Professor: En sund mund er livsvigtig
Stakithvide, korngule eller letmælksfarvede?
Der er signalværdi i tænder – det har der altid været. Men at en tandklog svensk professor ligefrem kalder det for decideret livsforlængende at holde munden sund, er alligevel tankevækkende.
Måske husker du den L.A.-baserede tandlæge Alan E. Zweig, som er ganske åben omkring det faktum, at kunderne bestiller “et sæt George Clooney eller Julia Roberts”. Her er det – blandt de privilegerede – hverdag at kridte munden op på folk i et område, hvor tænder har mindst lige så høj status som hud, hår og krop.
Men pæne tænder handler om ret så meget mere end udseende. De stikker væsentlig dybere – så dybt, at den svenske professor i parodontologi Björn Klinge i bogen ’Din sundhed sidder i munden’ taler om mundhygiejne som noget, der kan give os enten livsforlængelse eller det modsatte. I mit interview til Børsen sagde han:
”At undgå inflammation og infektion i munder kræver en vedholdende daglig god hygiejne. Der findes en klar forbindelse mellem mundens sundhed og så diabetes, hjertekarsygdomme, ja sågar luftvejs- og graviditetskomplikationer. Vi ved altså, at infektioner i munden ofte går forud for hjertekar-problemer, ligesom tandtab påvirker hukommelsen, ganske enkelt fordi tygning stimulerer hjernen”.
Klinge henviser bl.a. til et studie fra Karolinska Instituttet, hvor 3000 personer blev fulgt i 30 år, og hvor der blev påvist en sammenhæng mellem dårligt mundhelbred og dødelighed.
Men i den lidt mindre dramatiske ende er der også en stor portion velbefindende og selvværd i et flot tandsæt, mener han.
”Tænderne har en undervurderet stor betydning. Ikke bare som en del af ansigtets helhed, men i forhold til det førstehåndsindtryk, vi giver hinanden. Rådne, manglende eller stærkt misfarvede tænder giver en umiddelbar negativ reaktion”, siger han. Andre steder i verden er det normalt at mangle en tand eller to, men hos os i den vestlige verden har tænder en status, de fleste først bliver bevidst om, når noget ikke stemmer. ”I mødet med andre mennesker afkoder vi ubevidst tænder som et øjebliksbillede på, hvordan personen har det”, siger han.
LÆS MED I MORGEN: Så hvad med den praktiske del – hvad giver god mening udover det, vi allerede ved med to gange tandbørstning om dagen? Det svarer en dygtig tandlæge på. Sammen med spørgsmålet om, hvorfor en del tandlæger afholder sig fra at blege tænder. Nåja, så er der det med læbestiftfarvens optiske påvirkning på tændernes farve – og endelig: Løsningen på dårlig ånde.
@beautyspace på INSTAGRAM
NB: Ansigtscremen Seriøst bedre hud på tube er snart på lager igen. Der bliver passet godt på alle ordrer, og afsendelse sker indenfor få dage.
FOTO: Gucci.
Charlotte
Hej igen Anette❤️
Ja forsøget var i Danmark og jeg mener at det var i Københavns Kommune men husker ikke hvilken hospital det var ..
Tak fordi du tager så nogle spændende emner op.
Anette+Kristine+Poulsen
@ Mia, haha, jeg kender det. Jeg har mine soft picks liggende på bordet nu. Men jeg har samtidig prioriteret at gå til tandplejer hver måned, fordi det bare føles godt. OG endnu bedre nu.
@ Gry Astrid, åh det glæder mig, at du synes. Der er mere nyt i dag på tandsiden.
@ Birgitte, jeg kan varmt anbefale professorens bog ‘Sund mund´. Den er meget øjenåbnende og bekræfter bl.a. dine ord, men også meget meget mere.
@ Line, tak for dit indspark, og god og vigtig pointe. I den omtalte bog er der grundigere indblik i de forskellige studier. Den er utrolig interessant også i forhold til hele systemet. Hvor uhyggelig meget tingene er forbundne.
