Heidi Frederikkes hoved på bloggen

140DA06B65714FE4A69E5BBC8AF35284AnetteC1B3B6D2C03D479C9C88BCE3EBA2C552Anette

Kender du det med at se sig selv et sted, hvor man måske ikke heeelt er endnu?

Som eksempelvis en yogatype eller en aktiv vinterbader? Det er en ret mærkelig mekanisme, men når jeg ser folk tage de iskolde dyp, så føler jeg mig lidt med i deres klub, selvom jeg aldrig har gjort det. Endnu.

Én, der til gengæld gør det – også i virkeligheden – og rånyder det, er Go’ Morgen Danmarks rasende dygtige og altid nærværende vært Heidi Frederikke:

Hvad får du ud af at vinterbade?

Rigtig meget. Men det er svært at sætte konkrete ord på, fordi det handler om den følelse af velvære, det giver både for krop og sjæl. Den skal nok mærkes. Jeg bliver glad, får energi og føler mig slet og ret godt tilpas. Rent fysiologisk kan jeg mærke, at jeg ikke fryser så meget mere. Jeg har altid været en frossenpind, men det er næsten forsvundet. Derudover er jeg mindre forkølet, end jeg var tidligere (og det var jeg virkelig tit), så mit immunforsvar har fået et boost af at hoppe i de kolde bølger. Derudover bader jeg med to veninder, så det er også virkelig hyggeligt. Vi slutter altid af med varm kaffe, ingefærshots og god snak.

Hvordan kommer man i gang (hvis man som jeg hader koldt vand)?

Ved at starte om sommeren og så ellers bare blive ved. Jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at jeg skulle blive vinterbader, for jeg syntes egentlig, at vandet var rigeligt koldt om sommeren. Egentlig har jeg aldrig brudt mig om at bade herhjemme. Lige indtil i sommer, hvor jeg blev bidt af det. Og så fortsatte vi ind i efteråret og videre ind i vinteren (3-4 fire gange om ugen). Og vupti, så var jeg vinterbader.

Oplever du en forskel i forhold til din hud?

Jeg ved ikke, om jeg oplever en forskel i forhold til min hud. Men jeg tror, at en god følelse indeni også smitter af på, hvordan man ser ud.

Hvad er god hudpleje for dig?

Noget som jeg kan mærke gør noget godt. Noget, der er rent og ikke fyldt med alt muligt kemi. Jeg er meget opmærksom på, hvad jeg putter på min hud, ligesom jeg spiser og drikker økologisk uden at være hysterisk. Derfor er jeg også vild med mange af de danske produkter, som indeholder gode og naturlige ingredienser. Mine favoritter tæller MOL&B Copenhagen, Rudolph Care og Karmameju.

Går du mere op i hudpleje nu, end for 10 siden? Hvis ja, hvorfor?

Ja! For 10 år siden år siden var min hudpleje uden tvivl mere rock’n roll, ligesom mit liv var… Det var først, da jeg blev gravid for knap ni år siden, at jeg sådan for alvor blev opmærksom på, hvad jeg puttede på min hud.

1000 TAK til Heidi Frederikke. Jeg vil prøve den opskrift. Hvad med dig? Vinterbader du? Og er der flere kom-i gang-tips?

28/02/2018
5 relativt ukendte produkter, jeg helst ikke undværer
I hvert fald fem, der holder mere, end de lover
03/03/2018
Mit yndlings-hår
Dét, der samtidig klæder de fleste hoveder med langt hår

Kommentarer

  • Pernille S

    Kære Anette. Det er forskelligt hvor ofte jeg vinterbader, for det beror på hvordan job og fritidsaktiviteter kan passes ind. Nogle uger dagligt. Andre gange måske kun 2-3 gange om ugen. Nu hvor vind og vejr bider, så er det kun et dyp ned og op igen. Jeg er så heldig at der er sauna hvor jeg bader. Reglen er, at man SKAL i vandet først førend man går i saunaen. Men når kroppen så er godt gennemvarm efter saunaturen, kan jeg tage et par svømmetag. Men det er ikke vigtigt hvor længe du kan opholde dig i vandet. Det er vekselvirkningen mellem kulde/varme som giver kroppen et ordentligt kick! Har du ikke saunaadgang, så lad være med at udfordre skæbnen med at spille helt. Det er ned og dukke dig, og op igen. Efterhånden kan du måske også dukke hovedet under. Gratis saltvandsspray til håret 😉
    Desværre er der de senere år kommet en tendens til at kvinder dækker hele kroppen med håndklæde når de går i sauna, så kroppen ikke bliver ordentlig varm! Ved ikke hvorfor der er kommet sådan en bonerthed… Den slår igennem mange steder i samfundet. Jeg oplever det ofte indenfor sundhedssektoren…
    En misundelsesværdig vinterbadeklub ligger i Århus. Jomsborg hedder den. Her er det ikke comme il faut at bruge håndklæde i saunaen overhovedet! De er altså kloge, de Århusianere! Prøv at søg #jomsborg på IG. Her er fantastiske billeder fra badeklubben som er helt indhyllet i is!
    Bad heller ikke alene! Men prøv også engang at vinterbade i mørke – det er en fantastisk fornemmelse! Men husk; ALDRIG ALENE 🙂 Kh Pernille S
    PS. Glæder mig til dit foredrag i Kbh.

