Anne Glad på Beautyspace

Vis mig din rutine, og du skal få et råd eller to

NY BEAUTYSPACE-SERIE: Hvad står der på badeværelseshylden, og hvad er hendes rutine? Eller hans… Er der noget, der kan give åndenød at skulle undvære? Kom med, når jeg går til rutinerne hos en række personligheder, der fortæller om deres forhold til hud og creme – og hør mig kloge om, hvordan de muligvis kan justere, spare penge eller noget helt tredje.

Mød: Anne Glad

Job: Livsstilsekspert og cand.mag. i nordisk litteratur

Alder: I 50’erne

Jeg står på Anne Glads badeværelse en mandag eftermiddag i maj. Lidt på trods, faktisk. For normalt lukker hun ikke nogen inden for murene – hendes hjem er nemlig hendes helle. I dag er en undtagelse, fordi hun interesserer sig for hud, og vi skal netop tale om, hvad hun hudplejemæssigt gør morgen og aften.

Hvad der først og fremmest slår mig, er mangfoldigheden på hendes hylder. Her er et vidt varierende udvalg af mærker med alt fra Framas flydende håndsæbe til en imponerende samling makeup fra Jane Iredale (”for det kan jeg tåle og finde ud af at bruge”, som Glad siger) – side om side med Rudolph Cares rensemousse, Matas’ øjenmakeupfjerner og ceramidin-creme fra Dr. Jart+.

Vil du allerførst sætte et par ord på din hud?

Jeg stortrives i min hud, som er et tydeligt spejl på, hvad jeg spiser og hvor meget eller lidt søvn, jeg får. Den er heldigvis ikke plaget af fortidens solbadning, for jeg har aldrig været glad for strålerne. På samtlige klassebilleder var jeg hende det blege barn.

Det er også en hud, der skal kunne klare meget. For hver gang jeg skal på en scene og holde foredrag, hvilket er det, jeg lever af, eller de gange om året, hvor vi optager Kender du typen?, kræver det meget make-up. Derfor er mine renseprodukter vigtige.

Makeupartister siger altid pæne ting om min hud, og den ros kan jeg jo godt lide. Jeg skal lige huske at indskyde, at det er vigtigt for mig, at min hud er naturlig – uden Botox eller kunstige fillers.

Hvorfor er det sidste vigtigt for dig?

For det første er jeg typen, der prioriterer økologisk mad og generelt er kræsen med, hvad jeg putter i munden. Alene på den baggrund vil det være skørt at sprøjte sig med pølsegift. For det andet lever jeg af min mimik og af mit nærvær, og jeg er overbevist om, at min formidlingsopgave bliver nemmere, hvis jeg ikke har justeret på mimikken. Det interessante er, at de her behandlingstyper fylder meget i algoritmen på mine sociale medier, mens det stadig er forsvindende få, der reelt benytter sig af dem til forskønnelse. De tal, jeg selv har dykket ned i (via lægemiddelstatistikregisteret), viser under 5% af befolkningen.

Er der noget, du prioriterer, som jeg ikke kan se på dit badeværelse?

Ja. Jeg har de sidste 14 år gået fast og jævnligt hos en behandler. Ikke hvor jeg bliver wellness-nusset, for det har jeg slet ikke tålmodighed til, men hvor jeg bl.a. får hudforbedrende lysbehandlinger og mikrostrøm – og kan ligge og arbejde, imens elektroderne gør deres arbejde.

Lad os komme i gang. Hvad gør du om morgenen?

Det første, jeg gør, er at gribe ud efter et fugtserum – typisk et med noget C-vitamin i – eller også bare en fugtighedscreme. Jeg renser ikke først, heller ikke bare med vand, for min hud er så lækker om morgenen efter søvn. Det eneste, jeg tænker på, er, at jeg gerne bare vil indkapsle den fine fugtfornemmelse. Af samme grund går jeg også altid i bad om aftenen – ikke hver aften, men et par gange om ugen.

Jeg er generelt glad for etagevask. Når jeg er i sommerhus med familien, glemmer vi helt at bade. Da jeg var yngre badede jeg oftere, men nu har jeg opdaget, at daglige bade tørrer huden ud.

Jeg afslutter altid min morgenrutine med en solfaktorcreme, og skal jeg senere have makeup på, så bruger jeg også nogle små fugtampuller eller en CC-creme, eksempelvis fra Eborian.

Om aftenen?

