Badeværelses-snageren hos Cecilie Beck

Du har det muligvis som mig – at du føler dig i sikre hænder, uanset om du får Cecilie Becks stemme i Nyhederne eller podcasten ”Undskyld vi roder”. Jeg er kæmpefan af Cecilie, der formidler, så man lytter. Og jeg blev endnu større fan, da hun fortalte om de få ting, der gør, at hun har det så godt. Eller som fotografen udbrød: ”Nu SKAL jeg sgu i gang”. Nåja, hun deler også smæk ud, så tag en kop kaffe og læs med:

Hvad slår folk som det første (tror du), når de står på dit badeværelse?

Jeg tror, de spørger sig selv, hvad hulan hun bruger alle de flasker til. Muligvis gemmer jeg på et årtis indkøb af produkter, for det meste bliver hængende, efter jeg impulsivt har forelsket mig i det. Typisk noget, jeg har fået anbefalet af andre. Ikke alt gør godt eller nævneværdigt indtryk – men åbenbart heller ikke lidt nok til at blive kasseret. Og faktisk er det underligt, for jeg bor stramt skandinavisk og er generelt et ordensmenneske.

Det er især hårprodukter og en hær af serummer, jeg har stående. Serummer kan være så fristende med deres løfter om spændstighed – og hvornår har det at være spændstig egentlig været noget skidt? Vi jagter jo miraklet. Jeg skal i hvert fald ikke være den sidste, der står tilbage på perronen, når de andre er hoppet på mirakeltoget.

Har du noget herude, du nødigt viser frem, men altid har?

Jeg gør meget ud af tænderne. Tror på værdien af god tandhygiejne, og alligevel så gider jeg ikke at have mine tanddimser stående fremme – lige bortset fra min lækre dyre schweiziske tandbørste, der oser af status. Men tandtråd og de der miniature- flaskerensere bliver gemt væk, selvom jeg bruger dem dagligt.

Hvordan er din morgenrutine – hvad gør du? Og har du altid gjort det samme?

Jeg børster tænder som det første, fordi jeg ikke kan holde ud at være i selskab med min egen mundsmag. Det giver en umiddelbar frisk følelse, hvorefter jeg ofte løber en tur med det samme, cirka fire kilometer. Andre dage dyrker jeg vægtløftning eller spiller tennis i stedet. Er det koldt udenfor, smører jeg noget fugtighedscreme i ansigtet – når det er varmere, så ingenting. Hjemme igen går jeg i bad, kommer serum på hvis det er en omhyggelig dag, og ellers bare samme fugtighedscreme som før. Aldrig makeup, som er noget, jeg forbinder med arbejde og helst er fri for. Det er så ikke helt rigtigt, for jeg er den lyse type, hvor ens øjenbryn forsvinder, så jeg kan godt finde på at tegne dem op, hvis jeg skal møde nogen.

Noget, du ville ønske, der var mere af? Mindre af?

Nej, slet ikke. Alt er, som det det skal være. Jeg synes, det er sjovt at veksle med tingene – det er for mig lidt som legetøj – pludselig finder jeg noget, jeg har glemt, at jeg er glad for. Det er som at genfinde den Legofigur, man har manglet. For mig giver det en god dynamik at veksle.

Har du en idé om, hvad du veksler mellem?

Nnjah – det er lidt det sædvanlige: altid på jagt efter noget mirakuløst. Men hvis jeg virkelig savner fugt, vender jeg altid tilbage til gode gamle Weleda, som har nogle forrygende fugtige ansigtscremer.

Noget, du er doven med?

Ha. Jeg er doven med alt. ALT. Der er jo i forvejen så mange ritualer med virkelig mange ting, man skal. Bare som kontaktlinsebruger er der ritualer. Så jeg skipper alt, hvad der ikke er nødvendigt. Det betyder, at mine tånegle ser gudsjammerlige ud. Det betyder også, at jeg aldrig har fået en ansigtsbehandling – eller det er løgn, for jeg har engang fået noget japansk lifting, som var virkelig rart. Men jeg vil meget hellere have en fodbehandling eller en rygmassage. Muligvis fordi jeg dyrker meget sport, så er det altid kroppen, der er førsteprioriteten.

