Brug shampoo-bar uden at blive gal i hovedet

Jeg kan ikke sige, at jeg er der. Men jeg kan love, at jeg øver mig for fulde gardiner i forhold til at gøre mine badeværelseshylder mere fornuftig med mindre spild, færre transportkrævende produkter og flere ting, der kan genopfyldes.

Og der er jo flere og flere værdifulde initiativer derude:

  • Som de genanvendelige vatrondeller (der faktisk fungerer) fra LastObject.
  • Som hele den umanerlig fine bæredygtighedstanke bag sitet gavmildt.dk, hvor du blandt andet finder grums.
  • Som Purely Professional der på flere apoteker har installeret genopfyldningstanke – hvor man tager sin gamle shampooflaske med og får den fyldt op.
  • Som dem der bruger overskudsaffald fra blomster og planter til læbepomader og dufte (du husker måske ’I am Trash’).

Men ikke alt fungerer. Noget kræver tilvænning som eksempelvis en shampoobar – her fra Purely Professional og WeDo. Min erfaring er, at man skal afsætte dobbelt så lang tid til at vaske hår, for håret skal være godt gennemskyllet inden, ikke bare sjat-vædet. Så skal der bruges tid på at få produktet skummet fra  den håndfaste shampoobar og op i håret, og endelig skal der skylles noget bedre efter. Men så fungerer det også.

HVORDAN GØR GRUNDLÆGGEREN AF PURELY PROFFIONAL DET?

”Vi arbejder med to måder at fordele shampooen på. I det våde hår kan du enten fordele skum, som du forinden har skummet op i håndfladerne, eller du kan køre shampoobaren hen over det våde hår og derfra arbejde skummet op. Når skummet er fordelt, er det en god idé at skylle ekstra grundigt efter, da en shampoobar er koncentreret (og det er så fristende at bruge for meget). Nogle har deres bar i tre-fire måneder. ” JULIE KAMPMANN.

3 ANBEFALINGER FRA BILLEDET:

Kiehl’s kultklassiker af en bodylotion, som nu fås i litermål fra næste måned. Ærligt talt så er det jo skørt, når creme til kroppen kommer i flasker, der er mindre end en kvart liter mælk. Indholdet er en god blanding af fugtforseglende squalane, glycerin, sesamfrø- og sød mandelolie. Irriterende er det dog, at der også er en sjat silikone i, når de nu er i gang på miljøfronten.

Blushen fra dansk-amerikanske Kjær Weis er både idiotsikker i forhold til overdosering, underspillet i farven og cremet på en behagelig måde. ”Køb mindre, køb bedre (hvis du kan)”, har været Weis’ tanke fra begyndelsen, hvor produkterne fra deres fødsel har været baseret på genopfyldning. Du får samtidig en lille designskat i hånden. Det internationale site leverer fra Danmark.

Kure Bazaar laver de fineste neglelakker – inkl. negleolie – og nu har de også en læbestift, som er blød, cremet og farveintens. Og nøj, hvor vil jeg bære læbestift ALLE DE STEDER, hvor masken kan komme af. Faktisk fra nu af. Du finder dem i et hav af farver her inkl. genopfyldning.

@beautyspace på INSTAGRAM

Foto Jens Peter Engedal

22/02/2021
Mesterfrisørens 3 bedste produkter
Fra Kodimagnyl til Elnett  
25/02/2021
Det strammer vel for pokker huden op … eller?
For mig skete der noget helt andet

Kommentarer

  • Mette Jørgensen

    Kære Anette
    Kan du anbefale at bruge Bioeffect produkter sammen med IS Clinical spf 50, da jeg har læst, at det ikke er alle produkter, man kan mixe med Bioeffect.
    Mvh Mette

    11/03/2021
  • inge

    Shampoo bars som den fra purely p virker ikke for mit hår/hovedbund. Jeg har meeeget hår, der eller er ganske almindeligt dansk hår. Fast shampooen er kropumuligt at skylle ud og jeg ender med uren hun i hovedbunden :-/
    Og min frisør giver mig ret – shampoo bars er ikke for alle.
    Desværre for det er super lækkert og meget praktisk…

    01/03/2021
  • Marlene

    Kære Anette! ifølge aftale kommer mit spørgsmål her.

    Tusinde tak for at åbne mine øjne for det fantastiske hud-univers. Jeg er 27 år og gyser ved tanken om, hvad jeg har udsat min hud for gennem årerne (inkl. solafhængighed).

