Løsningen på hævede øjenomgivelser

”Vil du sige, jeg har poser under øjnene,” spurgte jeg for nylig en af de hudlæger, jeg ofte er i dialog med. ”Ja,” lød svaret.

Der er det med hudlæger, mange af dem i hvert fald, at de er ærlige. Selv når man prøver at hive land:

”Så du ville gå forbi mig på gaden og tænke, at der går en med hævelser under øjnene.”

”Ja,” lød det igen. Dog efterfulgt af et ”Ikke slemt jo.”

Og det ved jeg godt selv. At hævelserne ikke er voldsomme. Jeg tænker ikke videre over dem – og dog. I hvert fald blev jeg nysgerrig i forhold til årsagen, hvor Flemming Andersen, som er hudlægens navn, nævnte medicin – enten ændring i eksisterende medicin eller nye medikamenter – som en mulig årsag og ofte set årsag til hævelser. Der er som altid flere nuancer, og de forskellige årsager og løsningerne bliver herunder foldet ud med hjælp fra to eksperter på området:

Hudlæge Flemming Andersen (herefter FA), som har forfattet flere artikler om emnet.

Dermatologisk sygeplejerske Else Marie Lissau (herefter EML), som underviser i og behandler med botulinumtoksin og fillers.

  • ANTIHISTAMIN

Under et interview med den amerikanske dermatolog dr. Jessica Wu – Harvard-hudlægen, der i Los Angeles ligefrem bliver kaldt ”the angel of good skin” anbefaler hun også at prøve antihistamin mod hævede øjenomgivelser. Forklaringen er, at mange ikke er klar over, at de har en eller anden form for allergi – her er det selvfølgelig at foretrække at finde årsagen.  ”Ved type 1 allergi (høfeber) hjælper både antihistamin og øjendråber. Ved type 4 allergi (eksem) vil inflammationsdæmpende creme gøre en forskel”. FA

  • ALDER

”Med årene slapper vores muskler, også dem omkring øjnene, lidt mere af. Det kan få fedtet til at pose mere frem og ud mellem muskelfibrene. Løsningen er kirurgisk ved at fjerne fedtet uden at fjerne hud, og det kan gøres uden ar. Risikoen er, at der også bliver fjernet noget af den fedt, man faktisk er glad for at have fylde fra.” EML

  • BOTOX

”Botulinum toksin, bedre kendt som eksempelvis Botox, får også muskler til at slappe af, så fedtet kan pose frem og give synlige hævelser. For meget Botox omkring øjnene forårsager derfor det samme som beskrevet ovenfor. Der skal en ekstremt lille mængde til omkring øjnene, og det kræver stor varsomhed – bl.a. fordi slappe muskler er dårligere til at sikre drænage i området.” EML

  • FILLERS

”For meget filler eller forkert lagt filler kan give hævelser. Som hvis den for eksempel lægges for overfladisk, altså ovenpå musklen. Det samme vil det forkerte produkt, og her tænker jeg på filler-produkter, der suger for meget væske til sig. En dygtig behandler vil vide lige præcist, hvilket fillerprodukt, der er det korrekte til øjenområdet.” EML

  • TRÆTHED

”Der er den minimale påvirkning som træthed kan have. Når man er træt, stener man mere og bruger sin mimik mindre. Når man bruger sin mimik mindre, inkl. den omkring øjnene, får man igen ikke dræneret den nødvendige væske – og der kan komme hævelser.” EML

  • KOLDT & GODT

”Udover genetiklotteriet og allergifaktoren, så ved vi, at især inflammation, søvnmangel, for meget alkohol og salt gør, at man kan hæve omkring øjnene – og udover at tage sig af årsagen, hvis man kan, så ja, nedkøling og kolde omslag hjælper. Som regel vil hævelser også fortage sig, så snart man er oppegående. Sagen er nemlig, at når man ligger ned, så søger væske derhen, hvor huden er tyndest og hvor der er plads til ophobning.” FA

Anettes tip: Kolde omslag kan være alt fra køleskabskolde agurkestrimler til jaderuller og den nye generation af iskugler – eller bare helt almindelige teskeer opbevaret på køl. Se med her. 

Se med live: Hvis du har en fornemmelse af, at det er ophobet væske, så er der en forholdsvis nem måde at lave selv-drænage på omkring øjnene. Lyt og se med på Instagram (story), hvor dermatologisk sygeplejerske Else Marie Lissau viser hvordan.

Mørke rande: Her er vi i en anden boldgade, og du finder årsager og løsninger nøje beskrevet i bogen Bedre hud med årene – videnskabens svar på en friskere og pænere hud. Den er (med tålmodighed) på biblioteket og ellers billigst her. 

FOTO JENS PETER ENGEDAL

05/06/2023
Fnulrer din solfaktor, så er der en løsning
Fnulrer din SPF, så tjek de her 4 ting 
12/06/2023
De 4 ting, jeg køber hjem i litervis
Hvor XL giver mening på hylden

Kommentarer

  • Nanna

    Hej Anette,
    Kan du hjælpe mig med et forslag til hvad jeg kan gære ved min hus på hagen – den er knastør og min foundation sidder i flager der. Det er især blevet slemt efter jeg har fået en microneedling behandling.
    Bruger normalt bare en fugtighedscreme fra Pudderdaaserne

    10/06/2023
  • Majbritt Christensen

    Hej, og allerførst kæmpe tak for din blog’ hvordan forholder du dig til ansigtyoga? Der er mange, der anbefaler st strække muskelfiber ud OG bruge creme, olier osv.

    09/06/2023

Kom med kvit & frit på Beautyspace-holdet

Uafhængig skønhedsformidling for dig, der vil have dokumenteret viden om hud, hvad-virker-guides og hvordan fejlkøb undgås. Kun ord der gør dig klogere - og nå ja, besked som den første, når månedens Book’n’Beautyboks udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.