen – og i natskjorte og med nybrygget kaffe sætte mig ved computeren. Dagens første stille arbejdstimer er for mig de bedste. Det er dem, jeg efter en ferie glæder mig til at komme hjem til.

Fakta er, at der er …

  • Rodet. For jeg gemmer alverdens avisudklip, citater, printede studier, billeder, ALT. Som om intet er for småt til at kunne bidrage med en idé.
  • Virkelig mange produkter, som i den her setting er 100% arbejdsredskaber. Jeg har i modsætning til planterne helt styr på dem – de er organiseret i både mærker og funktion og bidrager til inspiration og konkrete fotoserier til artikler.
  • Et hæve-sænkebord hvis funktion jeg aldrig benytter. Jeg skal sidde ned, hvis jeg skal skrive noget forståeligt.
  • Distraktion. Jeg lader mig alt for nemt distrahere. Aldrig af opvask og manglende rene sokker. Men meget nemt af telefonen, som skal ligge i et andet rum, når jeg skriver. Så nemt, at jeg har lavet en ramme for min arbejdsdag:

Fra 07.00 – 11.00 skrive, fra 11.00 – 14.00 praktiske opgaver + pause og fra 14.00 – 15.00 læse + drømme. Det med at drømme sker jo langt fra hver dag. Men jeg prøver (uden specielt meget held) at gi’ pladsen, så alt ikke bliver for A til B-agtigt. For jeg vil også gerne turde noget.

HVAD JEG ØNSKER ANDERLEDES? Lidt mere orden, lidt færre bunker af dem, jeg alligevel aldrig vender tilbage til. For det er jo vitterlig vidunderligt, når der er ryddet op.

HVOR DISTRAKTION ALDRIG SKER er i forhold til huden. Morgenrutinen springer jeg aldrig over. Ligesom jeg ikke begiver mig til bageren eller i Brugsen uden at der er nogenlunde styr på minimalistmakeuppet og tøjet, for man ved aldrig, hvem man møder her på landet. Det fandt jeg ud af, da jeg arbejdede for Jyllands-Posten og min daværende klumme-kollega Farshad Kholgi en morgen stod ved bageren. Han lignede selvfølgelig en, der var trådt ud af Euroman, mens mine hælfri træsko stadig  støvede.

FOTOGRAFI: JESPER JOHANSEN 

07/08/2023
A-vit er vejen ud af mindre sart hud
Eksperternes dom: Din rødme er væk
11/08/2023
Dokumenteret fif til kreppet peri- og menopausehud
Hvordan resveratrol og A-vit sammen glatter ud

Kommentarer

  • Pernille S

    Dejligt med “rod”. Har vi alle ikke det?! Hov du glemte dit sø/havbad i din scedule🥰

    16/08/2023
  • Sanne

    Altid skønt at komme bag kulissen og se virkeligheden. Du må holde et hudplejeloppemarked! 😉
    Rigtig go’ dag, smukke. ♥

    16/08/2023
  • Maj

    Synes også at det er dejligt at se dit hjemmekontor med al den kreativitet det frembringer til vores fordel. God weekend,

    10/08/2023
  • Tina

    Skønne og fantastiske billeder og kæmpe inspiration til alle os som har hjemmearbejdskontor 🙂 og som ligner dit ufattelig meget – blot med lidt andre “ingredienser”, men udklip, inspiration osv. det skal der være plads til. Tak for dig 🙂

    10/08/2023
  • Sanne H.E.

    Dit kontor oser af kreativitet.
    MEN, hvis du savner orden på en eller anden vis – så kontakt Marianne Gammelgaard – hun ville garanteret ELSKE at inspirere med ideer og konkrete tiltag. Har set hende på TV, og tar’ hatten af for hendes evner.
    Bare en idé Anette – nyd morgenkaffen 😉😍

    10/08/2023
  • Elisabeth

    Åh sikke et træls møde ved bageren. Den ene gang jeg de seneste 25 år har forladt matriklen uden mascara og med max fedtet hår mødte jeg min gymnasiekæreste….
    Eller.. hvis sandheden skal frem. Jeg så ham. Og gik hjem.

    Vil iøvrigt gerne vinde sådan en “Tag-Hvad-Du-Vil-Ha” -i 30 sekunder konkurrence på dit kontor. Nøj der er mange skønne ting. Alternativt blot overtage hvad der er let brugt….

    10/08/2023
  • Karen

    Du er en kæmpe inspiration. Så dejligt at følge dig både dine super professionelle artikler, men også morgendyp mv. I love it❤️

    10/08/2023
  • Camilla Kirstine

    Jeg ELSKER artikler, reportager og blog indlæg som disse. Jeg har altid været draget af folks kreative rum – der hvor de producerer, skaber og tænker. Især elsker jeg reportager fra kunstneres atelier og værksteder.

    Meget dejligt at se dit.

    Bh

    10/08/2023
    • Sanne H.E.

      Sjovt at læse. Jeg har det på helt nøjagtig samme måde 🙌

      10/08/2023
  • Sarah

    Kære Anette, lidt anderledes spørgsmål:
    Jeg har netop fået en invisalign bøjle på for 8 dage siden og pludselig har jeg fået bumselignende/udslæt om munden. Det er ikke hormonelt og da jeg ikke har spist slik eller noget sødt i 8 dage er det heller ikke det. Kan huden mon reagere på bøjlen og det materiale der er i munden som den ikke er vant til? Det er nemlig kun på hagen og deromkring. Jeg har tendens til sart hud om munden og lider nogle år af dermatitis perioral

    10/08/2023
  • Karen

    Så enig med Lene Svingel – at se en professionel som dig også bare er et “menneske” derhjemme gør, at jeg føler mig okay 🙂
    Altid inspirerende at læse og se dine artikler. Eneste problem er, jeg får lyst til at prøve det hele. Efter mange skift og forhåbninger har jeg nu endelig fundet ro i din Ansigtscreme, den fungerer så fint for mig

    10/08/2023
  • Jeannette

    Herlig med et lille blik ind på dit kontor og den hylde med alle de produkter, åh den vil da gerne have fingrene i 🙂

    Ubekvem ved uventet besøg, jeg er så meget på dit hold:-)

    God onsdag

    10/08/2023
  • Lene Svingel

    Det er gavmildt at dele så meget ud af dig selv, at vi, dine følger, får lov at se den mindre glamourøse side af dit virke.
    Apropos glamourøs og dele ud af sig selv, så ville i hvertfald den her følger, blive begejstret for at få lov til at kaste et blik ind i dit klædeskab. Som nærværende post, kan emnet muligvis/sikkert godt vinkles til noget hudpleje-relevant…?

    09/08/2023

Bliv en

Beautyspace-insider

 

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke.

Det koster intet at abonnere på BEAUTSPACE, hvor du hver uge får tre til fire aktuelle artikler, adgang til mine bøger og foredrag med rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.