Hudlægens dødsstød til insisterende pigmentpletter

Lige så længe jeg har kendt Line, har hun været generet af pigmentpletter. De begyndte så småt at dukke op under en graviditet for 15 år siden. Vi har i rundt regnet fire til fem år prøvet og tålmodigt testet alt fra peelende syrer til C-vitamin og A-vitamin. Og også alt ikke-peelende som peptider og den slags. Uden nævneværdig effekt, bortset selvfølgelig fra, at hun har en virkelig flot blød hud, i den grad spændstig, men det er pletterne, hun ser. Dem, der generer hende. Også fordi det er som om, de tager til i styrke, selvom hun holder sig ude af solen. ”Bevares”, som hun siger: ”Jeg kommer fra Amager, og dér havde man altid et solkort i baglommen”.

Så der er selvfølgelig en solhistorik.

Sammen kaster vi os over en seriøs (og ikke specielt sjov) handlingsplan, og når jeg skriver vi, er det fordi, jeg vil følge forløbet tæt.

I mandags drog vi således til hudlægen. Noget, der skulle være sket for længst.

Sagen er nemlig, at der er forskel på, hvor dybt pigmentpletter kan ligge. Hvis pletterne er regnet langt ned i dermis, så er det en virkelig svær opgave at komme af med dem. Overfladiske pigmentpletter kan derimod klares med både hudplejeprodukter (dem du muligvis kender fra kapitlet Pletfri, hvor anbefalingerne også er hudlægeafstemte) og IPL.

Hudlæge Peter Bjerring forklarer, at melasma (som er den forandring, der viser sig i huden som brune mærker, og som skyldes pigmentceller, der ikke længere kan styre sig) ligger enten øverst i huden (epidermis), hvor pigmentet normalt ligger, eller længere nede (dermis), hvor pigmentet kun kommer i patologiske situationer.

Han fastslår, at Line har en blanding af begge. Diagnosen sker ved først at sætte hende i det, der hedder black light, som fremkalder pigmentet, så det er muligt for hudlægen at bedømme dybden. Derefter viser et såkaldt krydspolariserende dermatoskop den mikroskopiske fordeling af pletterne.

Hvis det er svært at se for sig, så har jeg lagt et par billeder og filmklip op af det hele på Instagram @beautyspace under højdepunktet døbt pigmentpletter.

HER ER, HVAD LINE BLEV SENDT HJEM MED. LIGE TIL AT PLUKKE AF, HVIS DU HAR BEHOV:

  • Ingen sol i ansigtet, og derfor ekstraordinær SPF 84 (Actinica Lotion fra Galderma). Normalt i Danmark rækker både SPF15 og SPF30 fint.
  • Tilskud af D-vitamin pga. den manglende sol (med mindre man sørger for at få kroppen i sollys).
  • Pigmentpletterne har to års hukommelse. Dvs. de tror, de skal have den gamle pletfarve, og er derfor evig parate til at hive den farve hjem igen, hvis de får den mindste solstråle. Det tager dem to år “at glemme” (noget fedtceller godt kunne lære af).
  • Lægemidlet tranexsamsyre er den behandling, Line er sat i. Den er medicinsk og på tabletform. Men det rasende interessante er, at tranexamsyre også begynder at komme i hudplejeprodukter, der kan smøres på huden. Murad bruger stoffet, og sidste år husker du måske, at ÅRETS BEDSTE netop var den her virksomme ingrediens.
  • Daglig brug af Cyspera, som er et anti-pigmentdannende hjælpemiddel, men ildelugtende. Ikke receptkrævende, men absolut heller ikke nogen kosmetisk fornøjelse. Det fjerner ikke eksisterende pigmentpletter, men stopper for nydannelse. Jeg anbefaler, at du får vejledning før evt. brug.
  • IPL-behandling som tager de overfladiske pigmentpletter – hos Else Marie Lissau på Plastikkirurgisk Klinik i Aarhus. Indstillingerne var efter hudlægens anbefaling.

DET HELE BLIVER TIL EN ARTIKEL i Børsen. Hvis det virker. Hvis det ikke virker, så får du besked herinde. Der vil nemlig ”gå måneder”, som Peter Bjerring sagde. Så 1. januar står der opfølgning i min Beautyspace-kalender.