Jeg fjerner først al makeup fra øjnene med Matas’ øjenmakeupfjerner, der er god, fordi den aldrig giver mig røde øjne, når jeg tager mascaraen af. Jeg får ikke den der trælse følelse af at slide på min øjenvipper eller den fine hud under øjnene. Derefter en blød og blid skumrens (Rudolphs) og så en vaskeklud, som tager den trafikfilm, jeg altid synes, jeg kan mærke i ansigtet. Til sidst noget fugtighedscreme med antioxidanter, typisk igen noget C-vitamin. Om vinteren gerne A-vitamin. Det hele tager under tre minutter, hvad enten det er min morgen- eller aftenrutine.

Hvilken forskel kan du mærke – og måske se – når du bruger dine produkter?

Huden føles opstrammet og spændstig om morgenen. Som om produkterne bygger den op i løbet af natten. Det er også derfor, jeg ikke vasker de her eksklusive ingredienser af om morgenen. Hvis jeg har fået en behandling i løbet af dagen, renser jeg den heller ikke af om aftenen, så undlader jeg i stedet at lægge makeup ovenpå.

Har noget ændret sig med tiden?

Ja, jeg er dels blevet minimalist på hudplejeområdet. Før havde jeg et hav af produkter – nu markant mindre også set i lyset af, at jeg ikke længere kan bruge stærkt parfumerede produkter. Dels køber jeg ind til lager af de ting, jeg bruger, så jeg ikke skal tænke over det et halvt år frem. Da jeg var helt ung brugte jeg nogle meget skrappe renseprodukter, som helt klart affedtede huden alt for voldsomt. Da jeg var i 30’erne havde jeg problemer med uren hud og fik ordineret en meget skrap A-vitamincreme og piller. Problemet forsvandt straks, da jeg ændrede min kost.

Hvad betyder noget for dig, når du vælger hudpleje, ikke?

Jeg kan godt lide, at de ting, jeg bruger, er forholdsvis naturlige – og jo, jeg ved godt, at naturen også kan være skrap. Derudover vil jeg gerne have fugt og helst vige uden om parabener og andre unødvendige tilsætningsstoffer.

Hvor ofte ser du dig selv i spejlet i løbet af en dag?

Vitterlig aldrig. Måske burde jeg, for man kan jo have noget siddende mellem tænderne. Jeg gør et nummer ud af ikke at være forfængelig, når først makeuppen er lagt, fordi det jo aldrig er mig, det handler om. Det er mine analyser eller hovedpersonen i mine podcasts, og her skal min selvbevidsthed ikke spænde ben.

Hvad springer du over, hvis du er travlt?

Foundation.

Noget, der giver dig åndenød at løbe tør for?

Ja. Øjenmakeupfjerneren fra Matas. Jeg har flere gange prøvet at stå på et hotelværelse og have glemt at pakke den.

Det dummeste produkt, du har købt

En dyr primer til 1600 kr., der nu bare står og griner til mig fra hylden. Min hud blev faktisk flot af den, men øjnene løb i vand, og duften var alt for stærk.

Til sidst … er der noget du bøvler med – noget, jeg kan hjælpe dig med?

Ja, mine negle. Jeg har i perioder et kæmpe bøvl med mine negle, som flosser og knækker. Jeg går ikke med neglelak hver dag, for jeg har en fornemmelse af, at de bliver stærkere, når de får luft. Men i forhold til at forbedre dem, så har jeg også en øvre grænse for, hvor mange rutiner jeg kan overkomme. Der er jo ting, der SKAL være plads til, som f.eks. at bruge tandtråd.

ANETTES REPONS

I forhold til negle, neglebånd og hænder, så overvej en ikke for krads A-vitamincreme om aftenen og solfaktor på hænder og negle i dagtimerne – overraskende nok, kan negle også få UV-skader. Kombinationen af A-vitamin og SPF vil give en samlet hjælp og beskyttelse. Massér derudover (og undskyld, det er en ekstra rutine) negleolie på negleplade og bånd dagligt. De bittesmå og letoptagelige oliemolekyler vil nemlig smidiggøre neglene, så de ikke flosser eller knækker som en tør gren.

Og et forslag: Om morgenen – inden fugt og SPF-beskyttelsen – så overvej forsigtigt at presse enten en koldt opvredet eller varmt opvredet (afhængig af om du er til kulde eller varme) vaskeklud mod ansigtet bare to sekunder. Se det som en hurtig bordaftørring, inden du spiser. Vi er ikke ude i hverken hovedrengøring eller rens – bare et nu-er-jeg-klar swipe. Jeg lover på spejderære, at den plumpe fornemmelse af huden efter søvn vil være den samme.

