Beautyspace hos Sarah Skarum

På badeværelset hos journalist og skønheds-samler Sarah Skarum

Muligvis kender du Sarah Skarum fra Politikens spalter. Selv mødte jeg hende første gang på en pressetur for 15 år siden, og vi har siden drukket mange kopper kaffe sammen. Den her badeværelsessnak starter med min fascination af Skarums forhold til hudpleje – blandt andet måden, hvorpå hun holder lager, dét at hun kun bruger én duft (Chanel No. 5) og er ingrediens- fremfor mærke-fokuseret.

Hvorfor går du op i hudpleje?

Jeg aner det faktisk ikke. Jeg har aldrig haft nogen særlig sart hud, så det er ikke begyndt med problemer. Jeg kan huske, at jeg som studerende, der havde fritidsjob i Magasin, købte hele Cliniques serie og havde ALT i små grønne flasker og bøtter. En sommer, hvor jeg malede en lejlighed, opdagede jeg, at min hud blev pænere, når jeg ikke gjorde noget ved den. Så havde jeg en periode, hvor jeg brugte Dr. Hauscka, kan jeg huske. Hele serien igen. Jeg var ansat som ung på Costume, hvor jeg også skrev om skønhed og jeg testede alt muligt – og talte ret meget om det med en veninde, som også var ansat. Måske fik jeg der fornemmelsen af, at produkter faktisk kan gøre en forskel – og at det er sjovt, at der er forskel på dem. At nogle ting fungerer enormt godt til dig og dårligt til mig og omvendt. Eller godt om vinteren og dårligt om sommeren. Da jeg så opdagede ingrediens-ideen, fik min interesse nyt liv, for så kan man jo virkelig nørde hudpleje – og man kan, hvis ens hud driller lidt, løse det selv. Skrue op og ned. Det er ret fascinerende synes jeg. Selvom jeg stadig ikke har store problemer.

Hvad tror du slår folk som det første, når de står på dit badeværelse?

”Der er godt nok mange ting”, tror jeg, at de tænker, når de ser mine hylder. Hvis de som jeg går op i ingredienser og ikke i mærker, vil de nok bemærke, at jeg gør det samme og grine af, at jeg har en hel buffet og helt sygt meget fugt. Det har været en kæmpe game changer for mig at opdage, at jeg faktisk ikke har en hud, der trænger til fedt, men til fugt. Så nu bruger jeg det hele tiden. Jeg ved ikke, om min hud er blevet pænere, men den er markant rarere at være indeni. Hvis de åbner mit skab og ser mine bugnende lagre, vil de tro, jeg er sindssyg.

Er du til rutiner eller ritualer?

Jeg er totalt til rutiner, jeg HADER faktisk det der ritualsnak. Jeg hader den der ide om, at kvinder skal tænde et duftlys og lave sådan et rigtig hyggeligt tid til mig-øjeblik, hvor de virkelig er selvkærlige og lader op og elsker sig selv. Som om det er topmålet af tid for en kvinde: at se på sig selv. Og som om det er det, der giver os værdi. Udseende er som at have en pæn kjole, herligt, men ikke det, der virkelig betyder noget. Det er, hvad man gør, giver, kan, vil. Hvem man er, og jeg er meget mere end hud og hår.

Jeg synes også, det er så uendelig nedladende.

Ville man nogen sinde sige til Zelenskyj, at når han var færdig med at arbejde for at smide russerne ud af Ukraine, så skulle han virkelig lade op med et duftlys og en fugtmaske og bare sådan hygge sig, mens han hørte noget beroligende musik. Gu’ ville man da ej. Man ville foreslå han kyssede sin kone, læste i en bog, gik en tur. Nærvær, intellekt, krop. Ikke fjæs.

Alt, hvad man kun foreslår kvinder, er jeg skeptisk overfor, og det her er endnu en ting. Der bliver ikke skabt mange revolutioner, skabt stor kunst eller vundet nobelpriser over et duftlys.

Jeg tror på rutiner, fordi det fysisk er rart at have velplejet hud, og det får man, hvis man har rutiner, men har jeg ti minutter til mig selv, vil jeg hellere lave ALT andet end at stå og glo på mig selv i spejlet. Det er lidt som at lave mad, og det går jeg meget op i, jeg laver alt selv og er rimelig emsig med råvarer, men jeg finder ikke playliste og duftlys frem, hvis jeg skal lave mad, og jeg er ikke for fin til at lave tomatsauce, mens jeg laver morgenmad eller sylte blommer, mens vi spiser aftensmad, fordi det så er klaret. Det er ikke en event, det er en vane. Så jeg køber gode råvarer, jeg har besluttet mig for, at jeg kun spiser ting, jeg selv laver, og så gør jeg det bare. Det samme med min hudpleje. Rense, på med produkterne, videre.