@ Laila, det undrer også mig, og er jo HELT skævt. Fordi meget netop begynder i munden. Det med tænderne fortsætter på bloggen i dag. 1000 tak for dit vedkommende indspark.
@ Linda, du skal have fat i bogen. Du vil finde den interessant tror jeg. Jeg husker en episode sidste sommer, hvor min mand skulle mødes med en flok gamle skolekammerater, noget reunion-halløj. Det første han sagde, da han kom hjem, var “Tænk sig, Stig (opdigtet navn) havde tabt næsten alle tænder”. I bogen har professor Klinge et andet virkelig tankevækkende eksempel på, HVOR meget de tænder betyder i vores møde med hinanden.
@ Karina VS, HAHAHAHAHAHA. Den skal vi huske, når de voksne siger, at det skal spyttes ud. Sjovt.
@ Charlotte, Mange tak for dit indspark. Det er vigtigt. Altså var det i Danmark? Hospitalsforsøget?
KH Anette
Charlotte
@Lalia jeg er så enig med dig.
Som førtidspensionist skal jeg altid prioritere hvad jeg bruger mine penge på og mine tænder har førsteprioritet men ærgeligt det skal være så dyrt.
Jeg så fornyligt et eksperiment på et hospital i Danmark jeg husker ikke hvilket men på en hjerteafdeling hvor de børstet tænder på patienterne morgen aften efter de begyndte at gøre det var der 50 % færre dødsfald det er tankevækkende.
Karin+VS
He he… det vil altså sige man bliver klogere af at tygge tyggegummi 😀
Linda+Nedergaard
Spændende indlæg og nyt for mig, at der er den sammenhæng – det er da lidt vildt, synes jeg. Jeg er i øvrigt helt enig med den gode tandlæge i, at tænderne har en undervurderet stor betydning. Min gamle mor har delvis protese i både over- og undermund, og hele hendes ansigt er påvirket af det, synes jeg.
Jeg glæder mig til at læse mere i morgen 🙂
Laila Andersen
Netop den viden har alle dage fået mig til at undre mig over, at basal tandpleje og tandbehandling ikke er gratis eller meget billig i Danmark. Samfundet ville spare milliarder på den lange bane, og det generelle velbefindende i befolkningen ville stige massivt!
Det glæder mig, at der findes frivillige tandklinikker som Tandrødderne i Ballerup, der hjælper hjemløse og andre udsatte – men, hvor er det sørgeligt, at det er nødvendigt!
For mig er sundheden og hygiejnen vigtigere end udseendet, når det kommer til mund og tænder. Jeg er barn af forældre, der begge mistede stort set alle deres tænder ret tidligt, så jeg har altid været skrækslagen for, at det samme kunne ske for mig. Og, ja, det gik også ud over deres helbred!
Line
Jeg vil give dig ret i at mundhygiejne er utrolig vigtigt.
Når man tolker på studier om sammenhæng mellem mundhygiejne og dødelighed og div kroniske sygdomme er det vigtigt at tage div. cofounder (altså “ting” der kan påvirke resultatet) med. Fx. kan man diskutere om der er en sammenhæng mellem social ulighed (og fx brugen af tandlæger) og mundhygiejne og dermed også sammenhængen mellem mundhygiejne og kroniske sygdomme. Men nu kender jeg ikke til de studier og der er sikkert justeret for diverse cofounder.
Fedt at du tager så forskellige emner op og elsker at de er velbegrundet.
Mange hilsner fra Line
Birgitte Pedersen
Alle vores tænder har en sammenhæng med specifikke organer – jeg havde betændelse i en kindtand og døjede samtidig med smerter i knæet, det viste sig denne tand havde forbindelse til knæ (meridianbaner)
Flere tandlæger burde være opmærksom på dette
Gry Astrid Larsen
Guuud, hvor er det interessant, at mundhygiejnen har en vis sammenhæng med hjertekarsygdomme mm.!
Fedt indlæg, Anette 🙂
Mia
… og jeg løber ud og børster tænder 🙂