Alle taler om glød. Her er de bedste metoder til at få den.

Lyt til dagens artikel her:
Der bliver talt og skrevet om glød i lange baner. Alle siger, de vil have den.
Det virkelig spøjse er her, at glød slet ikke er et begreb, der eksisterer. Ikke dermatologisk set. Der findes ingen faglig definition for glød.
Selv har jeg selvfølgelig en klar mening om, hvordan ordet skal forstås, men først får du hudlæge Emil Mørk Henningsens bud:
”Jeg vil oversætte det til den friske, naturlige udstråling, der signalerer hudsundhed. Jeg forbinder også glød med en velfugtet og ensartet hud, der er jævn i farven og har en let skinnende overflade, altså lysreflektion.”
Selv forstår jeg især glød som et våben mod de lystyve, huden møder igennem tiden. Alt fra akne til akne-ar, rødmossethed, pigmentpletter, ja sågar rynker stjæler lys fra huden, fordi de har det tilfælles, at de gør lysets refleksion vanskeligere – lidt som et spejl, der trænger til at blive pudset. Så når vi hudplejemæssigt arbejder med at ensarte huden, så har gløden langt bedre kår. Uden at det skal forstås som spejlblank glans.
Hud med glød er ofte kendetegnet ved at have en god balance mellem fugt og fedtstoffer. Fokusér derfor på følgende:
- Forsigtig eksfoliering sørger for at vriste huden fri for sløve hudceller og derfor fremstå friskere.
- Fugt vil altid få huden til at puste sig lidt op på gode måde. Fugtmættende ingredienser kan både fylde og glatte ud – i det små.
- Antioxidanter beskytter mod alt fra forurening til UV og de gør godt i din hudpleje. Især niacinamid og C-vitamin spiller en rolle, når vi taler glød.
- Søvn, motion og kost … jaja, du ved det. Jeg ved det. Men det virker.
Det forvirrende kan stadig være, at mange forskellige typer ingredienser og produkter hævder at give glød, og selvom det kan virke uoverskueligt, så er der faktisk en forklaring:
- Glød via fugt – ingredienser som hyaluronsyre og glycerin tiltrækker og binder fugt til huden. Blandes den fugt med antioxidanter som niacinmid og C-vitamin, så har gløden ekstra gode kår.
- Glød via oliefed shine – hvis ovennævnte fugt ikke skal fordampe ud i det blå, så lad den blive forseglet af noget federe. Det kan være fra en creme eller en anelse olie. Samtidig vil et olieret produkt få lyset til at reflektere – det er smag og behag, hvor meget der skal til. Måske husker du, at makeupartist Sine Ginsborgs favoritshine er Weledas Skin Food.
- Glød via eksfoliering– en svamp eller vaskeklud fjerner sløve overfladeceller fra huden og vil på den måde bane vej for mere glød. Du kan også ty til nænsom eksfoliering med mælke- eller frugtsyrer. Her opløses de døde hudceller samtidig med, at syrerne virker som en døråbner for det, der efterfølgende smøres på (f.eks. arbejdsomme peptider, A-vitamin eller EGF) – og så virker frugtsyrer som en pletfjerner i forhold til de klumper af pigment, solen kan efterlade.
- Selvbrunerdråber er indlysende, fordi mange forbinder glød med ekstra farve. Lad mig her nævne, at SPF jo også bidrager til mere glød. Ikke i form af farve, men det at værne huden mod pigmentpletter, som er en af de største glød-slugere.
Men kan man overgøre sin indsats? Absolut. Endda uden at anstrenge sig særlig meget. Man kan pøse for meget olie på, så huden bliver som en skøjtebane og ender i udbrud. Man kan også eksfoliere for hårdt og for meget, så huden bliver irriteret, rød og alt det modsatte af, hvad vi forstår ved glød. En grundregel med hensyn til overblik er ikke at blande og lagre forskellige slags syrer. Ikke på daglig basis i hvert fald.
Så gå forsigtigt frem og grib i egen kind for at se, forstå og gøre dig egen erfaring.
HVAD ER DIN VEJ til mere glød?
