“Du ser frisk ud. Har du fået lavet noget?”

Injektioner, laser og ansigtsløft bliver en stadig større og større del af skønhedsindustrien. Fra at ville forandre handler det nu om noget andet, som har fået navnet ’The Undetectable Era.’ Det gælder om at ligne sig selv på en virkelig god dag.

Børsen har skrevet en artikel om netop det – og har bl.a. stillet mig en håndfuld spørgsmål. For fænomenet har optaget mig et stykke tid. The undetectable era kan nemlig i virkeligheden være mere radikal end 00’ernes overtydelige indgreb. Fordi vi normaliserer konstant optimering. Dét synes jeg vi også skal vende herinde på Beautyspace.

Her får du et udklip fra Børsen og mine svar (i kursiv).

***

For ti år siden var idealet et poleret ansigt med markerede, tenderende oppustede, kindben, markante konturer og en pande, helt glat og statisk. Men der er sket noget. Ansigter på førende skikkelser kan nu igen bevæge sig! Det har også Anette Kristine Poulsen observeret. Som grundlægger af Beautyspace og forfatter til flere fagbøger om hud, og nørderiet omkring samme, har hun fulgt skønhedens tendenser og idealer tæt.

“Idealet har ændret sig fra ’no makeup’, som jo var løgn, bare et mere renskuret resultat, til ’Instagram-makeoveren’ med Kardashian-konturering, tydelige fillers, markante bryn og en fastfrosset pande. Og nu ser vi en langsom, men sikker overgang til ’The Undetectable Era’, hvor det handler om at forfine, optimere og opfriske.”

Det nye ideal handler ikke om ’det perfekte ansigt’, men om at ligne den naturlige, friske udgave af sig selv, hver dag.

“Jeg blev helt barnligt glad, da Gwyneth Paltrows panderynker pludselig dukkede op igen på Instagram, under modeugen i New York,” siger Anette Kristine Poulsen. “Folk var ellevilde. Opslaget fik dobbelt så mange likes som normalt. Kommentarerne lød alt fra ‘ægte’ og ‘forfriskende’ til ‘velfortjent tyngde’. Én takkede endda Gud. Konklusionen var klar: ægthed sælger.”

Et ansigt med bevægelse. Breaking news.

Men selvom ægthed er guld, (eller Gud, for den sags skyld), er forfængelighed stadig sølv. For de fleste er stadig, og næppe overraskende, dybt bevidste om deres eget spejlbillede og selvfremstilling. Sådan har det været siden Kleopatra. Men tiden har, heller ikke overraskende, forandret sig, siden dengang hun badede i mælk og honning.

“Vi er omgivet af maskiner, kunstig intelligens og alverdens automatik, og det gør det menneskelige til vores stærkeste kort,” siger Anette Kristine Poulsen. “Rynker og uperfektioner er menneskelige, og vi vil gerne flashe dem. Det betyder ikke, at vi kaster forfængeligheden væk, man kan jo godt holde af sine levede rynker, men stadig have lyst til at marinere dem i fugt.”

Anette Kristine Poulsen peger på, at hele ’quiet luxury’-æstetikken, kendt fra modeverdenen med svinedyr cashmerestrik og laissez-faire-’The Row-uniformer’, også har sat sit aftryk i skønhedsbranchen. Hvor man før gik efter det tydelige, er idealet i dag diskret og underspillet. Botox er gået fra fastfrosne pander til mikrodoseringer, og fillers bruges til at genoprette frem for at forandre. Men bare fordi, der er noget, der går under navnet ’baby botox’, er det hele ikke ’cute’. Blot fordi udtrykket er naturligt, er metoderne det ikke. Anette Kristine Poulsen ser en udfordring i, at skønhedsindustrien markedsfører indgreb som noget, der svarer til at få farvet hår. “Det oplever jeg virkelig ikke, at det er,” siger hun. “Der er stor forskel på en hårfarvning og en injektionsbehandling. Ved alle former for indgreb strækker risikoprofilen sig langt ud over potentiel allergi. Og det er vigtigt, at vi ikke glemmer det.”

