Hvad jeg lærte på et spa-ophold til 52.500 kr.

“WAUUUUHHHH!!! står øverst på min bucket liste, når jeg vinder i Lotto”, skrev en veninde, da jeg postede Lanserhofs berømte trappe på Instagram.

Lanserhof er et ekstravagant medicinsk spa, som er kendt for at være det 52.500 kroners bekostelige ophold, hvor bl.a. Gwyneth Paltrow og Victoria Beckham-typer detoxer. Læg dertil de sponsorerede influencer-ophold, som du måske har mødt på Instagram.

Må vi invitere dig? lød det fra Lanserhof Sylt.

WAUUUHHHH-niveauet ramte ikke mig, som i stedet på forhånd var sulten, kaffetørstig og tvær i forhold til restriktioner (der ER ingen kaffe på Lanserhof). Og … Sylt?

Jeg var også sikker på, at der ville være løftede pegefingre men-vi-kan-fikse-dig i forhold til min i deres øjne sikkert ringe træning, manglende muskelmasse og glæde ved sukker og vin.

Men størst var mit forbehold for prisen (de 52.500 kr. er minimumsbeløbet), som jo kan matche udbetalingen på et sommerhus.

På avisen vil vi gerne tippe om de bedste, og gerne ypperligt eksklusive, steder – men Lanserhof i Tyskland havde min chef dækket forrige sommer, så med Beautyspace-kortet alene afslog jeg i første omgang.

For selvom det måske lyder irriterende, så kan jeg ikke afsætte syv dage til noget, jeg ikke ved, om der kommer noget arbejdsmæssigt ud af. ”Kom alligevel – vi finder ud af det med bare tre dage,” lød det tilbage.

Summa summarum tog jeg afsted uden selvfølgelig at love Lanserhof noget (det gør jeg aldrig). Hvad nu, hvis der var noget at lære, noget at undres over eller grine af – hudmæssigt, på træningsfronten eller i forhold til kost?

Jeg når at drikke tre kopper kaffe på færgen til Sylt, hvor Lanserhof ligger Fort Knox-agtigt forskanset i byen List, som ikke ligefrem er nogen charmeoase. Man bliver hentet i P-kælderen af en vært, som hviskende viser rundt. Der er kun få andre gæster, som alle lister rundt iført hvide badekåber og alvorlige miner.

Her er bemærkelsesværdigt stille, ingen børn eller alkoholpåvirkede voksne, alt er  koordineret beigepænt på quiet luxury måden med et bibliotek (overvejende coffee table bøger, ikke så meget litteratur), klaver, et hav af vand- og tebarer med selvbetjening, gigantiske vinduer og den føromtalte arkitektoniske trappe, som alle, inklusive mig, foreviger.

Og værelset altså … minimalistisk, men også beroligende komfortabelt lige fra havudsigten til bruserens faste stråle, det højteknologiske japanske toilet, epsomsaltet ved badekarret og hoteltøfler, der ikke er af den ærgerlige slags, men selveste Birkenstock – som man må tage med hjem. Og muligvis den største walk-in garderobe jeg nogensinde har stået i.

Mere eller mindre alt står dog på tysk. ”Det er jo ikke problem for dig som dansker,” siger værten. Øhh jo. Faktisk lidt, og hvad med Gwyneth og Victoria?

I min taske har jeg smuglet pulverkaffe med, for jeg er for voksen til at nogen, der ikke er min læge, skal bestemme over kaffen.

Og kan man overhovedet spore kafferester i urin – lyder det ikke for skørt?

Nåmen, det er i øvrigt det første jeg skal: Aflevere urin- og blodprøver, ligesom bl.a. bmi bliver målt. Det er farven på gulvet og personalets uniformer, der adskiller det medicinske fra det velværende spa – og uden, jeg helt kan greje det, er der noget ved personalet, som giver associationer til Star Wars-møder-sekt-af-en-art. De smiler ens, er klædt i samme dragter: Nougatfarvede i receptionen, hvide i det medicinske område, blå i restauranten.

Mit første måltid, aftensmaden, viser sig at være døgnets mindste. Ingen væske under, men inden – og nul alkohol selvfølgelig.

En kok står i et åbent køkken og har lavet vanvittig velsmagende broccolipizza med tomat.  Omfanget minder om en forret, og jeg får besked på at spise virkelig langsomt. Hver bid skal tygges 30 gange, og mens jeg koncentrerer mig om det, betragter jeg staklerne på suppe-menu omkring mig (man er på forskellige menuer alt efter en læges anbefaling).

Der sker dog det bemærkelsesværdige, at jeg går om ikke mæt-mæt, så ikke-sulten fra bordet.

Det tætteste, jeg kommer en personlig kontakt med en af de blå uniformer, er den sidste dag i restauranten, hvor jeg ser, at nogen får risbudding til dessert.
”Kan jeg bytte mit fuldkornstoast til budding,” hvisker jeg til tjeneren. ”Absolut ikke – du er jo ikke på den menu.”

”Jamen, jeg kan ikke så godt tåle toast,” hører jeg mig selv sige. Hun ser tvivlende på mig, men hvisker: ”Okay da, men ikke et ord til nogen.” Og ind kommer hvad der svarer til fire spiseskefulde risbudding – kogt på vand.

Jeg bliver anbefalet at ramme en slags 90/10 ordning af Lanserhofs diætist – altså når jeg kommer hjem – hvor de 90 procent udgør grønsager, nødder, frø, linser, havregryn og så 10 procent græsk yoghurt, ost, fisk, kød eller æg. Med mig får jeg et hav af detaljer inkl. inspirerende opskrifter og tallerkenfordelinger.

Da jeg rejser hjem efter tre dage, er jeg to kilo lettere, end da jeg ankom. Det er en blanding af fedt og væske, får jeg målt og bliver fortalt. ”Du reagerer overraskende  hurtigt på at skære sukker væk,” siger stedets cheflæge Jan Stritzke. Med overraskende mener han nok en i min alder.

Da jeg forlader den afsluttende konsultation, sidder en amerikansk kvinde og diskuterer frustreret med receptionens lægesekretær: ”listen, I’ve paid you hundreds, no thousands of euros to be here for the so called cure stay, and now you request more euros. For more tests. More check ups.”

De er nok vant til, at folk går sukkerkolde. Eller pludselig kommer i tanke om, HVOR mange penge 52.500 kr. i virkeligheden er.

Den vigtigste reminder – sundhedsmæssigt – som jeg tager med hjem, får jeg af Jan Stritzke – og den kræver intet budget. Du får den på lørdag.

Og de forventede løftede pegefingre? Dem var der absolut ingen af. Tværtimod fik jeg en slags ros, som jeg kunne gå og godte mig over.

BEDRE HUD MED ÅRENE? Det sker lige her.