Vatrondellens død

Det væltede ind med fine fif, da jeg trak i Jørgen Clevin-tøjet i filmklippet på Instagram.

Og nu er det jo ikke fordi, det er specielt kompliceret at gøre sit badeværelse mere bæredygtigt: Begynd lavpraktisk med at erstatte vatrondeller med udtjente vaskeklude, som kan klippes i mindre stykker, vaskes og genbruges. I det hele taget kan vaskekluden erstatte traditionelle skrubbecremer, også før den ender som eventuel erstatning for vatrondeller, for det er en effektiv måde til at fjerne sløve og triste overfladeceller og på den måde bane vej for mere glød.

I samme kategori hører brugt og afkølet kaffegrums, som kan bruges hele tre gange: Først som kaffe, så som kropseksfoliering og til sidst ende gødende i haven (hvis man ellers kan få det samlet sammen igen). Det er takket være kaffeolien, at den blødgørende virkning mærkes med det samme – ikke mindst på hænderne, hvor kaffe samtidigt er genialt til få grimme lugte væk, hvis man for eksempel har haft hænderne i sild.

Men det er ikke kun gamle vaskeklude og husmorråd, der kan gøre ens badeværelse grønnere. Producenterne øjner i stigende grad gevinsten, ikke mindst i forhold til kundernes krav og gunst, ved at lave produkter, som kan genopfyldes. Et par af mine favoritter tæller:

  • Badeværelsets rugbrød i litermål

Kiehl’s badeværelsesklassiker af en bodylotion kan genopfyldes direkte fra en literstor dunk, hvor plastbesparelsen er opgjort til 81 procent og den økonomiske besparelse til 25 procent mindre end ved at købe en almindelig bodylotion med 250 ml. Takket være en snusfornuftig blanding af fugtforseglende squalane, glycerin og sød mandelolie er fugtmætningen mærkbar – men gid silikone kunne fjernes fra den ellers så gode sammensætning.

  • Blush fra før refill blev smart 

Blush fra den danske makeupartist Kirsten Kjær Weis hører til de bedste, der findes. Udover at være klædelig underspillet i farven, så er den komfortabel cremet og svær at overdosere.  Kjær Weis produkterne er fra start udviklet, så de kan genopfyldes. Og så er det ikke nogen plastikhimstregims du får i hånden, men en  tungtvejende lille designskat, hvor man bliver afhængig af lukkemekanismens kliklyd.

  • Genopfyldelig læbestift-gloss

Sisleys læbestifter er kendetegnet ved at være farveintense, cremede og … ret bekostelige. Det sidste kan der ændres en smule på med den nye Phyto-Rouge Shine, fordi den som noget nyt kan genopfyldes med en refill. Det er dog hverken rigtigt en læbestift eller en gloss, men en behagelig blanding af de to tilsat hudplejende hyaluronsyre, smidiggørende E-vitamin og blødgørende jojobaolie.

  • Hvis du mangler ekstra fugtforseglening

Glem natbetegnelsen, når det gælder Nilens Jords Moisture Plus Night, for cremen går fint an i alle døgnets timer – selvfølgelig sammen med UV-beskyttelse i dagtimerne. Der er tale om en god blanding af fugt og fedt, hvis din hud er en anelse til den tørre side. Udover forseglende sheasmør og fugtbindende hyaluronsyre tæller indholdet niacinamid (B3-vitamin), som gør al hud godt ved at virke beskyttende, beroligende og en lillebitte smule udglattende.

HVIS DU HAR geniale refill-løsninger på dit badeværelse, så hit gerne med dem herunder i kommentarfeltet.

@beautyspace på INSTAGRAM

FOTO ANNE KRING  

21/08/2022
Afprøvet med jubel: 2 arbejdsomme bud på EGF
Det ene på budget
28/08/2022
Hvad med en time out og 15 minutters massage?
Plus en gave

Kommentarer

  • Mille

    Kære Annette

    Så har jeg endelig købt Bioeffects serum. Jeg prøver at skalere min rutine ned, og jeg vd også at Bioeffect kræver lidt, så mon dette lyder helt rigtigt –

    Morgen: Bioderma micellarwater (den lyserøde), vaskeklud opvredet i lunkent vand til eksfoliering og afrensning af micellarwater, Rudolph Care Acai Facial Mist, Rudolph Care Firming Perfector serum, Rudolph Care solcreme faktor 30.

    Aften: Rudolph Care Cleansing foam, vaskeklud opvredet i lunkent vand til eksfoliering og afrensning af renseskum, Rudolph Care Acai Facial Mist, Rudolph Care Firming Perfector Serum blandet med to dutter A-vitamin (din A-vitamin) og slutligt 1 dråbe Rudolph Care Acai Facial Oil. Engang imellem kører jeg The Ordinarys AHA/BHA-peel, men alle andre masker har jeg droppet og jeg synes, at jeg med denne ruitne har fået så flot en hud.

