Er det egentlig et tabu at tale om sved? Nej vel.

Lige om lidt bliver det varmere og dermed paniktid i forhold til de våde vikararme, som de fleste af os nok har erfaring med. Sved er selvfølgelig tvetydigt – den, der løber som den gode samvittigheds-sved efter sport og hårdt arbejde, og så er der nervøsitetens sved. Det er fra de såkaldt apokrine svedkirtler (også kaldet stresskirtlerne), at det kan lugte knapt så hyggeligt. Hudlæge og forsker Flemming Andersen var med i gårsdagens indslag, og han forklarer det sådan her:

”Sveden lugter ikke før den kommer i kontakt med hudbakterier, der spiser organiske stoffer i sveden og udskiller fordøjelsesgas. Firkantet sagt er lugten altså bakterieprutter. ”

Inden det for alvor gælder lægens bord, så tjek femtrins-raketten ud:

1.

Du kan vælge at gøre ingenting – som læge James Hamblin, der har skrevet bogen Clean. Han har ikke været i bad i fem år og påstår, at han ikke lugter. Praktiserer kun det, han kalder målrettet hygiejne (hænder, fødder, armhuler og forneden). Jeg har lynlæst bogen og elsker muligvis Hamblin en lillebitte smule. Ikke at jeg er enig i det hele, for han understøtter bl.a. myten om, at hvis man lader være med at gøre noget, så forsvinder behovet for deodorant. Han tager underligt nok ikke hensyn til, at vi har meget varierende svedproduktion. Men han undersøger ting på en meget inspirerende måde.

2.

Så er der det sugende trusseindlæg. Se evt. filmklip på Instagram under @beautyspace.

3.

Og der er sjovt nok den underspillede kultdeodorant-creme, som Hamblin brugte i perioden, hvor han gik fra antiperspirant til ingenting. Og i øvrigt stadig (som han beskriver i bogen) den deodorant, han vælger, hvis han skal føle sig sikker. Indholdet tæller sugende ler, hudplejende jojobaolie og sheasmør – og så er det muligvis (med streg under muligvis) mikset af de æteriske olier, der er i stand til at afvæbne den ovenfor nævnte lugtreaktion.  Dvs. ikke kun en evne til at absorbere og maskere lugt.

4.

For dig, der vil være fri for duft, så er det ikke forkert at kalde Karmamejus deodorant for en hudplejende roll-on. Den er umanerlig rar at komme på lige efter hårfjerning. Indeholder absorberende rispudder, bakteriedræbende salvie og smidiggørende E-vitamin. For dig, hvor det har betydning, så er den vægtet i klasse A her. Husk, at der er tale om en privat medlemsorganisation og ikke en myndighed.

5.

Sidste step er krystal-deodoranter (hvor mineralsalte gør livet sværere for lugtfrembringende bakterier) og den klassiske antiperspirant, der med aluminiumklorid danner en hinde og virker svedstoppende – sidstnævnte er omgivet af varierende karma. Men EU’s Videnskabelige Komité har vurderet aluminiumklorid sikkert i deodoranter.  Noget, der ikke forhindrer os til at have en holdning – ikke mindst til de gule pletter, som aluminium ofte efterlader på tøj.

HVIS DET IKKE RÆKKER? Så har hudlægen et par sved-stoppende skud i pistolen. Her handler det om at holde fordele op i mod bivirkninger. Som med al medicin. Opfølgningen sker i overmorgen v/ hudlæge Flemming Andersen.

HVORDAN GÅR DET I ØVRIGT med at overbevise kameraholder Pernille Rahbek om det fornuftige i at bruge SPF? Vi laver en blind-test på IG under @beautyspace, hvis du har lyst at se med.

23/04/2021
Den bedste A-vitamin
3 ting, der for mig er vigtig
28/04/2021
Sarah: Det går næsten for godt med min hud
Spørgsmålet er, om hun mister en kugle i hudplejepistolen?

Kommentarer

  • Carina

    Der er kommet en del nye kollagenprodukter på hylden (Vild Nord og lignende). Jeg bruger Imedeen nu, men gad rigtig godt høre din holdning/erfaringer med hvorvidt man med samme outcome kan skifte over til de umiddelbart lidt billigere produkter?

    05/05/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Carina, grunden til at fx. Imedeen er så dyrt og ofte også bliver anerkendt af fx. hudlæger skyldes de bagvedliggende studier, som er meget solide. Men jo, du kan skifte og altid bede producenten om dokumentation for netop deres brug af kollagen.

      08/05/2021
  • Sarah

    Kære Anette, intet sved relateret spørgsmål men jeg benytter lejligheden til at stille et spørgsmål omkring C vitamin. Har øje på tre c vitamin sera som jeg overvejer at købe, men er i tvivl om, hvilke jeg skal vælge. Min hud føles ret “normal” og ikke de store problematikker.
    1. Paulas choice C15 super booster
    2. Ole Henriksen banana bright vitamin c
    3. SMUK skincare, vitamin booster serum A, C og E

    Kan se du har skrevet om alle tre førhen. Hvilken vil du anbefale? Og kan den fra SMUK godt bruges om dagen, når den indeholder vitamin a?