    06/03/2018
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Frederikke Abildstrup, jeg tager tilløb.

    @ Marianne, tænker du, at det knapt så normalt? Eller? Altså at ville stå ved sig selv.

    @ CharlotteK, vi må i gang.

    @ Ellen Marie, fantastisk med et konkret eksempel. Jeg er der snart …

    @ Lene, sjovt du nævner det med grødisen, for den får jeg faktisk lyst til at mærke.

    @ Pernille S – Sikke en historie. Tak fordi du deler. Tænk at det kan lade sig gøre i forhold til den smertefri situation, og selvfølgelig er du moderne længe før, vi andre har tænkt tanken – men hvor ofte? Og hvor længe er du i af gangen?

    Stor hilsen Anette

    04/03/2018
  • Pernille S.

    Jeg har været vinterbader i over 20 år. Længe før det blev moderne 🙂
    Begyndte simpelthen at vinterbade for at dæmpe kroniske rygsmerter. Det kolde vand gør at kroppen udskiller endorfiner, og gør mig smertefri i flere timer. Det som startede af ren nød, da jeg ikke tåler medicin særlig godt, er nu blevet en uundværlig og skøn del af mit liv.
    Når folk spørger om ikke det er svært at blive vinterbader, fortæller jeg at det i virkeligheden er et spørgsmål om vilje. Eller rettere – det sidder mellem ørene, hvis du forstår hvad jeg mener 😉
    Jeg fortæller også, at hvis jeg kan blive vinterbader, så kan alle! Jeg har nemlig altid før i tiden været en frossenpind. Fuldstændig som Frederikke beskriver det!
    En sjov ting ved vinterbadning er, at det faktisk næsten kan føles varmt, nemlig når man bader i grødis. Det kan nærmest føles brændende på huden, og man har ikke følelsen af at blive rigtig våd. Svært at beskrive. Det skal opleves, og vejret er lige til det nu.
    Bare kom igang, Anette. Du vil ikke fortryde det!

    02/03/2018
  • Lene

    Jeg er en af dem, der aldrig (som i aldrig nogensinde) ville have lyst til at blive vinterbader.
    Jeg synes, det er dejligt, at folk føler sig glade og godt tilpas ved at vinterbade, men hader selv koldt vand på kroppen, og bader kun i de varme lande, hvor man trænger til at blive afkølet.
    Jeg var forleden dag ved stranden, hvor der er tilfrosset mindst 100 m ud, men en person hoppede ud af sin badekåbe, ned af de isbelagte trappetrin på badebroen og ned i et lille hul med grødis. Der blæste tillige en isende vind, så uha, det må godt nok være koldt.

    02/03/2018
  • Ellen Marie

    Har også vinterbadet de seneste 10 år – en pragtfuld følelse. Kan blot sige, at et koldt styrtebad føles meget koldere end et rigtigt dyp i havet, hvis det skulle kunne hjælpe nogen til at komme i gang.

    02/03/2018
  • CharlotteK

    Jeg vinterbader ikke, men ville sååå gerne i gang med det. Måske det kommer en dag, hvem ved;-)

    02/03/2018
  • Marianne

    Sej at Frederikke står ved sig selv. Og ikke har fyldt sit kønne ansigt med BOTOX

    02/03/2018
  • Frederikke Abildtrup

    jeg har vinterbadet i 10 år nu – og jeg besluttede mig midt i en vinter. Op og afsted – det er mit lykkested og uden vinterbadning ville jeg være blevet permanent deprimeret. Find en vinterbadeklub med sauna og kom i gang. Du vil aldrig fortryde …

    02/03/2018

Bliv en

Beautyspace-insider

 

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke.

Det koster intet at abonnere på BEAUTSPACE, hvor du hver uge får tre til fire aktuelle artikler, adgang til mine bøger og foredrag med rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.