Det tåbeligste skønhedstip, du har afprøvet? Det bedste?

Jeg tror ikke, at jeg har afprøvet noget tåbeligt, men jeg har erkendt, at alt, hvad jeg smører på, har en her-og-nu virkning frem for langtidsvirkende.  Eksempelvis mine serummer fugtmætter nu og her – og det er så fint.

Det bedste tip, jeg har bemærket, går helt tilbage til da jeg var 14-15 år, hvor jeg læste om en topmodel, der prioriterede søvn. Jeg ved ikke, om det er er derfor, men jeg elsker min seng, mit soveværelse, ja selv mit sengetøj, og jeg sover aldrig under otte timer i døgnet. Søvnen er min helligdom, for jeg fungerer ikke med seks-syv timer. Hvis jeg en sjælden gang har svært ved at sove – hvis noget kører rundt i hovedet – så lytter jeg til en messende, lidt massageagtig måske, stemme, der forklarer, hvordan man får en kompleks emhætte til at fungere. Det virker.

Anette: Er der andet du gør, for at sove så godt? Næh. Jeg tror det hænger sammen med, at jeg hver eneste dag er fysisk træt. Min krop er simpelthen træt.

Noget, du gerne ville have vidst for 20, måske 30 år siden?

Ja, at det var dumt at læse dameblade pga. deres usunde idealer. Bare stop, skulle jeg have sagt til mig selv. Opdagede det først for sent, måske da jeg var 30, og selvom jeg godt ved, at meget har forandret sig, så har jeg ikke åbnet et dameblad i 20 år. Hvad jeg også gerne ville have vidst, er, at man lærer at leve med de forandringer, kroppen byder en.

Hvis du skulle tage et alvorsord med skønhedsbranchen … hvad vil du så sige?

At de fandme skal være deres ansvar mere bevidst. Det er en industri, der under dække af at skulle få os til at få det bedre, får de fleste til at få det værre med sig selv. Igen, der er forbedringer, men det er slet ikke godt nok. Det er en industri, der bidrager til, at især kvinder får det dårligere med sig selv. Al retouchering skal stoppes, og generelt skal skønhedsidealerne udvides markant.

Har du nogensinde – skønhedsmæssigt – stået ved en skillevej, hvor det krævede overvejelse at tage skridtet?

Jeg skal ikke nyde noget af injektioner og skalpeller, men nappes, hvor slemt kan det være? Sådan tænkte jeg om en behandling, der krævede lidt ekstra betænkningstid. Det var et forsøg på at gøre lårene glattere, mere jævne. Noget, Google fandt til mig. Det gjorde så herrenaller, og havde absolut ingen virkning.

1000 tak til Cecilie Beck.

VIL DU SE MED LIVE? Så kom med indenfor hos Cecilie Beck, når det bl.a. gælder indsatsen mod indtørrede rynker og det skattede soveværelse. Det foregår lige nu på Instagram under @beautyspace.

FOTO Pernille Rahbek.

18/05/2021
3 ting, jeg ikke slipper
Og en fjerde, der vækker blandede følelser
22/05/2021
2 ting, der forandrede min hud
Læs kun, hvis du er ny på Beautyspace

Kommentarer

  • Ferogh

    Ærgerligt du har det sådan @Jelena!
    Jeg er dybt uenig!

    Efter beautyspace insta historie med Cecilie Beck – fik jeg bestemt en Girl crush! Hun har det smukkeste krop og ansigt og udstråling!
    Hun og Anette er bestemt mine forbilleder! Og jeg vil være lykkelig hvis jeg kunne se 1/4 del ligeså godt ud som dem, når jeg bliver ældre!
    Kan se hun har nogle fine rynker ved øjne som gør hende så naturlig skøn at se på!