BEHANDLINGEN OVENFOR er til,  når alle muligheder er opbrugte. For 9,5 ud af 10 virker blandingen af hudpleje og IPL som beskrevet heri.  Og så er det også værd at bemærke, at man skal føle sig generet. Mange er jo ligeglade med pigmentpletter. Lever i bedste velgående med dem.

@beautyspace på INSTAGRAM, hvor du i øjeblikket kan sammensætte din drømme Book’n Beautybox. I hvert fald komme med dit bud.

05/10/2020
For huds skyld: Fat forskellen mellem fakta og holdninger
4 anbefalinger til skønhedsproducenter anno 2020
09/10/2020
7 ting, der ændrede mit syn på hudpleje
Vi taler seriøst bedre hud

Kommentarer

  • Rikke Liv

    Hej Anette
    Kan jeg for at afhjælpe pigmentpletter, om aftenen bruge azelain syre efterfulgt af A-vitamin creme??
    Ser frem til dit svar.
    De bedste hilsner
    Rikke

    19/10/2020
  • Sanne

    Super spændene ! Har slev prøvet ipl men fik den besked efter en test det slet ikke kunne tage mine voldsomme pletter i hele ansigtet . Har dem på 6 år nu og håber virklig det virker på hende da jeg så følger lige lukt i samme spor bruger en del forskelligt lige fra alfa arbutin . Murad osv osv for at mindske dem men lige meget hjælper det .

    16/10/2020
  • Nanna B.

    Hej Anette, jeg bor i Sønderborg men kører gerne efter det, hvis du kender et godt sted?
    Kh Nanna

    09/10/2020
  • Mathias

    Hej
    Er det ikke en fejl med galderma spf 84? Kan kun finde den i spf 50 ved opkald til klinikker?

    09/10/2020
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Anja, tak for din tillid. Jeg synes, du skal vige udenom silikone i din hudpleje i forhold til den udfordring du beskriver. Ofte vil salicylsyre hjælpe med at klare op, så mit bud vil ligge der (Paula’s Choice 2% BHA er virkelig fin, men der er også et godt bud fra apoteket: Effaclar Serum Ultra Concentré fra La Roche-P. Efterfulgt af fugt. Hjælper det ikke, så kom afsted til en hudlæge eller en dygtige kosmetiker/kosmetolog. Lad mig vide, hvordan det går.

    @ Nanna B, du har ret … jeg kan kun svare dig teoretisk. Min første tanke var, om du holder fint på dagcreme? Og så tænker jeg udmiddelbart at du peeler meget i kombi med anti-blemish. Jeg ved godt, at du følger fint efter med barrierecremer. Men gad vide, hvordan din hudbarriere har det. Måske skulle du få tjekket det. Hvor i landet bor du, så kan jeg pege på et par gode steder.

    Stor hilsen Anette

    09/10/2020
  • Nanna B.

    Hej Anette,
    Off topic, men håber det er OK.
    Jeg har det problem, at ingen foundation holder på min hud! Og jeg har virkelig (!) prøvet mange inkl. primers. Intet virker. Og det er ikke fordi jeg har en meget fedtet hud eller lignende. Min hudtype er kombineret hud.
    Min rutine er således:
    Morgen: Rense ansigtet med opvredet klud, Lenberger Stafsing anti-blemish serum, Lenberger Stafsing S.O.S barrier cream
    Aften: Rens ansigt med Algenist Rejuveating Cleanser, rensepad, Skyn Island Nordic Skin Peel, Lenberger Stafsing anti-blemish serum, Lenberger Stafsing S.O.S barrier cream
    Ved ikke om du kan konkludere noget ud fra ovenstående eller om du vil anbefale mig nogle andre/flere produkter i min rutine. Jeg er ved at læse din bog.

    08/10/2020
  • Anja

    Hej Anette,
    Jeg har i lang tid døjet med urenheder på grund af ubalance i min hud. Jeg synes jeg er ved at have genfundet balancen, men står tilbage med en masse små røde prikker i hele ansigtet, fordi jeg har tendens til at prikke og pille. Jeg arbejder i Matas og den vej igennem prøver jeg selvfølgelig en masse, men jeg vil høre om du tror Paulas Choice Azelaic Acid kunne gøre noget for mig? Jeg har også overvejet Pudderdåserne Niacinamid 10%. Lige nu bruger jeg retinolkapsler fra E. Arden.

