
Ærligt talt – med hudlæge Peter Bjerring
Påvirket af nedlukningen blev mine lejlighedsvise morgenmøder med hudlæge Peter Bjerring ændret til samtaler over telefonen. Han er klinisk professor i dermatologi, forsker i laserbehandlinger og typen, du aldrig rigtig bliver færdig med at tale med. Jeg begyndte at skrive samtalerne ud med rub og stub uden at vide, om formatet overhovedet vil fungere til Beautyspace. Men nu prøver vi …
Herunder taler vi – meget apropos – om hår eller snarere mangel på samme. De næste samtaler handler om det hudpleje-indhold, der kan holde os vågne af begejstring, Bjerrings bedste (og faktisk overraskende) alternativ til Botox – og nåja også noget om manglende søvn og fravær af østrogen.
Så tag en kop kaffe og og læs med.
Anette: Kan du egentlig huske, hvor uhøflig du var under vores første møde for snart mange år siden? Vi skulle tale om anti-age, som jeg kaldte det dengang, til avisen.
Peter: Nej, det kan jeg ikke.
Anette: Du foreslog, at det ville gør mig godt med et Botox-stik her og der plus lidt filler… vistnok i den ene side af læben. Jeg var åbenbart ikke symmetrisk. Og vi taler altså for otte, måske nærmere ti år siden.
Peter: Nu husker jeg det. Du spurgte mig jo, hvilke muligheder jeg vil pege på inden for anti-age, og jeg sidder jo aldrig og spekulerer i, hvad det er, du gerne vil høre.
Anette: Så hvad tænker du egentlig om, at jeg så kategorisk har afvist Botox og fillers? Og stadig gør.
Peter: Det, synes jeg, er fint. Det svarer jo lidt til at være veganer. Var du i øvrigt ikke også mere anspændt dengang? Det tror jeg. Du ser mere hvilende-i-dig-selv-afslappet ud nu.
Anette: Det ved jeg nu ikke, men måske. Lad os vende tilbage til det inden så længe, for alternativerne er jo interessante. I dag er emnet et andet – og ikke et, der får mig til at slappe af. Nemlig udtynding af hår. Hvorfor sker det egentlig?
Peter: Først og fremmest er der forskel på måden, kvinder og mænd taber hår på. I mændenes tilfælde sker det i tindingerne og meget kompakt oven på hovedet. Mange ender med den berømte munkekrans. Årsagen er, at androgenerne, altså de mandlige hormoner, ikke angriber siderne på hovedet på samme måde. Man kan faktisk få anti-androgene tabletter, som modarbejder det hårtabsmønster. Men det vil jo for mænds vedkommende gå lidt ud over festen derhjemme. Hvis du forstår …
Anette: Det gør jeg. Men hvad med kvinder? For vi får jo ikke munkekransen.
Peter: Korrekt. Det sørger mængden af østrogen for. Kvinder har også en smule androgener, og de får mere råderet, når niveauet af østrogen falder. Men fordi mængden af androgener trods alt stadig er lavere end hos mænd, bliver det en mere diffus udtynding. Hårtabet sker over meget lang tid, ligesom håret bliver uld-agtigt.
Anette: Så hvad vil du anbefale?
Peter: Der er flere muligheder, eksempelvis de anti-androgene tabletter, hvor bivirkningen for kvinder er lav. Noget nemmere er det med hårvækstmidlet Regaine, som fås på apoteket og er egnet til både mænd og kvinder. Det er oprindeligt blodtrykssænkende medicin i tabletform, og så opdagede man, at folk begyndte at få mere hår alle mulige steder. Derfor findes det nu i den flydende form målrettet hårbunden. Vær endelig opmærksom på doseringen, for ellers kan man risikere at blive svimmel.
Anette: Altså, jeg forstår ikke, at den slags ikke er på recept. Med tanke på de mulige bivirkninger.
Peter: Det er Panodil jo heller ikke. Men tilbage til håret, så er der ikke så meget andet, der virker.
Anette: Hvis vi pudser de holistiske briller, så dokumenterer studier, hvordan nok søvn og niveauet af stress er afgørende i forhold til hårets velbefindende.