    Det har resulteret i pigmentpletter, især under mine øjne (ligner mørke render), der kommer frem om sommeren. Værst af alt er, at jeg får en streg af pigment langs læbekanten, der ligner en umoderne lip-liner, der er lagt skævt. Jeg går rundt med hvidt overskæg hele sommeren af solcreme, men det kommer alligevel, selvom solcremen hjælper. Heldigvis går det næsten helt væk igen om vinteren. Er ikke på hormonprævention nu, men mistænker en tidligere spiral for at have lavet ballade. Jeg har lidt bumser op til mens, men ellers helt almindelig hud, hverken særligt tør eller fedtet.

    Jeg har købt din bog, men har stadig nogle spørgsmål vedr. hvad der er mest effektivt for mig at gøre nu, vi kommer ind i sommerhalvåret. Jeg har også læst dine indlæg vedr. pigmentation.

    Min rutine ser nu således ud:

    Morgen:
    – vaskklud rens
    – pure hylaronic fra Pestle & Mortar
    – niacinamid fra the ordinary
    – den tynde skinfood fra weleda
    – solcreme faktor 30 fra REN,

    Aften:
    – rens fra Kiels
    – t-zone peeling fra pudderdåserne (salisylsyre)
    – din A-vitamin creme
    – nogen gange olie til sidst (er glad for at give mig selv en lille massage om aftenen, evt. Med Gau sha (er der egentlig en dårlig idé?, man strækker jo lidt i huden)

    – et par gange om ugen e-coockings peelmaske.

    Hvordan ser følgende ud til sommerhalvåret?:

    Nu hvor solen begynder at skinne har jeg læst mig frem til, at jeg skal skrue op for antioxiander og c-vitamin, og ned for peeling/syre (døde hudceller beskytter også ;-). Jeg vil derfor købe en god mist og supplere med, c-vitamin, og evt. Azelaic acid.

    Morgen:
    – vaskklud rens
    – Mist fra Madara (har læst du anbefaler?)
    – pure hylaronic fra Pestle & Mortar
    – hver anden dag: niacinamid fra the ordinary
    – hver anden dag: C F c-vitamin fra Skinceuticals (jeg har ellers ikke et kæmpe budget, men vil gerne flotte mig, har læst du anbefaler?). Denne fra SAMPAR skulle også være god, og mere budgetvenlig.
    – solcreme faktor 30 fra REN eller anden dagcreme med solfaktor.

    – supplerede når det er sommer med faktor 50 fra La Roche, og direkte på overlæben og pletterne melascreen uv 50 + fra Ducray.

    Millionspørgsmålet: har du et forslag til en super super effektiv solcreme jeg kan bruge på overlæben, der ikke i hvid i cremen? Så jeg ikke ligner en med mælkeskæg.

    Aften:
    – rens fra Kiels
    – niacinamid fra the ordinary
    – tyndt lag af skinoren 20 % acid azelaic (eller er det dumt om sommeren?) har kun brugt den til spotbehandling af bumser indtil nu, men har læst at det også virker godt på pigmentation, men måske det er for kras med a-vitamin?
    – din A-vitamin creme
    – nogle gange olie til sidst eller i stedet for a-vitamin.

    Hvis siger du til min nuværende rutine og den jeg overvejer nu vi går mod sommeren? Er der noget, der kan undværes, eller noget jeg mangler? Og hvis du har et forslag til en klar solcreme til læben mod den ufrivillige lipliner vil jeg være meget taknemlig.

    Jeg sætter ubeskriveligt meget pris på din hjælp, og anerkender det kæmpe arbejde du gør. Håber du har tid til at besvare ovenstående spørgsmål.

    Ha’ en fantastisk dag!

    Mvh Marlene

    24/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Marlene, brug lige tid på at give dig selv et kæmpe klap på ryggen. Du har SÅ meget styr på, hvad din hud har brug for – måden du vælger ud på og lagre. Det er top professionelt. Kun dig selv kan – når du er så langt – vurdere om noget ikke fungerer. Evt. konsistensmæssigt eller irritationsmæssigt. I forhold til at beskytte dine læber, så er der flere som laver solbeskyttelse med en anelse farve i, så de mere ligner hud. Esse gør bl.a., men også Origins VitaZing. Jeg ville bruge en SPF-stift først og så en creme ovenpå. Eneste kommentar: overvej i den sidste sommerrutine at skippe niacinamid om aftenen. Du har det allerede i Ansigtscremen.