    Jeg gad virkelig godt at se et billede af dig! Det er altid meget nemt at sidde bag skærmen og komme med nedladende kommentater om andre!

    Hatten af for Cecilie Beck og tusind tak for dig Anette!

    22/05/2021
  • Jeanette K

    Fedt interview. Jeg er fan af Cecilie Beck og af hendes udstråling – power og vitalitet 🙂

    21/05/2021
  • Jelena

    Hendes hudpleje rutine mangler de helt grundlæggende trin såsom vitamin C, retinoider og SPF and it shows. Synes hun ser væsentlig ældre ud end sin alder.

    21/05/2021
    • Vibeke

      Er overhovedet ikke enig. Cecilie har netop et levende, “troværdigt” og alderssvarende udseende. Beundrer hende for at gå langt uden om BOTOX mm. Det frister helt sikkert mange andre i hendes branche.

      21/05/2021
      • Camilla Kirstine

        Jeg må bare sige, at jeg synes den kommentar forstærker Cecilies ‘alvorsord’ til skønhedsbranchen. Nu må galskaben simpelthen stoppe. Jeg bliver en anelse forarget men mest af alt trist over at dét er et syn der hersker – ikke kun i den overfladiske del af branchen, men ude i vores alles sfære.
        Desuden kunne jeg ikke være mere uenig, og det er ikke engang pointen her. Men Cecilie fremstår simpelthen så smuk og powerfuld. Hendes udstråling er fantastisk og personligt vil jeg være mere end taknemmelig for at kunne bære min alder SÅ godt som hun formår det.

        Lad os nu løfte hinanden, for pokker. Det er et fællesansvar at få ændret diskursen.

        22/05/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Jelena, Er det virkelig måden, vi omtaler hinanden på? At man ser ældre eller yngre ud end ens alder? For mig er det en forstemmende form for retorik. Generelt (og altså slet ikke i relation til hovedpersonen i dette interview) så aner vi for det første ikke, hvad folk har gennemgået. Vi aner ikke, hvad de bærer på. For det andet er vi ikke besiddelse af deres genetiske data-katalog.

      Og ved valget af den vej, hvor vil det stoppe? Kommenterer vi så også på vægt, hårpragt, højde og …

      Konkret kan jeg i øvrigt alene på billedet spotte flere slags retinoider (A-vitamin) i forhold til din mangel-liste. Ligesom jeg kan tilføje, at jeg personligt allerede fra 20 års alderen drømte om at arbejde mig til en ligeså stærk krop som hovedpersonens.

      22/05/2021
  • Mariannegylding

    Jeg vil også rigtig gerne høre mere om det Schweiziske vidunder.

    21/05/2021
  • Laila Andersen

    Jeg er altid til fals for en spændende tandbørste. Hvad er det for et schweizisk vidunder, Cecilie har?
    DBH
    Laila

    21/05/2021
  • Trine Hjorslev

    Dejligt interview!

    21/05/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Trine, TAK fordi du læser med.

      21/05/2021
  • Margit

    Kære Anette,
    Jeg har brugt Ansigtscremen en måneds tid og er glad for den, især omkring øjnene.
    Jeg bruger den som natcreme men kan føle, at den er ‘for tør’, lidt svær at smøre ud.
    Er det meningen, at den skal bruges sammen med noget andet, fx. olie?
    Mvh
    Margit

    21/05/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Margit, det er vores fejl, hvis du ikke fik det lille instrukskort med? Så skriv endelig til mig på open-mind@mail.dk, for så eftersender vi. Du kan nemlig sagtens blande en oliedråbe i din nat-portion, hvis din hud tørster efter mere fugtforsegler. Eller smøre en cremen ovenpå.

      21/05/2021
  • Karin VS

    Kære Anette
    Hvad er “napping”?
    Knus Karin

    21/05/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Karin VS, jeg ved det desværre ikke. Det er heller ikke mit indtryk, at Cecilie Beck bed mærke i metodens navn. Desværre.

      21/05/2021