Ændrede de sig under pandemien?

Næh. Jeg brugte mindre makeup og måske var jeg lidt mere doven, fordi jeg ikke altid kom i bad om morgenen. Min hud er rimelig robust, så jeg kan sagtens gå et døgn uden at bruge noget, hvis jeg bare ikke renser. Det gør jeg tit i weekenden, hvis jeg bare er hjemme. Jeg synes også, det er så hysterisk morsomt, når folk taler om, at de ALDRIG er gået i seng med makeup på. Altså som om det betyder noget, hvis det sker én nat, fordi man har drukket for meget champagne? Jeg stoler heller ikke på dem. Enten lyver de eller også forsøger de at fremstå fejlfrie, og det gør mig også bekymret.

Har du noget på badeværelset, du nødigt viser frem, men altid har?

Mit latterligt store lager, fordi jeg tit bliver inspireret, når jeg f.eks. læser Guardian, hvis skønhedsredaktør, jeg elsker (eller knap så lødigt skøre amerikanske dermatologer på Instagram, der alle sammen ligner dukker), ofte ønsker mig hudpleje og at det her særlige produkt ville være godt. Sådan har jeg det også med køkkenudstyr og madvarer. Jeg havde f.eks. tre kilo valnødder med hjem fra Grækenland for nylig, og jeg har utrolig mange sære køkkenting (en taco-varmer anyone – og en presse til at lave dem på? En puremølle, værsåartig, et japansk keramisk rivejern til ingefær? Vil du have den store eller den lille?). Men har man et godt lager, er man forberedt på det meste.

Hvordan er din morgenrutine – hvad gør du? Og har du altid gjort det samme?

Jeg læser avis! Hver morgen, altid og har gjort siden jeg var barn. Så drikker jeg kaffe og spiser dejlig mad, gerne æg og grøntsager, og får styr på min madpakke. Måske strikker jeg lidt. På hverdage går jeg i bad, smører kroppen ind, hvis jeg orker (hold nu kæft det er kedeligt) i enten en kedelig apoteker bodylotion eller en mere rich fra Korres, der dufter af våde sten. Så noget mist, essence, altid fugtserum, måske niamicid, hvis jeg synes, jeg trænger, creme og solcreme. Makeup, hvis jeg har tid – og lyst. Det meste er MAC, som jeg knuselsker, og som bare fungerer.

Noget, du er doven med?

Oh yes! Mit hår. Jeg gør lige præcis ingenting udover at have en virkelig dygtig frisør, som klipper det, så det falder pænt. Vi taler seriøst ingenting udover vask. Om vinteren prøver jeg at lade være med at tage hue på, når det er vådt, fordi det bliver virkelig fladt, men nogle gange skal man jo ud af døren. Og så ville jeg ønske, at jeg var flittigere med creme til kroppen. Jeg ender tit med hud, der støver, når det er koldt udenfor. Det er ikke sådan superflot, når det drysser, når man tager sine strømpebukser af. Men jeg synes, det er det mest kedelige i verden at smøre sig selv ind.

Det tåbeligste skønhedstip, du har afprøvet? Det bedste?

Jeg tror ikke, jeg har fået nogle dumme, jeg tog seriøst, selvom jeg stadig griner af hende, der da jeg var 27, ville give mig botox for de rynker, jeg har i panden. Som om jeg trængte. Jeg elsker i øvrigt de rynker, og da jeg begyndte at bruge A-vitamin hver aften, blev de så formindskede, at jeg blev bekymret, for jeg har set sådan ud altid. Så jeg droppede at bruge EGF. Det blev for pænt for mig.

Dit nyeste påfund?

Jeg har lige købt sådan et microcurrent apparat fra Amazing Space, fordi jeg så hende på din blog, der havde prøvet. Det gør en forskel, lidt som om man har sovet virkelig godt og dyrket yoga to gange om dagen. Meget fascinerende. Det ville jeg bruge af og til, og hvis jeg skulle noget, hvor det føltes vigtigt for mig at se særlig frisk ud. Som hvis jeg købte en dyr jakke til en jobsamtale eller en flot kjole til en fest.