MERE AF SERIØST BEDRE HUD i ord og på tube finder du her.

FOTO LEA JESSEN

02/06/2025
Et plaster + et insider-trick til forstørrede porer
Plus tocifret plaster til udsolgt Beautyspace boks
10/06/2025
Kend det område, hvor din hud er underforsynet
Dele af kropshuden er underforsynet. Få hudlægens forklaring og løsning

Kommentarer

  • Rie

    Hej, jeg er startet med af bruge din ansigtsgløden og ansigtscreme om aften efter jeg har været i bad, om morgen the ordinært serum og ansigtbeskyttelsen, jeg har rosacea og har tør hud især i panden hvor det nærmest kan gøre lidt ondt, kan jeg bruge din creme til rosacea hvor meget skal man bruge før det har en effekt.

    07/06/2025
  • Charlotte

    Et lille Ps herfra.
    Hvorfor jeg troede at smukke Anne fik Botox er fordi jeg nogle gange kanse stor forskel på hendes smukke ansigt på TV(ja selvfølgelig viser jeg vores ansigt hvis vi får for lidt søvn eller har sygdom)
    Derfor bliver jeg endnu mere glad for at hun ikke får Botox men har valgt at gå andre veje,
    De veje vil jeg også gerne gå!
    Ikke at jeg har noget imod Botox absolut ikke jeg har selv fået Botox i ti år, men til var det bare ikke pænt mere til mig.
    Ansigtsyoga blev min nye ret rynkerne ud og få masser af glød og velvære.
    Selvfølgelig er det ikke ligesom Botox for jeg har selvfølgelig stadig linjer og rynker men de er mildnet hamsterposerne er strammet utrolig meget op og resten af ansigtet glattet lidt mere ud.

    06/06/2025
  • Sanne

    Jeg blev helt glad (!) af at læse dette: “Jeg er generelt glad for etagevask.”

    For det synes jeg lidt er et tabu – at man ikke partout bader HVER dag! Det gør jeg heller ikke, da jeg har ultratør hud, men det er ikke noget jeg tør indrømme offentligt. Jeg etagevasker grundigt hver eneste dag, og føler mig bestemt ikke snavset (arbejder på kontor, det havde nok været noget andet hvis jeg var smed eller gartner).

    Kan huske du en gang havde en artikel om “The Beauty of Dirty Skin”, det er jo i samme boldgade.

    TAK for at bryde et moderne tabu! ♥

    06/06/2025
  • Charlotte

    Juuhu altid finder du på noget nyt og spændende til os, jeg er VILD med Anne når hun er på TV er jeg limet fast til skærmen for jeg bliver altid i så godt humør i hendes selskab hendes viden og smukke dejlige smil
    🥰 troede faktisk hun fik lidt Botox 😎I WANT WHAT SHE HAS
    Jeg kan næsten ikke vente på og høre hvilken strøm osv hun får for hendes hud SMIL og glød is to die for.
    Tak Anette tak for dig ❤️

    05/06/2025
  • Karen Sejr

    Herligt at læse om dygtige Anne Glads rutiner. Kan anbefale kosttilskud fra New Nordic Hair Volume som også styrker neglene – og så smører jeg altid med fed håndcreme fra Balance Me samt negleolie fra Kure om aftenen inden sengetid. Kh

    05/06/2025
  • Berit Normann Overgård

    Hvor er det en god idé med sådan en serie Anette! En god måde at komme omkring alle kroge ❤️ Jeg er alt for dårlig til at pleje mine hænder og negle, men fra nu af står den på A-vitamincreme dér også 🙌🏼

    05/06/2025
  • Hanne

    Elsker bare farverige Anne Glad og ikke mindst hendes mimik🥰. Jeg synes de kun 5% hun nævner der bruger botox/ fillers undrer mig lidt. Synes gadebilledet viser noget andret, men det er kun en ‘synsning’😉- og folk må gøre præcis hvad de synes bedrer deres livskvalitet. Glæder mig til flere skønne artikler, Annette⭐️

    05/06/2025
  • Berit Ærensgaard

    Spændende med de serier du vil have lagt ind her fast. God start med Anne Glad 🙂

    05/06/2025
  • Susanne Neerdal

    Hvad angår flækkede og revnede negle kan jeg virkelig anbefale Repair Mode fra OPI. For første gang i mit liv hænger jeg ikke fast i alt hvad jeg rører ved!