 For Anette Kristine Poulsen handler udviklingen om at finde en balance mellem at tage vare på sig selv og at acceptere det levede liv. “Jeg forstår godt, at folk vil se godt ud. Jeg tror på, at det ydre smitter af på det indre og omvendt,” siger hun. “Men jeg har også selv prøvet at gå for langt. Jeg kom engang hjem fra en voldsom laserbehandling og lignede noget fra en gyserfilm, og jeg glemmer aldrig blikket fra mine børn. Det var en grænse, jeg ikke siden har krydset.”

Erfaringen har gjort hende mere opmærksom på, hvor let det er at overskride grænsen mellem selvomsorg og overbehandling. Hun mener, at oplysning skal fylde mere. “Jeg vil gerne tale om, at de to mest populære injektionsbehandlinger, der findes, botox og fillers, bliver solgt uden komplet varedeklaration. Ingen fortæller dig, at noget af dit følelsesliv muligvis forsvinder, eller at fillers kan blive siddende langt længere end de fire til seks måneder, markedsføringen lover. Det er et kæmpe problem.”

Hun siger også: “Vi er heldigvis selv herre over eget hoved.”

***

Og lige præcis det sidste … at vi heldigvis er herre over eget ansigt, er og bliver det vigtigste. Dét kan og skal intet overtrumfe.

VIL DU LÆSE RESTEN AF ARTIKLEN kræver det adgang her, hvor du bl.a. får to andre synsvinkler. Fra henholdsvis en kosmetisk sygeplejerske og en plastikkirurg.

@beautyspace på INSTAGRAM

FOTO LEA JESSEN

29/03/2026
”Jeg ligner et spøgelse om morgenen” – Mille Dinesen går ærligt til spejlet
“Jeg gør det hver dag nu." Mille Dinesen om sine 2 største hudpleje-sejre. Og...
16/04/2026
Hvad der overraskede mig ved sidste uges POP UP
Overskydende gaver fra POP UP’en bliver fordelt i dag

Kommentarer

  • Mille
    REPLY

    Anette, jeg vil gerne prøve at bruge din rens som en fugtmaske over night. Rutinen om aftenen er – Ansigtsrensen, Ansigtsgløden, Bioeffext EGF, Ansigtscremen blandet op i en dråbe Rudolph Care Acai Oil. Hvordan lægger jeg Ansigtsrensen som maske i denne rutine? Tak for fantastiske produkter.

    15/04/2026
  • Christina K
    REPLY

    Jeg bliver for tiden jagtet overalt af annoncer for Frøya, som hævder at kunne en hel masse – bl.a. påstår de, at deres øjencreme kan reducere mørke rande ved at tilføre ekstra fedt under huden. Kan det virkelig lade sig gøre?! Og deres øvrige produkter skulle være en mirakelkur mod rynker mm. Jeg er nysgerrig efter at vide, om du har prøvet deres produkter, og hvad du i så fald mener om dem? Har været tæt på at klikke øjencremen og natcremen hjem flere gange, men er bange for, det er en hoax …

    15/04/2026
  • Pernille S
    REPLY

    Marinere i fugt! Hvem vil ikke gerne have langtidsholdbare rynker? Alternativet er da værre 😉
    Nu nøjes jeg så ikke helt med marinade, men får tillige hjælp til et friskere udseende med IPL som jeg ved du, Anette, også ynder. Hvis jeg er (og det plejer jeg) er extra omhyggelig med Spf, er foråret da et dumt valgt tidspunkt? Har nemlig fået et gavekort til behandling! 🩵

    14/04/2026

Skriv en kommentar

Din mailadresse vil ikke blive publiceret. Udfyld venligst felterne med *

Bliv en del af Beautyspace

Få evidensbaseret og ligefrem skønhedssnak: Hvad virker – og hvad gør ikke. Hver uge modtager du 2-3 aktuelle artikler med fokus på især hud. Derudover adgang til bøger og foredrag med Beautyspace-rabat, ligesom du selvfølgelig er blandt de første, der får detaljerne på den aktuelle Beautyspace boks.

Indtast din e-mail og klik "TILMELD"

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.