    Spørgsmål: kan jeg droppe brugen af mist både morgen og aften? Hvis den alligevel ikke gør den store forskel, vil jeg gerne spare pengene. Derudover: hvis jeg bytter min nuværende serum fra Rudolph Care ud med Bioeffects serum, bruges denne så både morgen og aften – og er det noget med, at der skal gå lidt tid fra denne til andre ting? Kan jeg blande den op med A-vitamin-cremen som jeg gør med min nuværende serum, eller er det to forskellige lag? Kom gerne med kritik og input. Vil helst bruge lidt men godt, og alt der kan spares, er fint med mig. 🙂

    27/08/2022
  • Trine L

    Jeg har faset vatrondellen ud ved hjælp af vaskeklude. Jeg har dog stadig nogle engangs tilbage og de sidste bruges i disse dage på ferien. Det er bedre end at kassere dem ubrugt
    Til nød har jeg også genbrugs rondeller derhjemme men efter vaskekludene er kommet ind i mit liv er de overflødige

    Jeg bruger Purely professionel til håret og de har genopfyldnings stationer på flere apoteker og det bruger jeg. Ja, det er lidt noget baks, men jeg kan godt li’ det

    27/08/2022
  • Louise Herby

    Åh, jeg må indrømme, at jeg har svært ved at give helt slip på vatrondellen. Jeg har købt genbrugelige vatrondeller og klude. Og jeg bruger dem. Men det er som om, en ansigtsrens kun er tilfredsstillende, når jeg kan se snavset på den hvide, fine vatrondel. Det er enormt tilfredsstillende. Jeg fjerne mascara med den genbrugelige og bruger kluden med rense “butter” engang i mellem.

    Hvad med genbrugelige vatpinde? Virker de? Jeg har tit tænkt på at prøve dem men ikke tage skridtet endnu.

    25/08/2022
  • Gitte Christensen

    Jeg har nu i efterhånden nogle år, brugt en vaskeklude om morgenen, efter jeg har plasket koldt vand i ansigtet. Og de lufttørre altid, så den skrubber min hud.
    Kaffegrums har jeg blandet med olie og brugt som bodyscrub

    25/08/2022
  • Sofie

    Tak for gode tips 🙂
    Jeg er selv gået i gang med at teste makeup fra Zao, som har en masse refill-produkter, bl.a. pudder, blush (både stick og pudder), mascara, brynpudder, highlight, concealer og øjenskygge… Det er super smart synes jeg.
    Jeg har også købt en bambus make-up æske hvor der fx er plads til en pudder og en blush eller blush + to øjenskygger. 🙂
    Jeg har købt det på økofamilien.dk.

    25/08/2022
  • Ida

    Hvad har du imod silikone, Anette?

    25/08/2022
  • Charlotte Sørensen

    Hej Anette ☀️

    Mht kaffegrums, så er det eneste der holder mig fra at bruge det, er at jeg er bange for at det stopper mit afløb.
    Har du haft problemer med det? Og hvor ofte bruger du det?

    Kh Charlotte

    25/08/2022
  • Anja Svendsen

    Last-objekt har bl.a. genanvendelige vatrondeller og vatpinde inkl. specielt designet til makeup.

    25/08/2022
  • Vivin

    Altså nu spørger jeg dumt – men vaskeklude? Er det bare fx et lille håndklæde eller hvor kan man købe netop vaskeklude beregnet til ansigtet?

    25/08/2022
    • Trine L

      Jeg har købt et par pakker i Normal for nogle år siden – men tror de stadig har dem. Mener det er 4 hvide vaskeklude for 18-20kr eller sådan noget. Dem bruger jeg til ansigtet

      27/08/2022
  • Birgitte Teglkamp

    Hej
    Har du et godt råd til en ansigts creme som ikke får mig til at kampsvede 2 sekunder efter jeg har smurt den i ansigtet???

    25/08/2022
  • Vivian

    Noget andet der kan gøre badeværelset mere miljøvenlig er sæbebarer. Både til håndvask og til kroppen – men også til håret. Purely professional har den bedste sæbebar til håret som jeg har prøvet. Den skummer let op, er nem at bruge og så vidt jeg kan gennemskue også sundt for hår og hovedbund. Derudover kan man genopfylde nogle af deres produkter på apoteker herunder deres lækre hårkur.

    25/08/2022
  • Mariannegylding

    Godmorgen Anette❤️ Jeg kan ikke finde navn eller link til den “natcreme” du nævner sidst i dit skriv. Er jeg ikke helt vågen endnu?
    Ha’ en dejlig dag.

    25/08/2022

Bliv en

Beautyspace-insider

 

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke.

Det koster intet at abonnere på BEAUTSPACE, hvor du hver uge får tre til fire aktuelle artikler, adgang til mine bøger og foredrag med rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.