    08/10/2020
  • Anette Kristine Poulsen

    NB @ Maria, så er smørbar tranexamsyre ikke på recept. Murad har det og SkinCeuticals.

    KH Anette

    08/10/2020
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Maria, det er recept, og jeg tror ikke det er en udbredt behandling herhjemme. Jeg tror, den er hos de hudlæger, der har studeret det specifikt.

    Stor hilsen Anette

    08/10/2020
  • Maria

    Meget interessant at læse om!
    Ved du, om man kan købe tranexsamsyre-tabletter som håndkøb, eller kræver det recept?

    Vh. Maria

    08/10/2020
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Christine, det er det, der er det banebrydende. At ét stof ved et tilfælde virker på noget andet. Prøv at se svar til Sidsel. Dog taler vi andre mængder her, forstår jeg på hudlæge Peter Bjerring.

    Tak for dit indspark.

    Stor hilsen Anette

    08/10/2020
  • Christine

    Hej Anette,
    Mega spændende. Jeg døjer selv med leopard ansigtet…
    jeg undre mig over tranexansyren som tablet? Det gives jo normalt til blødningsforstyrrelser.

    07/10/2020
  • SidselSA

    Super interessant emne. Tranexsamsyre findes også i Hada Labo Shirojyun Premium Lotion, Japansk mærke, som jeg ikke ved om man kan få i DK og ligeledes i Skinceuticals Discolouration Defense. Ifølge “Gothamista” – https://www.gothamista.com – prøv at se hende videos – skal produktet mindst indeholde 3% for at have virkning.

    07/10/2020
    • Anette Kristine Poulsen

      @ Sidsel, det vilde er, at det netop var i Japan, at de fik øjnene op for, at når kvinder tog dette her stof (for noget helt andet, nemlig kraftige blødninger), så forsvandt deres pigmentpletter. Så hvad er bivirkningerne? … spurgte jeg om i går. For der er jo altid bivirkninger ved medicin. Men de er, sagde Bjerring, ikke eksisterende, fordi mængden der bliver givet i forhold til pigmentkoks er lille. Hvis du klikker på mit link ser du, at netop SkinCeuticals vandt en Beautyspace-pris i 2019. Stor hilsen Anette

      07/10/2020
  • Anette Kristine Poulsen

    @ Tina, “flittigt holdt ved lige”. Sjovt skrevet. Jeg går ud fra, at det gode ved Spanien betyder mere end irritationen ved pigmentpletter.

    @ Sanne, det er jo en fin indsats, du gør om vinteren. Gør den evt. endnu mere målrettet (læs kapitlet ‘Pletfri ja tak’ i Seriøst bedre hud, som også er på biblioteket. Du behøver ikke købe den). IPL må ikke koste 20.000. Én session koster normalt 2500 kr.

    @ Birgitte, det skyldes behandlingen Line her er i. Og ikke mindst fordi det er en noget seriøs blandings-melasma. Så det er vigtigt med absolut ingen sol i ansigtet, og kun på den baggrund skal du se det ekstra høje SPF-tal. Du har helt ret i, at jo lavere SPF jo mere hudkærligt om du vil (hvis vi taler kemiske filtre. Med de fysiske er der jo absolut ingen problemer, hvilket dr. Des Fernandes også altid gør opmærksom på). Vi har også været omkring det flere gange herinde – at det er længe fint med SPF 30 og 15, bare mængden er den rigtige.

    @ Gry Astrid Larsen, se gerne mit svar til Birgitte.

    @ Kristina, jeg vil anbefale 6 måneder med en kombi af mildt peelende syrer og A-vit og se hvor langt, hun kommer. Derefter er det kun laser, som kan jævne huller.

    @ Tanja, jeg har set den hos flere hudlæger. Tror også, apoteket har den i sommerhalvåret. Men igen: jeg ville aldrig selv overveje den. Det er en spidsbelastet hud i behandling, hvor den giver mening.

    @ Tina, det kan du også fortsat have tillid til. Årsagen er den, hele indlægget handler om. En over-pigment-belastet hud, hvor behandlingen er meget specifik. Normalt taler hudlæge Peter Bjerring ikke om SPF 84 ;o)

    @ Marie, kan se, at Lissau har svaret dig.

    @ Else Marie, tak for dit indspark!