Peter: Det er rigtigt. Hår er egentlig en meget solidarisk størrelse forstået på den måde, at hvis kroppen er stresset, så lægger håret sig i hvileposition og venter på bedre tider. Man har jo strengt taget ikke brug for det, og derfor kan kroppens krudt bruges bedre andetsteds. Du ser samme tendens, når det gælder neglene, hvor en tværrille vil afsløre, hvornår det begyndte at gå galt.
Anette: Jeg ved ikke, hvor solidarisk det er. Mange bliver jo ekstra stressede over at stå med masser af hårtotter i afløbet. Noget andet er det, vi spiser. Herunder kosttilskud, hvor der er flere interessante hår-vitaminer – også fra seriøse producenter.
Peter: Ja, og det er jo en god idé, hvis du lever af grød. Eller er veganer.
Anette: Så Biotin, zink …?
Peter: Hjælper, hvis du er i en mangelsituation, og det tror jeg ikke, at mange danskere er. Men man kan jo ønske sig at være på den sikre side, og så skader de ikke andet end din pengepung, hvis du skulle tage dem omsonst.
1000 tak for nu til Peter Bjerring – vi vender tilbage.
På @beautyspace på Instagram kan du se live filmklip fra mit hårbunds-tjek.
FAKTA OM HÅRTAB: Ud over at sygdom kan spille ind, så er mængden af hår selvsagt et genetisk lotteri på linje med, hvad farve det har. Om der er krøller eller ej. Hos kvinder er den overvejende årsag hormonel betinget arvelighed – også kendt som androgenetisk hårtab, der skyldes en overfølsomhed over for mandlige hormoner, som bl.a. bliver mere fremtrædende, når niveauet af østrogen falder.
Nina
Hej Anette
Det er meget nyt, jeg tager dem (drogens vital hud, hår og negle), så jeg ved ikke, om det har den store effekt. Men jeg synes faktisk, at mit pandehår er vokset ret hurtigt – men det kan jo også bare være en manglende tidsfornemmelse.
Marlene Thybo Geertsen
Hej Anette
Jeg har læst din nye bog med stor fornøjelse, og er blevet utrolig Inspireret til en dag med god hudpleje. Jeg har dog et serum-spørgsmål:
Jeg påtænker at købe Environ concentrated retionol 1 serum og Bioeffects EFG serum skiftevis hver anden da, om aftenen.
Hvis jeg nu ønsker en serum til om morgenen også (da de andre skal bruges inden sengetid), skal jeg så ud og købe en tredje serum?
På forhånd tak.
Vh Marlene Thybo Geertsen
Maj
Hej Annette
Du svarer Frederikke, at det gælder om at have en kvindelig gynækolog, men hvad har en gynækolog med hårtab at gøre og hormoner ?
Anette Kristine Poulsen
1000 tak for alle kommentarer.
@ Fru Jakobsen, jeg kan gode lide Ingrediens Body Load og saltvandsspray, og går du lidt tilbage (under hår-temaerne), så har du en god tørshampoo, som jo så ikke er hverdagskost. Måden du er klippet på kan også gøre noget i forhold til fylde.
@ Christina Kragh, 1000 tak fordi du deler. Ak ja, det genetiske lotteri. Spændt på M2 og din mening. Lad mig vide, hvad du finder ud af.
@ Frederikke, åhhhh DET er et følsomt spørgsmål. Hele hormon-spørgsmålet er jo en varm kartoffel fyldt med holdninger. Det gælder om at have en kvindelig gynækolog (det lyder trælst at være så kønsspecifik, men jeg oplever desværre at det forholder sig sådan), og så tage hormon-snakken med vedkommende. Jeg vil anbefale dig noget på medicinfronten, men det er et godt spm.
@ Janne – se gerne mit svar, men også den tørshampoo fra sidste uge. Hvis du så den?
@ Jette B, ;o)
@ Nina, hvilke vitaminer og oplever du virkning?
@ Gabriele, jeg ville helt klart prøve 3 måneder med Regaine + de gode vaner (som nævnt her tidligere). Efter 3 måneder kan du jo vurdere og så se, om Hårklinikken skal konsulteres. Det er selvforstærkende det med håret.