Noget, du gerne ville have vidst for 20, måske 30 år siden?

Da jeg var i tyverne, købte jeg ALT fra Clinique, og det så virkelig godt ud på min badeværelseshylde på kollegiet, men jeg kan stadig huske, hvordan min hud føltes stram og sart. Jeg ville ønske, at jeg havde lyttet mere til min egen fornemmelse og droppet det noget før. Man ved ALTID selv bedst, hvad der virker for en, og jeg ville ønske, jeg havde været bedre til at sige nej tak. Og holde fast i det. Det gælder også i alle andre forhold end skønhedspleje. Sig nej noget mere.

Er der noget, skønhedsbranchen skal gøre mindre af? Eller mere af?

Jeg ville ønske, de ville droppe deres pseudovidenskabelige undersøgelser, som ofte ledsager nye produkter. Sådan nogle 12 kvinder har prøvet i 21 dage og de er alle sammen super happy og her er en graf. Altså, tror de, at vi er idioter. Og så mangler jeg også modeller i alle aldre. Lige nu er er de virkelig unge eller også tussegamle, fordi firmaerne virkelig vil vise, hvor meget de gerne vil sælge til moden hud.

Har du nogensinde – i forhold til din hud – stået ved en skillevej, hvor det krævede overvejelse at tage skridtet?

Hver eneste morgen, når jeg skal smøre kroppen ind. Orker jeg i dag? Ellers er jeg meget forsigtig og RET kedelig. Jeg har heller aldrig farvet hår. Jeg er godt tilfreds med det, jeg har, men nok mest fordi jeg virkelig godt kan lide, hvordan jeg er indeni. Jeg tør ikke fillers og Botox, jeg synes, folk ser skøre ud, når de får det lavet, og jeg danner helt vildt meget arvæv, så jeg skal heller ikke have skåret i noget. Det er bare et ansigt, jo.

UD OVER I AVISEN, finder du Sarah Skarum på Instagram under @skarum

MERE AF BEAUTYSPACE? Så hop på Beautyspace-listen her.

FOTO PERNILLE RAHBEK

SE MED PÅ INSTAGRAM under @beautyspace fra foto-besøget på Sarah Skarums badeværelse.

07/10/2022
Sådan sparer du på hudpleje-budgettet
Del med andre eller brug op. 8 tips, der alle kan bidrager til mere...
16/10/2022
Jeg giver Paula Begoun ret på 5 fronter, men er lodret uenig på 3
Mød hudpleje-eksperten og døm selv

Kommentarer

  • Anette Kristine Poulsen

    Hov, det var kun i tankerne, at jeg havde fået lagt respons ind på de mange gode kommentarer her. Jeg kan se, at I har nydt at læse Sarahs svar lige så meget, som jeg har. 1000 tak for alle gode ord og betragtninger. Hvis der er konkrete spørgsmål, så besvares de specifikt. KH Anette

    17/10/2022
  • Sanne

    Dejlig læsning. Nu der er så mange skønne kvinder her, er der en af jer der kan anbefale en god foundataion til tør hud. Jeg bruge Waso farvet dagcreme som Anette betragter som tryllecremen og den er super. Men jeg kunne godt tænke mig en lækker foundation som også giver et dewy look. Den må ikke indeholde silicone, da det ikke dur til min hud. Den skal være let og til tør hud og ikke heldækkenden men sikre at huden får et flot dewy look. Jeg elsker den betegnelse :- ) Det er jo nok det vi alle helst vil have vores hud skal se lækket ud. Kom gerne med jeres bud 🙂

    15/10/2022
    • Gerd Hjorth-Moritzsen

      Hej Sanne.
      Jeg kan anbefale Youngblood`s natural loose mineral foundation. Der får du det dewy look, du gerne vil have. Du bestemmer selv, hvor dækkende den skal være. Alt efter hvor mange lag du lægger. Jeg køber altid min hos Beautycos, der er langt de billigste. Held og lykke.
      Venlig hilsen Gerd Hjorth-Moritzsen

      17/10/2022
  • Anette Bilsted

    Fantastisk
    Kan godt forstå du gerne vil drikke ☕️med hende.
    Så lige til og ærlig.
    Meeen jeg tænker lidt over alle disse produkter, der må være en del som bliver for gamle el?
    KH Anette