      26/02/2021
      • Marlene

        Anette, tak for dine rosende ord. Jeg er jo ikke andet end din ydmyge elev 😀

        Mange tak for det. Jeg vil fortsætte med ovenstående plan og inddrage min skinoren 20 % acid azelaic om aftenen under Ansigtscremen.

        Tak for alt det du gør! Mvh

        26/02/2021
  • Pernille S

    Hvis der skal bruges og skylles så meget med vand når man bruger shampoobar, hvori ligger så ressourcebesparelsen? Vand er dyrt og en mere og mere knap ressource! Så er jeg mere tilhænger af muligheden for at tankeop systemet a la Pure Proffesional.
    Kh Pernille S

    24/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Pernille S, god pointe. Ressourcebesparelsen ligger i transportbesparelsen, 70 g vs. en halv liter.

      26/02/2021
  • Rikke

    Måtte jo lige ind og kigge på fine gavmildt.dk og så at grums også har lavet en creme og et serum. Jeg kommer aldrig til at købe deres scrub (fordi jeg drikker kaffe hverdag, og har masser af grums selv!), men deres creme så ret fin ud. Har du nogen erfaringer med den?

    24/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Rikke, åh ja, jeg laver også min egen kaffegrums. Nej, desværre ikke nogen erfaring i forhold til deres creme, men spørg endelig de søde folk hos gavmildt.dk. De giver ærlige svar, er min erfaring.

      26/02/2021
  • Lotte

    Spanske Valquer laver en shampoo bar der skummer hurtigt op og er let at vaske ud.
    Tror den hedder Sky

    23/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Lotte, 1000 tak. Jeg vil tjekke det ud.

      26/02/2021
  • Ditte M

    Jeg bruger shampoo bar fra PP og jeg har elsket den fra første gang jeg brugte den. Jeg synes den skummer super op når den køres over håret, det duer ikke for mig at skumme den op i hånden først. Til gengæld holder den kun en måned, fordi jeg bruger den til både krop og ansigt også … men jeg køber den gerne oftere, den er så lækker.
    Kjær Weiss har jeg til gengæld lige brugt en formue på og har købt creme Foundation,, liquid Foundation og blush, blot for at konstatere at jeg ikke kan tåle dem!… det havde jeg ikke lige regnet med. Produkterne tilstopper og giver mig små urenheder. Man kan ikke vinde hver gang !
    Meeeen jeg er blevet svært glad for din creme Anette – DET er en keeper

    23/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Ditte M, åh nej. Håber du finder nogen, du kan forære dem til. Jeg er ikke begejstret for Kjær Weis’ foundation – den forsvinder ligesom på huden og er for mig svær at få ud af flasken, men jeg er SÅ glad for deres blush og deres gloss. OG TAK for dine ord om Ansigtscremen.

      26/02/2021
  • Anne Holm

    Herhjemme bruger vi shampoo bar med stor fornøjelse hele familien. Man kan få sådan nogle hæklet sæbeholdere som er gode til at skumme sæben op med, så tager det ikke nær så lang tid med hårvasken

    23/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Anne Holm, 1000 tak fordi du deler din erfaring.

      26/02/2021
  • Sanne

    Tak for tippene omkring shampoobar, som jeg har været lun på længe. Jeg har lige bestilt to forskellige sammen med noget andet fra Matas. Ja, undskyld jeg ikke bestilte din månedens pakke, men jeg mener også at det bæredygtige går ud på at bruge hvad man har isf. at købe løs med hovedet under armen. Og jeg kan jo dårligt bilde mig selv ind at jeg mangler noget, suk. Jeg tænker at hvis jeg ikke bryder mig om shampoobarene, så kan de bare bruges som håndsæbe, så helt spildt er det jo ikke. Rigtig go’ dag, smukke. ♥

    23/02/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Sanne, det er det, jeg altid siger: man skal kun købe, hvis man mangler. Så jeg er helt på dit hold, Sanne.

      26/02/2021

Bliv en

Beautyspace-insider

 

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke.

Det koster intet at abonnere på BEAUTSPACE, hvor du hver uge får tre til fire aktuelle artikler, adgang til mine bøger og foredrag med rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.