@ Tanya, de siger ikke så meget. I ‘gamle dage’ anbefalede de det selv, dog sammen med deres ekstrakt. De har stadig kunder, der er på en kombi. OG TAK for din vurdering og dine ord på formen.
@ Ann Marie, 1000 tak fordi du deler din gode erfaring. Det betyder så meget herinde.
KH Anette
Trine B
Tak for et godt indlæg, Anette. Formatet fungere fint og er meget informativt 🙂
Ann Marie
Dette er henvendt til Fru Jacobsen og Janne som efterlyser gode produkter til at få håret til at fylde. Jeg bruger nogle produkter fra PARK (de har en fin hjemmeside hvor man kan se alle deres produkter) som giver den lækreste volume til håret. Det ene er en slags klister mousse som virkelig giver svung til håret – uden at det bliver stift (for det er så træls). Der er også en slags hårpudder som puttes i længderne og gør mirakler. Jeg har set Karina von D’ahe bruge det og hun er meget begejstret. Jeg har ikke selv noget med PARK at gøre, kan bare godt lide effekten af deres produkter i mit lange, men glatte og flade hår, så det er ikke fordi jeg er ude i salgsøjemed 🙂
Tanya
I øvrigt fungerer det mere end godt at få lov at se jeres samtale! Ikke mindst fordi I taler så bramfrit om tingene
Tanya
Åh, den søvn, altså! Ville ønske den ikke var så afgørende, for det er svært, svært at få nok når der er så meget andet man gerne vil!
Hmm, det er vist et luksusproblem at have…
Vil prøve Regaine også – hvad mon Hårklinikken siger til det?
Gabriele
Jeg er så ked af det. Taber mit hår lige så stille og roligt. Indenfor det sidste halve år er det gået så stærkt og er begyndt at få små bare pletter. Har det tyndeste hår nord for alperne så det en rigtig ulykkelig situation Overgangsalderen er i sidste fase men undrer mig over at mine negle på ingen måde er svækkede. De er stærke og lange på fingrene og tåneglene er også stærke. Måske regaine kan hjælpe eller en hormontest hos lægen??
Nina
Og jeg er lige gået i gang med at tage vitaminer til håret. Haha.
Jeg havde en meget stresset periode sidste år, og jeg kunne godt se en forskel i mængden af hår, jeg fandt på børsten hver dag. Jeg håber, at hvis jeg finder ro igen, at det så også kan ses på håret, men det må tiden vise!
Jette B
Tak for et godt skriv med god information
Janne
Er nysgerrig som Fru Jakobsen, er så træt af fint, fedtet, klaske hue hår♀️
Så hit med tip til det Annette.
Frederikke
Ville et hormontilskud med østradiol kunne hjælpe på håret i tilfælde af lavt niveau/overgangsalder (nedgangsslder)? Eller skal man have anti-drengehormoner-medicin for at opnå effekt?
Synes jeg hiver “rotter” op af afløbet…
Christina kragh
Min ældste søn på 30 er stort set skaldet min yngste søn har den videste hår pragt og min datter har også meget hår dog til den fine skandinavisk side jeg selv har haft kort hår som i rigtig kort hår hele live ind til for nogle år siden hvor jeg begyndte at lade det gro …jeg har masse af hår men også til den fine side og min ældsre søns tynde tindinger i hans 20’er er helt sikkert fra mig ….jeg har også høj pande og ikke voldsomt hår pragt i siderne men jeg har dog alligevel formået at få et ok pænt halv langt hår med ihærdig hår børstning med min dyre hår børste gode shampooer fra bla Aveda invanti og div hår vitaminer i perioder og lige nu tester jeg M2 nye hår ekstrakt
Fru Jakobsen
Kender desværre kun alt for godt til problemet med vedvarende dårlig søvnkvalitet og alt for mange hår i børsten efter hårvask. Jeg har altid haft fint hår men tidligere masser af dem. Nu alt for få. Hvad er gode stylingprodukter til at skabe mere fylde i fint hår?
Bedste hilsner
Fru Jakobsen