    12/10/2022
  • Christina kragh

    Jeg er bestemt ikke fejl fri og jeg lyver heller ikke 🙂 men jeg er altså aldrig gået i seng med makeup på hahaha…. men ok jeg har heller aldrig smagt champagne

    12/10/2022
  • Gerd Hjorth-Moritzsen

    God artikel, men jeg kan blive bekymret, når jeg ser hvor MEGET der er i kurvene. Bliver mon ikke en hel del af det for gammelt ?. Jeg har selv en tendens til at købe nye produkter, inden jeg har brugt helt op af dem, jeg har. Regner med at bruge resterne, men “glemmer” det tit…..og så er de pludselig blevet for gamle. Øv mon jeg nogensinde lærer det ?

    12/10/2022
  • Hanne I

    Befriende ærlig – også i denne sammenhæng! Jeg har fulgt hende som skribent i mange år, så det er sjovt at opleve en ny side. Tak, Annette

    12/10/2022
  • Elisabeth

    Jeg hepper på Skarum. Skønt interview. Og er så enig. Flipper som regel over at skraber i lyserødt koster tre gange så meget den gule… Fordi vi kvinder jo er helt pjattede med lyserødt og så ser vi gennem fingrene med, at virksomhederne forsøger at fuppe os.
    Shit jeg bliver arrig…

    12/10/2022
  • Lotte Munk

    Hej Anette
    Har du et forslag til en creme, der minder om Skin Food, men uden parfume og også til sart hud.

    12/10/2022
  • Sanne

    ELSKER den ærlige og ligefremme tone. Og sedlerne på kurvene, sådan skal det være. Hvorfor så skidehøjtideligt og BoBedre-agtigt. Jeg hylder også duftlys-reflektionen, (jeg har astma, så jeg hader duftlys), men elsker nu mine alene-hjemme-onsdage, hvor jeg bruger tid på et karbad og nu også ansigtsmaske (for at få dem brugt op), derefter god the og en gammel film, aaah!

    Rigtig go’ dag, smukke. 🙂

    12/10/2022
  • Sanne.H.E.

    Enig eller ej = skøn læsning!!

    12/10/2022
  • Mette

    Kan godt forstå, at du har drukket meget kaffe med hende; hun lyder både sjov, klog og ukrukket. Sedlerne på kasserne, duftlys-reflektionen og for pæn hud… jeg er fan

    12/10/2022
  • Anna Charlotte Møsting Krag

    Skønt endelig at møde en, der har den samme tilgang til kvinder, skønhed og skønheds-industriens forsøg på at lokke og belærer som jeg selv.
    Derfor er det også super at have en som dig, Annette til at holde os opdaterede og årvågne!
    God onsdag til alle.
    /Anna

    12/10/2022
  • Rebecca

    Yes, Sarah er da for rå!! Jeg vil gerne læne mig mere op ad hendes synspunkt. Uden tidligere at have reflekteret så meget over det her med “skal der virkelig være et ritual for at vi er selvkærlige, og skal det virkelig foregå i ansigtet” så er jeg da SÅ meget på Sarahs hold og forstår egentlig ikke, hvorfor det andet får lov at dominere så meget i diskursen om kvinders skønhed. Godt at få det på plads

    Det eneste jeg IKKE forstår, er den manglende lyst til at smøre kroppen ind. Wauw! Jeg blander en neutral supermarkeds bodylotion med Tromborgs aroma therapy body lotion og så er jeg fuldstændig i himlen!!!

    Nu hun lige nævner EGF, har jeg et spørgsmål jeg har tænkt på i noget tid.
    EGF, som vi kender det fra Bioeffect, er lidt for kostbart til min pengepung. Jeg synes at være stødt på alternativer, men det er ligesom om min hjerne vil tro, at når et brand slår igennem på en “ny” og måske nærmeste “revolutionerende” ingrediens, så har de patent på den. I hvert fald psykologisk… de får mig til at tænke at ingen andre kan producere tilsvarende. Men kan det nu passe, spørger jeg mig selv? (Lidt interessant mekanisme synes jeg i øvrigt, at man kan komme til at tro nogen har ingrediens ejerskab bare fordi de kommer først). Findes der ikke andre produkter der tilbyder et virksomt indhold af EGF?