    03/05/2021
  • Mille

    Er egentlig ikke plaget af sved, men kan meget hurtigt komme til at lugte af sved. Så har ikke brug for en deo, der kan “gemme” min sved produktion væk, men en deo, der simpelthen holder lugten af sved fra døren. Oplever også, at har jeg fundet en deo, der virker godt, så kan jeg aldrig holde mig til den ene. Den stopper simpelthen med at virke, og jeg skal derfor skifte til et helt andet mærke i noget tid, og kan derefter vende tilbage igen.

    28/04/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Mille, meget interessant erfaring. 1000 tak fordi du deler den herinde.

      29/04/2021
  • Tine W.

    Jeg sveder meget sjældent, efter jeg blev først vegetar og siden veganer! Siger det bare 😉

    For år tilbage lavede jeg min egen deo, men fik pludselig en allergisk reaktion på det .. tænker, det var natronen. Mega ærgerligt, for det var ellers godt.

    P.t. sværger jeg til Rudolphcares deodorant, hvis jeg skal noget, hvor jeg tænker, jeg bliver ‘udfordret’.

    27/04/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Tine W., 1000 tak fordi du deler din erfaring. OG ja, det har desværre nok være den natron.

      29/04/2021
  • Laila Andersen

    Den dér kultdeodorantcreme ser sgu spændende ud. Det er ekstra dejligt, at du henviser til en dansk hjemmeside. Jeg er ved at få spat over PostNords administrationsgebyr, hver gang jeg skal betale moms på noget, som jeg har købt udenfor EU (FX skulle jeg “bløde” skaldede 40,- i moms, men HEY, det skulle PN da have 160,- for… Hader dem som pesten!).
    Nå, til det med sveden: Jeg har i et par perioder haft streng stress-sved og det lugter bare ret dårligt. Jeg prøvede mig frem med diverse midler i alle prisniveauer. Til sidst fandt jeg ud af, at hvis jeg vaskede mig under armene med sæbe (ligegyldig hvilken) OG brugte en vaskeklud, så lugtede jeg simpelthen ikke (altså, jeg brugte stadig min favorit-deo, ikke?). Dét er da billigt og nemt!

    27/04/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Laila, herligt! Og det var jo faktisk også ét af hudlæge Flemming Andersens råd: hold området rent med vand og sæbe.

      29/04/2021
  • Christina

    Jeg er lige skiftet over til at bruge RELEVANT’s neutrale deo. Og må sige at den er virkelig effektiv. En du kender eller har en holdning til?

    27/04/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Christina, herligt, at du deler din erfaring, og nej, ingen holdning.

      27/04/2021
  • Sanne

    Jeg synes det er spændende at sved og deo’er er kommet på tapetet indenfor de sidste par år, for det er jo netop ikke et tabu. Jeg har for snart mange år siden droppet alu-deo’er pga migræne, ikke at jeg synes det har hjulpet, men nu fortsætter jeg for min sundheds skyld. Og ja, man skal vænne sig til det. I starten var jeg temmelig våd under armene og gik altid rundt med vådservietter og en minideo i tasken, det behøver jeg heldigvis ikke mere. Jeg har også blandet en virkelig effektiv deo af 3 dele kokosolie og 1 del natron, men ved ikke hvor sundt det i virkeligheden er. Rigtig go’ dag, smukke. ♥

    27/04/2021
    • J.

      Tak for bogtippet “Clean”, er I gang med den nu og elsker den! Jeg bruger heller ikke deo på trods af hyperhidrosis da deo ikke hjælper noget. Det er nok med vand, det hjælper meget mere. Hudens mikrobiom er ekstrem vigtig for hudens sundhed, derfor bruger jeg kun vand på kroppen og showergel kun til private parts. Vi sæber og vasker os i eksem, dermatitis, allergi etc. Less is more.

      27/04/2021
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Sanne, tak fordi du deler din erfaring. Der er delte meninger om det med natron. Du må stole på din egen hud ;o)

      27/04/2021
    • Tilde

      Åh altså, jeg synes stadig det er et træls emne, selvom det ikke burde!
      Jeg prøvede den, som du engang anbefalede fra Aurelia. Jeg lugter normalt ikke, men i de 2 uger jeg brugte den, så lugtede jeg hver morgen af den værste teenage sved, sådan virkelig gennemtrængende svedlugt. Men mit problem er ikke lugten, det er “mængden” af sved, altså jeg producerer så meget “væske”, at man skulle tro det var lyv. Men det er primært i travle perioder, så det handler nok mest om en krop på overarbejde. Men ja, det er stadig træls.

      28/04/2021
      • Anette Kristine Poulsen

        @ Tilde, læs med i dag, hvor hudlægen er på bloggen. Muligvis er der hjælp at hente. Men nok ikke uden bivirkninger.

        29/04/2021

Bliv en

Beautyspace-insider

 

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke.

Det koster intet at abonnere på BEAUTSPACE, hvor du hver uge får tre til fire aktuelle artikler, adgang til mine bøger og foredrag med rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.