    05/06/2025
    • Lene

      Den støtter jeg op om. Jeg har tidligere brugt allle de gængse negle olier også herome, men intet virkede pludselig selvom jeg var meget standhaftig. Så købte jeg repair mode og nu flækker neglene ikke. 😊

      06/06/2025
  • Henriette Overvad

    Spændende serie, tak – jeg hører også gerne deltaljerne omk den behandling, Anne er glad for… strøm?!… Tak for interessante klummer og de altid oplysende, gode råd fra dig Anette.

    05/06/2025
  • marianne

    Matas’ øjenmakeupfjerner er den bedste! Har også brugt den i mange år.

    05/06/2025
  • Karen

    Skønt interview og dejlig nem tilgang til skønhedspleje. Jeg slår mig dog lidt på “det er vigtigt for mig, at min hud er naturlig – uden Botox eller kunstige fillers.” modsat ” Jeg har de sidste 14 år gået fast og jævnligt hos en behandler […] hvor jeg bl.a. får hudforbedrende lysbehandlinger og mikrostrøm” >> det er jo ikke “naturligt”, jeg forstår godt hvad Anne Glad mener, når hun ikke ønsker at bringe hendes mimik eller sundhed i fare ved at få sprøjtet fremmedstoffer uanset om det er filler, pølsegift eller for mig blæk ind i kroppen. Men det er jo ikke “naturligt” at få skrabet melanin, trætte hudceller af med laser eller at få strøm og nåle til at genere huden til at den generere friske forbindelser. Det sagt så glæder jeg mig til min planlagte laserbehandling til min hud i næste uge, men håber vi kan droppe “naturligt” vs “ikke-naturligt” 🙂

    05/06/2025
    • Jeannette

      Hej Karen

      Kunne ikke være mere enig🤗

      05/06/2025
      • Mille

        Jeg er også fuldstændig enig her. Det er ikke gavnligt for nogen, at opdele sig selv og andre i naturligt vs. unaturligt, det graver grøfter rent idepolitisk, og man er ikke mere naturlig med strøm-behandlinger end Botox. Man har bare ikke fået Botox. Og det er så fint, at man har en præference for ikke at sprøjte midler ind i en – men det gør dig ikke mere naturlig og naboen, der får Botox, mindre naturlig. Det er ofte en debat, der især sker mellem 50+ kvinder og 20+ kvinder hvor der tages afstand til alverdens “sprøjte-midler” mens de selv sidder smurt ind i hårfarve, strippet for hår (wax, barbering m.m.) og fuld af solskader fordi de i årtier har smadret deres hud – med cancer-risiko og sygdomme til følge – til en helt anden hudtone end deres såkaldt naturlige og så videre. Det er er en super giftig retorik, som jeg mener man bør afstå fra at dyrke og fremhæve. Man kan sagtens have sin egne præferencer uden denne retorik.

        05/06/2025
    • Susi

      Jeg forstår fuldt ud din pointe om, at behandlinger som lys, mikrostrøm, laser eller microneedling teknisk set ikke er “naturlige” i klassisk forstand. Og du har ret i, at det at stimulere huden med strøm eller laser er en form for ydre påvirkning – præcis som Botox og fillers er det, blot med andre mekanismer og risici.

      Når Anne Glad taler om “naturlig hud”, tolker jeg det som et ønske om at bevare hudens mimik og biologi uden at tilføre fremmedstoffer, snarere end et fravalg af teknologi generelt. Men du har en vigtig pointe: Vi bør måske blive bedre til at tale mere nuanceret og mindre sort-hvidt om, hvad “naturligt” egentlig betyder i en tid, hvor stort set al hudpleje involverer produkter, apparater eller behandlinger i en eller anden form.

      05/06/2025
  • Tanya

    Sikke en skøn start på en serie der lover godt! Anne Glad har misundelsssværdig smuk hud. Jeg hørte gerne mere om den behandling hun får (hvad er det for noget lys? Hvor tit gør hun det?).
    Tak til jer begge for gode tips og ideer 🙏

    05/06/2025

Bliv en Beautyspace-insider

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke. Få hver uge tre til fire aktuelle artikler, især om hvad der gør huden godt, adgang til bøger og foredrag med Beautyspace-rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Skriv din email-adresse i feltet og klik på "TILMELD"

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.