BEAUTYSPACE BOKSEN ER PAKKET MED VEJEN TIL GLØD fordi du både får fugtserum, ansigtsolie, C-vitamin blandet med eksfolierende BHA-syre og ret meget mere. Se her.
VIL DU VIDE MERE, så er der masser af uddybning i bogen, som bl.a. handler om, hvordan du går efter gløden, hvis du er sarthudet, har rosacea eller er udfordret på anden vis. Der er også flere artikler på Beautyspace. Især vil jeg anbefale dem, der handler om en intakt hudbarriere, som er forudsætningen for glød. F.eks. her og her.
MERE SERIØST BEDRE HUD i ord og på tube finder du her.
FOTO LEA JESSEN

Tina
Kære Anette
Jeg er stor fan af dine produkter. Havde lidt glemt Midnight Recovery, men den er så lækker. Kan jeg bruge den oven på Ansigtscremen?
Anette Kristine Poulsen
@ Tina, det kan du tro. Det vil kun være oplagt!
Charlotte
Jeg er en stor fan af Ansigstgløden. Er startet på Tretionin 0,1% (af kosmetiske årsager) og er i tvivl om jeg kan bruge Ansigtsgløden under A vitaminen. Har du nogen gode råd? På forhånd tak
Anette Kristine Poulsen
@ Charlotte, der er ikke andet for end at prøve. Men go slow og se, om du reagerer.
Christina kragh
Uhe den olie fra Votary, elsker alt der fra. Den må prøves bruger du den kun aften og ovenpå Avitamin Ansigtscremen? For den vil jeg ikke undvære 😁
Anette Kristine Poulsen
@ Christina, her i vinterhalvåret har jeg blandet et par dråber i Ansigtscremen.
Rebekka
Hej Anette.
Min perioral dermatitis går i udbrud, hvis jeg bruger c vitamin. Har du nogle gode alternativer? Elsker i øvrigt din ansigtscreme og glød. Så lækre 🙂
Anette Kristine Poulsen
@ Rebekka, tak for dine gode ord! Jeg vil anbefale beroligende niacinamid.
Heidi
Tak for god guidning. Efter at have læst dine bøger, fulgt dig og udskiftet div cremer og købt dine egen produkter, er der virkelig sket forskel. Jeg har taget før/efter billeder – så det ses tydeligt.
Du anbefaler også IPL behandling, det har jeg prøvet 2 gange, men hævede vildt i ansigtet. Jeg fik at vide det var helt normalt, men hverken min veninde eller mand brød sig om at kigge på mig, og gik ikke på gaden i 5 dage. Er det normalt, eller har jeg fået overbehandling?
Bh Heidi
Anette Kristine Poulsen
@ Heidi, tak for dine generøse ord. Det er ikke normalt, vil jeg mene. Du er helt sikker på, at det er IPL og ikke frax?
Marianne
Kære Anette
Jeg plejer at “forsegle” din A-vitamin creme om aftenen med et par dråber hybenkerneolie for at give lidt mere fugt. Nu går det op for mig, at der også er A-vitamin i olien. Er det er problem, når jeg også bruger din dagcreme/solcreme også med A-vitamin om dagen?
Tak for nogle dejlige produkter, de har virkelig gjort en positiv forskel på min lidt sensitive rosaceahud!
Mvh Marianne
Anette Kristine Poulsen
@Marianne, det er ikke et problem. Mængderne er nemlig små. Og nøj, hvor gør det mig glad i forhold til rosacea.
Pernille S
Kære Anette. Alle de opremsede veje for at få glød er for mig velkendte. Du nævner dog ikke motion. Dette er helt essentielt for at min hud ser frisk og strålende ud. 🫶🏻
Elisabeth
Jo da.
Anette nævner søvn, motion og kost.
Anette Kristine Poulsen
@ Elisabeth, du er sød … men det var netop på Pernilles foranledning, at jeg fik tilføjet det glemte: motion. Burde også tilføje kuldebadning.
Anette Kristine Poulsen
@ Pernille S, 1000 tak – du har helt ret. Den var glemt og er nu tilføjet. Motionen.