    12/10/2022
  • Linda Nedergaard

    Jeg er 100% enig med Birgitte 🙂 Tak for et dejligt kig ind hos en – fornemmer jeg – lidt usædvanlig kvinde 🙂

    12/10/2022
  • Anette

    Jeg elsker titlerne på de der kasser. Shit det er god stil 😀

    Endelig en der ikke gider det der makeup-pjat. Og som ikke gider at ligge under for hele det der velvære-cirkus som kvindekulturen og dameblade er syltet ind i!

    De sidste par år har jeg testet min hud sønder og sammen, så den til sidst blev så træt og udtørret at jeg fik akne og perioral dermatitis. Det var et wake-up call af de store for mig. Så jeg skruede helt ned. Som i HELT ned. En mild rens og en creme med havre uden grimme ting fra Änglamark.

    Det var godt!
    På nuværende tidspunkt har jeg testet Australien Bodycare – NOT GOOD. Min hud gik helt bananas.

    Så opdagede jeg Skincity og deres egen hudpleje, lavet i Sverige, uden alt for meget mumbo jumbo men med kendte ingredienser uden for meget silikone-snask.
    Det har virket over al forventning.
    Deres Milky Moisture Toner Essence og deres allround cleanser er helt fantastiske
    Hvorfor? Fordi de indeholder havre, kamille, grønne alger, niacinamide, hyaluronsyre og centella asiatica. Intet silikone.

    Derudover kom jeg ad andre veje til at læse om ying og yang … Kineserne går jo MEGET op i det stads, men det kan åbenbart også influere hudpleje.
    Så jeg læste lidt mere. Tørhed, acne og eksem er åbenbart relateret til for meget yang (varme, tørhed og inflammation). Og min hud har været helt skør det sidste lange stykke tid. Fugtfattig og alt muligt. Barrieren helt i stykker, bumser og hvad ved jeg!

    Så jeg kiggede lidt på hvilke ingredienser der ifølge Google var Ying.
    Lo and behold – havre var sjovt nok Ying.
    Flere andre to g jeg var gået igang med nu, var også Ying.
    Og min hud har haft det bedre end den længe har haft må jeg indrømme.
    Den er heller ikke så tør mere.

    Så, hvad kan jeg bruge det til?
    Well, jeg kan ihvertfald se at noget har virket. Jeg er ikke gået all out Feng Shui på min hudpleje. Men jeg skeler en smule til det, og lader det fungere som inspiration for de hudplejeproblemer jeg døjer med.
    Og det har hjulpet mig til at stresse mindre over min hud, hvilket jo altid er godt. Så det kan helt klart også være derfor min hud har det godt. Mindre stress – mere ro.

    Vores fordøjelse har jo en stor del af vores immunforsvar (cirka 60-70%).
    Så hvis man stresser over sin hud som jeg har gjort, så påvirker det jo systemet => mere dårlig hud => påvirket gut/skin balance => hudproblemer og det løse.

    12/10/2022
    • Anette

      Jeg vil som supplement lige tilføje, at jeg er gået hardcore efter ceramider,grøn te og masser af fugt og fedt.

      Jeg går udenom æteriske olier og Limone (det der duftstof som er en del af æteriske olier), fordi de stresser min hud helt vildt!

      Min hudrutine er nu rens + toner fra Skincity og som dagcreme bruger jeg Isntree Green Tea emulsion med pilebarkekstrakt (Naturlig BHA) og til natten bruger jeg Kiehl’s klassiker: Ultra Facial Cream (jeg forstår sgu godt hypen over den creme lige pludselig!)

      Om dagen bruger jeg Joseon Probiotic & Rice SPF 50 solcreme rundt om øjnene, den svier ikke og er meget let men ultra fugtgivende. Den giver det der “dewy” Hollywood look af fugt, som alle tørster efter (excuse the pun 😉 )

      Den har kemisk filter, som jeg KUN bruger om vinteren, da min hud har det pænt anstrengt med sol og varme.

      12/10/2022
  • Mariannegylding

    Åh så dejlig ligetil, ikke så meget bullshit<3 kan godt forstå du gerne vil drikke kaffe med hende. 🙂

    12/10/2022
  • Birgitte

    Skøn kvinde! Skøn humor! Skønt indlæg! Hende kan jeg sgu li ❤️

    12/10/2022

Kom med kvit & frit på Beautyspace-holdet

Uafhængig skønhedsformidling for dig, der vil have dokumenteret viden om hud, hvad-virker-guides og hvordan fejlkøb undgås. Kun ord der gør dig klogere - og nå ja, besked som den første, når månedens Book’n’Beautyboks udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.