    Stor hilsen Anette

    07/10/2020
  • Else+Marie+Lissau

    Hej Anette
    Du har sådan styr på det hele. Du er mega dygtig.
    Jeg vil bare oplyse om, at man kan købe Cyspera hos os på Plastikkirurgisk Klinik Aarhus, Skolegade og på Privathospitalet Mølholm.
    Jeg tager min af forsendelsen begge stedet. Skriv til mig på eml@jk3.dk
    Kh
    Else Marie Lissau,
    specialsygeplejerske i kosmetisk dermatologi.

    07/10/2020
  • Marie

    Du skriver cyspera ikke er receptpligtigt… hvor kan man mon få det så?
    Kan i hvert fald ikke Google mig frem til det.

    Hilsen Marie

    07/10/2020
  • Tina

    Uhh Rigtig spændende 🙂
    Det glæder jeg mig MEGET til at følge

    Grundet melasma på kinderne, bruger selv spf 50 forår/sommer
    Spf 30 efterår/vinter begge fra Paula’s Choice som jeg har stor tiltro til 🙂

    Wow spf 84 Hvorfor ??

    07/10/2020
  • Tanja

    Actinica Lotion fra Galderma SPF 84 kan jeg kun finde med SPF 50. Skal den købes i udlandet?

    07/10/2020
  • Kristina

    Har du gode råd til akne ar, de der fordybninger i huden. Lidt hullet? Min datter er sluppet af med sin akne medicinsk efter flere år med hudpleje der ikke hjalp, men sidder nu tilbage med hullet hud på kinderne.

    Bh Kristina

    07/10/2020
  • Gry Astrid Larsen

    Hvorfor er der mon så stor forskel på, hvad hudlæger anbefaler ift. SPF?
    Det siges jo bl.a., at alt over SPF 30-50 – ikke har effekt, hvorimod øvrige siger, at SPF 100 er bedst?
    Environ’s stifter udtaler, at alt over SPF 15- ikke er virksomt, da de højere filtre alligevel “nedbrydes” i stærkt sollys?
    Meget forvirrende for forbrugeren efterhånden 🙂

    07/10/2020
  • Birgitte

    Hej Anette.
    Jeg bliver lidt forvirret, når jeg ser SPF 84. For et par måneder siden, så jeg en video med Environs, Dr. Fernandez, der opfordrer til at man bruger SPF 15 og smører på flere gange om dagen, fremfor en creme med højere SPF da denne indeholder flere kemikalier, der ikke er gode for huden. Jeg har altid brugt SPF 30 eller 50, men skiftede efter denne information. Hvad tænker du om det?
    Tak 🙂

    07/10/2020
  • Sanne

    Jeg har også pigmentpletter og de irriterer mig mere end rynkerne, synes virkelig de er skæmmende. Var til en IPL konsultation, men det ville koste rundt regnet 20.000 kr at få dem fjernet, og så blev jeg nærig. Jeg bleger dem hver vinter, starter om lidt, bruger en lille grøn lampeting to gange om ugen (ved ikke om den hjælper, men har læst den gør), og derefter en blegende creme, lige for tiden Exuviance Skin Brightening Gel, som er rimelig go’. Den creme jeg har prøvet der virkede bedst var Palmer’s Skin Success, men ved ikke om den kan fås mere. Den lugtede spøjst, men fik virkelig bleget pletterne næsten væk i løbet af en vinter. Jeg har prøvet flere, bl.a. Ole H, som ikke gjorde en forskel. Jeg tror bare jeg må lære at leve med dem, når resten ellers ser meget pænt ud ift min alder. Rigtig go’ dag, smukke. <3

    07/10/2020
  • tina/mormormedstiletter

    Super spændende!
    Har selv de der irriterende pletter og de bliver jo flittigt holdt vedlige, når jeg er i Spanien i vinter halvåret;-)

    07/10/2020

Bliv en

Beautyspace-insider

 

Få evidensbaseret lige-ud-af-landevejen skønhedssnak. Hvad virker, hvad gør ikke.

Det koster intet at abonnere på BEAUTSPACE, hvor du hver uge får tre til fire aktuelle artikler, adgang til mine bøger og foredrag med rabat og nåja, du er den første, der får besked, når månedens BEAUTYSPACE BOKS udkommer.

Tak for din tilmelding - du er nu på listen! Tilføj gerne hello@beautyspace.dk til dine kontakter, så du er sikker på at mails ikke går i spam.